Alfabetmageren
er en smuk og forstandig digtsamling, der handler om sproget som noget man
bærer med sig. Om fremmede vinde, der blæser én på plads i alfabetet. Om
omflakkende længsler i mellemrum mellem rim og strofer. Om når digtene nægter
at beskytte én – om så bare med en enkelt meningsfuld sætning. Om fremmedhedens
grotte. Om at pakke alfabetet ud og kaste det i floden – og med det synker
Mesopotamien med sit rige sprog til bunds. Om nye arabiske sprog, der skæres
ud af det. Om fremmede sprog, der fører én til drømmeland, hvor engle og
dæmoner slås om, hvordan det udtales. Eller som der står i det 7. digt: ”Hvis
had, vold, død slettes fra nationalsproget, vil resten rime på en ørkenfattig
historie.
Om
dualismen mellem tyranniet og håbet. Om hvordan sproget falder og visner hen. Om
at læse det, der ikke kan sættes ord på. Om den elskedes alfabet. Om en
halskæde, der skulle læses i et hemmeligt sprog. I dit sprog, hvor sprogforvirringen pludselig kommer til at handle om
mødet med det andet menneske. Med den elskede. Og ikke om eksil-kunstneren på
flugt fra sit hjemland. På flugt ind i et nyt sprog. Det gentager sig i det 12.
digt: ”På dit sprog staver jeg mig til kærligheden”.
En
valmuemark som symbol på stærk farverighed, men også på stor skrøbelighed. Om
hvordan tre alfabeter hersker og beherskes med samt dialekter. Om hvordan
alting kommer til kort, når kærligheden skal udtrykkes. Det er så
almenmenneskeligt som det overhovedet kan være. I det 19. digt: ”Et bogstav faldt
fra himmelen, belyst af de slukkede sætninger i halsen, talen i øjeblikket, da
jeg så dig komme gående for første gang imod mig.” Om at meningen røber sig,
når farverne træder frem.
Faren
ligger ikke i ordene, men i meningen. Meget af digtsamlingen kan opsummeres i ordene: ”Mange af dem, der er
bange for deres rødder ved ikke at naturen fletter sine egne med andres hele
tiden”.
Måske
er det tematisk, når Salim Abdali skriver: ”Jeg ved udmærket godt, jeg hvor jeg
stammer fra, da vindene førte mig hertil, men når andre spørger til det mister
jeg retningen.” Håbets bitterhed fylder tiden ud. Vil dagen i morgen blive
ligeså fremmed som dagen i dag?
I
al fald er det rart ikke at have det anderledes.
Salim
Abdalis ”Alfabetmageren” er stor poesi, der suger næring af mødet mellem
mennesker, af arabisk kultur og dansk vintermørke. Men det er også stor
kærlighedspoesi, der vidner om indsigt og forstand. Det er berigende læsning,
der bejler til sine læsere med både ynde og styrke, og som efterlader én
klogere og mere forstandig. Det er en smagfuld og livsmættet årgangsvin, der
kan indtages i såvel sol som skygge.
Digtsamlingen
”Alfabetmageren” er netop udkommet på Det Poetiske Bureaus Forlag, 2019.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar