4 spændende forestillinger:
Det er sorgfuldt og intenst i TVILLINGHJERTE på Teater V af Zangenbergs Teater og Glad Teater. Det er stille og blidt i TJU BANG på Det Lille Teater. Det er provokerende og pågående i BREV TIL MIN VULVA af Teater Vølven. Det er frigørende og overrumplende i VÅR TID på AFUK Scene af Skånes Dansteater.
TVILLINGHJERTE
Teater V
Gæstespil af
Zangenbergs Teater
26. februar -9. marts 2025
Den sørgmodige, melankolske stemning er der helt fra starten. Niki har mistet sin tvillingsøster i forestillingen ”Tvillinghjerte” på Teater V i Valby. Der er en samproduktion mellem Zangenberg Teater og GLAD Teater. Den er skrevet af Marie Bjørn og instrueret af Signe Hørmann Sørensen. Niki og Minu er skilt ad for evigt. Minus hjerte holdt op med at slå for 26 dage siden, og siden er livet gået i stå. Faren bliver liggende i sengen og moren holder op med at tale. Familiens liv er stoppet midt i et hjerteslag. Mormoren flytter ind og sørger for at livet trods alt går videre. Lidt efter lidt, indtil hun også er væk igen. Hun har sit eget liv at passe, men lover at komme tilbage hver søndag. Det er hende, der synger for Niki. Det er hendes sange, der får livet tilbage i huset. Det er sådan noget mormoren gør. Hun taler med folk, der ikke siger noget. Hun giver dem ordene og livet tilbage, ligesom hun gør med Nikis forældre. Niki forstår det ikke. For hende er Minu der stadig. Også selv om Niki var med til begravelsen, hvor tvillingsøsteren blev begravet og sænket ned i jorden. Hun så det og alligevel er Minu der stadig. Niki og Minu var hinandens bedste venner. De var uadskillelige, men de taler stadig sammen. Andre kan ikke se hende, men Niki kan. Minu er alle steder. I vinden, i luften, i deres fælles træ i haven – og i livet. Det er som om Minu ikke vil give slip, eller også er det Niki, der ikke vil.
Set-up´et er ganske enkelt. Rezwan Farmis sang lyder gennem det sorgramt hus, der er holdt op med at trække vejret. Hun har selv komponeret sangene. Hendes stemme er hjerteskærende gennem sorgen. Hendes fraseringer lister sig lige ind i hjertet. Det er utroligt, at man kan sige så meget med en syngende stemme. Den sorgfulde sang stemmer forestillingen i sine helt egen mol-akkord.
Nadia Jasmin Nielsen er alene på scenen, mens tre skuespillere fra Teater Glad (Julie Andersen, Jannick Pihl Nielsen og Andreas Flodin Pedersen) sværmer rundt om hende. De er hendes ekko, hendes sorg og alt det andre ikke kan se. Men vi ser dem. De supplerer hinanden smukt. De er hendes forsvundne tvillingehjerte. Som det trekløver, hun finder i mørket. De danser rundt sammen med hende, de følger hende på vej, de hvirvler rundt i vinden omkring hende og de fuldender billede af den umulige sorg. De driller hende også, men først og fremmest hjælper de hende igennem den sorgfulde tid.
Det er gjort slående enkelt. Der er et lille forsænket springvand på scenen og en skråthængende huskulisse, hvori der er udskåret store huller i træfacon. Scenografien er af Rosa Birkdal.
De havde sammen et stort træ i haven, og det er dét træ som kommunen nu vil fælde og fjerne.
Det er visuelt imponerende, da en stor teltdug bliver til Nikis telt i haven, og senere igen forvandles til en stor flyvedrøm. Men det er synd, at den fine og sirligt opbyggede sørgmodighed bliver slået i stykker af slapstick-komikken, da Flemming fra kommunen dukker op for at fælde træet. Det bliver lidt for muntert og det er først, da han igen er forsvundet, at forestillingen genfinder sit fodfæste, der holder gennem resten af forestillingen.
Jeg kan godt forstå tanken om, at
det nok vil være godt at bryde stemningen med komik, men det havde været stærkere
uden. Resten er nøgent og gribende. Det havde sagtens kunnet holde hele
forestillingen igennem. Sangene og stemningen dækker det hele. Selv om det er
uforståeligt, så forstår vi det. Langsomt får Niki et greb om sorgen og finder
plads til sig selv og sit mistede tvillingehjerte. Det er gribende, meget
enkelt og alligevel både nuanceret og elegant.
TVILLINGHJERTE
TJU BANG
Det Lille
Teater
Jeg satte mig til rette med et smil om munden, for jeg glædede mig. Det er ingen let opgave at omplante Alberte Windings sangunivers til scenografiske syngende billeder. Adelaide Bentzon har instrueret og skrevet teksterne sammen med Alberte. Jan Rørdams musik ligger som baggrund for de tre syngende skuespillere. I centrum står Mathilde Eusebius. Hun er i besiddelse af en naturlig varme, der forplanter sig direkte til publikum. Hun har også en skøn kropslig volumen, der danner et naturligt centrum til de to andre tynde og lidt mere blege medspillere. Ludvig Brostrup er den lidt nervøse og forsigtige. Jela Natius Abilgaard gør sit bedste for at spille op til Mathilde Eusebius. De spiller alle tre op til hinanden og energien bølger frem og tilbage imellem dem. Den spinkle historie, der knytter sangene sammen, er at natten slet ikke egner sig til at sove i. Bare tænk på at man siger ”God Nat”. Jamen, en god nat er da ikke til at sove i, men den er da til at feste i! Det er det, de tre gør. De kaster med bolde, de sejler på havet og de sidder oppe på månen og det hele slutter med en godnatsang, for til sidst er de blevet trætte og klar til at sove.
De små i
salen fra 2-5 år er bomstille under hele forestillingen, selv om det lille 3
årige pus, der sad op ad mig, først sagde: ”Det er varmt”, og da mormoren
svarede, at han altså allerede havde fået overtræksbukserne af, svarede han
straks: ”Jeg fryser”. Men elles kom der ikke et en lyd fra ham, hvis det altså
var en dreng.
Musikken i
”Tju Bang” smyger sig ind og ud igennem forestillingen. Det kræver at man lige
omstiller sig, for Albertes egen vokal er så signaturagtigt, at det ikke er så
let at synge de sange, der netop er synonym med hendes særlige stemmes klang,
men de tre på scenen klarer det godt – og får reddet sig selv og forestilling i
land.
Vi kommer
alle tørskoede op på bredden i et rige, der er godt, smukt og drømmerigt. Er
godt og trygt rige som forældre og bedsteforældre trygt kan tage deres børn og
børnebørn med ind for at se.
TJU BANG
Det Lille Teater
BREV TIL
VULVA
Teater
Vølven
Vanløse Kulturstation
Jeg var lige så chokeret som de 9. klasses drenge, som jeg så forestillingen sammen med på Vanløse Kulturstation. Pigerne havde nok lettere ved at forholde sig til Teater Vølvens forestilling ”Brev til min vulva”. Fra det øjeblik, hvor de tre kvindelige medvirkende kom grinende ind nede bagfra og leende og tiskende sagde alle de ord som de kunne komme på for ”vulva”. De gjorde det både på dansk, svensk og engelsk. Senere i forestillingen blev det også iblandet spanske gloser. De tre, Anna Dagnydotter, Miriam Röstlinger Goldkuhl og Josefine Skovgaard, var iklædt røde Wonder Woman-dragter. Josefine Skovgaard, den højeste af de tre, kaldte sig ligefrem Kaptajn Vulva. Midt på scenen var der placeret en stor tøjkusse, der kunne kravles ind og ud af. Alt i forestillingen var noget, der enten kom ind og ud af den. Det var chokerende. Især i starten, hvor 9. klasserne var stille som mus. Der var totalt stille. Det havde en chokerende overrumplingseffekt, der fungerede optimalt. Stilheden blev hele vejen igennem modsvaret af de tres flotte og gnistrende sammenspil.
Forestillingens
enkelhed var slående og på den baggrund fungeredes de tres sammenspil
overvældende. De var skønne sammen. Der var intet, der var for intimt til at det
ikke kunne lægges frem på scenen. Det virkede befriende.
Ideen, instruktionen og manuskriptet var af Anna Dagnydotter, Josefine Skovgaard og Miriam Röstlinger Goldkuhl. Baseret på breve som de medvirkende havde fået fra unge der havde skrevet til deres vulva. Intet var for intimt og privat til at det ikke kunne nævnes. De unge tog det hele ind, og der var en rungende lydhørhed.
Det kunne
meget hurtigt have skabt en akavet kunstig stemning, men de tres veloplagte
sammenspil bølgende stærkt frem og tilbage mellem salen og scenen. Det var smukt
at iagttage. Underet skete, langsomt begyndte det hele at tage form og få facon
og smag. Det, der i starten bare havde været overvældende, fik langsomt fat og
voksede til noget fint og flot.
Alt fungerede. Både ideerne bag forestillingen samt instruktionen og selve udførelsen.
Velsagtens fordi det hele var uhyre enkelt lagt an. Det tekniske var så
sparsomt, at det næsten ikke var der og alligevel var der lige akkurat det, der
skulle til. Hverken mere eller mindre.
Fortællingen
om underlivets ve og vel blev ledsaget at af slående musiksentenser. Anne
Linnets ”Smuk og dejlig”, ”Midsommersangen” og David Bowies ”Let´s dance” var
med til at give smag og bid til det hele.
De tre på
scenen mindede mig lidt om rumpenisserne i ”Ronja Røverdatter”, sådan lidt
fjollede, men også charmerende i al deres ophedede morskab. Snart hidsede de
hinanden op, snart sang de trestemmigt, og snart efter lå de og rullede rundt
på scenen eller forsøgte at vaske sig i skridtet til vaskesangen fra ”Ronja
Røverdatter”. Det hele kulminerede med energisk vildskab, da de til hårdt
pumpet musik onanerende gned sig op mod alt, hvad de kunne finde af kasser,
stole og stativer. Det var morsomt. Straks efter sagde de undskyld,
for lidt efter at tage undskyldningen tilbage. Som de sagde, var der overhovedet ingen
grund til at undskylde. Alt dette er noget af det mest almindelige. Det var også den følelse vi som publikum sad tilbage med,
og det skal de tre på scenen have tak for. Det var en smukt at efterlade os
med. Det var en meget provokerende, men også vellykket forestilling.
BREV TIL MIN VULVA
60
min. Fra 15 år og op.
Ide, manuskript og instruktion:
Anna
Dagnydotter, Josefine Skovgaard og Miriam Röstlinger Goldkuhl.
Instruktør–konsulent: Kirsten Cenius og My Wagelin
Scenografi:
Signe Marie Bonnici-Erichsen,
Josefine Skovgaard og Miriam Röstlinger Goldkuhl.
Kostumer: Fabiola Gonzalez.
skuespillere:
Anna Dagnydotter, Miriam Röstlinger
Goldkuhl og Josefine Skovgaard/Laura Hegelund.
Forestillingen kan ses:
5. marts kl. 11 og 13 i Valby Kulturhus
8.
marts kl. 20 på Union/Nørrebro
VÅR DAG
AFUK
Skånes Dansteater
Først skulle
vi tage skoene af. Derefter blev vi budt
indenfor og fulgte en oplyst rampe på gulvet, der ledte
ind til selve scenegulvet. Det gav lidt efter, når man trådte på det. Det var
blødt og vi kunne spejle os i det. Det var som at befinde sig midt på et stort
spejl. Det udvidede rummet under os. Vi kunne sætte os, hvor vi ville. Vi kunne
sidde, stå eller ligge. Vi kunne også gå
rundt undervejs. Der var ingen rammer for, hvad vi kunne. Det skulle vise sig,
at der heller ingen rammer var for forestillingen.
Fire farvestrålende dansere (Matilda Bjärum, Simone Frederick Scacchetti, Hanna Nussbaumer og Bernat Martínez Sardà), to mænd og to kvinder, bevægede sig langsomt rundt imellem os. Mændene var klædt i blålige og grønne farver. Kvinderne var klædt i rødt, lyserød og orange. Vi havde slået os ned rundt på gulvet. Enkelte havde sat sig rundt om scenegulvet, hvor der var regulære siddepladser, men langt de fleste havde sat sig på det bløde spejlblanke gulv. Der var både spædbørn, småbørn, unge og voksne. Publikum var meget blandet. Der var placeret tre figurer i hjørnet af scenen skabt af billedkunstneren Malin Bobeck Tadaa. De lignede mandshøje candyfloss-figurer, der blev belyst i skiftende, lysende farver. De var påsat små lys, der gradvist ændrede farve. De lignede vandplanter eller gopler nede på havbunden. Det var let at forestille sig et kæmpe akvarie, hvor de fire kulørte dansere som fiske svømmede rundt imellem dem.
Børnene
rullede rundt på gulvet inspireret af danserne, der hele tiden vekslede deres
dans med at animere publikum til diverse lege og dansebevægelser som vi skulle gøre dem efter.
Jeg ved ikke, hvordan det kunne lykkes dem at få denne løst konstruerede forestilling til at fungere, men det gjorde det. Først og fremmest fordi de fire dansere var som lemmer på en og samme krop. Koreografien var af Tina Tarpgaard. Det var så samlet, det de gjorde, selv om det var helt forskellige ting de lavede. En fortalte en historie om at flyve, mens en anden talte om at være 3 personer i én. De var geniale organisatorer af det, der umiddelbart virkede helt planløst og tilfældigt, men det skulle man ikke lade sig narre af. Det var imponerende.
Rummets
gemytlig stemning smittede af på den måde vi var i rummet på. Når danserne
rullede rundt på gulvet, gjorde børnene det også, og det forstyrrede ingen. Jeg
har sjældent oplevet en forestilling med en så afslappet og velfungerende publikumsdeltagelse.
Det er ellers ofte noget af det, der kan forekomme pinligt og ubehageligt,
men ikke her. Det lykkedes at etablere en fin og tæt kontakt til publikum. Danserne var ikke bange for tage kontakt til os og inviterede til kontakten på en reel
og ærlig måde. Det var ikke bare en gimmick. På et tidspunkt havde
jeg lagt mig ned på maven, og støttede hovedet i hænderne, mens jeg fulgte det,
der skete omkring mig. Det virkede helt naturligt at ligge sådan. En af
danserne kom helt tæt hen til mig. Der var vel bare 10 centimeter mellem vore
næser. Hun så mig lige ind i øjnene. Jeg smilede prøvende til hende og som svar
kneb hun øjnene en anelse i. Det handlede ikke bare om at hilse på hinanden,
for hun gik fuldt ind i kontakten. Det bliver pludselig meget nøgent, når man
vedbliver med at se hinanden direkte i øjnene. Det skaber et ganske særligt og forpligtende rum, når man
går så langt i kontakten – og det kunne forestillingen høste resultatet af, da
alle bagefter blev i rummet, da forestillingen sluttede. Måske var jeg en af de
eneste, der gik, for det virkede naturligt bare at blive hængende - og det
føltes også forkert, da jeg gik. Stemningen lagde op til, at man bare blev. Lige
som de andre gjorde.
Bagefter
følte jeg mig som efter en body-massage, hvor hele min krop og sjæl var blevet æltet
godt igennem, og det selv om jeg slet ikke var blevet berørt. Men det var jeg
blevet i overført forstand. Det var den effekt det havde på mig som tilskuer.
Det var betagende!
PS: I forestillingens indgik bevægelser, der var samlet ind i Malmø, hvor beboere var blevet bedt om at fortælle om deres yndlingsbevægelser. Det var dem som danserne havde arbejdet videre med. På samme måde var lydsporet sammensat af optagelser fra Malmø optaget igennem en hel dag. Lars Greve og Anders Bach Pedersen var musikalske arrangører. Det gjorde det selvfølgelig til en forestilling baseret på Malmøske bevægelser og lyde. Men oprindelsen forekom ikke at være så væsentlig. det kunne lige så godt have været i København.
VÅR DAG
Musikalsk
arrangør: Lars Greve,
Anders Bach Pedersen
Billedkunstner: Malin Bobeck Tadaa
Lyddesigner: Peter Lundin
Kostumedesigner: Åsa Gjerstad
Dansere: Matilda Bjärum, Simone Frederick Scacchetti, Hanna Nussbaumer, Bernat Martínez Sardà
