Ørkendrømme: Anmeldelse: BEVÆGELSE VÆK af JOMI

onsdag den 30. juli 2025

Anmeldelse: BEVÆGELSE VÆK af JOMI

”mine hofter åbner sig
en sideløbende bevægelse
jeg gør den for at kunne holde det ud
alle de bevægelser i verden
jeg skal holde ud
alle de kombinationer jeg må finde
for at skabe meningsfuldhed
omkring mig selv
som menneske
på jorden” (side 6)

Jomi Massage (alias Signe Høirup Wille-Jørgensen) udgav ”Prikken over et år” på Asger Schnacks Forlag i 2018. Nu følger Jomis ”Bevægelse væk”, der udkom i maj på Rebel with a Cause. Fotoet på omslaget (som Jomi selv har taget) viser en gren, der peger frem mod månen, men det er faktisk solen. Sol og måne kredser om hinanden også i langdigtet. I citatet kredses det hele ind. Hovedpersonen fokuserer på ukrudtet mellem perlegruset i indkørslen. Noget eller nogen er tydeligvis kørt ud, uden at vende tilbage. Måske er hun forladt, eller også er det selvvalgt. Titlen indikerer, at det ikke bare er ”bevægelse”, men bevægelse væk fra noget. Hvad det drejer sig om, berettes i langdigtet én side senere, hvor der står: ”hvorfor forlod jeg ham ikke tidligere”.

Spørgsmålet vender tilbage flere gange. Hele langdigtet er et forsøg på at finde en forklaring på det. Det forklares bl.a. med ordene:

”sengen der bliver en arena for afmagt
magtforskydninger
kroppe som våben
der sigter
søgende
seksualiteten som en flitsbue
fyld mig ud skriger min krops åbninger
som om den er huller
af noget der er i stykker
fyld alt det der står alt for åbent
ud
lad mig mærke at det der trænger ind
aldrig kommer ud igen
jeg råber dette
på samme måde som han råber
på gårdspladsen
forladthedsangst i dette altid
uforudsigelige toneleje
ukendte rum
stemmer
der kommer fra et sted
skaber sorte øjne af gammelt blod
tabte slag
tomme huller
han råber efter mig
hans råb ebber ud
mister sit tag
i min nakke” (side 11-12)

Der er store følelser i spil. Det er himmelelementernes kamp mod hinanden. Allerførst skal jeg lige orientere mig for at modtage på dén frekvens. Jeg tænker kvindelitteratur i 70´erne, men det er meget mere end det. Det er flot orkestreret. Hvis det er musik, så starter det som Wagner, og senere bliver det måske mere Mahler, men der er ingen tvivl om, at Jomi er rundet af den musik, som hun også selv hovedsagelig er forbundet med. Dog ikke den klassiske. Sproget spændes op og kastes langt ud i verden. Ordene knytter sig sammen i elastiske guirlander, der slynger sig tæt rundt om læseren. Der er et overskud og en rytme i sproget, som det er en fornøjelse at lade sig opsluge af. Det store og små knyttes elegant sammen (ligesom i det første citat). Verdenerne kolliderer, men det sker i smukt ordnede og tilskårne sproglige nuancer og former. Det er meget organisk, men også meget kvindeligt. Der er både en urkraft og en urmoder i teksten. Det er ikke sjovt at være mand i den heksegryde. Det kræver i hvert fald sin mand.

Men det er spændende at begive sig stadig længere ind i den forheksede skov af amputerede følelser og lystfyldte drømme. Som mand er der mulighed for at nyde udsigter, der måske sjældent er os forundt. Der er noget at hente både for angriberen og den angrebne. Alting er ikke så enkelt. Det glider sammen, og langdigtet rummer mange nøgler til at forstå det bedre, men helt i havn kommer vi aldrig. Det er slet ikke meningen. Det er rejsen derhen, der er det væsentlige. Langdigtet tilbyder en fascinerende og meget inciterende rute gennem et mørkt fortryllet landskab. Jeg nød at rejse med.

At bruge langdigtet som form, så er der allerede skabt en historisk sluse tilbage i tiden. Det responderer fint med tekstens mange formulerede tanker om at det, der sker, er sket til alle tider. Det bliver tidløst. Det er kønnenes kamp og kærlighed. Om det er før eller nu spiller ingen rolle. Indirekte postuleres det også, at det er en kærlighedskamp, der vil blive udkæmpet til evig td. Det startede før langdigtet, og det bliver ved og fortsætter efter den sidste side i langdigtet er læst.

Digtet bevæger sig ad tidløse stier, og det øger læseværdighed og ophøjer teksten til et mytisk lag, hvor kønnene aldrig kommer til at forstå hinanden. Eller også er det netop det, det handler om, at vi finder sammen i konstellationer, der er dømt til at gå under, men også dømt til som sammenstyrtede broer igen og igen at opbygges på ny.

”Bevægelse væk” rummer også en del indsigter, som når kønskampen er ”forklædt som kærlighed” på en slagmark, hvor man er placeret som kæmpende soldater:

”jeg troede jeg bar
det hele blødt
i favnen
egentlig var jeg
en soldat
en fremmed
stående i samme ørken
med et misforstået ærinde” (side 39-40)

Men selv om de udkæmper umulige kampe mod hinanden, så er de også fælles om det:

”han og jeg
samme angst
intet må dø råbte jeg
og så døde det der ikke må dø
intet må dø råbte han
og så døde det der ikke må dø» (side 47)

Tiden ophører. Vi er igen og igen tilbage på gårdspladsen, sådan som vi var i det første citat, derved bliver langdigtet til et langt smerteligt opråb, der spindes om det gentagne spørgsmål: hvorfor forlod jeg ham ikke for længst? Hvorfor var jeg så længe om det?

Vi bliver ligesom hovedpersonen ikke klogere på det, men alligevel en smule mere afklare. Bare lidt i det mindste. Eller gør vi også det? Der gives så mange forklaringer, de nærmest ophæver hinanden.

Tilbage står, at vi er insekter omkring et brændende bål i mørket Vi kan ikke, men vi gør det alligevel. Vi må brænde op igen gang på gang, for det er ilden vi vil – og den vil også os. Vi tilintetgøres og opstår på ny - igen og igen.

Langdigtet beskriver en rejse, der aldrig sker. Vi rykker os ikke ud af stedet, og alligevel omslutter fortællingen det hele. Vi får alt og intet at vide. Vi skal selv vide at sortere i det. Det er ikke let, men det er nødvendigt. Tilmed er det kunstnerisk velskrevet, udsunget og komponeret. Det er en fornøjelse at blive holdt fast af denne messende ordstrøm, der er så inciterende og insisterende, at den udelukker alt andet.

Vi er i gang med en ceremoni – uden at vide det.

2/3-del gennem langdigtet dykker det, når det personlige fokus forsvinder og der i stedet fokuseres på børnene. Teksten begynder at flimre. Det, der tidligere stod frem som stærke sansninger, bliver i stedet til billedtale, men det virker ikke rigtigt forankret i det øvrige. Først på side 77 (17 sider senere), hvor vi igen er tilbage på gårdspladsen, hvor det hele startede, hænger teksten igen sammen for mig. Måske er det meningen, at alting (og ikke mindst meningen) skal gå under, men jeg foretrækker, når teksten giver mig indtryk af, at den selv ved, hvor den er på vej hen og hvad den vil. Elles bliver det bare postulater og billedtale.

Der tales meget om blod, og jeg ser for mig, at det er Medea, der sider ved bålet og venter. Hvad hun kan finde på, ved vi alle. Det er ildevarslende, og hovedpersonen brækker sig da også flere gange på gårdspladsen – i perlegruset.

”jeg går ind i huset
min kjole er tung
jeg går ind i huset
huset der ikke længere
er mit” (side 86)

langdigtet afsluttes med en mild form for forløsning, vejrtrækningen bliver friere – for der er sket en bevægelse væk.

”jeg står nøgen nu
frie hænder
bevæger blikket
fra trækronernes toppe
ned langs de massive stammers
bark
grenene langs stammernes sider
grene med kviste
arme og fingre
foden af et ræ
mine hænder
de frie hænder
bar ryg af blade fra kviste
til jorden
min ryggrad
mit maveskind med navlens port
åben
atter åben
bark og hud
jeg står der hvor jeg vendte mig om
jeg forlod ham
kjolen ligger
opløst
afsluttet
jeg står der hvor skoven ser tilbage
der hvor skoven begynder
modtagelig
arme og grene
en mulig omfavnelse
en bevægelse væk” (side92-93).