Viser opslag med etiketten Peter Dupont Weiss. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Peter Dupont Weiss. Vis alle opslag

onsdag den 26. oktober 2016

Anmeldelse: DER SKAL MOD TIL på Edison


 FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

”Et af de hårdeste tider i mit liv var før jeg blev indlagt på Psykiatrisk Center Amager. Jeg følte mig alene. Jeg forstod ikke, hvad der foregik inden i mig. Hvorfor har jeg angstanfald? Hvorfor har jeg selvmordstanker, når jeg i virkeligheden elsker  livet?”
Laura

Forestillingen ”Der skal mod til” består af selvoplevede beretninger fra 14 unge, der med livet i hænderne står frem og fortæller om det, der hidtil har været deres største hemmelighed.

Vi befinder os derude, hvor diagnoser og fobier står i kø og hvor livet bliver en buldrende flod, der tordner forbi. De medvirkende klamrer sig til det der er og er fælles om at bevæge sig imod strømmen. De holder fast, for de kan ikke andet. Forestillingen, de nu medvirker i, er en slags afrapportering fra deres liv, der for dem alle er blevet slået i stykker af den normalitet, der omgiver dem, men som de aldrig selv kan blive en del af. Men hvad vil det sige at være normal? Er det egentlig normalt at være normal?

”…jeg synes ikke rigtig jeg minder om nogen. Jeg synes ikke jeg minder om dem, jeg går i behandling med, og jeg synes ikke jeg minder om dem, jeg ikke går i behandling med.”

 Emil

 
FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

De er alle bange for ikke at være gode nok, for ikke at passe ind og for at miste den sidste rest af samhørighed, de har med andre. Den rest som måske udgør den yderste og eneste forbindelse som de har med omverdenen. De har altid spillet teater for at passe ind. Flere taler om den evige teaterforestilling, de hver især er nødt til at spille for deres omgivelser, for det er simpelthen for svært at bryde igennem og fortælle om, hvordan de virkelig har det. Så på den måde er de vant til at spille teater, men nu er det første gang at de spiller sig selv – sådan som de er.
 

 
 
FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Flere gange lyder det fortrøstningsfuldt fra scenen, at de slet ikke ville undvære deres lidelser og diagnoser. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Der er i hvert fald ingen grund til ikke at tro på det, men derfor kan det godt være en sandhed med modifikationer. For de ville utvivlsomt foretrække at være ’normale’, hvis det begreb overhovedet findes. Men måske er det bare en skrøne - det, med den normalitet?

”Jeg går ud i virkelighedens verden. Jeg tager min maske på. Masken hvor den glade Laura, den energiske Laura, den overskudsrige Laura dukker frem. Ingen må opdage hvordan jeg i virkeligheden har det.”

Laura
 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Forestillingen giver et smukt, stærkt, foruroligende, men også præcist billede af, hvad det vil sige at være uden for det fællesskab som vi higer så stærkt efter, men som igen og igen slider os i stykker, når vi ikke kan passe ind i det.

Der var flere gange undervejs, hvor jeg ikke orkede at høre mere, hvor det blev for meget, hvor jeg ikke kunne rumme mere. Det bliver for meget kaos, for meget ulykke, for meget af alt det som vi til dagligt skubber fra os, for at bevare illusionen om livet som vi helst vil se det. Så meget desto mere grund er der til at høre deres beretninger til ende. For det har en ende. En smuk én, oven i købet. For fortællingerne knyttes sammen og er drevet af håb og fortrøstning. Ja, ligefrem forløsning. Ellers havde det heller ikke været til at holde ud. Men sådan er det ikke altid i livet.

”Hele besøget hos lægen er meget sløret. Men jeg husker klart, da hun ser på mig og siger: ”Svær depression.” De første tyve sekunder troede jeg ikke på det selv. Men så var det som om hun brast en boble, og jeg blev overvældet af flere års indre smerte.”

Anna

 
FOTO: Jon Bjarni Hjartarson
 

Tak til de medvirkende for deres nærvær og fortællinger - og ikke mindst folkene på C:NTACT med Peter Dupont Weiss i spidsen som ferm instruktør og med Donna Cadogans musik og Lasse Hoeg von Essens koreografi, der gav god rytme og tempo til forestillingen. Tak til C:NTACT for endnu engang at føre os hen et sted, hvor det slet ikke er behageligt at være, men ikke desto mindre bliver det stadig vigtigere at blive mindet om, at ingen er ens og vi alle er forskellige – og at vi skal vide at kunne rumme denne forskellighed. Men det skal der mod til…
 


FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

DER SKAL MOD TIL 
 
MEDVIRKENDE: Anna, Cille, Isabella, Jessica, Karoline, Laura, Louise, Mark, Magnus, Nicklas, Nanna, Natacha, Selma og Trine                                                                      MANUSKRIPT: Peter Dupont Weiss  og de medvirkende
INSTRUKTION: Peter Dupont Weiss
MUSIK: Donna Cadogan
DANS: Lasse Hoeg von Essen

LYD: Signe Hendel Møller 
LYS: Trine Asmussen i samarbejde med elever fra AFUK
IDÉ: Henrik Hartmann                                             

"Der skal mod til" er støttet af VELUX FONDEN.             

                      Forestillingen spiller på Edison,                         
Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C.

Spilleperiode: 25.10.-18.11. 2016

Læs mere.  

Bestil gratis billetter via hjemmesiden.
Men det gælder om at være hurtig!


FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Se forestillingens undervisningsmateriale.



Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:
Hooyo! (2016)
Ondt blod (2012)

lørdag den 8. marts 2014

Anmeldelse: WIT på Bådteatret


 Foto: PanCakeBeavercom

Hvem skulle tro at døden kunne være så morsom? 
Men det er den i Margaret Edsons velskrevne skuespil ”WIT” der spiller på Bådteatret med Sue Hansen-Styles i den altdominerende hovedrolle instrueret af Peter Dupont Weiss. 
At engelsk er så smukt kommer hver gang bag på mig, når jeg ser Why Not Theatre Company´s forestillinger. Det er et sprog der bliver båret frem af teater. Det ligger simpelthen godt i munden. Ikke mindst når det scenisk står så stærkt i Sue Hansen-Styles fremførelse som det er tilfældet i forestillingen. 
Scenerummet er enkelt og består af hvide forhæng der trækkes for og fra, og leder os ind i en hvid og steril verden med en seng og en kørestol. Så enkelt er det scenisk, selv om det er en historie med mange lag. 

 
 Foto: PanCakeBeavercom
 
Hovedpersonen Dr. Vivian Bearing er en frygtet og beundret litteraturprofessor i engelsk renæssancedigtning der er vant til at forelæse om livet og døden. I forestillingen bliver det ikke ved døden på dette abstrakte poetiske plan, for professoren indhentes af en dødelig cancer, der breder sig med ekspresfart gennem kroppen. I prologen siger hun ligefrem at hun har to timer tilbage og vi forstår at forestillingens længde er den faktiske tid hun har tilbage at leve i. At dette er hendes afvikling, hendes møde med døden. Det er skæbnens ironi - og den er der heldigvis meget af i forestillingen - at en af hendes læger netop er en tidligere elev, der har sukket og pustet under hendes regeringstid på universitet, hvor der ingen blødsødenhed blev udvist. Nu er hun til gengæld fuldstændig underlagt ham. Veloplagt spillet af Bennet Thorpe.
Sarkastisk siger hun at hun ville have ønsket at hun havde givet ham en lidt bedre karakter. Han er derimod i topform. Litteraturforelæsningerne, der var langt fra hans medicinstudie, fulgte han kun fordi det pyntede på hans CV. Nu er han på vej med en større research, og hans tidligere litteraturprofessor blevet en del af hans researchmateriale, hendes æggestokcancer er så fremskreden at hun siger ja til hans eksperimenterende behandling, da det er det eneste, der endnu kan gøres. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 
Der kommer ingen besøgende. Der er sikkert ikke fordi de er uønsket, men der er ingen til at besøge. Det ville normalt virke lidt sølle, men vi får et indtryk af et meget stærkt, meget egenrådigt menneske, der har viet sit liv til litteraturen i en grad så hun næsten er blevet til en bog selv. Hun er frysende klar og ildsprudlende inden for sit forskerområde - næsten ligesom lægen hun nu står overfor. Kun sygeplejersken (spillet af Miriam Yeager) tilfører stykket noget af den menneskelighed som de andre ikke udviser. Jo, de lever og ånder, men gør det for hver deres videnskab. Mødet eller måske snarere konfrontationen mellem dem er særdeles gnistrende på den særlige underspillede måde, der klinger så godt på engelsk. De er for så vidt hinandens værdige modstandere, men kampens resultat er på forhånd givet. Der er en vinder og en taber. Det er taberen vi følger. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 
Vi møder Vivian Bearing undervejs i sygdomsforløbet. I starten, under prologen, står hun gævt iført hospitalstøj og slynger tirader ud mod publikum. Hun indtager hele salen. Vi er simpelthen i godt selskab med hende, og vi forstår at det samme har hendes studerende været, så længe de har mødt velforberedte til hendes undervisning. Men døden puster hende i nakken, og lidt efter lidt må hun give op, men ikke uden kamp. Spørgsmålet er om hun egentlig giver op, hun kæmper en brav kramp med fuld værdighed. 
Det lykkes at give forestillingen en fin komik, ikke mindst i scenerne hvor hun afgiver noget af sin suverænitet, da hun går fra at være frygtet professor til forsvarsløs patient. 
Disse gradvise ændringer i status spilles rørende og fuldt dækkende. Det er i det hele taget et studie i hvad et menneske er. Det er ikke til at holde ud af se. Det er ikke til at holde ud af møde os selv så nøgne, som det sker på Bådteatret lille scene nede i skroget på et skib opankret i Nyhavn. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 
Fra tid til anden kan vi høre, hvordan båden slår sig i tøjret og i den ganske stille forestilling indgår disse lyde fra bådens trosser som et fint akkompagnement til den flot instrumenterede og iscenesatte forestilling. Det er praktisk taget en monolog, men de fem øvrige medvirkende er så veloplagte at det bliver til mere end det. Det er en meget nøgen forestilling. Det er smertefuldt at se den. Det gør ondt at møde døden. Også for os, der kigger på. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 
 

Men det er ikke for ingenting at Margaret Edsons Pulitzerprisvindende drama har titlen WIT. Forestillingen er fuld af humor. Dødsensfarlig humor. Det er forløsende. Ellers ville det heller ikke have været til at holde ud.

WIT er baseret på dramatikerens egne erfaringer fra et studiejob som sygeplejer for kræft- og AIDS-ramte patienter. WIT er fra 1995, og da den rykkede ind på Broadway i 1998 valgte The New York Times at trykke en del af teksten fra stykket, hvilket gav forestillingen så meget opmærksomhed at det udløste en debat om hvordan patienter behandles og omtales af hospitalsvæsenets læger og plejepersonale.

For publikum der tør udsætte sig for Why Not Theatre Company´s kemobehandling, fint doceret af iscenesætteren Peter Dupont Weiss, er der meget at hente. Alene lyden af det smukt talte engelske sprog burde være en anbefaling i sig selv. Det er så smukt at det gør ondt.

 

Instruktør: Peter Dupont Weiss

Dramatiker: Margaret Edson

Skuespillere:

Sue Hansen-Styles, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Eira Pryce, Miriam Yeager og Rasmus Knutzen Nielsen


Forestillingen spiller fra den 6.-22. marts 2014 på Bådteatret
Gæstespil af The Why Not Theatre