Rituelle
og selvoplevede oplevelser på Den Frie og på Edison.
Cantabile
2 inviterer med RE(W)RITE! til rituelt fællesskab og leg på den Frie. Det er en
forførende fejring af menneskelige relationer, mens EN SOM DIG af C:NTACT på
Edison skildrer, hvad der sker, når de menneskelige relationer IKKE fungerer, når
ensomheden og isolationen tager over. Alligevel er de begge en celebrering af,
hvad der er muligt. På trods af alt. På Den Frie er det legende, men alligevel
forpligtende, mens det på Edison er med livet som indsats. I hvert fald kræver
det både mod og mandshjerte for de medvirkende at stille op med deres fortællinger.
EN
SOM DIG
Af
C:NTACT på Edison
Det
er krævende at overvære EN SOM DIG, der er en dokumentarisk teaterfortælling om
ensomhed og isolation. Det er en stor tabueret pille at sluge, for vi taler
ikke gerne om det, og undgår det allerhelst. Det rører noget i os. Måske vores
egen usikkerhed? Alligevel er det noget vi alle kender og let kan relatere os
til. På én gang tæt på og alligevel langt fra.
Jean-Paul
Sartre skrev i 1945 den eksistentialistiske roman ”Ensom blandt mennesker”, og
den giver et sug i maven. Det samme skete til premieren på EN SOM DIG på Edison,
hvor C:NTACT har til huse. De fleste ved, at ensomhed kan være uafhængig af, om
vi er omgivet af mennesker eller ej. Det er noget, der stikker dybere. Det er
noget, der bor helt inde i sjælens dyb, hvor vi kan gemme den, selv når vi går smilende
rundt, hvis det er dét vi gør. Nogle gange er det netop de omgivende mennesker,
der får den indre ensomhed vil at virke ekstra knugende.
11
selvfortalte fortællinger: Ni på scenen og to filmede beretninger og en sang,
der indledte og afsluttede den 1½ time lange forestilling. Tre fyre og otte
piger i alderen fra 12-28 år. To rækker stole er sat skråt over for hinanden
med et mikrofonstativ midt på forscenen.
Hver
af de medvirkende fortæller deres egen historie, der scenisk er dygtigt bearbejdet
og indfølt instrueret af Runi Lewerissa og Peter Dupont Weis.
Men hvad er det vi oplever?
Er det en forestilling, eller er det livsberetninger?
C:NTACT,
der har til huse på Edison, der er Betty Nansen Teatrets intimscene på Edisonvej
på Frederiksberg, har gjort det til sit særkende, at de sætter virkelige
personer på scenen, der beretter om deres eget liv og det de har været igennem. Via workshops med
de medvirkende finder de sammen frem til en vinkel på de enkeltes beretninger,
der gør at det både opleves som teater og som vidnesbyrd. Men vel at mærke som meget
nøgne udtryk, der bæres frem af personerne selv. Det giver det et meget stærkt autentisk udtryk,
der ofte virker uafrysteligt.
Det
er fortællinger om at blive skubbet så dybt ind i sig selv, at man ikke længere
kan nå andre. Flere af de medvirkende beretter om, at de bygger mure omkring
sig for at beskytte sig mod andre og deres drillerier. Men inderst inde
længes de bare efter, at nogen vil nedbryde murene, for de har ikke længere
kræfterne til selv at række ud. De formår det ganske enkelt ikke. Én har mistet
sin mor som 10-årig, og hun var den af forældrene, som sønnen kunne tale om
sine følelser med. Faren er håndværker og kan reparere alt med
værktøj. Men er magtesløs over for sønnens ensomhed.
Så
er der pigen, der har gjort alting klar til sin 18-års fødselsdagsfest. Alle i
klassen har sagt, at de kommer. Der er lejet lokale, lavet buffet og gjort klar
til den helt store fest. Men ingen møder op.
Hun
står der foran os og fortæller sin historie. Selvfølgelig er det et blødende
sår. Det er svært at forstå en ensomhed, der vejer så tungt. Ensomheden har
gnavet sig dybt ind i hende og de øvrige medvirkende. Som en bændelorm har den
ædt alt, og har efterladt dem som tomme skaller. Det er som om de hver
især er flyttet ind i deres eget ensomhedens hus. Det er samme historie de alle
fortæller, og alligevel er de forskellige. Men
fælles er, at de alle alligevel har kæmpet sig ud, sådan så de i dag kan
berette om det i håb om at hjælpe andre i samme situation.
¾
gennem forestillingen er der nogle af de unge fyre blandt publikum, der bliver
urolige. De skubber til hinanden og fniser. Det er der ikke noget at sige til
det, for det er næsten ulideligt at lytte til de mange fortællinger, men det er
også tvingende nødvendigt. Men det er næsten umuligt at
rumme, at der står et menneske og fortæller om sit eget kæntrede livsforløb,
mens der fnises, men det er jo samtidig den følelse vi alle sidder med. På
den måde er det en forestilling, der balancerer mellem en nødvendig ulidelighed
og en ulidelig nødvendighed.
En
anden af fyrene fortæller om, at da hans bedste ven fraflyttede byen, forsvandt
alting fra ham, for han formåede ikke at indgå i nye venskaber med andre. Det, der
er så hjerteknusende, er at fortællingerne er ganske almindelige. Der er flere af
de medvirkende, der fortæller, at de ingen venner har, men at de har en kæreste,
og jeg tænker, hvordan det kan hænge sammen, for hvordan kan man være ensom,
når man har en kæreste? Der er vi måske tilbage ved Sartres ”Ensom blandt
mennesker”.
Den
sidste af de medvirkende besvarer spørgsmålet med sin beretning om den syv år
ældre fyr med bil, fast arbejde og lejlighed, for hun er så forelsket i ham, at
hun meget hurtigt flytter ind hos ham. Han er en glad dreng, der er vant til, at
moren opvarter ham, og umærkeligt glider hun ind i rollen som hans nye mor,
husholderske, rengøringshjælp og sexdukke. Han fortæller hende, hvordan hun
skal klæde sig og agere. Beretningen bliver fortalt med et overskud. Hun
er slagkraftig, iklædt en farverig skjorte, og hun slynger sin
underskudsfortælling ud til os med fuld overbevisning. Hun fortæller om,
hvordan han modellerer hende, så hun langsomt forsvinder. I starten lægger hun
knapt mærke til det, men senere er der næsten ikke noget tilbage af hende.
Han har nærmest spist hende råt, fortæret hendes selvtillid og knægtet hendes
vilje. Til sidst når hun et punkt, hvor hun må flygte fra ham for at overleve.
Den
næstsidste fortælling er Saqis. Han har altid levet i
en stor familie, indtil han bliver forelsket i Mette. Hun er knap så begejstret
for at flytte ind hos hans familie, så de får en toværelseslejlighed i Brøndbyvester.
Han savner familien omkring sig. Hader den uvante stilhed i den lille lejlighed,
og begynder at ryge hash. Mere og mere, og for at tjene penge til sit forbrug,
hjælper han ved en bod på Christiana, men bliver straks taget af politiet og
sat i syv dages isolation i Vestre Fængsel, hvor han møder sin Gud – og sig
selv. Ser sit misbrug i øjnene, og finder ud af at det ikke går.
Noget
er forandret i mig efter at have lyttet til deres fortællinger. Vi kender
ensomheden. Det er én vi alle bærer med os. Det er et livsvilkår. Alle har
været ensomme på en eller anden måde. Men jeg var ikke klar over, at den havde
så mange forskellige udtryk, for jeg kender jo kun min egen. For selv om jeg er omgivet af mennesker, føler jeg stadigvæk, at mit udgangspunkt
er ensomhed. Men den langer ikke ud efter mig, og gør heller ikke at jeg føler mig ensom.
Saqi
fortæller under den efterfølgende samtale med publikum, at da han hørte de
andres fortællinger, skammede han sig, fordi han syntes, at de andres ensomheder
var meget større end hans.
Det
er fortællinger, der bliver siddende indeni bagefter. Men det er også overlevelseshistorier, fordi det er beretninger om mennesker, der er stærke
i al deres sårbarhed, for det er lykkedes dem at vriste sig fri. De er kommet
videre og har fundet måder at takle deres ensomhed på – fx ved at opsøge
netværk og væresteder som ”Ventilen”, der hjælper udsatte og sårbare unge med
at takle deres problemer og ensomhed. EN SOM DIG handler om at tabe og genvinde
forbindelsen til sig selv. Det er udfordrende og ganske imponerende at høre deres sårbare beretninger.
EN SOM DIG
Af C:NTACT på Edison
Medvirkende: Anna Ines, Anna,
Bella, Christian, Filippa, Frida, Kasper, Laura, Line, Sof & Saqi
Instruktører: Runi Lewerissa
& Peter Dupont Weiss
Projektleder: Helena Aviaja
Eley
Filmklip: Julie Gede Petersen
Lys & lyd: Fabian Carvallo
Teknisk afvikling: Jovana Zoric
Foto: Sasha Freemind
Ensomhedens Museum: Magnus
Pind, Adam Ryde, Peter Dupont Weiss, Emil Rostrup & Henrik Hartmann (et
online-museum: https://www.ensomhedensmuseum.com/)
Undervisningsmateriale:
Mary Tesfay, Stine Asboe Lichtman & Rillo Snerup Rud
Ide
& koncept: Henrik Hartmann
---------------
Spilledatoer:
- 19. maj kl. 10:00
- 20. maj kl. 10:00
- 26. maj kl. 10:00
- 26. maj kl. 12:00
- 28. maj kl.
10:00
- 30. maj kl.
15:00
På
Edison, Edinsonsvej 10, 1858 Frederiksberg C.
Billetbestilling,
der er gratis, via hjemmesiden (også for private).
Se teatertrailer1 og teatertrailer 2 (via Facebook).
Det er meningen at forestillingen bagefter skal rundt på landets skoler
– støttet af Egmont Fonden
*
Tidligere
anmeldte C:NTACT-forestillinger:
Der skal mod til (2018)
Hooyo! (2016)
En
lille båd der gynger (2015)
Ik´
for børn (2015)
Ondt
blod (2012)
*
RE(W)RITE!
Celebrating Human Connection
af Cantabile 2 på Den Frie
Det
er en performance, der ikke – som man skulle tro – er blevet til under coronaen,
for den blev planlagt længe inden nedlukningen. Men det giver endnu mere
mening i denne oplukningsperiode. At fejre den menneskelige
sammenhængskraft i denne tid kunne næppe være mere oplagt. Performancen
er et samarbejde mellem Den Frie (ledet af Dina Vester Feilberg) og Cantabile 2
fra Vordingborg (ledet af Nullo Facchini). RE(W)RITE består, som det fremhæves
med parentesen i titlen, af ritualer. I den smukke og lyse hovedsal på Den
Frie, tegnet af J.F. Willumsen, bliver vi placeret adskilt rundt langs væggene.
Rummet er helt hvidt, og det varme indirekte ovenlys kaster et blødt skær ud i
rummet, der gør sig godt som det tempel, det i denne anledning er omdannet
til. Det er ikke et tempel til at bede i, men et tempel til at fejre de
ritualer som vi skal igennem – og som knytter os sammen i RE(W)RITE!
Ved indgangen får vi hver et silkearmbånd med påtrykt egyptiske gudenavne. Inde
i salen tager vi høretelefoner på og ifører os lette tempelgevandter. Vi affører
os sko og sandaler og får i stedet lyse korte strømper. Musikken får os til at glide
ind i en fælles bevidsthed – en fælles tilstand. På vægskærme er vi med vores
nye egyptiske navne allerede inddelte i forskellige grupper. Der er 36
ritualer. og performancen består i, at vi hver især kommer gennem 2-3 ritualer.
Sammen med seks andre føres jeg ned til ”Dark Chamber” og bagefter med fem andre
ned i ”Void Chamber”.
Jeg
ledes ned af en trappe udendørs, igennem en gård, hvor alt træværket er hvidt,
kun afbrudt af et blåt himmelkik øverst oppe, fra stueetagen føres vi videre ned
i kælderen, hvor vi én ad gangen træder ind i mørket. Svage lamper oplyser –
eller rettere spreder - mørket. Vi placeres på stole i en rundkreds omkring en
lav lyskilde, der gør at kun vore fødder er belyst. Vi kan svagt ane hinanden,
men kun som konturer, desuden bærer alle mundbind, så vi er totalt fremmede
for hinanden – kun vore fødder er vore visitkort til den rituelle kontakt, som finder
sted i mørket i kælderen. Der er vi umiddelbart alle lige, men en af skikkelserne er vores
rituelle leder, og hun introducerer, hvad vi skal. Vi bevæger fødderne i takt
til musikken, legende og prøvende. Min første tanke er, at det er da underligt,
for hvorfor skal vi det her? Men kort efter glider jeg med ind i legen.
Ritualets energi består af den medlegen, som vi selv byder ind med. Det er
utroligt så forskelligt vi kan bevæge fødderne, dansende, mens vi stadigt sidder. Jeg trækker på smilebåndet af mine sidemands pudsige og
smidige foddans. Han har nogle enorme fødder.
Det
hele er meget enkelt. Det er ingenting og alting. Legende prøver vi at opdage verden - med fødderne. Man kan sige, at det er et ritual, der forbinder os med
hinanden. Den dansende musik i rummet inspirerer os til at bevæge fødderne i
takt til. At lege med musikken – med fødderne. Vore fødder er meget
forskellige. Som personlige aftryk. Der er kraftige maskuline fødder og små
feminine fødder. Der i mørket kan vi sætte fødderne fri med vores foddans.
Bagefter bliver vi placeret to og to ved små borde, hvor vi skiftevist skal blæse på hinandens fødder med en lille gummi pipette og bagefter føre en lille metalkugle henover, før vi afslutter med en blød pensel. Som var det et maleri eller en skulptur, som vi færdiggør. Det er som at bygge en verden op sammen. Ligegyldigt, hvordan det gøres, så bliver det til et mønster. En leg. Et forsøg på at nå hinanden. Det er en slags berøring – uden at vi fysisk rører hinanden. Om fastholdelse og frisættelse. Om tilfangetagelse og frihed. Om mod. Om at tage tilløb, sætte af – og svæve afsted, sammen.
Tilbage
i hovedtemplet var der lagt en lille notesbog til hver, så vi kan
nedskrive vores tanker, indtil vi ledes videre til næste ritual – for mit
vedkommende i ”Void Chamber”. Igen ser vi vores egyptiske gudenavne oppe på
skærmen, og følger med vores nye gruppe og tempelfører ned til næste ritual. Igen
ledes vi fra hovedbygningen og nu over i modsatte side, ned af trapperne, før
vi træder ind i et helt nøgent, hvidt rum. Det
er i blændende kontrast til mørket før. Midt på gulvet er der en bunke tørre
visne blade. Rundt om i en cirkel ligger bælter og hovedtelefoner, som vi tager
på. Vores fører taler ind i vore ører og fortæller os, at bladene er døden.
Bladene er vore døde kropsceller. Det menneskelige affald vi efterlader os. Vore
døde tanker. Alt det vi udskiller og kaster af os. Med sammenknebne øjne kan vi
kun lige akkurat skimte de andre i rummet. Som silhuetter vi undgår at
kollidere med, når vi langsomt begynder at bevæge os rundt mellem hinanden. Hurtigere
og hurtigere, indtil vi løber, først i ring og bagefter ud og ind imellem
hinanden. Vi forsøger at holde os fri af hinanden. Nogle gange skal vi alligevel
standse og vende os mod den nærmeste, og med hænderne prøve at angive konturerne
af hinanden, stadigt med næsten sammenknebne øjne og på afstand. Vi løber mod
hinanden, løber væk fra hinanden, men mest løber vi ind i os selv. Ind i en tilstand,
hvor vi bliver forfulgt af nogen eller noget som vi forsøger at undslippe. Måske
er det døden i midten. Måske er det noget inde i os selv.
Hvor
det første ritual var fastlåst, stillesiddende, men frisættende, er det
næste åbent, nysgerrig og deterministisk. Det er to helt modsatrettede
bevægelser, men jeg føler umiddelbart en frihed dér i rummet. Sammen med de
andre – og imod de andre. Det er et smukt rum. Der er masser af luft
omkring os. Der er mange muligheder for at være tilstede, og alligevel er der
noget knugende i rummets midte. De døde visne blade. Den store intethed.
Da
vi bagefter føres tilbage op i hovedtemplet, tænker jeg spændt på, hvad det
næste bliver, men da er det allerede ovre. Tiden er smuttet fra mig. Der er
mindst gået 1½ time. Min ledsager har det på samme måde. Hun har endda nået et
ritual mere end mig. Det er kun ”Void Chamber”, som vi begge har været igennem.
Min
ledsager beretter, at der var én i hendes gruppe, der havde det så dårligt med
sig selv, at hun måtte træde ud af ritualet, for hun var ikke i stand til at
gennemføre det. Hun kunne ikke rumme den åbenhed, som hun blev placeret i.
Ritualerne fordrer en afklarethed eller en lyst til en afklaring. Et legende
mod.
Det
er en performance, der fejrer vores menneskelige forbundenhed. Det er en dejlig og
healende oplevelse at gennemleve disse ritualer - især nu. Jeg
nyder den oplukkende og åbnende impuls i værket. Cantabile 2, ledet af Nullo
Facchini, har endnu engang gået nye veje i et stærkt og nødvendigt værk. De har
en særlig inviterende måde at række ud efter publikum på. Det er en ære at tage
imod den kunstnerisk udstrakte hånd. Hver gang er jeg blevet ført på afsøgende
rejser inde i mig selv. De foregående teaterrejser har på sin vis også haft
ritualiserede træk, selv om de har været mere performative, men dette er den
reneste rituelle rensning som teatret endnu har budt på. Det er den 4. af
teatrets produktioner som jeg har haft fornøjelsen af at opleve. Og jeg kommer
gerne igen – også i denne omgang, men ellers til Vordingborg, hvor teatret
holder til.
af Cantabile 2 på Den Frie
Performers
and ritual creaters: Delphine Supanya Berger, Nulla Facchini, Siri Facchini
Haff, visual artist Helle Hove, Matteo Lanfranchi, Jinyeob Lee, Ilon Lodewijks,
Elisa Menon, Marta Pawlikowska, Miglé Remeikaité, Anna Thunström, Sara
Vilardo, Angela Østergaard
Idea and
concept: Nullo Facchini
Director: Nullo
Facchini
Performance
texts: The Ensemble
Scenographer
and costume designer: Catia Hauberg Engel
Head of production:
Kim Wrang Henriksen
International
producer and assisting director: Franziska Bork Petersen
Costume and
head of wardrobe: Hanne Mørup
Assistant scenographer:
Camilla Calundann
Sound
designer: Anders Munch Amdisen
Lighting
designer: Yaw Darko
Software
developer: Jesper Lyng
Set
construction: Nyby Sceneteknisk assisted by Oliver Fynbo
Building
manager at Den Frie: Søren Fjeldsø
Photos: Nullo Facchini
*
Nogle af forestillingens ritualer er
produceret i et kunstnerisk samarbejde med Effetto Larsen,
Italien, og Elephants Laugh, Sydkorea.
*
Oplev RE(W)RITE! under CPH Stage 27.maj -5.juni 2021 – flere gange dagligt.
Husk
også morgenritualet!
Se teatertrailer.
*
Tidligere
anmeldte Cantabile 2-forestillinger:
Gudslam (2020)
Påmørkets bund (2019)
Skjultnummer (sammen med Teatergrad, 2017)
*
Se oversigten over de
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar