Viser opslag med etiketten Klaus Risager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Klaus Risager. Vis alle opslag

søndag den 25. august 2024

Anmeldelse: HAV på Teater Møn, Sukkerfabrikken i Stege


Teater er som at rejse ud  i verden. Nogle gange kan man rejse så langt ud, at man kommer helt tæt på sig selv. Man kan miste sig selv og man kan vinde sig selv igen. I forestillingen HAV, som Peter Kirk introducerede for det talstærke fremmøde i den lille foyer på Sukkerfabrikken i Stege på Teater Møn, byder han velkommen til det, der måske er en forestilling, men som ligeså vel kan være en udstilling eller en kombination af begge, for samtidig følger der mad med, men i stedet for at fortabe os i begrænsende genrebetegnelser, så lad os glide med og se, hvad der sker.


Foto: Kim Ritasen

Først føres vi indenfor i de imponerende bygninger i den gamle sukkerfabrik. Der er højt til loftet. Rummet er råt, men på en poetisk måde. Efter en blå velkomstdrik, introducerer de tre medvirkende sig. Den musikalske troldmand, Klaus Risager, slår på en stor jernpille og det gungerer igennem salen. De to dansere, Tilde Knudsen og  Liv Mikaela Sanz, kommer ind med hver sin lyd. Tilde ligner næsten en havfrue iført en blågrøn dragt, indsvøbt i fiskenet som hun trækker efter sig som en lang hale. Peter, Klaus, Liv og Tilde skåler med os, før de overlader os selv til at udforske rummet og de installationer som er placeret rundt i det store rum. Det er alt sammen elementer som vi  - viser det sig - siden kommer til at møde i forestillingen. Det er efterladte sko, der godt kunne ligne vraggods. Det er en gruppe af småsten. Det er kæmpestore brosten, der er placeret oven på hinanden som var det en varde. Det er bunke blågrønne beklædningsdele. Det er østersskaller. Vi får 10 minutter til at udforske det, inden vi igen mødes ude i foyeren. 



Det at gå og kigge efter tableauer, ændrer ens blik. Det er som forladte havaftryk, der har sneget sig indenfor. Det, der ligeså vel blot kunne være noget, der ikke var ryddet op og bare efterladt rundt omkring på gulvet, bliver til fortællinger. Det rå rum begynder at synge sine egne sange omkring os. Det rå og det fine spiller sammen og synger en sang om efterladte spor, der igen klinger sammen med det, vi er trådt ind i. Ude i foyeren får vi en lille snack, inden vi bevæger os ind i mørket. Det er igen Peter, der viser os videre. Med en lygte i hver hånd lyser han ned på gulvet og fører os frem til den første station ud af fire i det kæmpestore rum.  Klaus Risager har en lille musikø på havet, som kan flyttes rundt og lade musikken gjalde hen over de to dansende som kaldetoner fra en fortryllet ø. Han kan noget med sin musik. Det er svært ikke at blive ved med at kigger på ham, af samme grund er han også belyst lige som de to dansere. Han har et backtrack, men det meste af lyden og musikken skabes live på stedet. 



Jeg dvæler ved musikken, det gør rummet og danserne også. I en stadig kalden og svaren griber de ind i hinanden og skaber et fortryllende spændingsfelt. Hvor ofte sker det ikke, at musikken næsten forsvinder, eftersom det visuelle er så stærkt og så betagende, så musikken ofte lægge sig som et fortolkende lydspor, der næsten udvisker sig selv, fordi den bliver ét med vores hjerteslag og stemmer vores sindelag direkte. Det sker også i forestillingen, hvor Klaus Risager er lige så udtryksfuld som de to dansere, der kaster sig imod hinanden i en evig kalden og svaren. Det er sjældent at opleve en så smuk symbiose. Det er ikke dans til musik eller musik til dans. Musikken og dansen er som ét åndedrag, der drages rundt om os. Det er en lykke at befinde sig i det magiske rum som sammensmeltningen af de to udgør. 



Det er samtidig frugten af mange års tæt samarbejde. Peter instruerer, Tilde danser, Klaus musicerer og Liv er vendt tilbage fra teatrets RODIN-forestilling (2017), der også inkluderede fotografen Ingrid Bugge. Asterions Hus, som teatret hedder, har gennem årene fra da de startede sammen med skuespilleren Martin Ammundsen ude på teaterøen (Refshaleøen) skabt en lang række forestillinger - og gentagne gange med Klaus Risager på lydsiden. De skabt også i 2016 Howard Barkers gigantiske totalteaterværk EUROPÆERNE, hvor teater, performance, dans og scenografi spillede sammen med bespisning i mange af teaterøens lokkende lokaliteter såvel inde og som ude. Igen var det lydsat af Klaus Risager, der også den gang havde sin særlige lydinstrument med, der består af metalrammen fra et klaver, der er sat på højkant og påmonteret diverse rør og træben. Ja, selv små metalliske plingplang-instrumenter, der i sig selv ikke lyder af meget, men som bliver naturligt forstærket af det stræk som strengene på klaveret er udspændt med. Hvordan det lader sig gøre, er ikke til at forså, men det klinger helt ind i sjælen på én - og det gør det også på de to dansere, der frygtløs spinder os alle ind i en historie om havet, der omgiver os.  



Madkunstneren Marianne Bendix beriger vores vakte sanser. Champagne og østers er det næste vi præsenteres for. Det er mageløst - og det bliver ved. Det danser helt ind i hjertet på os. Rent logistisk at få alt dette afviklet må være et mareridt, men de virker alle smilende og afslappede, og det er den ro, der glider videre over i os.



Vi er inviteret med ud på havet, hvor vi enten synker eller glider videre. Måske træder vi vande eller svømmer videre, mens vi bevæger os fra tableau til tableau inde i den kæmpestore sal, før vi ender i en stor rundkreds i midten, hvor bespisningen kulminerer - det samme gør forestillingen. Et stort rødt tov kranser det hele ind, men det bliver også til den røde tråd gennem forestillingen. Ligesom i den foregående scene, hvor Tilde og Liv tegner med kridt (fra Møns Klint) på betongulvet. De tegner og belyser det med deres pandelamper. Det udvikler sig til en liggende dans, hvor de to danseres sortklædte kroppe indgnides med hvide kridtaftegninger fra gulvet. Så enkelt kan det gøres og samtidig bliver det til store fortællinger om... ja, om hvad egentlig? Det handler om alt og ingenting. Det er som havet selv, det stiller spørgsmål uden at svære. Det ER bare. Det er tilstand, der flyder ind i os. Vi er ikke kommet for at få svar, men for at bliver inviteret ud på en rejse gennem  havet - og det får vi en unik mulighed for at opleve sammen med Asterions Hus på Teater Møn i Sukkerfabrikken på Møn. Det er en stor oplevelse. Også selv om slutningen trækker ud lidt for længe. Det er så udsøgt alt det vi præsenteres for og føres igennem. Efter det store måltid i den afsluttende cirkel er jeg allerede mæt og meget veltilfreds, og bliver døsig af lutter velvære, så jeg ville have sluttet lidt før. Men omvendt ville jeg næppe have undværet noget af alt det skønne vi blev præsenteret for.




Teater Møn

præsentere forestillingen 

HAV

med Asterions Hus

Sukkerfabrikken i Stege

Totalteater ned bespisningen

22.-29. august 2024

Af og med 

danserne Tilde Knudsen og Liv Mikela Sanz

og 

musikeren og komponisten Klaus Risager

Instrueret og lyssat af Peter Kirk

Scenografi: holdet

Madkunstner: Marianne Bendixen

Understøttet af Frivilligteamet 
De Bøhmiske Krystalvaskere.

*

Hjemmeside

*

Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger:

2023:

Kældermennesket


2021:

2020:

Alice i Eventyrland

2017:
Min Odyssé

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

 ---------------------------------------------------------------

*


Se oversigten over de 

300 andre anmeldelser


*

torsdag den 16. marts 2023

Anmeldelse: HABIBI på Hippodromen og HUS PÅ HUS på Teaterøen

Fotos: Ditte Chemnitz (HABIBI) og Emile Carlsen (HUS PÅ HUS).


HUS PÅ HUS

af Teater Asterions Hus

på Teaterøen

15.-17. marts 2023

60 minutter


I Ingmar Bergman-filmen "Det syvende segl" (1956) spiller ridderen skak med døden på stranden. De spiller om ridderens liv. Hvis ridderen taber, tager døden ham. I Asterions Hus´ nyeste forestilling HUS PÅ HUS spilles der på samme måde skak om liv og død. Omkring skakspillet udspiller der sig en 7. generationers historie, der bliver spillet og genfortalt af Peter Kirk og Tilde Knudsen. Den musikalske troldmand, Klaus Risager, har komponeret og indspillet musikken til forestillingen. I teatrets foregående forestilling, MOON, var han med på scenen sammen med Tilde Knudsen. Instrueret af Peter Kirk. Det er et øvet trekløver, der har så megen samlet talentmasse, at det er en svir at opleve. Trekløveret virker hver gang som et firkløver. Også denne gang.


Foto: Emile Carlsen.


HUS PÅ HUS er knapt så drømmende som MOON, men det er stadig fantasien og det legende, der er i centrum. Der har gennem årene sneget sig en del animations- og objektteater ind i deres forestillinger. Dukketeatret, den lille scene på den store scene, er stadig et format som de sværger til. Det har været indkalkuleret i de fleste af deres forestillinger. Det er teater inde i teatret. Endnu mere i HUS PÅ HUS, hvor 7 generationer af pianisters liv vises i glimt, mens store dukkehuse køres i stilling, for hvert livsforløb udspiller sig i sit eget hus. Det er magisk og fortryllende.  


Foto: Emile Carlsen.

Efter forestillingen inviteres publikum på scenen for selv at teste og mærke magien tæt på - og vel også samtidig sikre sig, at de filmede indslag, der indgår i forestillingen, faktisk bliver optaget live på scenen, for det er så smukt og så mystisk dragende, at det er let at tro, at det er optaget på forhånd. Optagelser fra dukkehusene er så livagtige, at det er svært at tro på, at det hele er lavet i miniature. Men det er det. Der bliver ikke snydt.


Foto: Emile Carlsen.

Asterions Hus, ledet af Tilde Knudsen, der også privat danner par med Peter Kirk, har en krop og en smidighed, så man gisper. Pludselig hvirvles vi i ind i en dans med et slør, med en kappe eller med et lille klaver, og tiden går i stå, mens Tilde svømmer igennem luften og løfter os, dansen og forestillingen ind i det fortryllede rum, der er dette teaters særkende.


Foto: Emile Carlsen.

Jeg er altid lidt beklemt, når jeg indfinder mig til teatrets forestillinger, for jeg har oplevet så mange stærke forestillinger i årene løb, at jeg må gribe mig i at blive lidt nervøs for, om den opadstigende kurve stadig kan bevæge sig opad. Men vi er i gode kompetente hænder. Endnu engang. 


Foto: Emile Carlsen.

Og hvad er så dit næste træk? Så længe spillet er i gang, er der liv og muligheder, indtil alle brikker  til sidst bliver slået af banen. Og så længe klaveret spiller, er der håb. Også selv om klaverspillet omspændes af flammer. Flammerne tager det hele. Alting går op i røg. Tilbage er  rester af  rygende ruiner og smadrede drømme. Men drømmen bliver på en måde hængende over det hele. Drømmen hænger let svævende lige foran os - og i forestillingen HUS PÅ HUS.


HUS PÅ HUS

af Teater Asterions Hus

på Teaterøen

15.-17. marts 2023

Medvirkende: Tilde Knudsen, Peter Kirk
Lyddesigner: Klaus Risager
Dramatiker, forfatter: Holdet
Komponist Klaus risager
Producent: Asterions Hus
Arrangør: Asterions Hus

Hjemmeside & billetter

*

Fotos: Ditte Chemnitz.

HABIBI

af  Opgang 2

på Hippodromen

13. - 18. marts 2023


Teatret er en fantastisk måde at forstå livet på. Også det uforståelige. Noget af det, som bevidstheden ikke kan gribe om, og tage ind, det kan snildt som en mis kastes ind på en scene, hvor vi bare godtager det, for sådan er det bare. Det er et fortrin som teatret har. Det kan besætte med sit magiske øjeblik, så vi taber pusten og næsten mister os selv. Måske er det netop i fortabelsen, at vi genvinder os selv.

Så store og svimlende er tankerne efter at have oplevet Pia Marcussens HABIBI på Hippodromen. I 2017 modtog Pia Marcussen Danske Dramatikeres Manuskriptpris for Børne- og Ungdomsteater for manuskriptet til HABIBI, og det er ikke grebet ud af luften. Det er måske snarere grebet i luften. Man skal lede længe efter et så velskrevet stykke, der tør tage fat, hvor andre viger bort.


Fotos: Ditte Chemnitz

HABIBI er en musikalsk ungdomsforestilling om identitet, forskelle og frygt. Det er en forestilling for alle danskere - både gammeldanskere og nydanskere. Præmissen er enkel, men vild. En dag vågner Sara op - og kan kun tale arabisk. Hun er en ganske almindelig, hvid dansk pige med forældre, der kerer sig om hende og glæder sig over, at deres datter skal synge solo til korets næste koncert, hvor de har inviteret det lokale flygtningecenter med. Samtidig er der længere ned af villavejen en havehæk, der breder sig helt ud over fortovet. I huset bor en hjemvendt soldat, "der har tager krigen med hjem". Han kan ikke finde sig til rette tilbage i det almindelig liv. Han har giver slip og ladet sig falde bagover ned i minderne fra krigen. Han er stadig under beskydning. Det er et angreb, der aldrig hører op.


Fotos: Ditte Chemnitz.

Pigen og soldaten finder sammen. Eller rettere så hører soldaten Sara synge og føler at noget træffer ham lige i hjertet. Ikke et projektil, men kærlighed. Han tænker, at Sara er en engel. I hvert fald er hun for ham. Hvad der videre sker, skal man selv se og opleve, men som publikum bliver man nødt til at flyde med for at forstå det uforståelige. Nogle gange er livet bizart og forstanden forstår ingenting, mens andre gange kan der opstå små øer af håb og kærlighed, så der alligevel rejser sig en vej ud af det uforståelige.


Fotos: Ditte Chemnitz.


Manuskriptet er stærkt og meget visuelt. Bolette Engstrøm Bjerre  og Ashok Peter Pramanik er henholdsvis Sara og soldaten, men også alle de øvrige personer i stykket. Musikalsk er det hele lagt i hænderne på Mads Horsbøl, der spiller live til forestillingen og som også påtager sig sin del af skuespillet - det klarer de alle tre forrygende.  Opsætningen, instrueret af  Martin Geertz, balancerer på en knivsæg. Det er en farlig balancegang, for vi forstår ingenting - og  måske forstår vi alligevel det hele på en måde, der unddrager sig forstanden.

Det handler om radikalisering, om terror og krig, men mest handler det om kærlighed og forsoning. Der er ingen nemme løsninger i virkelighedens verden. Men sammenholdt med fx, Fair Plays opsætning af "Kun en dråbe blod" (baseret på historien om Kundbypigen), der er en "virkelig" beretning i forholdet 1:1, selvfølgelig altid med de forbehold som et dramatisk værk må have for at kunne fungere på sine egne præmisser, der ikke altid er virkelighedens,  er HABIBI meget mere raffineret. Det er begge knugende forestillinger, der tager livtag med virkeligheden, men gør det på to diametralt forskellige måder. Den første prøver at fange virkeligheden ind, hvor HABIBI netop sætter virkeligheden fri og tager os et helt andet sted hen, der er meget mere raffineret og frisættende. Man kan sige, at den giver os virkeligheden tilbage. Tak for det!

Det var tydelig, at den fulde sal med teenagere tog forestillingen til sig. Hvad de fik ud af det, aner jeg ikke, men de var fanget ind - og bare det, er første skridt til at forstå det uforståelige - eller i hvert fald at kunne leve videre med det. Det i sig selv er fornemt. Min ledsager, der var godt forbi teenageralderen, var fuldstændig kvæstet bagefter. Det bliver man, når kunsten besætter én og viser vej til verdener man aldrig har mødt før. Sådan som det sker i HABIBI.


HABIBI

på Hippodromen

13.-18. marts 2023

Dansk nyskrevet dramatik

60 min.

Manuskript: Pia Marcussen
Instruktion: Martin Geertz

Medvirkende: 
Bolette Engstrøm Bjerre, Mads Horsbøl og Ashok Peter Pramanik

Musik: Mads Horsbøl
Scenograf: Gitte Bøg
Dramaturg: Lise Ørskov
Komponist Mads Horsbøl 

Producent: Opgang 2 Turnéteater
Læs mere om forestillingen og  Opgang 2

Arrangør: Folketeatret

*

Se oversigten over de 

243 andre anmeldelser

*

søndag den 8. november 2020

Anmeldelse: UNDER HUDEN på Teaterøen

 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det tog to-tre dage før jeg var parat til at skrive om MÆRKVÆRKs seneste forestilling UNDER HUDEN, der handler om døden. Døden er svær at lave teater om. Den er i det hele taget svær at tale om. Døden er også svær at anmelde.

De er tre på scenen, selv om de faktisk er fire venner, men Freja mangler, for hendes mor, Trine, er lige død. De skulle have lavet en dans sammen, alle fire. Men nu er de kun tre.

Frejas mor har været syg igennem et stykke tid, men Freja har ikke sagt noget om det. Det er først, da Frejas far møder Albertes mor og fortæller det, at Alberte og de andre, Nicoline og Jon får det at vide. Da Albertes storebror døde nogle år tidligere, kom Freja straks hen til hende. Godt nok lukkede Alberte hende ikke ind, men Freja var der. Derfor mener hendes forældre også, at Alberte selvklart vil være der for Freja. Men Alberte tøver, og tænker ikke på det med storebroren. Alberte synes ikke, at de er så tæt mere.


Foto: Per Morten Abrahamsen

I skolen fortæller læreren det til de andre i klassen. Men forinden beder han Alberte om at gå ud og sidde sammen med Freja, og så kan de bare komme ind, når Freja er parat og de to har talt om det. Det er kun modvilligt, at Alberte går ud til hende, for så gode venner er de da heller ikke... Alle tror, at de har talt om det ude på gangen, men senere viser det sig, at de bare har siddet tavse ved siden af hinanden i en ½ time, før Freja går hjem. De tre venner får ikke rigtig talt med Freja. For hvad skal man sige? Det aner de ikke, og tænker at det gør de voksne nok. For de må da vide, hvad man skal sige...


Foto: Per Morten Abrahamsen

Tiden går, og det ofte begynder Freja at græde i klassen. Da der er gået et år, og det er blevet nytår – igen, slår det revner i venskabet imellem dem. Det er kun Jon, der har mod på at mødes med hende – netop dén dag. De to veninder prøver at undgå det, men det er først da Jon insisterer, at der sker noget inde i de andre. Nicoline går sin vej, mens Alberte bagefter følges med Jon hen til Freja.

Jon flyttede på et tidspunkt ind hos Freja. Moren, Trine, købte en gæsteseng til ham og lod ham blive en del af familien. Jon havde problemer hjemme, for familien var ved at falde fra hinanden, og der var ikke plads til ham. Han kunne ikke sove. Vågnede tidligt om morgenen. Frejas mor kom ned i køkkenet til ham. Hun lærte ham at drikke kaffe. Så sad de og talte sammen, mens de andre sov. Det var de tidligere morgener med Frejas mor, der løste knuderne op indeni.

 
Foto: Per Morten Abrahamsen


Forestillingen slutter med, at vennerne igen mødes, og de undskylder sig med: ”Undskyld, vi vidste ikke hvad vi skulle sige!”, og Freja svarer: ”Det vidste jeg da heller ikke!”

På forestillingens plakat er der påklistret et lille rødt mærkat, hvor der står: ”Du skal aldrig være bange for at gøre din ven ked af det, ved at spørge, hvordan han har det.”

Det er svært ikke at fælde en tåre i slutningen, men det var faktisk en fordel at skulle have mundbind på bagefter, så det på en måde forlængede stemningen fra forestillingen, da lyset blev tændt.


Foto: Per Morten Abrahamsen

Under flere af scenerne var der fuldstændig stille, det var så genkendeligt, alle kender på en eller anden måde følelsen af at miste. Alle har mistet. Alle har vi mere eller mindre ondt lige dér. I savnet.

Det er modigt at lave en ungdomsforestilling om et emne, der er svært at tale om, for hvad er det, der sker? Hvad er det, der knudrer sig sammen inde i os, og hvad skal der til for at løse det op? Nogle gange kan det synes så uløseligt.

Ligegyldigt hvad man gør, så er det ikke forkert. Når bare man gør noget. Bare et eller andet.   

Julie Petrine Glargaard & holdet har skrevet den mundrette tekst, der er dygtigt instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. På scenen bliver de mange roller skiftende og dækkende spillet af Anne Gry Henningsen, Casper Sloth og Connie Tronbjerg. Scenografien af Mona Møller Schmidt med spejlblanke flader med gardiner for og effektfulde masker understøtter historien. Musikken af Klaus Risager giver det hele en fremaddrivende puls og rytme, og fungerer som et tilstedeværende åndedrag. Forestillingen er produceret i samarbejde med Teatret Møllen og skal efterfølgende på turné rundt i landet.


Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er MÆRKVÆRKs tredje forestilling som jeg har set. STRÆBER handlede om konkurrencesamfundet som de unge er en del af, hvad enten de vil det eller ej, og var bygget op som én stor konkurrence, hvor man konkurrerede mod alt og alle – og ikke mindst sig selv. Det var en både festlig og flabet forestilling, der visuelt var grotesk og tegneserieagtig. Det var underholdende og der var fuld fart på. I den efterfølgende FRONTLØBERNE handlede det om klimakatastrofen som truer vor eksistens. Også selv om vi ikke vil være en del af det. Det var endnu en nødvendig forestilling, ligesom UNDER HUDEN er. Det er blevet til tre uundgåelige forestillinger. Tre måder at forstå og berøre verden på – men også tre måder for os at overleve og forstå den omgivende verden på. Det er en prægtig indsats. Temaerne er nødvendige og svære at komme udenom. Tak til teatret for at give håb i en tid med mange brydninger. Tak for en forestilling som det tog 2-3 dage at skrive om, fordi stemningerne skulle have tid til at bundfælde sig. Det er tegn på forestillingen har virket efter hensigten. Det er teater, der går med de unge ind i sorgen i et forsøg på at sætte ord på det svære og unævnelige. Det lykkes med forestillingen at komme helt ind under huden.



UNDER HUDEN

af MÆRKVÆRK – teater til teenagere

Medvirkende: Anne Gry Henningsen, Casper Sloth og Connie Tronbjerg

Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen

Dramatiker: Julie Petrine Glargaard & holdet

Scenograf: Mona Møller Schmidt

Instruktør- og scenografassistent: Signe Regitze Berg

Komponist & lyddesigner: Klaus Risager

Lys & teknik: Martin Danielsen

Bygger: Søren Romer

Fotograf Per Morten Abrahamsen Grafiker Robin Neil Hart Producent Karoline Michelsen

Idé & koncept: MÆRKVÆRK

Produceret af MÆRKVÆRK i samarbejde med Teatret Møllen

HVOR & HVORNÅR: 4.-6. november, Teaterøen

9.-26. november 2020 + 8.-22. januar 2021, Danmarksturné

+ Efterår 2021, Danmarksturné

Hjemmeside 

Rosa fortæller om forestillingens vigtighed:

 

»Jeg mistede min bror, da han var 19 år gammel. Han var
kronisk syg og holdt op med at tage sin medicin. Han ville have
kontrol over sin krop men opnåede det modsatte. Det var faktisk
en stor lettelse for mig, da han døde. Forud var der gået måneder,
hvor jeg havde forsøgt at overtale ham til at leve.«

Anne Gry Henningsen,
skuespiller



Tidligere anmeldte MÆRKVÆRK-forestillinger:

2020: 

FRONTLØBERNE

2017:

STRÆBER

*

Se listen over de 

117 andre teateranmeldelser 

*

torsdag den 22. oktober 2020

Anmeldelse: 2 x ALICE I EVENTYRLAND på Teaterøen

 

Foto: Emilie Carlsen

”Spis mig!  Spis mig!”

12 runde hønsefoderbøtter er placeret rundt om Tilde Knudsen i en halvcirkel på en ellers nøgen scene. Der står hun og tager imod os, klædt i sort, da vi kommer ind. Smilende og årvågen. Hun er afslappet, men alligevel på spring.

Tilde tager et lille stykke kvadratisk papir op af en af de tøndeformede bøtter, og ruller det til et rør, tager endnu et stykke og ruller det til ét rør mere, og holder dem op på hver side af hovedet, og straks har vi kaninen fra Alice i Eventyrland, der står og hopper foran os. Transformationen bliver fuldstændig ved at hun forinden måske allerede er faldet igennem hullet, for hun har sat sig i en af de tøndeformede bøtter og er gledet ned i den, så da hun rejser sig, følger bøtten med op, og med de to ører er forvandlingen komplet. Hun tripper og hopper dirrende op og ned. Lidt forskræmt og overrasket. Publikum griner, børn som voksne, for det er så overraskende og enkelt.  Sådan er det hele vejen igennem. Det gælder i begge versioner af forestillingen, der er en fantasi bygget over Lewis Carrolls fortælling af samme navn fra 1865.


Foto: Emilie Carlsen

Papirstykker med huller sættes sammen med små clips, og vupti bliver ét, to, tre, fire, fem, seks, syv og otte stykker papir til en verden af ophøjet poesi, som Tilde svøber omkring sig og fører os dybere ind i.

Vi befinder os i en underverden. Alice er gledet eller faldet igennem kaninhullet. Ned i en underverden. Måske befinder vi os under vandet. Sådan er bevægelserne, understøttet af Klaus Risagers spændstigt drømmende musik, der leder os endnu længere ned i kaninhullet. Helt derned, hvor alting forsvinder og samles igen, mens vi kigger os forbløffet og forundret omkring: For er vi vågne eller drømmer vi?


Foto: Emilie Carlsen

Forestillingen er ordløs, med undtagelse af ordene: 

”Spis mig... Spis mig!”

Jo, og så lige sætningen i voksenforestillingen: ”Jeg ved hvem jeg var, da jeg stod op i morges, men jeg tror nok, jeg har forvandlet mig adskillige gange siden da.”

Tilde Knudsen er skuespiller, danser og leder af Asterions Hus, der producerer forestillingen i to versioner. Teatret har allieret sig med den engelske kostumedesigner, Susan Marshall, bosat i Milano. Som teatret skriver: ”Normalt i skabelsen af en teaterforestilling er kostumerne noget, der kommer med sent i processen, men Susan Marshall har forsøgt at vende bøtten på hovedet: hvordan ville en teaterforestilling se ud, hvis det var kostumerne der inspirerede til at lave forestillingen og ikke omvendt?”


Foto: Emilie Carlsen

Scenografien af stof og papir fylder ingenting, og ville snildt kunne sendes med en flyver sammen med Tilde hele jorden rundt. På samme måde som vi som publikum bliver fløjet gennem en hel verden i forestillingen.

På rejsen møder Alice det ene væsen efter det andet. De trylles frem for vore øjne med de simpleste virkemidler, der understøttes enkelt, men præcist af bevægelser, lyd og lys.  

Det er så forunderligt, at både børn og voksne – ligegyldigt om det er i børne- eller voksenversionen – bare sidder og stirrer, mens vi lader os fortrylle.

Det er stor kunst at lave noget så enkelt. Det ser ud af næsten ingenting, men tag ikke fejl. Det er det sværeste. Denne forenkling kræver, at alt overflødigt er skåret væk i det intense og enorme forarbejde, der går forud. Og så kræver det selvfølgelig en eminent timing og en rigtig god instruktør. Det hele er heldigvis til stede i makkerparret Tilde Knudsen & Peter Kirk. Tidligere var de tre i Asterions Hus, men nu er det reduceret til dette makkerpar.

Men hånden på hjertet, nåede jeg alligevel at tænke: er det ikke andet? Skal jeg bare sidde og kigge på hønsefoderbøtter, hvide gevandter og papirkvadrater, der flyver rundt mellem hinanden?

Men alligevel så vokser det. Både inde i mig og ikke mindst efter teateroplevelsen. Det er sikkert det, der gør, at publikum til de to forestillinger overgav sig betingelsesløst, for hvad andet, var der at gøre?


Foto: Emilie Carlsen

Det er en decideret crowdpleaser, da Tilde på et tidspunkt mimisk synger en opera-arie, mens hun skifter attitude alt efter hvilken hat hun tager på. Underforstået, det er et stykke papir, der kan vendes, vrides og placeres på hovedet i uendelig mange forskellige positioner og straks ageres der i forhold til det. Det sker lynsnart, og resultatet skal simpelthen opleves. Det er fabelagtigt. Sikke en timing. Sikke en forrygende kropslighed!

Det er som at rejse tilbage til barndommen. Tilbage til den første overraskelse, til den første forundring, så derfor giver det god mening, at forestillingen både er skabt i en 40 minutters børneudgave og i en 20 minutter længere voksenudgave. I voksenudgaven er der mulighed for at trække flere af scenerne yderligere ud, gøre dem stærkere og også mere uhyggelige og give dem lidt mere kant. Men surdejen er den samme – og den virker i begge udgaver. Både for børn – og for voksne.

Det er lidt som at betragte livet igennem et forstørrelsesglas. Eller bare en regndråbe, sådan som HC Andersen gjorde i et af sine eventyr. Det er noget med at lade eventyret nå én. At give det lov til at bemægtige sig én. At give det lov til at gå i ét med én. I dette tilfælde er det svært overhovedet at lade være.

Blide bølgende bevægelser og formmæssigt udflydende figurer og karakterer defilerer forbi som skyggebilleder mod et stort lærred. Det er ganske overraskende og frit fabulerende. Pudsigt nok var der mere latter fra de voksne end der var fra børnene under de to forestillinger på premieredagen, men alle var lige opslugte af det magiske, der udspandt sig på scenen. Det er en fornem hyldest til fantasien af Asterions Hus.

"Spis mig! Spis mig!"


Foto: Emilie Carlsen

ALICE I EVENTYRLAND

Asterions Hus på Teaterøen

Børneversion (5-10 år): 40 minutter

Spilleperiode: 23. 10. – 1. 11. 2020  kl. 11. 

(den 24. 10.dog  kl. 17)

Voksenversion: 60 minutter

Medvirkende: Tilde Knudsen
Kostumier: Susan Marshall
Instruktør: Peter Kirk
Komponist: Klaus Risager

Koreografisk konsulent: Liv Mikaele Sanz

Forestillingsbillede: Emile Carlsen

Hjemmeside og billetter

 *

Tidligere anmeldte forestillinger på Teaterøen

2019

kvindeLIG

Macbeth

2017

Rodin

Carthares

Min odyssé

2016

Europæerne

2015

Leonardo

Mit rum

2012

Asteroiden

*


 Se også listen over 

de øvrige 117 anmeldelser

      *