Viser opslag med etiketten Oman. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Oman. Vis alle opslag

mandag den 10. april 2023

Salim Abdali: OMAN - et samfund med emotionelt og materielt overskud

 

Lagune i Det Grønne Bjerg (i det nordlige Oman). Foto: Salim Abdali & Michael Svennevig.

Indgår i serien ET ANDET BLIK.




Oman er et gammelt land, så gammelt, at man finder spor tilbage til 6.000-5.000 år f.Kr. hos Samarierne, som kaldte landet Magan, hvilket betyder landet af skibe og kobber. Dette kan stadig ses ved kysten, og når man går forbi de glitrende rødlige bjerge. Det er ikke kun skibe og kobber, som kaldte på kolonimagter, såsom portugiserne, englænderne, perserne og ottomanerne, men også “Luban”, en mælkehvid saft, som tappes fra røgelsestræet, der på gammelt dansk kaldtes “virak og olibanum”, og som de europæiske kirkelige ceremonier ikke kunne være foruden. Omans strategiske beliggenhed har også været tiltrækkende, idet det er knudepunktet mellem Golfen, Det Arabisk Hav og Det Indiske Ocean. Heldigvis lykkedes det ikke kolonimagterne at assimilere Oman i deres kultur, sådan som det lykkedes i andre lande. I Oman har man bevaret kulturen og været i stand til at udvikle den i en retning, som tilgodeser landet. En evne, jeg ellers troede kun gjaldt kineserne. 



En fiskerby ved kysten. Foto: Salim Abdali.

I det 16. og 17. århundrede var Oman et imperium, der kunne overtage landet fra portugiserne og udvide riget, så det samlede begge sider af Golfen, hele den sydlige del af den arabiske halvø, Østafrika samt øerne Comorerne og Madagaskar. Men selv om landet undertiden er skrumpet takket være den engelske kolonisme, er det stadigt stort og med varierende landskaber som bjerge, ørken og den lange kyststrækning med udsøgte strande, laguner og grotter, hvor sjældne havdyr som store skildpadder lever i deres naturlige omgivelser. Landet er meget grønt, selv i ørkenen er der en del græs og palmer. 



Udsigten fra en gammel, men renoveret borg (i Nizwa). Foto: Salim Abdali.

Hvis der er noget som kendetegner forskellen mellem folk fra storbyer og dem fra mindre byer og landsbyer, er det tolerance og gæstfrihed. Generelt finder jeg folk fra storbyer mere tolerante, men mindre gæstfri og med en vis arrogance over for fremmede, mens dem fra landsbyerne er mindre tolerante med større gæstfrihed uden storbyernes arrogance. Dette møder man ikke i Oman på trods af stor variation i geografi, klima og livsstil, og om man møder bønder, fiskere, beduiner eller moderne byfolk, er det noget man oplever overalt, på kryds og tværs i Oman, nemlig det jeg ikke kan finde bedre betegnelse for end “Omani”, kendetegnet ved ubetinget tolerance, accept af og respekt for andre, samt en ivrighed efter at hjælpe andre uden at forvente noget til gengæld!



Kystbyen Sur. Foto: Salim Abdali.



Det har jeg ikke tidligere oplevet, før jeg mødte det i Oman. Om det er i en bank, på gaden, i butikkerne, i et offentligt eller privat sted, eller bare da jeg under middagssiestaen ikke kunne finde vej. Jeg stoppede ved en taxaholdeplads, hvor taxachaufførerne havde forladt deres vogne og sad samlet på fortovet med deres te og kaffe. Men da de ikke kunne enes om at udpege retningen for mig, tog en af dem mig med i sin bil. Efter nogle kilometrer udpegede han stedet, og satte mig af der, uden at forlange eller forvente noget til gengæld. Og som om det ikke var nok, tilbød han os frokost hjemme hos sig, da “alle restauranter lukker om eftermiddagen”, som han sagde. I butikkerne er der sat store fade frem med varer, som man kan prøvesmage, uden mindste købekrav, ligegyldigt om det er nødder, søde sager, brød, frugt, eller lignende. I butikken, hvor der sælges sim- og taletidskort, overførte en Omaner taletid til min mobil, eftersom det blev for kompliceret at betale med mit kreditkort. Igen uden at forvente noget til gengæld. 



En moske i byen Sohar (i det nordlige Oman). Foto: Salim Abdali.


På en tur gennem en mindre by, vel nærmest en landsby, vinker en kvinde til os, da hun får øje på vores nysgerrige blikke, og inviterer os til at kigge indenfor i sit hus, for stolt at fremvise hvordan en omanifamilie bor. Vi blev budt på dadler og omanikaffe, noget man bør vænne sig til, da det sker overalt i Oman, selv på politistationen bliver man budt på dadler og kaffe! Under hele vores ophold oplevede jeg ikke et eneste slagsmål eller tiggeri, tyveri eller forsøg på at snyde, heller ikke dyttende biler, nabolarm, politimagtdemonstrationer, på trods af at mere end halvdelen af befolkningen er udlændinge med forskellig kulturel baggrund, hovedsagelig fra Bangladesh, Indien, Thailand, Iran, Østafrika og de arabiske lande. Der er også en del vesterlændinge, men de bor i deres ghetto i hovedstaden Muscat på trods af alverdens frihed og frem for alt stor sikkerhed, eftersom Oman har verdensrekord i lav kriminalitet og en meget høj grad af sikkerhed for borgerne.


 

Fra en ørken camp. Foto: Salim Abdali.

Jeg kunne blive ved med at fortælle anekdoter om alle de steder, vi, jeg og min europæiske medrejsende, har besøgt i Oman og om, hvordan vi blev modtaget på trods af vores udseende som afslører, at vi kommer fra en meget anderledes kultur og også har en anden religion. Selv på de hellige steder blev vi mødt med venlighed og hjælpsomhed, som efterlod os målløse, forbavsede og uden ord som tak. Vi måtte tro, at Omanerne kom fra en anden planet! Eftersom vi, med vores liv og historiske baggrund automatisk betvivler andres venlighed og deres intentioner, fandt vi det naturligt at udspørge immigranterne, som vi stødte på i basaren, på restauranterne og på caféerne, om livet i Oman og om, hvordan de blev behandlet. Uden undtagelse fortalte de om det gode liv SAMMEN med omanerne. Nogle havde endda oplevet, mens andre følte, at loven i Oman satte en immigrant højere end en indfødt. Vi hørte, at der er ligestilling på arbejdsmarkedet mellem mænd og kvinder, og det er lov, at børn følger med moren i tilfældet af skilsmisse, og at kvinder kan gå klædt som de ønsker. Tolerancen mærkes stærkt overalt i samfundet, og i alle mulige aspekter, såsom religion, i forhold til kvinderne, beklædningen og vigtigst accepten af den anden.



Grand Moske i Muscat. Foto: Salim Abdali.


Om jeg ved, hvorledes et sådan arabisk-islamisk samfund er blevet til, og hvorfor det er så anderledes end mange andre lignende samfund i området, kan jeg ikke med sikkerhed sige. Dog ved jeg, at de underviser i tolerance og accept allerede i børnehaverne, og at religionen i Oman adskiller sig fra andre steder i verden, også fra andre islamiske lande. Oman er det eneste land, der praktiserer Abadhi-islam, en tredje gren af islam, som er meget mindre end hovedgrenene for Sunni- og Shia-muslimer, og som hviler på et andet fundament. Selv Det Danske Forsvarsakademi beskriver Oman som præget af “tolerance og accept”. Jeg tror også, at deres evne til at bevare og udvikle deres egen kultur kræver af dem, at de skal værdsætte hinanden uanset herkomst, ophav eller normer. Oman er i dag uden tvivl et moderne land, dog går alle omanere, både mænd, kvinder og børn, rige som fattige, klædt i traditionelle klæder og dragter, helt anderledes end resten af verden… de fremstår rene, smukke og velduftende! Jeg har oplevet Oman, som et land med emotionelt og materielt overskud.  

 

Operahuset om natten (i Muscat). Foto: Salim Abdali.


Læs og hør mere om Salim Abdali:

Podcasten "Alfabetmageren" (2019) (YouTube). Læs mere.

Festivalanmeldelse af "Alfabetmageren" (Det Poetiske Bureaus Forlag, 2019)

Salim har også bidraget med teksten "Omfavn mig kærlighed"
til den opvarmende podcast med festivaltekster i år:
 Indlæst af Øyvind Kirchhoff. 

*

Mød Salim Abdali til 
festivalafslutningen den 13. august 2023 kl. 13-16 
på Christianshavn, hvor danseren Peter Vadim vil improvisere til Salims oplæsning fra sin nyudgivne digtsamling på dansk. 
Digtsamlingen udkom først på arabisk, og opnåede stor bevågenhed 
ved udgivelsen i Cairo i efteråret 2022.
Det foregår udendørs i gårdhaven ved Dansk PEN, 
Dronningensgade 14, og hvis det ikke er udevejr bliver det i 
Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra
 

Læs mere om serien ET ANDET BLIK

Den store Bazar (i Matrah).Foto: Salim Abdali.

tirsdag den 4. april 2023

ET ANDET BLIK - ny digital festivalserie

 

Foto: Salim Abdali.

ET ANDET BLIK

Som noget nyt bliver festivalen udbygget med to digitale serier i år.

 

Den første serie hedder ET ANDET BLIK og består primært af tekster, der handler om at se verden fra en ny vinkel – eller om at se det, vi allerede kender, på en ny måde. Det er et åbent vindue ud til den omgivende verden.

 

Den består af disse tekster og podcasts:

 


Foto: Salim Abdali.

