Anmeldelse: MACBETH på Teaterøen

Fotograf: Ingrid Bugge.

Alle kender Macbeth. 

Men hvem har set Shakespeares rystende skæbnedrama som gysende slapstick komedie?

For et par år siden opførtes Elsie & Norm´s Macbeth  i en dagligstue i indre by. Det var morsomt og lidt uforpligtende, men at opleve Asterions Hus´ version med Peter Kirk og Tilde Knudsen ligner ikke noget andet. Emil Hansen styrer løjerne sikkert i havn. Det er gribende og uforligneligt. Høje forventninger havde jeg, efter at have set næsten alle teatrets tidligere forestillinger, og uden nogensinde at være gået skuffet derfra. Hvad det angår, er det kun Mammutteatret, der kan matche dén succesrate. Endnu en gang gik jeg glad og veltilfreds derfra. Forestillingens 75 minutter fløj afsted. 

                                                                                      Fotograf: Ole Wagner

Teaterøens ”Macbeth” er mildest talt skævvredet. Den blander filmcitater fra Hitchcock´s ”Psycho” (badeværelsesmordet på det afsides beliggende motel) og Sergio Leone´s ”The Good, the Bad and the Ugly” (hvor en summende flue bliver skudt ned i middagsheden). Alt sammen udført med en kropslig og verbal virtuositet, der kendetegner teatrets forestillinger. Båret af et gnistrende nærvær, der gjorde de tos sammenspil til en fornøjelse. 

I pressematerialet bliver det betonet, at de to også er gift i privaten, og at forestillingen ville blande det hele. Det skete ved, at de to gentagne gange kaldte hinanden ved deres rigtige navne, og på den måde skabte et drama i dramaet, der intensiverede det komiske. Jeg havde taget min indiske ven med i teatret, selv om han slet ikke er til teater, men vidste at dette ville han falde for. Det gjorde han også. Ligesom jeg flyttede han sig helt ud på kanten af sædet og lo af fuld hals. Det er hvad Teaterøens ”Macbeth” i disse dage gør ved sit publikum.

                                                                                         Fotograf: Ingrid Bugge

Komponisten Bernhard Herrmann´s  Psycho-strygere indleder hver af forestillings mange mord. Det er mord på mord. En stor rød trykknap placeret på forscenen skulle hver gang trykkes ned, før temaet sætter ind på ny. Det blev en velfungerende gentagen joke, at Peter/Macbeth efter hvert mord forsøger at stjæle et kys fra Tilde/Lady Macbeth, der er mere optaget af næste mord. For hver gang bestænker de sig med blod. Blod, der er umuligt at vaske af. De sidder på tronen og vinker, men blodet vil ikke lade dem være i fred. Det forfølger dem og kan ikke vaskes af. Det hele afvikles i et rasende tempo i en frydelig morderisk forestilling, der må have startet som én stor leg, der gradvist er blevet mere og mere dødelig. Lige fra den indledende improvisationsleg, hvor de i en stadig vildere og vildere leg imiterer hinanden og forsøger at give igen på hinandens udspil. Såvel kropsligt som verbalt. Det er ganske enkelt. Næsten FOR enkelt, men det virker – og sådan fortsætter det forestillingen igennem. Det er besnærende og medrivende.

                                                                   Fotograf: Ingrid Bugge

Ud over de to sortklædte skuespillere er scenografien begrænset til flyttebare rullestativer som i rasende fart kører frem og tilbage, så det matcher med de opprojicerede film af talende munde og dansende kroppe, der suppleres af et fremadpulsende lydspor. Det, der ved første blik ligner den største enkelthed, er faktisk en sindrig konstrueret scenegang, hvor alting skal fungere ned til mindste detalje, for at arrangementet får vinger og flyver afsted med os som publikum. Det er en rejse, der tager os rundt på alverdens forskellige sprog, og som suser igennem filmhistorien, hvor der næsten ikke er en filmepoke, der ikke bliver brugt som kulørt staffage for Macbeths mange mord. Det sker i kropslig fandenivoldsk spillen sig selv ud mod hinanden i et stadigt vildere tempo, der kun blev morsommere for hver ny (vildfaren) ide, der ender i heksenes gryde, og indgår i de tre profetier, der starter, styrer og fuldender historien.

1: All hail, Macbeth, thou shalt be king hereafter!

2: Macbeth shall never vanquish'd be until

Great Birnam wood to high Dunsinane hill

Shall come against him.

3: Be bloody, bold, and resolute; laugh to scorn

The power of man, for none of woman born

Shall harm Macbeth.

                                                                   Fotograf: Ingrid Bugge

I Asterions Hus´ version forsvandt heksen i sit eget bryg, og træerne flyttede sig ikke én meter, men hvad gjorde det, for det hele endte i en tragisk lykkelig dance macabre, hvor Peter som Macbeth dansede med den døende Tilde, der som Lady Macbeth nåede at dø utallige gange, inden dansen var ovre. At komedie og tragedie er tæt forbundet, blev endnu en gang understreget på fineste vis på Teaterøen. Hurra for Macbeth!

Fotograf: Ingrid Bugge

MACBETH

Meget løst baseret på William Shakespeares ”Macbeth”

75 min.

Spilleperiode: 8.-23. marts 2019

Spillested: Teaterøen, William Wains Gade 11, 1432 København K

Instruktør: Emil Hansen

Medvirkende: Peter Kirk og Tilde Knudsen

Billetter og hjemmeside 

Se også Royal Shakespeare Company´s herlige plotoversigt

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Teaterøen:

2017:

Min Odyssé

Catharses

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

2010:
Minotauros

Anmeldelse: "Mit Rum" af Asterions Hus

 



På forscenen er der en masse kasser. Store og små i mellem hinanden. I mange størrelser og i forskellige farver. Kasser indeni kasser. Der bygges med kasser, leges med kasser og lukkes ord og toner ud af kasser. En sort gammeldags kuffert er fuld af gamle dagbøger. Måske er vi oppe på loftet, hvor kufferter og mannequindukker står opmagasineret side om side med gamle standerlamper. Eller også er vi midt i en fantasi, hvor de gamle ting får liv og begynder at tale sammen - som i et HC. Andersen-eventyr.

Kufferten tømmes ud ved siden af kasserne. Flere publikummer bliver inviteret op for at udpege en dagbog, som de læser passager højt fra. Tilfældige udsnit fra tilfældige dage. Punktnedslag i et liv. En passage handler om at sove til klokken 15 for at være klar til næste dags fest. En anden passage er fra en udlandsrejse i et fjernt land. Andre passager handler om at bo i kollektiv og gå på teaterskole. Om at stå syngende oppe på en kørende gaffeltruck, der ved et uheld kører ind i en container. Det handler om at være udsat - og om overlevelse. Om at være alene hjemme og bygge huler. Om at være eddersplittende arrig, ville have lov til at prøve alt og leve det ud. Om at være et utæmmeligt barn. Om forundring og begejstring, og ikke mindst om raseri. Men hvad handler det egentlig om, livet? Vi skriver side op og side ned i dagbøger om det, for at finde ud af det. For at få det på det rene og få det afsløret, mysteriet. For hvad gemmer der sig derinde? Hvorfor nøjes med at være kvinde, når man også kan være mand? Om at blive voksen, eller ikke at blive det. Om at lege med lys og lyd. Om at være i en så fantastisk fysisk form, at kroppen bruges som et smidigt instrument, der evner at gennemspille de mest inderlige melodier og de mest hæsblæsende desperate tanker fra dengang, hvor verden blev til omkring os. For kroppen er det instrument i Tilde Knudsens soloforestilling, ”Mit Rum”, som hun spiller mest mesterligt på. Men det allermest forunderlige er, at ved at gå ind i sit eget rum, går man ofte direkte over i andres også. Især når det bliver gjort med så stor dygtighed og oprigtig insisterende interesse som det er tilfældet i ”Mit Rum” ude på teaterøen, på Refshaleøen, hvor Asterions Hus endnu engang formår at lave en forestilling, der som i mange af deres øvrige forestillinger, i udgangspunktet er så såre enkelte at det dårligt nok kan kaldes en forestilling. Netop derfor bliver resultatet så mange-facetteret, som i denne portrætforestilling af et mærkeligt barn. Et barn, der er stadig er der, indeni.   

Det er barnets skæve og forunderlige blik på verden, der fascinerer og minder os om, at ligegyldigt hvor gamle vi bliver, er børnene stadigvæk de klogeste. De leger med kasser og de bygger verdener op. De stabler kasserne op ovenpå hinanden og får det til at blive til erindringer om tidlige morgner i New York, hvor det føles som om solen står op for os alene. Kasserne er fulde af historier. Historier om morfaren, der fortalte historier. På en båndoptagelse hører vi hans stemme. Han får krop og mæle og bliver levende for os. Det er det, der er forestillingens styrke, for den handler om at blive til det vi er. At blive til os selv. Og det er langt fra så enkelt som det lyder

Midt i den voldsomme leg er der en sprød sårbarhed. Den opstår spontant som en lille hemmelighed, der slipper fri. Den holdes frem mod publikum. Den drejes i lyset, og står i silhuet mod baggrunden. Den begynder at danse med sin egen skygge. Den rækker ud efter os og griber fat i os. Den giver ikke slip, og der er ikke noget bedre end at blive taget alvorligt og holdt fast, når vi er omgivet af hemmeligheder. Forestillingen spilles på det, for hvad får vi at vide? Vi er inde i en fantasi, der er virkelig. Deri ligger en stor del af forestillingens styrke, for hvem vil ikke gerne høre en hemmelighed? Hvem vil ikke gerne høre en andens hemmelighed? Det frisætter noget indeni. Vi higer efter hemmeligheder, for det siger noget om at være menneske. Det siger noget om at være barn, og om hvordan det er at blive voksen. Og ikke mindst fortæller det os noget om at være i live. At være til.

Tilde Knudsen, der er alene på scenen, sammen med alle kasserne, alle dagbøgerne, rækker ud efter os og holder fast. Vi sidder tryllebundne og kan ikke komme væk - og vil heller ikke. For godt nok er det hele én stor leg. Men det er en leg med ilden. Den ild og den flamme fra et lille stearinlys, der får skyggerne til at blive kastet frem mod os. Det er så forunderligt, og den stopfyldte sal sad dødstille til premieren og fulgte optrin på optrin, som om vi selv kravlede op ad en stige, der ledte os højere og højere op mod noget som forestillingen satte fri i os. Trin for trin. I en bestandig bevægelse hen imod det, der står med ganske småt i vores dagbøger - og imellem linjerne.
 

 

På scenen: Tilde Knudsen  Instruktør: Peter Kirk 
Kostumer: Camilla Lind  Instruktørassistent: Susan Gritzman 
Sceniske konsulenter: Emil Hansen, Jacob Stage, Sara Topsøe-Jensen og Caroline McSweeney

Asterions Huser et unikt teater, der har til huse helt ude på Refshaleøen. Så langt ude at teateret har taget konsekvensen af deres geografiske afsondrethed, og har købt en bus, der kører i fast rutefart til og fra deres forestillinger, fra Christianshavns Torv en halv time før hver forestilling.

http://www.asterionshus.dk/korridor/index.htm

Anmeldelse: "Man skulle tro jeg var en anden" på Får 302

Teateranmeldelse.

Gæstespil af Teaterforeningen Legio på Får 302 frem til 8. september 2012.

Man kan høre det alene på titlen. Vi har sat os tilrette på en teaterkarrusel, der suser hurtigere og hurtigere rundt. Det er en af den slags ture, hvor det bare gælder om at hænge på. Karrusellen kører uden at komme nogen vegne, for vi drejer rundt på stedet. Det handler om at være menneske. Det er ligesom ude i virkeligheden, hvor vi heller ikke altid flytter os. Det er teater ligesom liv. Vi fræser rundt på karrusellen, mens vi fyldes med sansninger og fragmenter af det vi suser forbi. Hvad er det vi oplever? Hvor er det vi kommer hen?

Jeg havde forinden læst manus (i en tidlig udgave), og jeg kunne hverken finde hoved eller hale i det, men det frastødte mig ikke, for det var så tæt og så bevægende skrevet at jeg hang fast på karrusellen.

Det handler om liv, om en skuespiller, en dramatiker og en iscenesætter. Det handler om liderlighed, og er en pragtopvisning i hvad teater netop formår, når vi bevæger os ud i overhalingsbanen. Det er ikke teater i den klassiske forstand, hvor TEKSTEN er den vigtigste. Teksten er derimod en af forestillingens billedstormende midler. For vi befinder os i en billedstorm. Det er en billedstorm, der hiver alt med sig. Det må betragtes som instruktørens teater. Vi befinder os et sted, hvor instruktøren bruger teksten som forestillingens 4. skuespiller. Jeg kan ikke finde ud af om det er for meget eller om det netop er lige præcis det, der skal til for at det hele passer sammen. Jeg tror det sidste. Visuelt er det betagende, for det lykkes de tre spillere, instruktøren og dramatikeren at holde os naglede til sæderne i den time som forestillingen varer.

Bagefter føler jeg mig helt forpustet og tilgroet med indtryk. For hvad er det jeg har oplevet? Det ved jeg stadigvæk ikke, for det er alt og intet. Men her dagen efter sidder det stadigvæk i kroppen på mig, for det var en oplevelse, der har sat sig på tværs inde i mig. Sat sig på tværs det helt rigtige sted.

Forestillingen er blevet et lykkeligt samarbejde mellem tekst, instruktion og spillere. Spillerne knokler virkelig for sagen, og de overspiller grumt, men det bliver til forestillingens stil. For der sker noget derude, hvor vi hænger fritsvævende ud over klichéernes afgrund. Det er så fint skrevet, så  godt tænkt og umanerlig godt spillet at jeg nærmest mod min vilje bliver bevæget og berørt. Jeg forstår det egentlig ikke, men billederne, musikken og de vilde sansninger går lige i kødet på mig. Her er ingen dybere mening, men der er nærvær så det basker, og det giver på forunderlig vis en dybere mening. Måske netop fordi forestillingen netop ikke forsøger at være andet end sig selv. Den vil kun sig selv, og det formår den at være i en sådan grad, at jeg som tilskuer bliver stum af det. Det er den slags forestillinger, hvor alting satses, men hvor alting også vindes, når satsningen er rigtig. Og det er den.

Man skulle tro…. at teatret har en fremtid, når man oplever billedstormen på Får 302.

Det er em fornøjelse at lade sig blive blæst af sted af dette gæstespil.

Tillykke til Teaterforeningen Legio, til instruktøren Emil Hansen, til dramatikeren Ghita Makowska Rasmussen og til de tre skuespillere: Torben Zeller, Morten Burian og Karin Bang Heinemeier.

Det er en vidunderlig forestilling I sammen har skabt!