Viser opslag med etiketten Sinus Reuss. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sinus Reuss. Vis alle opslag

onsdag den 16. juli 2025

Anmeldelse: ZOMBIEJAGT af Sinus Reuss

 

Foto: Michael Svennevig. Forsideillustration: Kristian Flodgaard Bach.

 

Efter at have anmeldt Sinus Reuss´ ”CPH under vand” og ”Den vigtigste rolle” var jeg spændt på ”Zombiejagt”. Forfatterens vidtspændende greb på anderledes miljøer og situationer fornægter sig ikke i ”Zombiejagt”. Den er specielt skrevet for de 12-årige drenge, der slet ikke er læsende. Eller i hvert fald er så uvante med det, at der skal noget særligt til at få dem til at blive hængende i bogens univers.

I starten vægrede jeg mig. Hvad skulle jeg med en zombiefortælling – og hvad kunne denne genre overhovedet? Jeg kan godt lide vampyrfilm og har set mange af dem. Alligevel vendte jeg de første mange sider uden at føle noget for det. Jeg ledte nærmest efter en undskyldning for at lægge bogen fra mig, og så skete det forunderlige, dette særlige som Sinus Reuss er så god til. Han får alligevel bidt sig fast, så jeg umuligt kunne ryste bogen af mig og bare MÅTTE læse videre. Det er svært at sige, hvad det er, der sker, men alle læsende kender det punkt, hvor fiktionen løfter sig fra bogen og har direkte adgang til ens indre. Man må bare følge med, for man er selv blevet bidt af bogen, af universet og stemningen. Det ER en bog med bid i.

”Mit blik glider ned på drengen igen. Han må være tretten eller deromkring. Ligesom jeg var, da jeg fik feberen. Pandehåret hænger halvt ned over øjnene. Rystelserne er blevet værre. Det sker om lidt.” (”Zombiejagt”, side 10.)

Handlingen er henlagt til en nær fremtid, hvor menneskene jager zombierne. Halvlingerne er de nybidte, der i starten overhovedet ikke evner at styre deres blodtørst. De andre zombier forsøger at holde dem i skak. Det gør de ved tankens kraft, det er den måde de kommunikerer på. De behøver ikke længere at sige noget. Det giver personerne et ekstra kommunikerende spor. Det er i bogen gengivet i versaler (store bogstaver), og det er fascinerende at læse om, hvordan de når hinanden med tankens kraft alene.

”Drengen åbner øjnene, men menneskene har ryggen til ham, så de ser ham ikke. Han er halvling nu, og jeg kan mærke hans sind. Han hedder Adam.” (”Zombiejagt”, side 11.)

Vi bliver suget ind i et nyt univers, hvor zombierne er de klogeste og mest forstandige. Hvis de kunne, ville de udelukkende leve i overensstemmelse med jordens økosystem. Uden at forurene jorden og drive rovdrift på de sparsomme ressourcer, de grådige mennesker har efterladt sig. Det er svært at holde af menneskene efter at have læst ”Zombiejagt”.

”Vi løber gennem skoven. Adam vælter afsted mellem Lydia og mig. Vi kan ikke være lydløse med en halvling på slæb. Han er stadig lige så klodset som et menneske, og trangen til at bide gør ham svær at styre. Men efter noget tid er lydene fra menneskeflokken langt væk. Vi standser og står ubevægelige. Undtagen Adam.” (”Zombiejagt”, side 15.)

Sinus Reuss er ferm til at vende den genkendelige virkelighed på hovedet i sine boguniverser, hvilket gør, at vi som læsere får et nyt syn på det, vi oplever. Det er fornemt. Det betyder, at vi som læsere kommer derfra med en ny indsigt eller i hvert fald nye perspektiver på den verden vi lever i. Det er netop noget á la det, jeg ønsker mig at få ud af mødet med et andet (bog)univers.

På den ene side er stemningen i bogen dystopisk og mørkt undergangsladet, mens det på den anden side er en slags omvendt optimisme. Der ER håb, men det er et meget anderledes håb. Alting bliver vendt på hovedet, men er alligevel genkendeligt, fra et helt nyt perspektiv. Det er forfriskende og overraskende. ”Zombiejagt” er en dejlig overraskende læseoplevelse, der bider fra sig og hvæser! 



ZOMBIEJAGT af Sinus Reuss

Forlaget Heimdal, 2024.

Forsideillustration: Kristian Flodgaard Bach

79 sider.


*




Bogen er anmeldt forud for



hvor Sinus Reuss medvirker på 



*


Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025


*

søndag den 29. juni 2025

FESTIVALBØGER 2025: Læs uddrag af de 15 anmeldelser

 


Læs uddrag fra anmeldelserne af de 15 festivaludgivelser, der løbende offentliggøres forud for festivalen. Det er både helt nye og ældre udgivelser. De er enten for voksne, børn eller unge. Det er erindringer, digte, romaner, faglitteratur - og en enkelt CD. Det er udgivelser, der åbner vinduet ud til den omgivende verden. Det gør de rent geografisk, men også menneskeligt. Mød Grønland, Færøerne, Venezuela og Brasilien. Læs om Vestjylland og blomsterbørn i 70´erne, om transitionen fra kvinde til mand, om drømme og længsler - og om zombier, Blåbitter og krigsfotografi under 2. verdenskrig. Mød alle forfatterne (samt en oversætter) på Sommerfestivalen: Sinus Reuss, Ayaz Shah, Birgitte Bregnedal, Benthe Ploug, Irene Pedersen, Katrin Ottarsdóttir, Bernt Stubbe Østergaard, Simon Gjerløv, Hanne Marie Houkjær, John Doe Shelley, Marie Louise Malmstrøm, Tekla Irene Walther, JOMI/Signe Høirup Wille-Jørgensen og Lean Pejtersen.



Benthe Ploug 

LIVSFORTÆLLINGER 

32 danskere deler ud af deres livsvisdom

Erindringer. Forlaget mellemgaard, 2016. 206 sider.

Citater og stumper af levet liv væves sammen i teksten. Benthe Ploug bruger sproget til at formidle sine tanker så enkelt og præcist som muligt. Der er en fornøjelse at læse teksten. Alt bliver forklaret, så det fremstår enkelt, men alligevel så inciterende flertydigt, at det kun giver endnu mere lyst til at dykke videre ned i bogens mange lag.

Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 2.7.2025.



Sinus Reuss

ZOMBIEJAGT

 Forlaget Heimdal, 2024. 79 sider.

I starten vægrede jeg mig. Hvad skal jeg med en zombiefortælling – og hvad kan den genre overhovedet? Jeg kan godt lide vampyrfilm og har set mange af dem. Alligevel vendte jeg de første mange sider uden at føle noget for det. Jeg ledte nærmest efter en undskyldning for at lægge bogen fra mig, og så skete det forunderlige, dette særlige som Sinus Reuss er så god til. Han får alligevel bidt sig fast, så jeg umuligt kunne ryste bogen af mig og bare MÅ læse videre. 

 Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 17.7.2025.



 Irene Pedersen

KVINDEN I HITLERS BADEKAR

Jensen & Dalgaard, 2025, 210 s.

Man bliver straks suget ind i romanen. Allerede i den første scene møder vi Lee Miller som lille pige, der på badeværelset lader sig fotografere nøgen af faderen, der kalder hende ”unik”. Han tager ikke fotos af hendes brødre, kun af hende. Da hun senere står og spejler sig – igen nøgen, kommer hendes mor ind og spørger, hvad hun laver. Hun svarer: ”Jeg kigger på mig selv”, hvortil moren spørger: ”Og hvad ser du?” Lee svarer: ”Det ved jeg ikke”. Dermed er fortællingen sat i scene – og læserens blik er parat til at se og forstå det som den unge Lee Miller endnu ikke forstod om sig selv. 

 Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 7.7.2025 

 

Hanne Marie Houkjær 

LYSNINGER

Forlaget Folke, 2024. 334 s.

Hanne Marie Houkjær skriver som en drøm. Sprogligt er det en stor fornøjelse at læse debutromanen LYSNINGER, der kører i to separate spor, der til sidst knytter sig sammen. Historien udspringer af et møde hos købmanden i en lille midtjysk by. Den purunge Sofie får øje på ”Hofdamen”, der handler ind iført pels og gummistøvler. 

 Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 7.7.2025 




John Doe Shelley 

DEN LILLE BLÅ 

Doe Workz, 2019, 46 s.


Tonen er forunderlig og overjordisk. Vi er langt ude i galakserne. Fjernt fra alting og samtidig befinder vi os også i en verden, der er skøn og pudsig. Fortællingen skaber sit helt eget univers med egne regler og dogmer. Så slip jordkontakten og tag tilløb ind i denne særegne verden, hvor alting vi kender, er vendt på hovedet eller helt holdt op med at eksistere. 

 Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 17.7.2025






Marie Louise Malmstrøm

IS I MAVEN! 155 dage som kirurg i Nuuk

Frydendal, 2022. 170 sider.

På forsiden er der en bred formation, der nærmest falder ned fra midterryggen og breder sig ud nedefter. Som et isbjerg eller en isformation i blågrønne nuancer. Det går igen inde i bogen, hvor det danner en slags opdeling af bogen, når der flere steder er indsat dobbelte opslag, hvor udviskede grålige, isgrønne farver glider ind over hinanden som isfrosne overflader. Det er smukt og meget poetisk. Det understøtter bogens poetiske tone, der samtidig punkteres af den ramsaltede humor. Det er en fin kombination.

 Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 24. juli 2025  





Moacyr Scliar 

MAX OG KATTENE

 roman oversat af Lean Pejtersen

Jensen & Dalgaard, 1981/2024. 125 s.

Der er historier, der åbner sig for læseren med det samme. Sådan én er ”Max og kattene” af Moacyr Scliar,. Der er en varme og glød i teksten, der smitter af. Vi bliver lokket indenfor af en fortælling, der både tager os langt væk fra os selv, men samtidig også meget tættere på, end vi selv er klar over. Vi er i et magisk univers, hvor hverdagen og og det daglige liv er forgyldt.  Det træder os indbydende i møde. Det betager og fører læseren længere ind i historien. 

 Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 28. juni 2025  




Ayaz Shah 

LA VICTORIA 

Wadskjær Forlag, 2024. 158 s. 

Ayaz Shah er en 40-årig dansk forfatter, som har tilbragt syv år i Latinamerika, primært i Venezuela og Argentina, hvor han blev inspireret til at skrive bogen. Med en dansk mor og en far fra grænseområdet imellem Pakistan og Afghanistan, er bolden givet op til en roman, der er skrevet som magisk realisme og hvor vi får et unikt kik ind i en anden verden. Romanen skrev Ayaz Shah i Buenos Aires for flere år siden. Det er der kommet en fascinerende fortælling ud af. En fortælling, der er meget fortættet og stemningsfuld. 

Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 28. juli 2025 





Bernt Stubbe Østergaard

BLOMSTERBØRN. Livet i landkollektiverne  

Indblik Egolibris, 2019. 295 s.

Undertitlen, Livet i landbokollektiverne, rammer fortællingen ind. Det er et enormt researchmateriale som udgivelsen bygger på. Vi får hele forløbet fra start til slut. På de første 150 sider ridses forudsætninger op – eller snarere de manglende forudsætninger og hvad det resulterede i. I bogens anden halvdel opridses samarbejdet med Solvognen og aktionen i Rebild Bakker, men også alle de øvrige aktioner og aktiviteter. Der er mange bolde i luften, men der jongleres kompetent mellem bevægelsens historie og Bernt Stubbe Østergaards egne personlige erfaringer, der indlejrer sig smukt i teksten. Dermed bliver det både en fælles beretning, men samtidig også en personlig beretning, fortalt af en af prionerne. 

 Læs anmeldelse

Offentliggjort den 24. juli 2025



Birgitte Bregnedal 

PIGEN BAG SMILET  

Fru Nysgerrig, 2025, 132 s. 

Romanen PIGEN BAG SMILET er en selvstændig forsættelse af debutroman ”Pigen med sherifstjernen” fra 2021. Birgitte Bregnedals tætte og underspillede måde at formulere sig på, fornægter sig ikke. Hun kryber helt ind under huden på den delvist selvbiografiske pige, der i bogen er skildret som ”pigen bag smilet”. Hun er altid glad, og når hun ikke er det, lader hun bare som om. Forældrene er blevet skilt og hun forsøger at finde ligevægten sammen med søsteren, hunden og moren i det nye hus, hvor de er flyttet hen efter skilsmissen. Faren ser de kun sjældent, når han ellers husker deres aftaler. I stedet er moren begyndt at se Ejnar, som fortælleren ikke synes om. Det lader til at Ejnar også er gladest for hunden. Alting fortælles underspillet og indirekte. Det virker godt, men også meget forstemmende. Sproget er meget enkelt, og virker som om det er skrevet næsten uden nuancer, men det skal man ikke lade sig narre af, for lige bag det enkle ordvalg, er det et bundløst hav af uudtalte følelser og usagte sandheder. Det er det dyb, læseren uvægerligt falder ned i – og derfra er der ingen vej op.

Læs anmeldelse 

offentliggjort den 22. juli 2025

 


Katrin Ottarsdóttir

SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE

på dansk ved Anya Mathilde Poulsen, roman, 

Jensen & Dalgaard, 2024. 311 s.

Katrin Ottarsdóttir er en stærk skildrer af alt det usagte. Romanen er ikke lige så stærk og koncentreret som forgængeren. Det er synd, for det gode er rigtig godt, men det kæmper mod meningsløsheden i resten, dog er det også den meningsløshed, som hovedpersonen kæmper med. Det er svært for hovedpersonen at overleve. Det lykkes hende at skjule en graviditet, lige indtil veerne sætter ind. Vi er med hele vejen. Der helmes ikke. Læseren holdes i et jerngreb. Skrive, dét kan Katrin Ottarsdóttir. Det har hun allerede tydeligt bevist i sine tidligere udgivelser. 

 Læs anmeldelse 

offentliggjort den 22. juli 2025





Simon Gjerløv

TRANSMAND – Den lange vej

Forlaget mellemgsaard, 2025. 370 s.

Simon Gjerløvs debutbog, ”TRANSMAND – Den lange vej», kunne meget hurtigt blive en historie, der starter trist og ender godt, eftersom Simon er en af dem, for hvem det ender godt. Eller jeg burde nok snarere skrive, at han startede med en pigekrop, men endte som mand. Historier i den genre kan godt blive meget forudsigelige, men efter bare et par sider, er det tydeligt, at vi er i selskab med en ferm fortæller. Han kan skrive, Simon. Der er musik og stemning i teksten. Det virker i sig selv afvæbnende. 

 Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 30. juli 2025.  





Tekla Irene Walther 

DANSEN LATTEREN LIVET 

Eget forlag, 2025, 280 sider

Tilbage står indtrykket af en kvinde med et enormt mod og en formidabel åbenhed, på trods af at hun forsøger at fastholde indtrykket af, at hun aldrig rigtig har slået til og har haft svært ved at se sig selv og sine egne ønsker i øjnene. Men latteren bliver hendes redning – og også læserens. Beskrivelsen af, hvordan Tekla nærmer sig latterbevægelsen er fængslende. Bagefter kommer beskrivelsen af hendes dansende karriere i en sen alder samt de efterfølgende afsnit om rejserne rundt i verden. Det er betagende læsning. Det hele er så underspillet fortalt, at det ender med at virke betagende.

 Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 30. juli 2025.  



JOMI/Signe Høirup Wille-Jørgensen

BEVÆGELSE VÆK

Rebel with a Cause, 2024, 93 sider

Sproget spændes op og kastes langt ud i verden. Ordene knytter sig sammen i elastiske guirlander, der slynger sig tæt rundt om læseren. Der er et overskud og en rytme i sproget, som det er en fornøjelse at lade sig opsluge af. Det store og små knyttes elegant sammen. Verdenerne kolliderer, men det sker i smukt ordnede og tilskårne sproglige nuancer og former. Det er meget organisk, men også meget kvindeligt. Der er både en urkraft og en urmoder i teksten. Det er ikke sjovt at være mand i den heksegryde. Det kræver i hvert fald sin mand.

Læs anmeldelse

Offentliggjort den 31. juli 2025

*


Tom Sonntag 
 
FADING WITH BIRDS
 
11 numre. 75 minutter
Produktion: Tom Sonntag
Optagelse: sonnMusic/Tom Sonntag
Mix & mastering: sonnMusic/Tom Sonntag
Udgivelsesdag: 1. juli 2015

"Er "Fading With Birds" en svanesang? Er dette den finsk/danske komponist og musiker Tom Sonntags sidste udgivelse? Han skriver, at det handler om ”the ending of time”. Han er kørestolsbruger og har muskelsvind, så fremtiden er ikke uendelig for ham. Det er de kort, han har fået at spille med i dette liv. Musikken er båret af en stille resignation og en tilsyneladende ubesværet afklarethed. Det meditative er tydeligt, når han beskriver det som «a sound reflection om my wondering about the ending of time»... Not with fear, but as a relief from pain and distress. A strong hope to transcend into a state of ease... Courage to let go and fade away with birds…” Som et musikalsk testamente - et melodisk farvel til livet og naturen, båret af en spindelvævstynd lethed. kombineret med finsk melankoli. Det er blevet til 75 minutters musik fordelt på 11 skæringer. Det grafiske arbejde på omslaget og indercoveret, med fotos af Michael Dam og layout af Christian Grønne, har samme æstetiske lethed."

Læs anmeldelse.

Offentliggjort den 11. august 2025


*

Læs mere om festivalen.


torsdag den 18. juli 2024

VERDEN ER FULD AF VEJE: De skønlitterære festivalstemmer

Foto: Wilfred Gachau, Majka Bjørnager, Gaia Galbiati., Florentine Lassen., Anders Rye Skjoldjensen, Kirsten Hyldager og Michael Svennevig.

Længe leve romanen!

Der er noget særligt med romaner. Det, at veje en roman i hånden og vide, at heri er der et helt univers, som forfatteren har skabt for mig, for læseren, kan være svært at begribe og tro på, men det uvirkelige bliver virkeligt. Romanen kan som genre noget særligt. En roman kan ændre vores måde at opfatte os selv, verden og hinanden på. Derfor at romaner farlige, det er derfor der slås ned på forfatterne, for de besidder en særlig magt og evne til at få folk til at drømme om noget bedre. Til at digte en bedre verden – eller en værre for den sags skyld. Romanerne indeholder både himmel og helvede. At lade sig synke ned i en roman kan være som at tage et syrebad, men det kan også være noget af det mest vederkvægende. Mød 20 skønlitterære forfattere på festivalen. Nogle er måske lige debuteret, mens andre allerede har skrevet mange romaner, men fælles for alle er, at de håber at deres bøger griber fat i os og ikke lader os gå, før vi har læst dem til ende. Hermed er anbefalingen givet videre.

Her er listen over medvirkende skønlitterære festivalstemmer – dag for dag:


FESTIVALÅBNINGEN: 
Lørdag den 3. august kl. 12-21
i HF Prøvestenen, Kardinalgangen 3, 2300 Kbh. S.
Se programmet for dagen.



Foto: Wilfred Gachau.

PETER MADSEN

”Jeg er ret god til hemmeligheder. Hvis jeg ikke skulle være superhelt, så skulle jeg måske have været hemmelig agent.”
Forfatter Peter Madsen fortæller om sin debutroman, ”Vægten af et åndedrag” (Forlaget Leitura, 2023) og om sin fascination af superhelte og retfærdighed. Det startede i 8-10-årsalderen, hvor Peter tog sin supermandsdragt på inde under sit normale tøj og havde det på i skole, uden at sige det til nogen. Læs mere, hør podcast og læs anmeldelse.



Foto: Charlotte Lakits.

PER BLOCH

Ord, toner og illustrationer flyder sammen i Per Blochs roman ROSA I AL SLAGS LYS. Det er en parforholdsroman, hvor alt det banale bliver væsentligt og det væsentlige bliver banalt. Men måske er sproget nøglen til det hele, for humoren bærer det hele vejen igennem. Den er grum, barsk og overraskende. Mød forfatter og komponist Per Bloch til festivalåbningen, hvor han vil fortælle og afspille lydværker fra romanen. Læs anmeldelse.



2. FESTIVALDAG; tirsdag den 6. august kl. 15-21
i GLOBAL Arts Gallery, Skalbakken 8 A, Vanløse
Se programmet for dagen.




Foto: Majka Bjørnager.

ANNE HJÆLMSØ

Anne Hjælmsø er forfatter og hun bidrog til festivalbogen ”Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabets betydning” (2024). Hun læser sit essay, ”Omfavnelse” fra bogen, hvor hun bl.a. skriver: ”I mine drømme havde jeg i årevis fantaseret og leget med tanker om det fællesskab. Tænk om man en dag kunne blive en del af den attraktive gruppe. Hvis jeg kunne tale med et par stykker, spørge og lytte. Eller endnu mere vildt, en af dem ville henvende sig nysgerrigt til mig og venligt spørge ind til mine interesser. Drømme kan flimre som lyn gennem natten. Virkeligheden er langt mere omstændelig og kræver ofte forsøg, afvisninger, nye forsøg og så en dag, ville jeg måske komme tættere på fællesskabet. En dag sker det!” Anne har tidligere udgivet fire romaner og en novellesamling. Senest udkom "Med Tiden" (2023). Læs mere og hør podcast (2020).


Foto Michael Svennevig.

BENTE CLOD

43 år har forfatter Bente Clod (født 1946) tilbragt sammen med Emily Dickinsons digtning. Det har ført til oversættelsen af Dickinsons digte med udgivelsen "På min vulkan", (2005/2016) og romanen "Emily Dickinson. Skrift og Drift" (Gladiator, 2023). Emily Dickinson (USA 1830-1886) levede i Amherst, Massachusetts, men hendes digtning har siden spredt sig til store dele af verden. Læs mere, hør podcast og se anmeldelse (2024).


Foto: Michael Svennevig

MADAME GARBORG

"Alt var kun en drøm" var Madame Garborgs debutbog fra 2019: "Det er en skjult hilsen til min mor. Hun sang altid – og jeg fik aldrig sagt farvel til hende. Men det gjorde jeg så alligevel med bogen. Den sangtitel tegner faktisk mange af bogens tekster, og er forbundet med mange af de forestillinger man har om en lykkelig barndom, og lige så lykkelige parforhold." Garborgs tekst til sidste års festival kredsede stadig om hjemmet og om kærlighed. Det handler om følelserne, der blev trådt under fode i barndommen og som efterfølgende skal rettet ud i voksenlivet. Læs mere. Hør podcast (YouTube). Har også været medredaktør på festivalbogen "Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabets betydning" (2024). I år gælder det "Bare et lille sansestrejf før pausen. " Det er både duftende og velsmagende.


Foto: Michael Svennevig.


SINUS REUSS

Sinus Reuss fortæller om sin ungdomsroman DEN VIGTIGSTE ROLLE.
"Jeg tænkte fra starten, at temaet nok ikke ville holde til at udspille sig gennem en knap 500 sider lang roman, men der tog jeg fejl. Romanen handler også om fordomme og de forestillinger vi gør os om hinanden. Men måske handler den ikke mindst om, hvordan vi selv bliver holdt fast af disse forestillinger og fordomme." Læs anmeldelsen. På festivalen sidste år fortalte Sinus om science fiction-romanen "CPH under vand", hvor han skildrer livet, efter at verdenshavene er steget adskillige meter. København er oversvømmet, og har skiftet navn til CPH og er ikke længere Danmarks hovedstad. Det er en åben og optimistisk skildring af et fremtidigt liv på havet – eller rettere i havet. Læs mere. Hør podcast. (YouTube, 2023).


Foto: Michael Svennevig

LUCY LUDVIGSEN

”Kærlighed og kvindekamp” er Lucy Ludvigsens 3. roman, hvor hun skildrer årene fra 1960´erne og frem til i dag. Det er en tid og en fortælling, som hun selv har gennemlevet. Det er en skildring af kvindekamp, basisgrupper, Dannerhusets opståen, Lesbos - og et helt nyt fremspirende syn på kvinder og mænd. Men alle landvindinger skal fornyes, hvis det ikke skal gå i sig selv igen. Lucy Ludvigsem fortæller om dengang og nu. Lise Kamp Dahlerup læser uddrag fra romanen. Læs mere. Hør podcast. Læs anmeldelse (2024).


Foto: Gaia Galbiati.

ALEKSA OKANOVIC

Den dansk/serbiske dramatiker og nu også forfatter, Aleksa Okanovic, har skrevet en helt ulidelig, men også fantastisk debutroman, ”Mørkerædsel”, der foregår i og omkring en kz-lejr i Polen. Skuespilleren Hans Henrik Clemensen læser uddrag fra romanen. "Der er en krybende uro og utilpashed, der straks indfinder sig, når vi kommer med ind i lejren og siden videre ind i lejrkommandantens nærtliggende private bolig. Endnu mere knugende er det at blive vidne til ægtefællernes knagende samliv. Til sønnens skrig om natten og den natterædsel, han lider af. Dermed er brikkerne sat op til det dødens skakspil, der kun kan opstilles så djævelsk udspekuleret af en dramatiker. Godt nok er det Aleksa Okanovics romandebut, men han er i forvejen en velanskrevet dramatiker." Læs mere, hør podcast og se anmeldelsen (2024).



BENTHE PLOUG

Benthe Ploug har rundrejst i Indien, hvor hun har lavet research til sin kommende bog med arbejdstitlen, "Magi og mirakler i Indien". Hun skriver bl.a."Verdenen er et uudtømmeligt ocean af polyhistoriskhed, af mangesidighed, at farver, fantasier, erotik, kampe, smerter, af guddommelige og dæmoniske kræfter. For et stærkt logisk eller materialistisk menneske virker det bizart at forholde sig til den ufattelige billedrigdom. Tager man Hinduistiske Briller på næsen slår det dig måske, at templerne netop symboliserer Livets Mangfoldighed; alt eksisterer i denne vores verden."
​Det er tredje gang at Benthe medvirker på festivalen. Benthe, der også er psykoterapeut, har tidligere fortalt om et andet af hendes værker: ”Fortællinger om fortvivlelse og forvandling”, der består af 20 fortællinger, der omhandler forskellige eksistentielle livskriser. Læs beretningen.



POUL PARSBERG

Skuespilleren Poul Parsberg skriver:
”Alle kender vel “Kongens fald”, men har Johannes V. Jensen skrevet om queer????
I 1936 skrev han en novelle om dette emne. Ud over det, handler den om naboskab,
had, kærlighed og masochisme. Beskrivelsen af miljø og personer er, efter min menig forrygende, og han formår på fire sider, at få os rundt i hele følelsesregistret. Så glæd jer til 11 minutter i selskab med J. V. Jensen.” Se opslag.
Novellen bliver læst af Poul Parsberg, der også tidligere har medvirket på festivalen, hvor han har læst to monologer af forfatteren og dramatikeren Irene Pedersen.


Foto: Florentine Lassen.

FREJA BØGH LASSEN

Forfatter Freja Bøgh Lassen debuterede med romanen, FOR AT GÅ MED DIG sidste år. "De tre fortællinger er centreret omkring smerten ved at miste. Om sorgen, der slet ikke passer ind nogen steder. Hvor går man hen med den? Der er ikke plads til den mellem mennesker. Vi er bange for den – og med god grund, for hvordan skal vi tackle den? Fortællinger rummer ingen svar, men stiller mange spørgsmål i Freja Bøgh Lassens stærke debut-udgivelse.." Læs anmeldelse.



3. FESTIVALDAG: torsdag den 8. august kl. 19-21
i Salonen, Østerbrogade 222 på Østerbro.
se programmet for dagen.




BIRGITTE HESSELAA

Birgitte Hesselaa fortæller om Fjodor Dostojevskijs "Det Døde Hus": ” Det døde hus er Dostojevskijs beretning om livet i en lejr i Sibirien, som han selv lærte det at kende igennem fire år som fange, dømt for statsfjendtlig virksomhed. Tiden i lejren satte dybe spor i resten af forfatterskabet, hvor forbrydelsen og det, han kaldte ”forbrydelsens psykologi” er hovedtemaer. Men Det døde hus er også en læseoplevelse i sig selv og indgår i den russiske fængselslitteratur – en særlig russisk genre – som et af dens største værker.
​Birgitte var i en årrække ekstern lektor i dansk litteratur ved RUC og KU, censor ved universiteterne i dansk litteratur og dramaturgi. Sideløbende var hun dramaturg på DRTV 1976-88, programredaktør på TV2's fiktionsafdeling 1988-1989 og chefdramaturg på Det Kongelige Teater 1989-1994. I en årrække desuden litteraturanmelder og mangeårig underviser på Folkeuniversitetet i litteratur og teater. I de senere år med speciale i de russiske klassikere. Særligt Dostojevskij. Se opslag.



HENRIK HØJMARK THOMSEN

”Velkommen til det hvide helvede”
Henrik Højmark Thomsen, forfatter & glaciolog, fra Eventyrernes Klub fortæller: ”Jeg har fået spørgsmålet igen og igen eller har siddet i et selskab ved et veldækket bord: Hvad er det største eventyr, du har oplevet?”
”Det var en livsdrøm, som var gået i opfyldelse. Antarktis er suverænt det største og mest ekstreme isdække på jorden., og kontinentet er for en glaciolog, hvad en sejr ved Le Mans er for en racerkører, og hvad the Big Five er for en storvildtsjæger.
Antarktis er det højeste, det koldeste, det største, det tørreste og mest stormombruste kontinent i verden. Det er ikke så mærkeligt, at det er det eneste kontinent på kloden, hvor der ikke fast bor mennesker. Antarktis er som en fremmed planet – gold, kold og livsfjendsk, men satans fascinerende.”



LINETTE VALERI STORM

Linette Valeri Storm debuterer med romanen, Lauras bog".
""Lauras bog" er som en besværgelse, som at træde ind i et ritual, hvor der hviskes og tiskes i krogene. Kærligheden slår med fuld kraft alt og alle omkuld. Laura er en naturkraft. Hun er alt og intet. Hun er betagende, besværgende, fortryllende og altødelæggende. Hun giver og tager liv." Læs anmeldelse.




STIG DALAGER

Stig Dalager fortæller om 1. bind af flerbindsværket KÆRLIGHEDENS SPØGELSER, der handler om Franz Kafka. "Det er drømmen Stig Dalager og Franz Kafka har til fælles. Men det er netop også noget af det spændende og dragende ved første del af flerbindsværket, for i romanen brydes temperamenterne, og det er tydeligt at Dalager går langt for at møde Kafka, der har efterladt sig mange dagbøger, der inkorporeres i teksten ligesom Kafkas andre værker. Det hele centrifugeres og ud af dette kommer der dette dragende første bind af KÆRLIGHEDENS SPØGELSER." Anmeldelsen offentliggøres forud for festivalen. Skuespilleren Lise Kamp Dahlerup læser uddrag fra romanen. Romaner, digte, skuespil og kronikker. Det hele flyder i en inspireret strøm fra Stig Dalager, der er en af de mest oversatte nulevende danske forfattere. Læs mere. Hør podcast (YouTube).



Foto: Michael Svennevig.

HANNE MARIE SVENDSEN
Den 90-årige forfatter, Hanne Marie Svendsen, har senest bidraget til ”Moderelementet” (Gutkind, 2024), redigeret af Julie Sten-Knudsen, Liv Duvå, Kirstine Reffstrup, Ditte Holm Bro og Mia Degner. En antologi om mødre og moderrollen, perspektiveret gennem uddrag fra digte, noveller og romaner, udgivet i perioden 1895-2014 samt en række nye tekster. Hanne Marie Svendsen har bidraget med et uddrag fra debutromanen ”Mathildes drømmebog” (Gyldendal, 1977). Citat fra bogen: ”I processen med at finde tekster til antologien, skrev vi til Hanne Marie Svendsen og spurgte til bogens tilblivelsesproces og hendes tanker omkring den. Hun svarede: ”Var det en bog om kvindefrigørelse? Nej, snarere en bog om en kvinde, der overgiver sig til det normative, alt det hun har fået at vide er godt og rigtigt, og undertrykker sig selv.” I Salonen vil Hanne Marie Svendsen læse udvalgte passager fra bidraget til den nye antologi. Seneste udgivelse er ”Mellem regndråber” (roman, Gyldendal, 2019) som Hanne Marie fortalte om på sidste års festival. Læs mere. Hør podcast (YouTube, 2019).




PIA SIGMUND

"Jeg er så heldig, at jeg næsten kan kalde mig veteran i Michael Svennevigs festivaler. Jeg har grundlagt og sammen med Alaa Abdol-Hamid opbygget indsatsen "2 Timer om Ugen", hvor små børn med andre modersmål mødes med en voksen dansker to timer hver uge, en sprog- og kulturven, og sammen leger de det danske sprog frem. 2 Timer om Ugen er en succes og arbejder snart i fem kommuner rundt i landet. Nu i 2023 inviterede Michael mig til at skrive en tekst til ET ANDET BLIK, hvor jeg fortæller om min nylige rejse til Palæstina for at finde de gode historier. Gode historier, der giver håb og livsmod, findes, selv under de sværeste vilkår, mange flere end vi hører om i det daglige. Jeg er historiker og fortæller og har et stort hjerte for børnene og for mennesker, der ufrivilligt må forlade deres land – og for at finde og fortælle gode, positive historier. Læs mere. Hør podcast.




FESTIVALAFSLUTNINGEN: søndag den 11. august kl. 13-16
i Gårdhaven ved Dansk PEN, dronningensgade 14 på Christianshavn
hvis det ikke er udevejr bliver det i Dansk Forfatterforening,
Strandgade 6 - et par gader derfra.
Se programmet for dagen.




 
ANNE ZENON

Anne Zenon har skrevet tweenromanen BALALAS FEST (Brændpunkt, 2024). ”Silles mor drikker og har fået sit liv slået i stykker efter at en marokkansk kæreste droppede hende. Sille prøver så godt hun kan at få det til at glide. Kommunen blander sig og kommer med et ultimatum: hvis moren ikke opgiver drikkeriet, kommer hun, Sille, i familiepleje. I skolen er Sille en af de seje. Faktisk så sej, at det er svært for hende at nå frem til sine mere menneskelige sider, og hun chikanerer nogle af de andre. Mia, hendes bedste veninde, er den eneste som hun tør tage med hjem, for rodet og de tomme flasker vil hun ikke have andre til at se." Læs anmeldelse.




JIM HØJBERG

Forfatteren Jim Højberg er børnebibliotekar og har rejst meget i Afrika.
”Forfatteren har tydeligvis et dybt kendskab til kulturen og fortæller med et glimt i øjet. Det hele spindes dygtigt sammen til en historie, hvor der ofte fokuseres på forskellene mellem den europæiske/hvide måde og den afrikanske tilgang til mange ting. Det er fortalt kækt. Sproget er godt og melodiøst, men der fortælles så rapt, at teksten egentlig ikke rigtig når at falde til ro. Det er et spændende afrikansk ridt. Vi er hele tiden på farten. Det går over stok og sten. Det handlingsorienterede sker på bekostning af de mere karakterdrevne beskrivelser, men spændende fortalt er det.” Læs anmeldelse.


