”Et af de hårdeste tider i mit liv var før jeg blev indlagt
på Psykiatrisk Center Amager. Jeg følte mig alene. Jeg forstod ikke, hvad der
foregik inden i mig. Hvorfor har jeg angstanfald? Hvorfor har jeg selvmordstanker,
når jeg i virkeligheden elsker livet?”
Laura
Forestillingen
”Der skal mod til” består af selvoplevede beretninger fra 14 unge, der med
livet i hænderne står frem og fortæller om det, der hidtil har været deres
største hemmelighed.
Vi befinder os derude, hvor diagnoser og fobier står i kø og hvor livet bliver en buldrende flod, der tordner forbi. De medvirkende klamrer sig til det der er og er fælles om at bevæge sig imod strømmen. De holder fast, for de kan ikke andet. Forestillingen, de nu medvirker i, er en slags afrapportering fra deres liv, der for dem alle er blevet slået i stykker af den normalitet, der omgiver dem, men som de aldrig selv kan blive en del af. Men hvad vil det sige at være normal? Er det egentlig normalt at være normal?
Vi befinder os derude, hvor diagnoser og fobier står i kø og hvor livet bliver en buldrende flod, der tordner forbi. De medvirkende klamrer sig til det der er og er fælles om at bevæge sig imod strømmen. De holder fast, for de kan ikke andet. Forestillingen, de nu medvirker i, er en slags afrapportering fra deres liv, der for dem alle er blevet slået i stykker af den normalitet, der omgiver dem, men som de aldrig selv kan blive en del af. Men hvad vil det sige at være normal? Er det egentlig normalt at være normal?
”…jeg synes ikke rigtig jeg minder om nogen. Jeg synes ikke jeg minder om dem, jeg går i behandling med, og jeg synes ikke jeg minder om dem, jeg ikke går i behandling med.”
Emil
De
er alle bange for ikke at være gode nok, for ikke at passe ind og for at miste
den sidste rest af samhørighed, de har med andre. Den rest som måske udgør
den yderste og eneste forbindelse som de har med omverdenen. De har altid spillet
teater for at passe ind. Flere taler om den evige teaterforestilling, de
hver især er nødt til at spille for deres omgivelser, for det er simpelthen for
svært at bryde igennem og fortælle om, hvordan de virkelig har det. Så på den
måde er de vant til at spille teater, men nu er det første gang at de spiller
sig selv – sådan som de er.
Flere
gange lyder det fortrøstningsfuldt fra scenen, at de slet ikke ville undvære
deres lidelser og diagnoser. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Der
er i hvert fald ingen grund til ikke
at tro på det, men derfor kan det godt være en sandhed med modifikationer. For
de ville utvivlsomt foretrække at være ’normale’, hvis det begreb
overhovedet findes. Men måske er det bare en skrøne - det, med den normalitet?
”Jeg går ud i virkelighedens verden. Jeg tager min
maske på. Masken hvor den glade Laura, den energiske Laura, den overskudsrige
Laura dukker frem. Ingen må opdage hvordan jeg i virkeligheden har det.”
Laura
Forestillingen giver et smukt, stærkt, foruroligende,
men også præcist billede af, hvad det vil sige at være uden for det fællesskab
som vi higer så stærkt efter, men som igen og igen slider os i
stykker, når vi ikke kan passe ind i det.
Der
var flere gange undervejs, hvor jeg ikke orkede at høre mere, hvor det blev for
meget, hvor jeg ikke kunne rumme mere. Det bliver for meget kaos, for meget
ulykke, for meget af alt det som vi til dagligt skubber fra os, for at bevare
illusionen om livet som vi helst vil se det. Så meget desto mere grund er
der til at høre deres beretninger til ende. For det har en ende. En smuk én,
oven i købet. For fortællingerne knyttes sammen og er drevet af håb og fortrøstning.
Ja, ligefrem forløsning. Ellers havde det heller ikke været til at holde ud.
Men sådan er det ikke altid i livet.
”Hele besøget hos lægen er meget sløret. Men jeg
husker klart, da hun ser på mig og siger: ”Svær depression.” De første tyve
sekunder troede jeg ikke på det selv. Men så var det som om hun brast en boble,
og jeg blev overvældet af flere års indre smerte.”
Anna
FOTO: Jon Bjarni Hjartarson
Tak
til de medvirkende for deres nærvær og fortællinger - og ikke mindst folkene på
C:NTACT med Peter Dupont Weiss i spidsen som ferm instruktør og med Donna Cadogans musik og Lasse Hoeg von Essens koreografi, der gav god rytme og tempo til forestillingen. Tak til C:NTACT for endnu engang at
føre os hen et sted, hvor det slet ikke er behageligt at være, men ikke desto
mindre bliver det stadig vigtigere at blive mindet om, at ingen er ens og vi alle
er forskellige – og at vi skal vide at kunne rumme denne forskellighed. Men det
skal der mod til…
FOTO: Jon Bjarni Hjartarson
DER SKAL MOD TIL
MEDVIRKENDE:
Anna, Cille, Isabella,
Jessica, Karoline, Laura, Louise, Mark, Magnus, Nicklas, Nanna, Natacha,
Selma og Trine MANUSKRIPT: Peter Dupont Weiss og de medvirkende
INSTRUKTION: Peter Dupont Weiss
MUSIK: Donna Cadogan
DANS: Lasse Hoeg von Essen
LYD: Signe Hendel Møller
LYS: Trine Asmussen i samarbejde med elever fra AFUK
IDÉ: Henrik Hartmann
INSTRUKTION: Peter Dupont Weiss
MUSIK: Donna Cadogan
DANS: Lasse Hoeg von Essen
LYD: Signe Hendel Møller
LYS: Trine Asmussen i samarbejde med elever fra AFUK
IDÉ: Henrik Hartmann
"Der skal mod til" er støttet af VELUX FONDEN.
Forestillingen spiller på Edison,
Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C.
Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C.
Spilleperiode: 25.10.-18.11. 2016
Læs mere.
Se forestillingens undervisningsmateriale.
Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:
Hooyo! (2016)
En lille båd der gynger (2015)
Ik´ for børn (2015)
Ondt blod (2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar