Ørkendrømme: Anmeldelse: 2 x ALICE I EVENTYRLAND på Teaterøen

torsdag den 22. oktober 2020

Anmeldelse: 2 x ALICE I EVENTYRLAND på Teaterøen

Foto: Emilie Carlsen

”Spis mig! Spis mig!”

12 runde hønsefoderbøtter er placeret rundt om Tilde Knudsen i en halvcirkel på en ellers nøgen scene. Der står hun og tager imod os, klædt i sort, da vi kommer ind. Smilende og årvågen. Hun er afslappet, men alligevel på spring.

Tilde tager et lille stykke kvadratisk papir op af en af de tøndeformede bøtter, og ruller det til et rør, tager endnu et stykke og ruller det til ét rør mere, og holder dem op på hver side af hovedet, og straks har vi kaninen fra Alice i Eventyrland, der står og hopper foran os. Transformationen bliver fuldstændig ved at hun forinden måske allerede er faldet igennem hullet, for hun har sat sig i en af de tøndeformede bøtter og er gledet ned i den, så da hun rejser sig, følger bøtten med op, og med de to ører er forvandlingen komplet. Hun tripper og hopper dirrende op og ned. Lidt forskræmt og overrasket. Publikum griner, børn som voksne, for det er så overraskende og enkelt. Sådan er det hele vejen igennem. Det gælder i begge versioner af forestillingen, der er en fantasi bygget over Lewis Carrolls fortælling af samme navn fra 1865.

Foto: Emilie Carlsen

Papirstykker med huller sættes sammen med små clips, og vupti bliver ét, to, tre, fire, fem, seks, syv og otte stykker papir til en verden af ophøjet poesi, som Tilde svøber omkring sig og fører os dybere ind i.

Vi befinder os i en underverden. Alice er gledet eller faldet igennem kaninhullet. Ned i en underverden. Måske befinder vi os under vandet. Sådan er bevægelserne, understøttet af Klaus Risagers spændstigt drømmende musik, der leder os endnu længere ned i kaninhullet. Helt derned, hvor alting forsvinder og samles igen, mens vi kigger os forbløffet og forundret omkring: For er vi vågne eller drømmer vi?

Foto: Emilie Carlsen

Forestillingen er ordløs, med undtagelse af ordene:

”Spis mig... Spis mig!”

Jo, og så lige sætningen i voksenforestillingen: ”Jeg ved hvem jeg var, da jeg stod op i morges, men jeg tror nok, jeg har forvandlet mig adskillige gange siden da.”

Tilde Knudsen er skuespiller, danser og leder af Asterions Hus, der producerer forestillingen i to versioner. Teatret har allieret sig med den engelske kostumedesigner, Susan Marshall, bosat i Milano. Som teatret skriver: ”Normalt i skabelsen af en teaterforestilling er kostumerne noget, der kommer med sent i processen, men Susan Marshall har forsøgt at vende bøtten på hovedet: hvordan ville en teaterforestilling se ud, hvis det var kostumerne der inspirerede til at lave forestillingen og ikke omvendt?”

Foto: Emilie Carlsen

Scenografien af stof og papir fylder ingenting, og ville snildt kunne sendes med en flyver sammen med Tilde hele jorden rundt. På samme måde som vi som publikum bliver fløjet gennem en hel verden i forestillingen.

På rejsen møder Alice det ene væsen efter det andet. De trylles frem for vore øjne med de simpleste virkemidler, der understøttes enkelt, men præcist af bevægelser, lyd og lys.

Det er så forunderligt, at både børn og voksne – ligegyldigt om det er i børne- eller voksenversionen – bare sidder og stirrer, mens vi lader os fortrylle.

Det er stor kunst at lave noget så enkelt. Det ser ud af næsten ingenting, men tag ikke fejl. Det er det sværeste. Denne forenkling kræver, at alt overflødigt er skåret væk i det intense og enorme forarbejde, der går forud. Og så kræver det selvfølgelig en eminent timing og en rigtig god instruktør. Det hele er heldigvis til stede i makkerparret Tilde Knudsen & Peter Kirk. Tidligere var de tre i Asterions Hus, men nu er det reduceret til dette makkerpar.

Men hånden på hjertet, nåede jeg alligevel at tænke: er det ikke andet? Skal jeg bare sidde og kigge på hønsefoderbøtter, hvide gevandter og papirkvadrater, der flyver rundt mellem hinanden?

Men alligevel så vokser det. Både inde i mig og ikke mindst efter teateroplevelsen. Det er sikkert det, der gør, at publikum til de to forestillinger overgav sig betingelsesløst, for hvad andet, var der at gøre?

Foto: Emilie Carlsen

Det er en decideret crowdpleaser, da Tilde på et tidspunkt mimisk synger en opera-arie, mens hun skifter attitude alt efter hvilken hat hun tager på. Underforstået, det er et stykke papir, der kan vendes, vrides og placeres på hovedet i uendelig mange forskellige positioner og straks ageres der i forhold til det. Det sker lynsnart, og resultatet skal simpelthen opleves. Det er fabelagtigt. Sikke en timing. Sikke en forrygende kropslighed!

Det er som at rejse tilbage til barndommen. Tilbage til den første overraskelse, til den første forundring, så derfor giver det god mening, at forestillingen både er skabt i en 40 minutters børneudgave og i en 20 minutter længere voksenudgave. I voksenudgaven er der mulighed for at trække flere af scenerne yderligere ud, gøre dem stærkere og også mere uhyggelige og give dem lidt mere kant. Men surdejen er den samme – og den virker i begge udgaver. Både for børn – og for voksne.

Det er lidt som at betragte livet igennem et forstørrelsesglas. Eller bare en regndråbe, sådan som HC Andersen gjorde i et af sine eventyr. Det er noget med at lade eventyret nå én. At give det lov til at bemægtige sig én. At give det lov til at gå i ét med én. I dette tilfælde er det svært overhovedet at lade være.

Blide bølgende bevægelser og formmæssigt udflydende figurer og karakterer defilerer forbi som skyggebilleder mod et stort lærred. Det er ganske overraskende og frit fabulerende. Pudsigt nok var der mere latter fra de voksne end der var fra børnene under de to forestillinger på premieredagen, men alle var lige opslugte af det magiske, der udspandt sig på scenen. Det er en fornem hyldest til fantasien af Asterions Hus.

"Spis mig! Spis mig!"