NÆSTEN LYKKELIG AF Anne Hjælmsø
(Brændpunkt, 2020)
Hovedpersonen i NÆSTEN LYKKELIG er langt fra lykkelig.
Eller rettere, hun er både lykkelig og ulykkelig på én og samme tid. Allerede på side to betones det foruroligende: ”Nu er
vi omsider kommet os over det.”, uden at vi får mere at vide. Agnete og Bent
har adopteret en pige, som Agnete ønsker at kalde Maja, men Bent er ikke glad
for det. Først langt senere får vi grunden at vide. Sådan er det med det meste
i romanen. Der gemmer sig mange lag bag det, vi først får præsenteret. Det er
som at pille et løg. Der er en ny sandhed bag hver nyt lag, man piller af. Men
modsat løget, så er der stadigvæk en menneskelig kerne indeni. Eller i hvert
fald en forklaring.
I starten er det overvældende og overdådigt, at der er
en ny fortællersynsvinkel for hvert afsnit, og dem er der mange af. Som læser
gør det én lidt stakåndet, men det er også imponerende, for det kræver meget
materiale og en bred indsigt i persongalleriet at blive ved med at gøre det.
Der er mange blindgyder som historien er tæt på at
lande i, men det sker ikke. Det er dejligt overraskende, at fortællingen munder
ud i så anderledes en slutning som ikke skal røbes her. På den måde finder
fortællingen hjem.
Foto: Michael Svennevig
Stærkest er de afsnit, der er oplevet fra børnenes
perspektiv. Såsom Majas første sansninger, inden hun får ordene til at beskrive
det med. Eller de rørende skildringer af det spirende venskab og den senere
gryende forelskelse mellem Maja og Jens. Det vokser til en ufuldbyrdet kærlighedsberetning,
der bliver ved med at være der. I det hele taget er bogens skildringer af den
umulige kærlighed de bedste. Ikke konflikterne, for de bliver hurtigt
parforholdstrivielle, men skildringerne af længslen efter kærlighed,
samhørighed og tilknytning. Parallelt er der længslen efter oprindelsen og
moderlandet. Efter alt det som hovedpersonen drømmer om – og rækker ud efter.
Det skifter fra det ene til det andet, men hendes
historie – uden at hun selv ved det – er langt hen ad vejen styret, bestemt og
afgrænset af andre. Det er først i en moden alder, at hun overtager styringen af
eget liv. Det er dyre lærepenge, for de nemme og bekvemmelige løsninger er ikke
gode for hende, og dem har hun en tendens til at falde for.
Skildringen af bogens personer er mangetydige, og
berettes først med én streg og tilføjes derefter farver og skygger. Det er
langt fra flatterende for de flestes vedkommende. Hovedpersonen er naiv og glad for livet. Men
det rumler i mørket bag hende. Først er det bare lyden fra de andre, men senere
forplanter det sig også til hende. Der er rod i hendes baggrund, for hvem er
hun og hvor kommer hun fra? Som adopteret er det ikke let at få oplyst noget. Slet
ikke, når det er sket illegalt fra Vietnam. Heller ikke da hun selv rejser
dertil og forsøger at opspore sine aner, lykkes ikke. Men kærligheden finder
hun – eller rettere den finder hende. Men om det er den rette, er hun ikke så sikker
på. Tilbage i Danmark opdager hun, at hun er blevet gravid, endda med tvillinger.
Alt det umage i hovedpersonens liv falder først rigtig på plads, da hun endelig
ordner det efter sit eget hoved. Hvis bogen har en morale, er det, at alt kan
ske. Men at det langt hen ad vejen er
vores pligt at kæmpe for det, så alt det umage bliver lige, eller også gælder
det bare om at elske det, som det er. For det BEHØVVER jo ikke at være lige.
Læs mere om festivalen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar