Viser opslag med etiketten Karolina Pietrzykowska. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Karolina Pietrzykowska. Vis alle opslag

fredag den 22. marts 2019

Anmeldelse: PÅ MØRKETS BUND på Vordingborg Teater

Fotograf: Per Rasmussen.


På mørkets bund, hvad finder man der? Helt dernede, hvor lyset ikke når ind, og hvor mørket lukker sig omkring én? Det var det, som jeg sammen med en 6. klasse fra en lokal skole i Vordingborg blev inviteret indenfor på Vordingborg Teater i selskab med Cantabile 2 for at udforske. Vi var ikke publikum, men snarere deltagere.

Vi fik udleveret sorte tykke sokker og et bælte, hvor der var plads til en lommelygte og en pose med kridt i. Én for én blev vi ledt gennem scenetæppet ind på den mørklagte scene og placeret foran hver sin sten, oplyst af en lommelygte, og derfra vandrede vi længere og længere ned mod mørkets bund.



Fotograf: Per Rasmussen.


Da jeg først trådte ind og kiggede mig rundt, tænkte jeg lidt skuffet: ”Nå, er der ikke andet - og er det ikke større! Men en time senere, da vi skulle samme vej ud igen, følte jeg mig trist over at skulle forlade det intime og trygge rum, som teatret havde anbragt mig og børnene i. Det ville være synd at fortælle, hvad man oplever undervejs, for det er så afgørende, at det netop sættes frit i den overraskelse, der ligger i mødet med det ukendte. For mødet med mørkets bund er også mødet med det ukendte inde i os selv. Angsten og mørket. Den lukkede kasse, som vi hver især bærer på, blev vi i løbet af forestillingen modige nok til at åbne, fordi angsten og mørket ikke længere var en skjult del af os.

Det er en smuk intention, og det lykkedes. Noget meget uhåndterligt og svært tilgængeligt lykkedes til fulde i den meget fine og bevægende interaktive forestilling, der var en poetisk vandring med børn, så sårbare og åbne som man kan være, når man kun er 13 år.

Inden vi gik ind, var der en lille kvik fyr fra 6.J. med strithår og gul hættetrøje, der kiggede drilsk og undersøgende på mig og spurgte: ”Er du én der skal lære os noget?” Jeg rystede på hovedet og svarede: ”Vil du da gerne lære noget?” Han kiggede tøvende på mig, og det var tydeligt at han havde mest lyst til at svare JA, men alligevel svarede: ”Naej”




Fotograf: Per Rasmussen.


Spørgsmålet er, om man kan lære børn noget? Men hvis man kan gøre dem så trygge, som det lykkedes med Cantabile 2’s ”På mørkets bund”, en interaktiv forestilling med to skuespillere i et mørklagt rum belyst magisk og manende, så er meget nået. For det handler selvfølgelig om at turde. Turde gå ind i mørket og tage imod det, tage bolig i det. Ikke for at forsvinde, men for derimod at overtage det. Det eneste jeg vil røbe om selve handlingen er, at på et tidspunkt befandt vi os inde i en hule, og i ly af mørket gik en sten fra hånd til hånd, og når man fik stenen i hånden, kunne man fortælle, hvad der  gemmer sig i mørket - og røbe, hvad vi hver især er misundelige over.  Det var påfaldende, hvor mange af børnene, der talte om, at de var misundelige på dem, hvis forældre ikke var skilt. En pige fortalte, at hun var misundelig på dem, der stadig havde en far. En dreng sagde, at han var misundelig på dem, der kunne stave. Én sagde, at han var misundelig på dem, der kunne holde rigtigt på blyanten. En journalist fra den lokale avis røbede, at han var misundelig på dem, der kunne skrive bedre end ham. Selv sagde jeg, at jeg var misundelig på dem, der er dygtigere end jeg er. Jeg tror, at alle gik klogere derfra. Tak til Cantabile 2 for det mod de udviser, når de vælger at lave en så poetisk og udfordrende forestilling, der var smukt og indfølende instrueret af Sandra Yi Sencindiver (Teatergrad). Det var overordentligt vellykket og modigt teater i Vordingborg.





Fotograf: Per Rasmussen.


PÅ MØRKETS BUND
- en performance om at møde dybden i sig selv
for de 10-14 årige.
60 minutter for max. 30 deltagere
af og med Cantabile 2 og Sanseværk (inddragende scenekunst for børn) 
Spillested: Vordingborg Teater.


Idé, koncept og performere: 
Karolina Pietrzykowska og Siri Facchini Haff



Instruktør: 

Sandra Yi Sencindiver


Konsulent og produktionschef: Nullo Facchini

Konsulent på scenografi: Mie Riis Christiansen

Instruktørassistent: Katrine Laursen

Konsulent på lys: Pernille Plantener Holst

Komponist: Marc Facchini

Rekvisittør: Sanne Mejse Ystrøm

Scenebygger: John Nyby



*

Læs mere om Cantabile 2 


– se trailer 

Forestillingen kan opleves på den kommende børneteaterfestival i Hjørring i næste måned samt 26 gange i løbet af efteråret for kommunens børn på Vordingborg Teater, hvoraf flere forestillinger er åbne.

*

Fra den 25.-31. august 2019 står Cantabile 2 
for den store internationale teaterfestival WAVES 

*

”Tiggeroperaen” om traficking, instrueret af teatrets leder, Nullo Facchini, var den første af Cantabile 2’s forestillinger som jeg så for 10 år siden, i 2009, i Kanonhallen på Østerbro. Det var en forestilling, der forundrede og forstyrrede mig. Selv 10 år efter ved jeg ikke, hvad det var jeg oplevede dengang. Marilyn Mazur spillede på et bilskrog, der langsomt blev skilt ad. Det var både vredt og poetisk.


*

Tidligere anmeldte Cantabile 2-forestillinger:

Skjult nummer – i samarbejde med Teatergrad

(Reumert for bedste performance 2018)

  

torsdag den 1. juni 2017

Anmeldelse: SKJULT NUMMER af Cantabile 2 & Teatergrad


Fotograf: Karoline Lieberkind

Du befinder dig i en sanselabyrint, hvor alle veje fører frem mod dig selv. Du er din egen rejsefører, og rejsen er en livsrejse, hvor du først og fremmest møder dig selv og dine drømme, håb og ønsker. For hvem er du og hvad ønsker du af livet? Hvilken vej vælger du? Du starter med at møde dig selv – i døden. Du gravsættes, kastes tilbage i mindernes hus og bliver bagefter giftet væk – med dig selv. Du er dit eget teaterstykke. Du er arenaen for den forestilling som Cantabile 2 ledet af Nullo Facchini, fra Vordingborg, iscenesætter sammen med københavnske Teatergrad rundt om dig.

Hvorfor går vi i teatret? Velsagtens for at møde os selv og hinanden. For at nå ind til de rum indeni, hvor alting startede. Dengang, hvor vi dannedes. Dengang, hvor livet var så skrøbeligt, at alting var så svært. Det er den tilstand vi søger tilbage til. Det er den livsrejse som forestillingen opfordrer os til at følge. Selve titlen lægger op til det mobilnummer som den telefon vi får med på rejsen ringer op fra. Måske er livet at følge nogle af de opfordringer vi får fra de ”ukendte numre” omkring os.

Selve begyndelsen er vi fælles om, da vi mødes på en skole på Duevej på Frederiksberg. Senere deles vi op i grupper og besøger tre steder i byen. Men inden vi når så langt, gennemlever vi et fælles ritual. Der bliver taget meget venligt imod os. Det føles hjemligt, men også som porten ind til det ukendte, og det er den vej vi guides videre ad, da vi via en smal trappe ledes op ovenpå, hvor vi to og to føres ind i et smukt lokale, hvor vi splittes op og placeres foran en anden publikummer som vi får overdraget ansvaret for. Det er dét menneske som vi skal lære at kende. Det er dét forestillingen handler om, men også om at lære os selv bedre at kende. Vi udstyres med en farvet paraply og på et givent signal starter vores rejse rundt i byen, for udenfor venter en taxa med en chauffør på hver af de 3-4 mand store grupper, der derefter transporteres frem mod for os ukendte destinationer i København. Med lukkede øjne fragtes vi hen til første sted. Ingen af rejserne er ens, for ingen vil antagelig tilbagelægge samme rejse, og selv om de gør, vil de opleve noget forskelligt. Sådan er det også med de liv vi hver især lever.

Vi mødte ”Kvinde & Døden”, ”Manden i Familien” og ”Kvinden i Kirken”. Det første og andet sted blev vi guidet igennem af en enkelt person, mens det tredje sted var der flere personer til at lede os gennem oplevelsen, der trængte stadig dybere ind i os og i hinanden. For der var flere forløb, der kørte sideløbende, for samtidig med at vi selv var på en personlig mission frem mod os selv, handlede det også om at knytte bånd til hinanden. Om at opbygge tillid til hinanden, men først og fremmest handlede det om åbenhed, hjertelighed og om at bygge bro til det i os, der hver især holder os sammen. Om at turde. For hvad er det, der holder et liv sammen, hvad er det for en virkelighed som vi har bygget om os selv og hinanden? Hvor er vi på vej hen, og hvad er det for en virkelighed vi lever i? Hvad er det som gør os til det vi er? Hvordan finder vi nøglen til at nå det inde i os selv? At følge anvisningerne fra ”Skjult nummer” var en udfordrende sjælevandrende måde at forsøge at få det afdækket på. Tak for opfordringen – den er hermed givet videre. Hvis du tør?
Fotograf: Karoline Lieberkind

SKJULT NUMMER
Cantabile 2 & Teatergrad

Medvirkende Anna Bove Eiler, Loa Carlslund, Nullo Facchini, Siri Facchini Haff, Karolina Pietrzykowska, Al Seed, Steffen Sommerstedt, Maria Stoyanova, Sandra Yi Sencindiver, Angela Østergaard, Natali Khokhlova
Instruktør Nullo Facchini
Scenograf Paola Serafini
Teknisk chef & lysdesigner Allan Hansen
(Det Kinesiske Lysthus: Malte Hauge)
Scenografiske assistenter Lui Angelini, Vilde Jensen
Ide & Koncept Cantabile 2
Fotograf Karoline Lieberkind (fra Vordingborg-udgaven)
Forestillingsleder Delia Trice
Projektleder Karen Zenia Hai Hermansen
Frivilligkoordinator Kiki Stybe
Administrator Helle Luel
Producent Gavin Charles Clarke
Arrangør Teatergrad
 
Spilleperiode 1.-11. juni 2017 – kl. 18.45
Varighed ca. 3 timer
Mødested Skolen på Duevej, Gymnastiksalen, Duevej 63, 2000 Frederiksberg
Indgår i CPH Stage 2017

Om Cantabile 2: Egnsteater i Vordingborg. Skaber Human Specific Performing Art, hvor non-fiktion og publikumsinteraktion er centralt.
Om Teatergrad: Københavnsk byrumsteater. Skaber nye teaterrum i alle byens rum. Ude og inde.


Anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:
En landsby på højkant
Forført
Husker du?