Han står der, da vi kommer ind. Foran scenen. Ret op og ned. Han står ubevægelig. Fornemmer og sanser os, men reagerer ikke. Da forestillingen starter, tager han en mobiltelefon op af inderlommen. En anden mand kommer ind og sætter en metalbøtte foran ham, som han lader mobilen dumpe ned i. Han har yderligere fem telefoner, der går samme vej. Den anden mand peger bare. For der er endnu én i inderlommer. Bagefter går han et par skridt frem mod publikum med bøtten, som en stum opfordring til at vi skal gøre det samme.
Der køres et stativ frem med et ur øverst. Der er en lampe i den ene side, som han stiller sig under. I den anden side er der et håndtag. Han siger farvel og vinker til os som for at tage afsked, hiver i håndtaget, der får lampen til at lyse ned over ham, som om han beames ind i en anden virkelighed. I hvert fald træder vi med ham ind på scenen, ind i en lejlighed, hvor alt er tildækket med plastik. Under plastikken kommer der en lænestol og en lampe til syne. Et lille bord og en skrivemaskine. Et skab og en dør. Hele tiden er der lyden af urets tikken. Han sætter sig med en gammeldags radio i favnen. Blid og blød klassisk musik strømmer ud. Musikken er hans med- og modspiller gennem forestillingen. Der siger kun ét ord, og det er HELLO! - og det råbes ud igennem brevsprækken i døren, men uden at nogen svarer.
Det er en forestilling, der er helt sin egen. En mand i en lejlighed og opdagelsen af tingene i lejligheden, der alle er ham fremmede. På en måde kender vi situationen fra Charlie Chaplins ”Guldfeber”, hvor vagabonden etablerer en hverdag i et hus, der er ved at falde sammen. Men selv om stemningen er varm og munter, er den omgivende verden fjendtlig og uforsonlig. En snestorm lukker ham inde, han er sulten og ender med at spise sin ene skosål. Øyvind Kirchhoff er ikke Charles Chaplin. Han er heller ikke Josef K i Franz Kafkas ”Processen”, og alligevel er han til stede i en ny verden som han forsøger at orientere sig i. Han er måske både vagabonden og Josef K, men også HC. Andersens ”Skyggen”, for på et tidspunkt udspalter han sig og bliver til to personer. Han finder en maske, et ansigt, der fuldstændig ligner hans eget. Han finder en krop og en badekåbe med påsatte arme og fingre. Det er både ham og ikke ham. På et tidspunkt er det ham plus en anden.
Det er dejligt at kunne få lov til at åbne teatersæsonen på dette underlige tidspunkt med forestillingen ”Det førerløse menneske” af Det Olske Orkester. Især efter dagen forinden at have set en aldeles overflødig og ligegyldig forestilling på Bådteatret, som jeg vil lade forsvinde i glemslen uden navns nævnelse.
Øyvind Kirchhoff er alene på scenen. Meget alene, faktisk. Hans ensomhed er rørende. Der er ikke ét kedelige øjeblik i forestillingen. Jeg sidder som på nåle hele vejen igennem, for jeg vil gerne forstå, hvad der sker, og sikre mig, at jeg får alting med. Det en ideel forestilling. For mig er teater et ønske om at blive taget med ind i en anden verden, en anden virkelighed og blive efterladt i et landskab, hvor jeg skal prøve at orientere mig. Teatret er en måde at forstå verden på, en måde at gribe ud efter verden på, og efter det seneste år er det en stor fornøjelse at opleve ”Det førerløse menneske”, men det er også skræmmende. For hvor fører det os hen? For er vi et ført menneske eller er vi et førerløst menneske? Øyvind Kirchhoff i forestillingen virker som et ført menneske, som om der sidder en dukkefører et sted og styrer ham. Han er hele tiden i gang med at opdage verden. Vi fornemmer, at han forsøger at flytte ind i verden, at bebo verden for at blive en del af den. Han er iagttageren, der træder i karakter, men det er først, da han møder sin dobbeltgænger, SKYGGEN, at han mister sin ensomhed. Eller også er det først dér, at han virkelig bliver alene og overladt til sig selv.
På et tidspunkt ringer telefonen, og han leder i sine tomme lommer. Han løfter den gammeldags telefon med drejeskive og lægger øret til bunden, som om han ikke ved, hvordan han besvarer et opkald. Røret er faldet af og hænger og dingler. Vi hører svagt og utydeligt en stemme: ”Kan du høre mig?” Ja, vi hører stemmen, men forstår stadig ikke noget. Der er kontakt, og så alligevel ikke.
Da det ringer på døren, går han ledende rundt i lejligheden, uden at kunne retningsbestemme lyden, som om han aldrig før har hørt en dørklokke. Da der efterfølgende dumper et brev ind ad brevsprækken, åbner han det uden at vide, hvad det er, han står med. For hvordan åbner man et brev? Hvad er et brev?
Da han ser en bog, sætter han sig ned, åbner og trykker, fordi han tilsyneladende tror, at det er en computer, men ingenting sker.
Musikken opbløder dramaet på scenen. For det ér et drama, der handler om overlevelse på mange planer, men hvad sker der egentlig? Min ledsager forstår intet af det, men måske er der ikke så meget at forstå. Måske handler det bare om at opleve – og overleve. Men vi er enige om, at vi har oplevet noget, der har betaget os. Noget, der har flyttet os til en anden virkelighed. Vi har – ligesom resten af publikum – siddet fuldstændig opslugte af underet for vores øjne.
Teknisk er det en fornøjelse. Der er ikke en finger at sætte nogen steder. Scenegangen er skarp og præcis. Tankerne og intentionerne bag forestillingen er klare og tydelige. Spillet er eminent godt. Er det en kold eller en varm forestilling? Den befinder sig nok lige midt i mellem, og er mest af alt et spørgsmål. Jeg har ikke svaret, men er fascineret af, at jeg overhovedet bliver spurgt. Det er modigt og ambitiøst. Det er en forestilling jeg vil bære med mig videre, fordi jeg ikke forstår den. Men hvad forstår vi egentlig? Forstår vi livet? Jeg gør ikke, men bliver hele tiden forundret og beriget, slået omkuld og samlet op igen. Præcis som i forestillingen som angiveligt skulle handle om at miste livet. Men måske er det netop i det øjeblik, at vi forstår det hele?
Det er imponerende teaterkunst, der får os til at tænke. Tillykke til dramatikeren og instruktøren Lotte Faarup. Skuespilleren Øyvind Kirchhoff. Dukkemageren (og scenografen) Rolf Søborg Hansen – og til resten af holdet bag ”Det førerløse menneske”.
DET FØRERLØSE MENNESKE
Af Det Olske Orkester
På Forsøgsstationen, Sdr. Boulevard 81, 1720 Kbh. V.
6. - 12. MAJ. 2021 HVERDAGE KL. 19.30 LØRDAG KL. 17
Spiller også på TEATER KATAPULT fra den 18. - 20. maj. 2021 kl. 19:30
Tidligere anmeldelse af Det Olske Orkester:
Se de øvrige 117 anmeldelser.
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar