Bente Høeghs roman SPIONENS HUSTRU er en fascinerende roman. I bogens afsluttende takkeord skriver forfatteren: ”Romanen er indlysende hverken sandheden om Sigrid eller de øvrige personer, men en fiktion over Sigrids liv og virkelighed.”
Romanens Sigrid blev født i København i 1901 – og døde af
et slagtilfælde i Moskva i 1958.
En række korte opvækstglimt indleder romanen. ”Der var
stille på en forkert måde.” , står der i afsnittet om lillebroren Børge, der
drukner, da Sigrid er 11 år.
Som 15-årig kommer Sigrids kusine og plejesøster på
besøg. Hun er 5 år ældre end Sigrid, og fortæller om at være i huset i Slagelse
hos en lægefamilie, hvor hun passer børn og laver mad. Sigrids søster, Edith,
siger at også hun vil være tjenestepige, når hun bliver stor. Det vil Sigrid ikke:
”-Jeg vil være frue, sagde jeg.
Jeg var anderledes. Jeg vil køre i undergrundsbane og
bestige bjerge, jeg vil se Eiffeltårnet
og Peterskirken, sminke mine øjne og klæde mig i smukke kjoler. Spadsere med
min mand under armen til koncert i operaen. Og til New York, hvorfor ikke?
Frihedsgudinden! Jeg kunne se mig selv i byen fuld af skyskrabere.
Jeg ville i hvert fald ikke være tjenestepige.” (side 8)
Det indvarsler på mange måder Sigrids liv – eller i hvert
fald den ene side af det.
Sigrid går på Laura Engelhardts højere pigeskole, og den
sidste dag står hun og en veninde og sammenligner deres eksamenskarakterer.
Begge havde fået topkarakterer, dog havde veninden også fået en enkelt
bundkarakter, men det slog hun hen: ”Jeg får alligevel ikke brug for det. Jeg
skal giftes.” Veninden rejste til England for at gå på husholdningsskole, mens
Sigrid havde helt andre planer og drømme: ”Jeg ville i gymnasiet, lære noget,
blive til noget. Eller ud i verden, til Tyskland og Frankrig, dygtiggøre mig i
sprog. Men alt det var udelukket. Der var også krigen og den spanske syge.”
(side 9)
Sigrid får plads i Søassurancekompagniet Royal i
Laxegade. Tage fra kontoret inviterer hende med til koncerter i Tivoli. Han
spørger hende om hendes holdning til den russiske revolution.
”Vi sidder på stranden. Jeg vrider vand ud af håret, er
lige kommet op af Øresund. De taler om en kuvert, som skal hentes i Hillerød og
afleveres i Sverige. Nogen skal gøre det, men hvem? Jeg tænker, at det kan være
en spændende udflugt, og siger uden videre, at det kan jeg godt. Tage gør store
øjne og holder mig for munden. Men for sent. Nu hviler alles øjne på mig og
pludselig er opgaven blevet min.” (side 11)
Sådan starter det. ”Min første udlandsrejse var en
hemmelig mission. Jeg skulle ikke vide, hvad der var i kuverten og fik intet på
skrift, men skulle huske det udenad.” (side 11)
Senere møder hun Anton. De er i Paris. Han fortæller, at
han er uddannet på et militærakademi i Moskva. Sigrid får ansættelse på den
sovjetiske handelsdelegation, hvor Anton også arbejder – i Paris. Anton
Schuster er i centrum, hvor de end kommer ”… og det er ham, der forklarer om
bolsjevismen og Lenins ideer.” (side 19)
Sigrid påtager sig flere opgaver – og forelsker sig i
Anton. Hun kommer til at leve det liv, som hun engang drømte om. De rejser fra
sted til sted. De møder en masse mennesker. De bliver gift og får børn. Anton
er beleven og begår sig godt hos alle dem de møder, men egentlig ved hun ikke
meget om ham. Han fortæller aldrig noget, så det kommer som små chok for hende
hen ad vejen, da hun kun brudstykkevis finder ud af mere om ham. Han kan heller
ikke lide at blive fotograferet, men de har det så godt sammen, at hun ikke
tillægger det noget særligt.
Som læser er vi med på hendes rejse gennem verden og
livet. Jo, måske er hun lidt naiv og ret godtroende, men hun er også forelsket,
og det hele virker så legende. På mange måder er hendes liv som en kulørt
fortælling, men noget ændrer sig. Det sker ikke fra den ene dag til den anden,
men hun begynder at bekymre sig. Pludselig er det ikke så sjovt mere. Hun
begynder at få bange anelser og bekymrer sig. Hun er bange for at blive opdaget
og for at blive taget i tolden. Hvor går grænserne for det, de gør?
De rejser fra land til land, og er altid på farten. Det,
der i starten virkede som et overdådigt liv, kommer til at virke rodløst.
Langsomt begynder hun at længes efter et helt almindeligt familieliv.
Det er en betagende beretning om et nysgerrigt
menneskeliv i en urolig tid før og efter 2. verdenskrig med rejser til Amerika
og ophold i Europas hovedstæder og et liv i Sovjet. Alt sammen iført flotte
kjoler og et liv i sus og dus, indtil det hele vender og en anden virkelighed
træder frem. Det bliver en brat opvågning og et møde med en virkelighed, der er
anderledes barsk.
Bogens sidste 20 sider består af forhørsreferater og
andre stemmer, der repræsenterer udsagn fra bogens medvirkende efterfulgt af
mere nøgterne beskrivende fakta om de medvirkende.
Denne sidste del afbalancerer hele den foregående
beretning, så det vil være synd at fortælle mere om det her.
På mig som læser slår hele romanens beretning en kolbøtte
- og det er også meningen. Det er modigt med en sådan romanopbygning, men det
lønner sig. Som læser kommer jeg ligesom hovedpersonen til at føle mig som
offer for min egen godtroenhed, når tæppet bliver revet væk under én. Det er på
sæt og vis en lidt flov følelse. Men det er meget velfungerende, og det giver
en god nøgle til forståelse af hovedpersonen.
Bente Høegh:
SPIONENS HUSTRU
Forlaget Læselyst, 2026. 175 sider
.jpg)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar