Lige fra barnsben af har
jeg altid været vild med fugle. Fuglene er frie og kan flyve, hvorhen de vil.
Så dem betragtede jeg meget – og gør jeg stadig. Måske skabte det denne længsel
i mig. Jeg blev selv en trækfugl, for min drøm var at bo 6 måneder om året i
Sinai, hvor jeg for 22 år siden købte et hus, som jeg stadig har.
Jeg bosatte mig i
beduinernes del af byen Dahar på Sinai-halvøen imellem Egypten og Israel. Det
var også den fattigste del af byen, men til gengæld har beduinernes varme
gæstfrihed altid betaget mig. Alle hilser og vil gerne i kontakt. Det kan tage
lang tid bare at gå et lille stykke, for der er så mange at tale med. Det
virker så hjerteligt. Jeg tegnede selv mit hus, men det var svært at få de egyptiske
mandlige arbejdere til at tage imod ordrer fra mig som kvinde, men det lykkedes.
Jeg
er tæt knyttet til en egyptisk familie, som jeg har mødt her. Aldrig har jeg følt
så megen kærlighed og omsorg. Det er ganske overvældende. Jeg føler mig hjemme,
når jeg besøger dem om fredagen, som er deres helligdag. Det er en omsorgsfuld
familie med 4 børn. De har lukket alle ind i deres liv gennem årene, og har
hjulpet endnu flere. De har geder og får, der har deres egne navn og som
bringer familien megen glæde. Jeg har fulgt med i familiens liv gennem årene og
er på en måde også selv blevet en del af den. Jeg har set børnene vokse op. Den ældste datter er lige blevet
gift og er nu i 5. måned.
Egypten er et kontrastfyldt
land med store økonomiske problemer. Sinai
er et kompliceret sted at leve. Med al sin skønhed og lovløshed er det et eftertragtet sted at få fingre i for andre. Beduinerne og egypterne er meget forskellige. Bare det
at købe hus her var et værre virvar. Gennem
de sidste 22 år har byen Dahab udviklet sig fra at være et lille beduinsted med
rygsækfolket til nu, hvor det er et sted med blinkende lys og musik alle vegne.
Der er også kommet flere moskeer, der dagligt kalder 5 gange til bøn. Antallet
af mennesker er blevet mangedoblet. Fra beduiner og egyptere til russere og
ukrainere, englændere, tyskere, nordkoreanere, japanere og israelere.
Alene
de omgivende bjerge... der er både ørken og hav. Bjergene har en mangfoldighed
af farver og former. Der er ro og fred, og en særlig harmoni over den betagende
natur. Der er oaser af sand og en masse vegetation imellem bjergene. Det er en
stor oplevelse at være på ørkenture med beduinerne. At overnatte under åben
stjernefyldt himmel er noget, der bliver inde i én. Stilheden… . At være en del
af universet. At høre til. Man bliver så lille der i mørket, alene under
stjernerne. Om morgenen er der spor i sandet af slanger og skorpioner.
Beduinerne bager brød i det glovarme sand. Bålet holdes i live til mad og te. Sinai
er krøbet ind under huden på mig. Det er blevet en del af mig. Det er som om
tiden står stille her. I hvert fald ude i ørken, hvor det er som om naturen trækker
vejret igennem mig. Måske tabte jeg min sjæl til stedet her den første nat i
ørknen, for siden har jeg altid haft denne længsel i mig. Måske lige som
trækfuglene.
