Jeg tror, man kan det man vil, hvis man er parat at yde de ofre for det som det kræver. Selv har jeg i en årrække ernæret mig ved at spille dukketater, og har turneret landet tyndt sommer på sommer med mine forestillinger nedpakket i en cykelanhænger. Jeg lagde ud med at spille i Den Gamle By i Århus og på Sønderborg Slot. Det er måske irrelevant at fortælle, når det handler om at få bøger trykt i Indien, men det fortæller måske indirekte noget om, hvad det kræver af den, der vover sig ud på det eventyr. For det er et eventyr, der kræver is i maven. Men som med alt andet, så bliver man jo mere modig, des bedre det går.
Fakta er, at jeg sidste år udgav en antologi om alder og om at blive gammel med 24 forfattere (bl.a. Kirsten Thorup, Hanne Marie Svendsen, Janina Katz, Egon Clausen, Stig Dalager og Marianne Larsen). Derudover udgav jeg to digtsamlinger, dels af en ung dansk debutende digter og dels af en irakisk-kurdisk herboende digter. I år udgiver jeg en samtaleportrætbog, en digtsamling, en livsberetning, en monolog og en roman, hvoraf jeg selv har skrevet flere af dem. Det der koster penge, når man udgiver bøger er selvfølgelig at få dem trykt. Det var en prøveballon jeg sendte op første gang jeg lavede en aftale med en trykker, men da det gik godt, fortsatte jeg, så nu tager jeg årligt tilbage til min trykker – i Indien. Men hvordan startede det?
Det startede for et par år siden i Indien. Jeg havde skrevet min anden indiske roman, og havde leget med tanken, men det forekom mig alligevel for uoverskueligt. Det var først da min indiske ven foreslog det og tilbød at hjælpe, at jeg kastede mig ud i det.
Jeg har svært ved at beskrive min glæde og stolthed, da jeg bagefter sad og bladrede i de bøger som jeg havde fået trykt i Jodhpur i den nordindiske delstat Rajasthan. Jodhpur er omgivet af ørkenagtige landskaber, der grænser op til verdens tredjestørste ørkenområde, Thar-ørknen, der strækker sig over mod Pakistan.
Jeg befandt mig i toget i sydlig retning mod Bombay, mens tørre og sandede landskaber gled forbi det åbne togvindue. Thesælgeren havde lige været igennem togvognen.
Mens jeg rejste ned gennem landet blev det kvarte ton bøger jeg havde fået trykt, syet ind i ostelærred, forseglet og afsendt som skibsfragt til Danmark.
I Indien kan alting og ingenting lade sig gøre. Umulige ting kan ret let lade sig gøre, mens tilsyneladende enkle og banale ting tager en evighed. Det skal man være indstillet på. Min trykker siger altid: -Of cause I can!
Når han viser mig resultatet, nægter han at se hvad jeg mener er gået galt og skal ændres. Han foregiver tit, at han slet ikke kan se det.
Selve trykkeriet er et lille rum, hvor trykpressen nok er elektrificeret, men farven skal duppes på manuelt. Lige op ad den står en stor tilskærermaskine og et skrivebord, hvor trykkeren og hans kone sidder ved hver sin computer, når der ellers er strøm.
Resten af rummet er proppet med papirruller og tryksager. Foran skrivebordet kan der lige klemmes et par skamler ind. Det er der jeg sidder og drikker te, mens dagene går. Uden at der tilsyneladende sker noget, og når det så endelig går op for trykkeren at de allerede er håbløst bagud, retter de skuden op og sætter sejl, men det er jo stadig i indisk tempo. Varmen gør sit.
Midt på dagen ligger de unge mænd og sover i skyggen eller inde i rummet oven på de store papirruller. Hele samfundet går i stå. Min indiske ven bliver sur, når jeg udpeger alle de sovende indere for ham. Han mener at det bare er mine fordomme, men det benægter jeg, mens jeg peger en ny ud for ham. For de er jo også kendt for deres flid. Det får ham kun til at gasse motorcyklen yderligere op, for han ved at jeg hader at han kører stærkt. Især når jeg sidder bagpå. Vi kører ad veje med enorme huller i asfalten. Ud og ind mellem mennesker, dyr, knallerter, cyklister og lastbiler. Og så er der de hellige køer. De findes både inden for trykkeribranchen og i trafikken. Pludselig står de der, midt i det hele og fylder op. De er tilsyneladende helt upåvirkede af den kaotiske trafik omkring dem. De står der bare og drøvtygger.
Kvaliteten af det trykte svinger meget, og det skyldes at de unge mænd, der står for den praktiske udførelse af arbejdet, meget hellere vil kigge efter piger end indbinde bøger. Jeg ville ønske at de bare holdt inde med arbejdet mens de glor, men de fortsætter, og til deres store forbavselse går der kludder i det.
Det man bruger maskiner til andre steder, bliver her lavet i hånden. Bogbindingen foregår udenfor på gaden. Der sidder de, disse hvalpede unge mænd på trappetrinnene op til trykkeribiksen. De bruger ikke arbejdsborde, for de har ikke nogen.
Et papstykke bliver smurt med lim og lagt på et stykke lærred, hvis kanter bukkes rundt om pappet, der igen fastlimes til bogens trykte sider. Det er så overskueligt, når det gøres i hånden. Bagefter trykkes titlen på stofindbindingen med silketryk.
De har lånt en seng af naboen. Den er anbragt ude på gaden, hvor bøgerne bliver lagt til tørre i solen. Ved siden af står teen som de nipper til imens.
Jeg elsker timerne sammen med dem på gaden, mens stablerne med bøger vokser.
Men håndindbindingen er jeg igen gået væk fra, da det fine ørkensand satte sig fast i den våde lærredsindbinding, og den efterfølgende rengøring af bøgerne blev for omfattende, så nu nøjes jeg med at få dem syet i ryggen og med blødt omslag. Jeg er også gået væk fra den tre måneders lange skibsfragt. Nu får jeg dem fløjet hjem.
Trykkeprocessen var en prøvelse den første gang. Men det lykkedes, selv om jeg først fik det sidste fra trykpressen, da trykkeren kom løbende med det på perronen lige inden toget blev fløjtet til afgang.
Siden er jeg vendt tilbage hver vinter. For at besøge min indiske ven og hans familie og for at drikke mere te med postmesteren, med bankdirektøren, med trykkeren og de unge mænd der arbejder for ham – og for at få trykt flere bøger.
Hvis man synes at det individuelle præg er en ulempe, skal man ikke vælge et indisk tryk, men hvis man synes at det er en charme i sig selv at bøgerne har været gennem menneskehænder – og sagtens kan bære præg af det, at trykket er anderledes og uens, at papirkvaliteten er noget vi slet ikke kender, at den dufter og føles anderledes og hvis det i øvrigt harmonerer med bogens form og indhold, er det en tænderskærende, meget varm og spændende oplevelse at følge trykningen på så nær hold. For man er selvfølgelig nødt til at være der selv. Men hvis man kan lide indisk chai, og synes der er sport i at se, hvor lang tid strømmen holder, er det en umanerlig spændende oplevelse. Det kunne man godt skrive en bog om.
Garvit Offset Printers
Gajendra Singh Chouhan (ejer)
Anchana Chouhan (kontor)
Mahendra Dadhich (trykker)
Firoz Khan (programør)
Raise Khan (indbinding)
Praveen Sharma: fotograf