OM OMAN: Den dansk/irakiske forsker, digter og oversætter Salim Abdali har besøgt Oman, og har beskrevet sine indtryk fra mødet med et folk og et land, der har betaget og forundret ham. Offentliggjort den 11. april 2023. Læs blogopslaget. 

 


Foto: Michael Svennevig.

OM INDIEN: ”Jeg rejste gennem 10 år årligt til Indien, og det satte sit præg på mig. Det har jeg beskrevet, for hvad er det, der gør, at nogle ting bliver siddende i kroppen, mens andre straks fordufter. Det er noget, der aldrig forsvinder. Noget, der bliver så meget en del af en selv, at det lægger sig tæt op af hjertet og bliver uadskilleligt fra én. Det har jeg beskrevet i teksten ”Den første kærlighed”. Læs Michael Svennevigs beretning. Offentliggjort den 20. marts 2023.

 



OM INDONESIEN: Bjørn & Ann Sofie har været i Jakarta og fortæller om mødet med Indonesien i en festivalpodcast, om jordskælv, grillspyd, trafik og kassettebånd, hvor Bjørn også fortæller om, hvorfor han mener at: ”Luksus er overvurderet”. Mød Bjørn til festivalåbningen, hvor han vil afspille nogle af de mange indonesiske kasettebånd, han købte på turen. Hør podcast. (YouTube). Læs mere. Podcasten blev offentliggjort den 7. april 2023. 

 

Foto: Morten Corneliussen

OM AT VÆRE VERDENSBORGER: ”Jeg har boet i flere lande, blandt andet i Danmark, Afrika og i de arabiske lande. Min store familie bor rundt omkring i verden. Min mor og min søster bor i Canada, en af mine brødre bor i USA, en anden bror bor i London, min far bor i Somalia, og min slægt et spredt i mange dele af verden.” Den dansk/somaliske forfatter Qaali Schmidt-Sørensen har skrevet om at være verdensborger. Hvad betyder det – og hvordan bliver man det? Læs mere. Offentliggjort den 26. april 2023. 

 

Foto: Michael Svennevig & Netka Elisabeth Bach.


OM HUSET I SINAI: Netka Elisabeth Bach fortæller om et liv med traner og illustrationer, men også om sit hus i Sinai. Det ligger i beduinernes bydel. Netkas møde med beduinerne er blevet til en ganske særlig og skattet del af hendes liv. Hør podcasten ”Netka & tranerne” (YouTube).  Læs mere. Podcasten blev offentliggjort den 17. marts 2023.

 



OM AT DANSE ALVERDENS DANSE:  ”Dansen har været en ledetråd gennem mit liv. Det startede med karnevallet i København i 1980´erne. Bagefter rejste jeg rundt i mange mellemøstlige lande og lærte mange nye danse.  Mød Mette Soraya Svane i podcasten, der blev offentliggjort den 28. april 2021. Hør podcast. (YouTube). Læs mere.


Foto: Michael Svennevig. Bogomslag: Manfred Christiansen.

KØBENHAVN SET FRA VANDET - UDE I FREMTIDEN: I science fiction-romanen "CPH under vand" skildrer forfatteren Sinus Reuss livet, efter at verdenshavene er steget adskillige meter. Det er en åben og optimistisk skildring af et fremtidigt liv på havet – eller rettere i havet. Sinus fortæller også om de særlige vilkår, som hans bøger bliver til under. Hvad betyder det at være bipolar, og hvordan påvirker det arbejdet med de tre bøger han indtil videre har skrevet? Hør podcast. YouTube. Læs anmeldelse. Læs mere. Offentliggjort den 21. april 2023.


Foto: Michael Svennevig.

FRA BEIRUT TIL KØBENHAVN: Ahlam Kassem: "Jeg holdt en lang skrivepause, hvor jeg selv blev mor og fik lyst til at give en fortælling videre til mine børn. Først tænkte jeg, at det skulle handle om en pige, der var født i Libanon, men vokset op i Danmark. Jo mere jeg skrev, des bedre forstod jeg, at der manglede noget om, hvordan mine forældres egen opvækst havde været. Det havde de aldrig fortalt. Det var der historien skulle starte!” Hør podcast. YouTube. Læs mere. Offentliggjort den 5. maj 2023.





REPORTAGE FRA PALÆSTINA: forfatter og historiefortæller Pia Sigmund har i en række FB-opslag rapporteret fra en rundrejse i Palæstina. Hun har kaldt opslagene: Go Home and Tell 1-10. Læs hendes sammenfattende rejseberetning, der også indgår i serien ET ANDET BLIK. Offentliggjort den 29. maj 2023. Se fotos & læs beretningen.

*

Hør uddrag fra de 5 første og de 5 næste podcasts:

med uddrag fra de første 5 festivalpodcasts.
YouTube. Læs mere.


med uddrag fra de næste 5 festivalpodcasts
​YouTube. Læs mere.

*



KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*