Viser opslag med etiketten Indien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Indien. Vis alle opslag

fredag den 19. juli 2024

Benthe Ploug fortæller om magi og mirakler i Indien

 



Forfatter og psykoterapeut Benthe Ploug har rundrejst i Indien, hvor hun har lavet research til sin kommende bog med arbejdstitlen, 

"Magi og mirakler i Indien". 

Benthe skriver bl.a.

"Verdenen er et uudtømmeligt ocean af polyhistoriskhed, af mangesidighed, af farver, fantasier, erotik, kampe, smerter, af guddommelige og dæmoniske kræfter. For et stærkt logisk eller materialistisk menneske virker det bizart at forholde sig til den ufattelige billedrigdom. Tager man hinduistiske briller på næsen slår det dig måske, at templerne netop symboliserer livets mangfoldighed; alt eksisterer i denne vores verden." 




Benthe beretter:

"Indien er et land, der har et aktivt forhold til deres tro og deres mange guder og mange ritualer, med en levende forestilling om, at der bag den fysiske verden findes en anden verden.

Mit oplæg på festivalen handler om fortrængte vidensformer - eller magisk helbredelse - og beretninger om mennesker der besættes af guddommelige helbredende evner.

I vesten vil man nok - især inden for akademiske kredse - måske mindre inden for kunstneriske kredse - opfatte magisk helbredelse som en primitiv, naivistisk menneskeopfattelse.

Men faktum er, at disse magikere, healere eller shamaner opsøges at millioner af mennesker fra alle samfundslag, ikke blot i Indien men spredt ud over jorden.

Det vil vel være en utilladelig arrogance at betragte dem alle som primitive medmennesker.

I Indien konfronteres man med en mangfoldighed af virkeligheder. Den virkelighed, vi bragte med os fra vores vestlige land og kultur, bliver måske fuldstændig ændret undervejs – for her kommer vi til et land, hvor der er 330 millioner guder som metaforer for de utallige former af det guddommeliges allestedsnærværende kraft.   




Mytologi og myter er i vesten stort set synonym med noget der er usandfærdigt, falsk, irrationelt eller urealistisk – hvor det i Sanskrit og den vediske litteratur definereres som:  det uendelige / det evige.

I templerne fremstilles livets mangfoldighed, alt det der er skabt af Gud åbenbares via  talløse billeder af skrækindjagende dæmoner i utallige former og størrelser, af træer og blomster, af mennesker der udfører seksuelle aktiviteter, af voldsomme krigeriske kampe, af hellige mennesker der spreder velsignelser, af slanger og løver, af børn der leger, af gudinder med mange arme og af guddomme med abe- eller elefanthoveder,  der strøer velstand ud over sine tilbedere, af hellige bjerge og floder.




Verdenen er et uudtømmeligt ocean af polyhistoriskhed, af mangesidighed, at farver, fantasier, erotik, kampe, smerter, af guddommelige og dæmoniske kræfter.

For et stærkt logisk eller materialistisk menneske virker det bizart at forholde sig til den ufattelige billedrigdom. Tager man hinduistiske briller på næsen, slår det dig måske, at templerne netop symboliserer Livets Mangfoldighed; alt eksisterer i denne vores verden.

De eksempler, jeg fortæller om, har et markant andet tyngdepunkt end TRO, BØN eller TANKENS KRAFT, da det ikke er personerne selv der udfører helbredelsen, men en kraftoverførelse fra en healer/magiker til et sygdomsramt menneske, der gør syge raske.




Disse healere fortæller, hvordan de besættes af en Guddommelig Kraft, og det er denne kraft i dem der overføres til patienten og fjerner lidelsen.

Er energitransformation i sig selv en healende kraft?

De sygdomsramte er således ikke involveret i selve helbredelsen, de skal som sådan ikke gøre andet end at modtage energitransformation fra healeren, hvorefter sygdommen forsvinder.

Der findes tusindvis af beretninger - er det fortrængte vidensformer - eller fortsat brugbare helbredelsesmetoder?

 




 Mød Benthe Ploug

på 2. festivaldag

tirsdag den 6, august 2024 kl. 15-21

i GLOBAL Art Gallery

Skalbakken 8 A i Vanløse


 *

Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

tirsdag den 4. april 2023

ET ANDET BLIK - ny digital festivalserie

 

Foto: Salim Abdali.