Foto: Anders Rye Skjoldjensen.

HANS HENRIK RASMUSSEN

Hans Henrik Rasmussen debuterede med romanen SPEJLTRÆET. "Romanen beskriver en evig venten. En slags afventende utålmodighed efter at give sig livet i vold og at træde ud i det. Efter at blive ét med det og endelig finde en form, et mål og en tone i livets enorme symfoni." Anmeldelsen offentliggøres forud for festivalen. Læs anmeldelse.



Foto: Michael Svennevig.

MURSHIDA ZAMAN
CINDY LYNN BROWN

Hold da op. Mushida Zamans 5. bogudgivelse, der først kommer på dansk med titlen USTANDSELIGT FORÅR og siden følger på engelsk, er noget ganske særligt. Mushida Zamans er Københavns 3. Friby-forfatter og har tilbragt de sidste 2½ år her. Mushida Zaman (1983) kommer fra Bangladesh og er her sammen med sin mand, der er filminstruktør. Hun skriver på bengalsk, der først er oversat til engelsk, hvorefter den dansk/amerikanske forfatter, digter og oversætter Cindy Lynn Brown har oversat novellesamlingen til smukt flydende dansk. Mød dem begge til festivalafslutningen. Læs mere. Hør podcast fra udgivelsen. Læs anmeldelse.



Foto: Michael Svennevig

BENEDICTE RIIS

​/Tante Andante har en lang række bogudgivelser bag sig. Lige så mange rejser og mange flere sangkompositioner. Geografisk strækker det sig over hele kloden. Benedicte har rejst rundt med sine sange og historier gennem mere end 40 år. Først med etableringen af Tante Andante-huse rundt omkring i verden. Siden har hun sejlet havene tynde – og nu gælder det så H. C. Andersen. Benedicte vil læse op fra ”Prinsessebogen”, der udkommer senere på måneden. Hun vil læse om, hvordan vi besejrer Snedronningen og lukker en masse vildveje. Modtager af festivalens Altruistiske Pris 2022. Læs mere. Hør podcast (YouTube, 2022).



Foto: Kirsten Hyldager

JAKOB HERO

​Forfatter Jakob Hero har skrevet sin roman nr. 2: IKKE ET KIRSEBÆR. "Historien forgrener sig vidt omkring på romanens 458 sider, men det hele holdes i stramme tømmer af den meget kapable forfatter. Det er en fornøjelse at være med på køreturen til Østrig. Hero har en meget vedholdende og insisterende forfatterstemme. Han satser det hele og søger helt ud, hvor tilværelsen står på spil og eksistensen knager." Læs anmeldelse.
Jakob Hero var også med på festivalen sidste år, hvor han fortalte om romandebuten, KUN NÅR DET BRÆNDER, hvor Dina får konstateret terminalcancer. Det unge par, midt i 20´erne skulle have nydt livet og alt det de var stillet i udsigt, men i stedet bliver det til at de langsomt skal opleve og forlige sig med – eller forsøge at forlige sig med, at det bliver deres sidste måneder sammen. Det er grumt, men det er svært at give slip på Jakob Heros romandebut KUN NÅR DET BRÆNDER. Læs anmeldelse: Indgik i serien ALVERDENS KÆRLIGHED.



Foto: Michael Svennevig.

ANNE NIELSEN
KLINT - ET STED I MIT HJERTE

Forfatter Anne Nielsen skriver på sin 3. roman om opvæksten ved Klint i Odsherred, nær Nykøbing Sjælland. Klint er et omdrejningspunkt i hendes liv. Festivalarrangøren, Michael Svennevig, har også gået af de samme stier. Sammen træder de ned i det gamle istidsformede landskab, mens minderne fører dem videre ad gamle veje og stier. Anne Nielsen har skrevet romanerne ”Snefald” (2011) og ”Natbog” (2016). På sidste års festival fortalte Anne om arbejdet med sin nye roman. Det blev til podcasten ”Med døden som en form for drivkraft”. I år har vi bevæget tilbage til åstedet. Læs mere og hør podcasten, optaget ved Klint (offentliggøres snart).



Foto: Michael Svennevig

KNUD VILBY

Forfatteren Knud Vilby (født 1942) har igennem en menneskealder kæmper for retfærdighed og givet sin stemme til kende, når der er blevet begået uret. Global udvikling, herunder fattigdom og miljø, optager ham brændende. Som talsmand og formand for en lang række betydningsbærende institutioner (bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Forfatterforening) har han gennem årene med stor troværdighed og grundige tilbundsgående research i såvel sin journalistik som i sine bogudgivelser altid været en lødig og værdifuld betragter og kommentator af vor verden og de politiske bevægelser, der har præget den. Meget sigende hedder en hans seneste udgivelser, "Udsat. Optegnelser om liv og nød". Knud Vilby holder den afsluttende båltale til festivalafslutningen på Christianshavn. Læs mere. Hør podcast (YouTube, 2020).

  
*

Festivalens program:
Festivalopvarmning: