Anmeldelse: VON TRIER, PERSONA NON GRATA på Teater V.

 

 

Nogle teateroplevelser sætter sig oppe i hovedet, som tilskuer ved du hele tiden hvor du er på vej hen, hvorfor og hvordan, mens andre forestillinger udfordrer de forudfattede meninger. Sådan er det med ”Von Trier, Persona non grata”, der er tredje og sidste del af Jakob Weis´ og Teater Vs "nationale faktions trilogi" der indledtes med "Udslet Hornsleth" og videreførtes med "Casper Christensen Komplekset". Det er en forestilling der sætter sig i kroppen, og som det er svært at ryste af sig. Det er svært at sige noget om manuskriptet, for umiddelbart virkede det uforløst. Men teksten smelter sammen med instruktionen af Pelle Koppel og skuespillernes rørende præstationer. Og denne treklang klinger forunderligt. Sært forunderligt. Teksten fungerede som et flot afsæt for instruktøren og skuespillerne. I hver fald sætter det sig samlet i kroppen på mig som en lang række billeder jeg bagefter tager med mig.

 

Foto: Søren Kuhn

Teksten er ikke skrevet frem mod nogen forløsning. Den vikler sig snarere mere og mere ind i sig selv, som et indre billede på hovedpersonens tankevirksomhed. Alligevel rammer den mig. Det er en forestilling, der sætter sig på tværs, så hvis du godt kan lide at blive udfordret, så kan jeg anbefale ”Von Trier, Persona non grata”.

 

 Foto: Søren Kuhn

Forestillingen skaber utryghed og tvivl. Hovedpersonen, mesterligt spillet af Jens Jørn Spottag, er usympatisk, og alligevel så forsvarer Spottag rollen så overbevisende at der opstår øjeblikke, hvor vi er med i selve skabelsen, sådan som det måske forekomme i en knallerthjerne som Lars Von Triers. Hans ludende gangart, hans nærmest ikonografiske påklædning og baggrundsprojektionerne af interviewet fra Cannes Festivalen, hvor han udtaler ordene ”I´m a nazi”, og derved gør sig selv til Persona non grata. Provokation eller joke...? Vi ved det ikke. Ingen ved det. Måske begge dele eller ingen af dem? Måske ved hovedpersonen det heller ikke selv. 

Det er faktisk et dækkende billede af en skabende kunstner, der altid er i tvivl og som bruger tvivlen som drivkraft i sine værker.  Det vises overbevisende scenisk i skildringen af de første læseprøver, der vises sig at være filmoptagelser i sig selv. Vi glider hele tiden ind og ud mellem virkelighed og fiktion. Det ene ophæver det andet, og som publikum gælder det om at hænge på, for ingenting er som det ser ud. Selv afbrydelserne er en del af værket. Hvad er sandt og falsk, hvad er virkelighed og fiktion, hvad er rigtigt og forkert - og etisk forsvarligt?
 

 

Den utryghed som er en væsentlig del af Triers værker visualiseres scenisk ganske overbevisende. Der er en munter kontrast fra de to udviklingshæmmede håndværkeres bramfrie kommentarer til de selvbevidste skuespillere spillet af Caspar Phillipson og Karin Bang Heinemeier i muntre og veloplagte dobbeltroller. Hans Henrik Clemensen er "Ålen". Hvem der spiller og hvem der bliver spillet er aldrig rigtig klart, hverken i fiktionen eller virkeligheden og er en præmis for forestillingen. Skuespillerne i stykket synes at Von Trier i bund og grund er usympatisk, selv om han kan være nok så genial som kunstner. Det er Spottags fortjeneste at det lykkedes både at gøre hovedpersonen usympatisk og alligevel til at holde ud. Midt i sit galoppende vanvid har han sprækker, der gør ham menneskelig og delvist forståelig. Og hvad er det så som Von Trier kan, og hvad er det som også forestillingen formår? Måske at få os ud over vore grænser og mærke hvor det gør ondt. Måske er han det fremmede i os, som vi både kan være tiltrukket af og som vi alligevel ikke ønsker at komme alt for tæt på?

 

Foto: Søren Kuhn

Jakob Weis formår elegant at afslutte sin triologi med dette fascinerende menneskeportræt, der samtidig er et billede på vores kultur. På dens lethed og dybde. På overflade og tyngde. Så hatten af for Teater V, der har lavet en mystisk, mystisk forestilling, der både er underlig, forunderlig og meget fascinerende.   

 

 

 

Medvirkende:

Jens Jørn Spottag, Karin Bang Heinemeier, Caspar Phillipson og Hans Henrik Clemensen.

Instruktion: Pelle Koppel

Manuskript: Jakob Weis

Scenografi: Rikke Juellund

Læs mere

Varighed: ca. 130 min. inkl. pause

Spilleperiode: 3.-31.maj 2015 

Anmeldelse: "Bang og Betty" på Hippodromen

Han sidder ventende – Herman Bang spillet af Ole Lemmeke. Stridslysten og parat, men også træt og udmattet af de mange kampe på vejen gennem det man kalder livet. Så træder hun ind – Betty Nansen spillet af Cecilie Stenspil. Det er instruktøren og primadonnaen. Det er katten efter musen. Det skifter hvem, der er efter hvem og hvorfor. De venter begge på Fritz Boesen, der skal spille overfor Betty i Strindbergs ”Frøken Julie”.  Frøken Julie og Jean.  Bang afbryder dem, tager nærmest over og ville allerhelst selv spille rollen som Frøken Julie overfor Fritzes Jean. Fritz er ren krop, ren drift. Både Bang og Betty ved det, mærker det og reagerer på det. Fritz har ikke lovet Bang noget, selv om Bang gerne vil love ham alt, også selv om det er tvivlsomt hvad han har af talent. Ind træder den unge Jensen: Johannes V. Jensen. Bleg, bebrillet og tilknappet. Hvad er hans ærinde? Er det så tilfældigt som han selv lader dem forstå, så tilfældigt at det er plausibelt at han lader sig indrullere som sufflør til dagens prøve på teatret?

Det virker usandsynligt, men det bringes så smukt og overbevisende i spil, at vi godtager det som forestillingens præmis. Det lykkedes fermt dramatikeren Jakob Weis at bringe de umage partnere på scenen i clinch. Han bliver hjulpet behændigt på vej af Christoffer Berdals lydefri iscenesættelse.

Hvad der fra første færd trætter i den manierede introduktion til figuren Bang, da han alene, ordløst gestikulerende går rundt inden dagens prøve, breder sig senere og giver fuld mening i den videre forestilling. Men jeg når at tænke, hvorfor skal vi endnu engang møde denne overdrevne feminine gestik, der tegner figuren? Hvornår får vi lov til at møde personen uden denne ydre karikatur – bare som menneske? Men næppe har jeg tænkt det, før jeg suges ind i det bagvedliggende drama, der udspilles mellem personerne til dagens prøve på Folketeatret. Og i denne prøven teksten og hinanden af, er der ingen blødsødenhed. Det er teatralsk veloplagt, men der er fuld indre dækning for det. Dog introduceres Fritzs figur lovlig stereotypt. Men også her er det blot det første øjet møder, for det blæses af de mange gange, hvor Fritz gentager overfor Bang: ”Jeg har ikke lovet Dem noget!”, hvortil Bang replicerer: ”Sig DU…!”. Så enkelt og dog så smertefuldt kan det hele opsummeres.

Selv om det er det rent ydre spil for galleriet som vi hele tiden møder i denne ”Tribadernes Nat” leveres den veloplagte og spændstige tekst, så psykologisk velmotiveret, at den sætter sig fast inde i beskueren. Det udspilles som en anden ”Klodernes Kamp”, men fremstår som et såre stærkt og tæt portræt af ikke mindst Bang og Betty. De to øvrige personer bliver aldrig til andet end skitser, selv om Johannes V. Jensens figur i slutningen får tilført noget af den fylde, der også lader den stå tilbage som en fint drejet karakteristik, men ellers er de to mindre eksponerende personer (hvoraf den anden som Fritz/Jørgen er en velfungerende dobbeltrolle) blot dem, der til stede for at bringe dramaet i spil, og fungerer godt som sådant.

Det er Bang og Betty som det handler om. Ole Lemmeke yder fornemt spil i rollen som Herman Bang. På én gang skrydende, men også med en fin sarthed, der går helt på tværs af figurens grovhed. Det er et rørende portræt. For vi kender det jo godt. Fra os selv. Finheden og grovheden, der går hånd i hånd. Ikke mindst kender vi det fra Bangs værker. Bang bor på teatret. Det er hans hjem. Dér føler han sig hjemme. Vi træffer ham både i 1. og 2. akt sovende på scenen, som om han aldrig har været derfra. Her er han tryg, og slipper for en del af den forfølgelse, der bliver ham til del udenfor. Han undslipper forfølgelserne ved at rejse væk – til Paris og Berlin. Men i Danmark er han udsat for den og her kan den indhente ham. Karikaturerne i Punch og Johannes V. Jensens perfide kronik i Politiken, hvor han scorer i samtiden, men samtidig laver selvmål. I stykkets oplæste epilog, hvor to breve imellem Johannes V. og Bang blotlægger at Johannes V. fortryder den smerte som kronikken har forvoldt Bang, tilstår han sit fejlgreb. Eller det gør han netop ikke, for han undskylder formen, men ikke indholdet. Samtidig anerkender han Bang som kunstner, på samme måde som Bang straks anerkendte ham som forfatter ved deres første møde på teatret.

 Jeg savner måske en optakt til denne afslutning, for den virker lidt abrupt, men det er næsten for intet at bemærke mod den tæthed og fine psykologi, der kendetegner resten af teksten. Det er imponerende, hvor godt det lykkedes at få en fængslende forestilling ud af dette materiale, der må have været svært og ikke mindst krævende at favne om. Det har krævet en bred favn.

Øverst hen over det smukke scenerum, flot indrammet af synlige scenespots i siderne, hvor omkring der spilles de tilstødende småscener, har scenografen Nina Flagstad anbragt ordene ”Ej blot til lyst”. Det er sjov ide, for netop ordet ”lyst” får i denne sammenhæng en helt ny og mere kødelig klang. På samme måde som det friskslagtede kød fra slagteren, der lægges på huggeblokken midt på scenen i 1. akt skal minde spillerne (og publikum) om, hvad dette handler om. Om råt kød, handler det. Om lyst, følelsesspektrum og om forløsningens gåde.

http://folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%202012-13/Bang%20og%20Betty.aspx?gclid=CMfnwpf-ibMCFVGhzAod0E8Amw