ET ANDET BLIK

Som noget nyt bliver festivalen udbygget med to digitale serier i år.

 

Den første serie hedder ET ANDET BLIK og består primært af tekster, der handler om at se verden fra en ny vinkel – eller om at se det, vi allerede kender, på en ny måde. Det er et åbent vindue ud til den omgivende verden.

 

Den består af disse tekster og podcasts:

 


Foto: Salim Abdali.

OM OMAN: Den dansk/irakiske forsker, digter og oversætter Salim Abdali har besøgt Oman, og har beskrevet sine indtryk fra mødet med et folk og et land, der har betaget og forundret ham. Offentliggjort den 11. april 2023. Læs blogopslaget. 

 


Foto: Michael Svennevig.

OM INDIEN: ”Jeg rejste gennem 10 år årligt til Indien, og det satte sit præg på mig. Det har jeg beskrevet, for hvad er det, der gør, at nogle ting bliver siddende i kroppen, mens andre straks fordufter. Det er noget, der aldrig forsvinder. Noget, der bliver så meget en del af en selv, at det lægger sig tæt op af hjertet og bliver uadskilleligt fra én. Det har jeg beskrevet i teksten ”Den første kærlighed”. Læs Michael Svennevigs beretning. Offentliggjort den 20. marts 2023.

 



OM INDONESIEN: Bjørn & Ann Sofie har været i Jakarta og fortæller om mødet med Indonesien i en festivalpodcast, om jordskælv, grillspyd, trafik og kassettebånd, hvor Bjørn også fortæller om, hvorfor han mener at: ”Luksus er overvurderet”. Mød Bjørn til festivalåbningen, hvor han vil afspille nogle af de mange indonesiske kasettebånd, han købte på turen. Hør podcast. (YouTube). Læs mere. Podcasten blev offentliggjort den 7. april 2023. 

 

Foto: Morten Corneliussen

OM AT VÆRE VERDENSBORGER: ”Jeg har boet i flere lande, blandt andet i Danmark, Afrika og i de arabiske lande. Min store familie bor rundt omkring i verden. Min mor og min søster bor i Canada, en af mine brødre bor i USA, en anden bror bor i London, min far bor i Somalia, og min slægt et spredt i mange dele af verden.” Den dansk/somaliske forfatter Qaali Schmidt-Sørensen har skrevet om at være verdensborger. Hvad betyder det – og hvordan bliver man det? Læs mere. Offentliggjort den 26. april 2023. 

 

Foto: Michael Svennevig & Netka Elisabeth Bach.


OM HUSET I SINAI: Netka Elisabeth Bach fortæller om et liv med traner og illustrationer, men også om sit hus i Sinai. Det ligger i beduinernes bydel. Netkas møde med beduinerne er blevet til en ganske særlig og skattet del af hendes liv. Hør podcasten ”Netka & tranerne” (YouTube).  Læs mere. Podcasten blev offentliggjort den 17. marts 2023.

 



OM AT DANSE ALVERDENS DANSE:  ”Dansen har været en ledetråd gennem mit liv. Det startede med karnevallet i København i 1980´erne. Bagefter rejste jeg rundt i mange mellemøstlige lande og lærte mange nye danse.  Mød Mette Soraya Svane i podcasten, der blev offentliggjort den 28. april 2021. Hør podcast. (YouTube). Læs mere.


Foto: Michael Svennevig. Bogomslag: Manfred Christiansen.

KØBENHAVN SET FRA VANDET - UDE I FREMTIDEN: I science fiction-romanen "CPH under vand" skildrer forfatteren Sinus Reuss livet, efter at verdenshavene er steget adskillige meter. Det er en åben og optimistisk skildring af et fremtidigt liv på havet – eller rettere i havet. Sinus fortæller også om de særlige vilkår, som hans bøger bliver til under. Hvad betyder det at være bipolar, og hvordan påvirker det arbejdet med de tre bøger han indtil videre har skrevet? Hør podcast. YouTube. Læs anmeldelse. Læs mere. Offentliggjort den 21. april 2023.


Foto: Michael Svennevig.

FRA BEIRUT TIL KØBENHAVN: Ahlam Kassem: "Jeg holdt en lang skrivepause, hvor jeg selv blev mor og fik lyst til at give en fortælling videre til mine børn. Først tænkte jeg, at det skulle handle om en pige, der var født i Libanon, men vokset op i Danmark. Jo mere jeg skrev, des bedre forstod jeg, at der manglede noget om, hvordan mine forældres egen opvækst havde været. Det havde de aldrig fortalt. Det var der historien skulle starte!” Hør podcast. YouTube. Læs mere. Offentliggjort den 5. maj 2023.





REPORTAGE FRA PALÆSTINA: forfatter og historiefortæller Pia Sigmund har i en række FB-opslag rapporteret fra en rundrejse i Palæstina. Hun har kaldt opslagene: Go Home and Tell 1-10. Læs hendes sammenfattende rejseberetning, der også indgår i serien ET ANDET BLIK. Offentliggjort den 29. maj 2023. Se fotos & læs beretningen.

*

Hør uddrag fra de 5 første og de 5 næste podcasts:

med uddrag fra de første 5 festivalpodcasts.
YouTube. Læs mere.


med uddrag fra de næste 5 festivalpodcasts
​YouTube. Læs mere.

*



KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*

torsdag den 5. maj 2022

11: Maria-Leonore Christensen: Red Maden

 

Foto: Michael Svennevig.


”Der er altid noget at le ad i Vestre Fængsel.” 
Det tror man gerne, Maria-Leonore har et stort udsyn 
og en smittende latter.
Mød Maria-Leonore Christensen
Offentliggjort den 7. maj, 2022.
Er også på YouTube.


Foto: Michael Svennevig.


Hver morgen i 10 år har Maria-Leonore Christensen hentet overskudsmad fra Irma, Rema, Aldi og Lagkagehuset, og fordelt det mellem venner og naboer - mod til gengæld at få donationer til tre projekter i Uganda, Kenya og Indien for bl.a. gadebørn og børnehjemspiger. Der er nu indsamlet over en mio. kroner. Det blev for nylig fejret ved en fest med etiopisk mad og bagefter med jazz i haven hjemme hos den 74-årige Maria-Leonore Christensen i Kastrup.


Foto: Michael Svennevig.


Vær med og høre reportagen på podcasten her, hvor der også er uddrag fra Poul Skallerups improviserede tale til festen - samt uddrag fra musikken spillet af hendes tre børn: Clara, Claus og Daniel samt barnebarnet Lucas. De spiller henholdsvis på cello, saxofon, violin og saxofon.


Foto: Michael Svennevig.


Maria-Leonore Christensen er oprindelig uddannet lærer fra Berlin, men har arbejdet på Skt. Petri Skole og Kofoed Skole i København, og siden videreuddannet sig som diakonisse, hvilket bragte Maria-Leonore til Vestre Fængsel. Men også videre ud i verden.




Mød Maria-Leonore Christensen til festivalåbningen, 
lørdag den 6. august 2022 i HF Prøvestenen på Amager
på den kommende festival 
FORVANDLING eller ej. Om at finde nye veje videre.

*


Næste uges podcast:

Foto: Michael Svennevig. 

Cindy Lynn Brown & Kenneth Krabat: ”HearSay HørtSagt”

 - et Flugtkatalog. (Podcast i 2 dele)

”Ljubljana. Tidlig sommer 2016, det er der, at det begynder for os. Otte måneder før vi skriver en fælles projektbeskrivelse til Statens Kunstfond, og fire dage før vi bliver kærester, har vi en dag sammen i Ljubljana mellem to rejser og tager på kunstmuseum, hvor der viser sig at være en særudstilling over håndtegnede flugtruter gennem Europa. Korte, nøgterne sætninger beskriver rejserne med detaljer og fakta om antallet af mennesker bag i varevognen, antallet af druknede på vej over Middelhavet, prisen for at krydse grænsen. Vi bliver i adskillige timer, nærstuderer hver og én af de meterlange plancher, fotograferer dem alle i så store bidder som afstanden til den anden væg tillader. Kortene bliver hos os, da vi går derfra.” 5 år efter resulterer det i ”HearSay HørtSagt”. Læs mere. Hør podcast: 1. del  (offentliggøres den 14. maj) & 2. del (offentliggøres den 15. maj).


 Der offentliggøres en ny festivalpodcast hver weekend frem til august. Hør også den 1. præsentationspodcast og læs mere. Hør også 2. præsentationspodcast og læs mere. Den 3. præsentationspodcast  kan høres fra den 21.5.2022

Alle podcasts er også tilgængelige på YouTube



Foto & layout: Michael Svennevig.

Hver weekend er der en ny. Lyt med her
Læs mere om festivalen her. 
#forvandling

*

onsdag den 24. juni 2020

Ruban Arockiam: ”At give morgenmad til sin nysgerrighed”



Foto: Michael Svennevig.

Ruban Arockiam ankom til Danmark fra Indien for 10 år siden. Om kort tid får han dansk statsborgerskab, og det er i den anledning, at han på denne 3. festivalpodcast fortæller om, hvad det betyder for ham. Ruban er tamiler fra det sydlige Indien, men har altid følt sig som del af et mindretal, men bliver nu for første gang en del af et flertal - i hvert fald rent sproglig. Han ved egentlig godt, at han aldrig bliver rigtig dansker, og alligevel glæder han sig over, at han for første gang nogensinde selv kan forstå statsministeren - uden at skulle have det oversat. Sådan var det ikke i Indien.

Ruban er delvist opvokset hos sin mormor og delvist på børnehjem. Børnehjemmet lærte ham noget om fællesskab og sammenhold. Det er noget han har taget med sig, og som han har kunnet bruge i mødet med danskerne.

Det fælles og interessen for andre har fulgt ham siden. Et af hans første jobs i Danmark var som avisbud. På podcasten fortæller han bl.a. om mødet med en ældre dame, der kom ud og tog imod avisen ved 03-tiden om natten, og som gerne ville tale med ham og interesseret spurgte til, hvad han lavede i Danmark. Da de skiltes gav hun ham 100,- kr.
Som Ruban fortæller: ”Jeg havde ikke brug for pengene, for jeg fik jo løn for arbejdet, men jeg tog alligevel imod pengene, fordi det glædede hende. Det havde gjort hende ked af det, hvis jeg havde afslået det.”


Foto: Michael Svennevig


Senest har han haft andre og helt anderledes jobs, som da han i forbindelse med sit RUC-studie i EU Lovgivning & Forvaltning var guide på DEO´s rejser til Strassbourg, hvor han viste danskerne rundt og fortalteom EU.


Se samtalen med Ruban Arockiam fra festivalen MED OG UDEN SMYKKER 
fra VerdensKulturCentret på Nørrebro i august 2016 (samtalen begynder ved 9:36)

Ruban har altid syntes, at det har været interessant at tale med andre. Det kan man ikke undgå at mærke, for det lyser ud af ham, så det var nok også grunden til et af hans første danske dilemmaer, da han ikke vidste, hvad han skulle juleaften. Ikke fordi han ikke havde nogen steder at gå hen. Snarere tværtimod, fordi han havde flere invitationer og ikke vidste, hvilken han skulle vælge...

*

Ruban medvirkede i portrætsamtalebogen 
JA TAK, TIL KAFFE (Epigraf, 2017)

- og har selv bidraget med tekster til bøgerne:
GAMMELBOGEN II (Epigraf, 2014)  
117 DRØMME OG VISIONER (Epigraf 2012) 

Læs Rubans bidrag: "Fra Indien til Danmark" 

Lyt til Rubans fortælling fra cd´en 

*

Musikken til denne 3. festivalpodcast 
er komponeret og spillet af Mika Filborne.
 ”Stille blomst” er fra den kommende cd "Between Elements".
Både Mika og Ruban kan opleves til festivalåbningen, 
fredag den 7.8.20 kl. 19-22 i Apostelkirken på Vesterbro.

Læs mere om festivalen


torsdag den 30. juni 2011

Billeder fra et liv II


Foto: Helle Poulsen


Som forlægger har jeg haft fornøjelsen af at redigere Marie Thøgers erindringsbog

OG FREDEN KOM

, der udkommer til august 2011 på Forlaget Epigraf.





Vores samarbejde begyndte, da jeg havde inviterede hende til at være med i

DRØMME OG VISIONER. 13 portrætsamtalebogen om om at ville og kunne.

Både den og Maries erindringsbog udkommer samtidig.



Foto: Lone Poulsen


Under vores samtale blev det hurtigt klart at Maries historier fra hendes lange rejseliv slet ikke kunne nå at folde sig fuldt ud i portrætsamtalebogen, så jeg opfordrede hende til selv at skrive det ned. Det blev indledningen til et spændende og meget lærerigt samarbejde, der stod på i vinteren 2010/11.

Marie leverede en fantastisk historie, min opgave var bare at forsøge at få det redigeret til brug for en bogudgivelse, og nu ligger bogen klar til udgivelse den 12.8.2011 i forbindelse med

Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august
på Vesterbro og Christianshavn.


Lige efter krigen brugte Marie sine lange sommerferier som ung nyuddannet lærer på at tage rundt på frivillige arbejdslejre i Europa. Da jeg første gang hørte hende fortælle om det, måbede jeg. Jeg anede ikke at Europa havde set sådan ud i årene efter krigen. Det var en side af Europas historie som jeg aldrig tidligere var stødt på.
På forlagets hjemmeside er der lagt et tekstuddrag ud, der netop beskriver hendes oplevelse af Europa i efterkrigstiden - og især af de frivillige arbejdslejre som hun var med på i Tyskland, Finland og Frankrig.


Bagefter rejste hun som den første u-landsfrivillige til Indien.
Her er et uddrag fra bogen, hvor hun beskriver hvordan det gik til. Det var i 1953:

Unesco

En dag i foråret 1953 stødte jeg så på en annonce, som interesserede mig i lærernes blad Folkeskolen. Den handlede om en nyskabt særorganisation under United Nation, som blev kaldt Unesco, United Nations Educational, Scientific and Cultural Organisation. Man søgte folk, som var interesserede i at lade sig uddanne til arbejde i et underudviklet land. Det var den betegnelse, man på den tid brugte for de lande, som lå udenfor Europa og i de år var i færd med at ryste kolonitidens besættelser af sig. Der blev i annoncen stillet krav om, at man havde en færdig uddannelse i sit eget land, at man havde et vist kendskab til et af hovedsprogene og var villig – to adapt oneself to the situation whatsoever, to drive a motorbike or to ride a camel.
Mine sprogkundskaber var forsvindende små, men det lykkedes mig ved Johannes hjælp at flikke en ansøgning sammen på engelsk. Den sendte jeg til Unescos hovedkvarter, som havde til huse i det gamle Hotel Majestic på Avenue Kleber i Paris. I brevet fortalte jeg om mit arbejde som underviser i mit modersmål og om mine erfaringer med arbejdslejrene gennem fem år. Kort efter modtog jeg et brev med en invitation til at møde op til et interview på adressen Frederiksholms Kanal, hvor skolestyrelsen dengang havde til huse. Det blev mit første møde med John B. Bowers, som var idemanden bag dette internationale U-landskursus. Han skulle ialt bruge ni personer fra Europa, een fra hvert af de lande han besøgte. Mange forskellige danskere med høje uddannelser og gode sprogkunskaber var mødt op denne morgen. Jeg forstod kun dunkelt vores samtale, men fik kort efter et brev om at jeg var udtaget til ni måneders træning i staten Mysore i Sydindien fra begyndelsen af december 1953.
Så fulgte en travl tid med at få styr på mange formaliteter. Orlov fra skolen - uden løn naturligvis. Lægeundersøgelser, vaccinationer og den slags. Modvilje fra forældre i mine skoleklasser, men heldigvis også folk som forstod ideen bag og højlydt forsvarede projektet. Hård modstand fra især min mor, mens min far tog det mere roligt. Dengang var det ikke nogen given sag for en bondefamilie fra Himmerland, at nogen kunne regne med at vende sikkert hjem fra en tur til det fjerne Østen. Senere, da det viste sig, at breve nåede frem, blev mine forældre mere optaget af projektet. Hvis overhovedet muligt var jeg omhyggelig med at skrive hjem en gang om ugen. Min mor gemte alle brevene.

Meget trætte og pustende af varme nåede vi frem til Bombay. Straks vi var landet kom et par uniformerede mænd ombord og gik en tur frem og tilbage i maskinen med noget som lignede en flitsprøjte, og så måtte vi alle forblive i osen seks minutter, før vi fik lov at gå ud. Endelig skulle vi føle den friske luft, men temperaturen var mindst lige så høj udendørs. Med sveden trillende begyndte nu en vandring fra bord til bord for at udfylde papirer, tæt fulgt af pressefolk og fotografer. Vi var ventet.
Derefter gik turen i en Air India-bus til Taj Mahal gennem gader, som jeg ikke kan beskrive: støv, støv, støv, snavs og varme. Små butikker som bare er en åbning ind i muren på et hus. Mennesker overalt. Efter en halv times kørsel havde jeg på fornemmelsen, at vi havde passeret millioner. Der lever fire millioner i Bombay, og halvdelen sover nok på gaden, ikke pænt gemt af vejen i en krog bag en husrække eller på en bænk. Nej, midt på fortovet med et tæppe viklet om hovedet, eller på den bare jord som om de netop var faldet om der. En hel række på en stråmåtte, måske en familie. Så et boligkvarter med vajende palmer mellem enorme paladser bag blomstrende nerier og hibiscus.

mandag den 30. maj 2011

ET INDISK TRYK - 2011



Jeg tror, man kan det man vil, hvis man er parat at yde de ofre for det som det kræver. Selv har jeg i en årrække ernæret mig ved at spille dukketater, og har turneret landet tyndt sommer på sommer med mine forestillinger nedpakket i en cykelanhænger. Jeg lagde ud med at spille i Den Gamle By i Århus og på Sønderborg Slot. Det er måske irrelevant at fortælle, når det handler om at få bøger trykt i Indien, men det fortæller måske indirekte noget om, hvad det kræver af den, der vover sig ud på det eventyr. For det er et eventyr, der kræver is i maven. Men som med alt andet, så bliver man jo mere modig, des bedre det går.



Fakta er, at jeg sidste år udgav en antologi om alder og om at blive gammel med 24 forfattere (bl.a. Kirsten Thorup, Hanne Marie Svendsen, Janina Katz, Egon Clausen, Stig Dalager og Marianne Larsen). Derudover udgav jeg to digtsamlinger, dels af en ung dansk debutende digter og dels af en irakisk-kurdisk herboende digter. I år udgiver jeg en samtaleportrætbog, en digtsamling, en livsberetning, en monolog og en roman, hvoraf jeg selv har skrevet flere af dem. Det der koster penge, når man udgiver bøger er selvfølgelig at få dem trykt. Det var en prøveballon jeg sendte op første gang jeg lavede en aftale med en trykker, men da det gik godt, fortsatte jeg, så nu tager jeg årligt tilbage til min trykker – i Indien. Men hvordan startede det?



Det startede for et par år siden i Indien. Jeg havde skrevet min anden indiske roman, og havde leget med tanken, men det forekom mig alligevel for uoverskueligt. Det var først da min indiske ven foreslog det og tilbød at hjælpe, at jeg kastede mig ud i det.
Jeg har svært ved at beskrive min glæde og stolthed, da jeg bagefter sad og bladrede i de bøger som jeg havde fået trykt i Jodhpur i den nordindiske delstat Rajasthan. Jodhpur er omgivet af ørkenagtige landskaber, der grænser op til verdens tredjestørste ørkenområde, Thar-ørknen, der strækker sig over mod Pakistan.
Jeg befandt mig i toget i sydlig retning mod Bombay, mens tørre og sandede landskaber gled forbi det åbne togvindue. Thesælgeren havde lige været igennem togvognen.



Mens jeg rejste ned gennem landet blev det kvarte ton bøger jeg havde fået trykt, syet ind i ostelærred, forseglet og afsendt som skibsfragt til Danmark.
I Indien kan alting og ingenting lade sig gøre. Umulige ting kan ret let lade sig gøre, mens tilsyneladende enkle og banale ting tager en evighed. Det skal man være indstillet på. Min trykker siger altid: -Of cause I can!
Når han viser mig resultatet, nægter han at se hvad jeg mener er gået galt og skal ændres. Han foregiver tit, at han slet ikke kan se det.



Selve trykkeriet er et lille rum, hvor trykpressen nok er elektrificeret, men farven skal duppes på manuelt. Lige op ad den står en stor tilskærermaskine og et skrivebord, hvor trykkeren og hans kone sidder ved hver sin computer, når der ellers er strøm.
Resten af rummet er proppet med papirruller og tryksager. Foran skrivebordet kan der lige klemmes et par skamler ind. Det er der jeg sidder og drikker te, mens dagene går. Uden at der tilsyneladende sker noget, og når det så endelig går op for trykkeren at de allerede er håbløst bagud, retter de skuden op og sætter sejl, men det er jo stadig i indisk tempo. Varmen gør sit.



Midt på dagen ligger de unge mænd og sover i skyggen eller inde i rummet oven på de store papirruller. Hele samfundet går i stå. Min indiske ven bliver sur, når jeg udpeger alle de sovende indere for ham. Han mener at det bare er mine fordomme, men det benægter jeg, mens jeg peger en ny ud for ham. For de er jo også kendt for deres flid. Det får ham kun til at gasse motorcyklen yderligere op, for han ved at jeg hader at han kører stærkt. Især når jeg sidder bagpå. Vi kører ad veje med enorme huller i asfalten. Ud og ind mellem mennesker, dyr, knallerter, cyklister og lastbiler. Og så er der de hellige køer. De findes både inden for trykkeribranchen og i trafikken. Pludselig står de der, midt i det hele og fylder op. De er tilsyneladende helt upåvirkede af den kaotiske trafik omkring dem. De står der bare og drøvtygger.



Kvaliteten af det trykte svinger meget, og det skyldes at de unge mænd, der står for den praktiske udførelse af arbejdet, meget hellere vil kigge efter piger end indbinde bøger. Jeg ville ønske at de bare holdt inde med arbejdet mens de glor, men de fortsætter, og til deres store forbavselse går der kludder i det.



Det man bruger maskiner til andre steder, bliver her lavet i hånden. Bogbindingen foregår udenfor på gaden. Der sidder de, disse hvalpede unge mænd på trappetrinnene op til trykkeribiksen. De bruger ikke arbejdsborde, for de har ikke nogen.
Et papstykke bliver smurt med lim og lagt på et stykke lærred, hvis kanter bukkes rundt om pappet, der igen fastlimes til bogens trykte sider. Det er så overskueligt, når det gøres i hånden. Bagefter trykkes titlen på stofindbindingen med silketryk.
De har lånt en seng af naboen. Den er anbragt ude på gaden, hvor bøgerne bliver lagt til tørre i solen. Ved siden af står teen som de nipper til imens.



Jeg elsker timerne sammen med dem på gaden, mens stablerne med bøger vokser.
Men håndindbindingen er jeg igen gået væk fra, da det fine ørkensand satte sig fast i den våde lærredsindbinding, og den efterfølgende rengøring af bøgerne blev for omfattende, så nu nøjes jeg med at få dem syet i ryggen og med blødt omslag. Jeg er også gået væk fra den tre måneders lange skibsfragt. Nu får jeg dem fløjet hjem.



Trykkeprocessen var en prøvelse den første gang. Men det lykkedes, selv om jeg først fik det sidste fra trykpressen, da trykkeren kom løbende med det på perronen lige inden toget blev fløjtet til afgang.
Siden er jeg vendt tilbage hver vinter. For at besøge min indiske ven og hans familie og for at drikke mere te med postmesteren, med bankdirektøren, med trykkeren og de unge mænd der arbejder for ham – og for at få trykt flere bøger.
Hvis man synes at det individuelle præg er en ulempe, skal man ikke vælge et indisk tryk, men hvis man synes at det er en charme i sig selv at bøgerne har været gennem menneskehænder – og sagtens kan bære præg af det, at trykket er anderledes og uens, at papirkvaliteten er noget vi slet ikke kender, at den dufter og føles anderledes og hvis det i øvrigt harmonerer med bogens form og indhold, er det en tænderskærende, meget varm og spændende oplevelse at følge trykningen på så nær hold. For man er selvfølgelig nødt til at være der selv. Men hvis man kan lide indisk chai, og synes der er sport i at se, hvor lang tid strømmen holder, er det en umanerlig spændende oplevelse. Det kunne man godt skrive en bog om.



Garvit Offset Printers
Gajendra Singh Chouhan (ejer)
Anchana Chouhan (kontor)

Mahendra Dadhich (trykker)
Firoz Khan (programør)
Raise Khan (indbinding)

Praveen Sharma: fotograf