Anmeldelse: BEVÆGELSE VÆK af JOMI

 

”mine hofter åbner sig

en sideløbende bevægelse

jeg gør den for at kunne holde det ud

alle de bevægelser i verden

jeg skal holde ud

alle de kombinationer jeg må finde

for at skabe meningsfuldhed

omkring mig selv

som menneske

på jorden” (side 6)

Jomi Massage (alias Signe Høirup Wille-Jørgensen) udgav ”Prikken over et år” på Asger Schnacks Forlag i 2018. Nu følger Jomis ”Bevægelse væk”, der udkom i maj på Rebel with a Cause. Fotoet på omslaget (som Jomi selv har taget) viser en gren, der peger frem mod månen, men det er faktisk solen. Sol og måne kredser om hinanden også i langdigtet. I citatet kredses det hele ind. Hovedpersonen fokuserer på ukrudtet mellem perlegruset i indkørslen. Noget eller nogen er tydeligvis kørt ud, uden at vende tilbage. Måske er hun forladt, eller også er det selvvalgt. Titlen indikerer, at det ikke bare er ”bevægelse”, men bevægelse væk fra noget. Hvad det drejer sig om, berettes i langdigtet én side senere, hvor der står: ”hvorfor forlod jeg ham ikke tidligere”.

Spørgsmålet vender tilbage flere gange. Hele langdigtet er et forsøg på at finde en forklaring på det. Det forklares bl.a. med ordene:

”sengen der bliver en arena for afmagt

magtforskydninger

kroppe som våben

der sigter

søgende

seksualiteten som en flitsbue

fyld mig ud skriger min krops åbninger

som om den er huller

af noget der er i stykker

fyld alt det der står alt for åbent

ud

lad mig mærke at det der trænger ind

aldrig kommer ud igen

jeg råber dette

på samme måde som han råber

på gårdspladsen

forladthedsangst i dette altid

uforudsigelige toneleje

ukendte rum

stemmer

der kommer fra et sted

skaber sorte øjne af gammelt blod

tabte slag

tomme huller

han råber efter mig

hans råb ebber ud

mister sit tag

i min nakke” (side 11-12)

Der er store følelser i spil. Det er himmelelementernes kamp mod hinanden. Allerførst skal jeg lige orientere mig for at modtage på dén frekvens. Jeg tænker kvindelitteratur i 70´erne, men det er meget mere end det. Det er flot orkestreret. Hvis det er musik, så starter det som Wagner, og senere bliver det måske mere Mahler, men der er ingen tvivl om, at Jomi er rundet af den musik, som hun også selv hovedsagelig er forbundet med. Dog ikke den klassiske. Sproget spændes op og kastes langt ud i verden. Ordene knytter sig sammen i elastiske guirlander, der slynger sig tæt rundt om læseren. Der er et overskud og en rytme i sproget, som det er en fornøjelse at lade sig opsluge af.  Det store og små knyttes elegant sammen (ligesom i det første citat). Verdenerne kolliderer, men det sker i smukt ordnede og tilskårne sproglige nuancer og former. Det er meget organisk, men også meget kvindeligt. Der er både en urkraft og en urmoder i teksten. Det er ikke sjovt at være mand i den heksegryde. Det kræver i hvert fald sin mand.

Men det er spændende at begive sig stadig længere ind i den forheksede skov af amputerede følelser og lystfyldte drømme. Som mand er der mulighed for at nyde udsigter, der måske sjældent er os forundt. Der er noget at hente både for angriberen og den angrebne. Alting er ikke så enkelt. Det glider sammen, og langdigtet rummer mange nøgler til at forstå det bedre, men helt i havn kommer vi aldrig. Det er slet ikke meningen. Det er rejsen derhen, der er det væsentlige. Langdigtet tilbyder en fascinerende og meget inciterende rute gennem et mørkt fortryllet landskab. Jeg nød at rejse med.

At bruge langdigtet som form, så er der allerede skabt en historisk sluse tilbage i tiden. Det responderer fint med tekstens mange formulerede tanker om at det, der sker, er sket til alle tider. Det bliver tidløst. Det er kønnenes kamp og kærlighed. Om det er før eller nu spiller ingen rolle. Indirekte postuleres det også, at det er en kærlighedskamp, der vil blive udkæmpet til evig td. Det startede før langdigtet, og det bliver ved og fortsætter efter den sidste side i langdigtet er læst.

Digtet bevæger sig ad tidløse stier, og det øger læseværdighed og ophøjer teksten til et mytisk lag, hvor kønnene aldrig kommer til at forstå hinanden. Eller også er det netop det, det handler om, at vi finder sammen i konstellationer, der er dømt til at gå under, men også dømt til som sammenstyrtede broer igen og igen at opbygges på ny.

”Bevægelse væk” rummer også en del indsigter, som når kønskampen er ”forklædt som kærlighed” på en slagmark, hvor man er placeret som kæmpende soldater:

”jeg troede jeg bar

det hele blødt

i favnen

egentlig var jeg

en soldat

en fremmed

stående i samme ørken

med et misforstået ærinde” (side 39-40)

Men selv om de udkæmper umulige kampe mod hinanden, så er de også fælles om det:

”han og jeg

samme angst

intet må dø råbte jeg

og så døde det der ikke må dø

intet må dø råbte han

og så døde det der ikke må dø» (side 47)

Tiden ophører. Vi er igen og igen tilbage på gårdspladsen, sådan som vi var i det første citat, derved bliver langdigtet til et langt smerteligt opråb, der spindes om det gentagne spørgsmål: hvorfor forlod jeg ham ikke for længst? Hvorfor var jeg så længe om det?

Vi bliver ligesom hovedpersonen ikke klogere på det, men alligevel en smule mere afklare. Bare lidt i det mindste. Eller gør vi også det? Der gives så mange forklaringer, de nærmest ophæver hinanden.

Tilbage står, at vi er insekter omkring et brændende bål i mørket Vi kan ikke, men vi gør det alligevel. Vi må brænde op igen gang på gang, for det er ilden vi vil – og den vil også os. Vi tilintetgøres og opstår på ny - igen og igen.

Langdigtet beskriver en rejse, der aldrig sker. Vi rykker os ikke ud af stedet, og alligevel omslutter fortællingen det hele. Vi får alt og intet at vide. Vi skal selv vide at sortere i det. Det er ikke let, men det er nødvendigt. Tilmed er det kunstnerisk velskrevet, udsunget og komponeret. Det er en fornøjelse at blive holdt fast af denne messende ordstrøm, der er så inciterende og insisterende, at den udelukker alt andet.

Vi er i gang med en ceremoni – uden at vide det.

2/3-del gennem langdigtet dykker det, når det personlige fokus forsvinder og der i stedet fokuseres på børnene. Teksten begynder at flimre. Det, der tidligere stod frem som stærke sansninger, bliver i stedet til billedtale, men det virker ikke rigtigt forankret i det øvrige. Først på side 77 (17 sider senere), hvor vi igen er tilbage på gårdspladsen, hvor det hele startede, hænger teksten igen sammen for mig. Måske er det meningen, at alting (og ikke mindst meningen) skal gå under, men jeg foretrækker, når teksten giver mig indtryk af, at den selv ved, hvor den er på vej hen og hvad den vil. Elles bliver det bare postulater og billedtale.

Der tales meget om blod, og jeg ser for mig, at det er Medea, der sider ved bålet og venter. Hvad hun kan finde på, ved vi alle. Det er ildevarslende, og hovedpersonen brækker sig da også flere gange på gårdspladsen – i perlegruset.

”jeg går ind i huset

min kjole er tung

jeg går ind i huset

huset der ikke længere

er mit” (side 86)

langdigtet afsluttes med en mild form for forløsning, vejrtrækningen bliver friere – for der er sket en bevægelse væk.

”jeg står nøgen nu

frie hænder

bevæger blikket

fra trækronernes toppe

ned langs de massive stammers

bark

grenene langs stammernes sider

grene med kviste

arme og fingre

foden af et ræ

mine hænder

de frie hænder

bar ryg af blade fra kviste

til jorden

min ryggrad

mit maveskind med navlens port

åben

atter åben

bark og hud

jeg står der hvor jeg vendte mig om

jeg forlod ham

kjolen ligger

opløst

afsluttet

jeg står der hvor skoven ser tilbage

der hvor skoven begynder

modtagelig

arme og grene

en mulig omfavnelse

en bevægelse væk” (side92-93).

 

Jomi

BEVÆGELSE VÆK

Rebel with a Cause, 2025

 93 sider

 *

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor JOMI medvirker til

festivalåbningen på Amager. 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

 

 

Anmeldelse: LAURAS BOG af Linette Valerie Storm

 

Foto: Storm Unnerup. Bogforside: Anne Mousten.

LAURAS BOG er som en besværgelse, som at træde ind i et ritual, hvor der hviskes og tiskes i krogene. Kærligheden slår med fuld kraft alt og alle omkuld. Laura er en naturkraft. Hun er alt og intet. Hun er betagende, besværgende, fortryllende og altødelæggende. Hun giver og tager liv. Fortællerens eget navn, som hun deler med forfatteren, meddeles først sent i den ”autofiktive kortroman”. Det er slet og ret en roman. Autofiktiv eller ej, er ligegyldigt for mig, for det er dét, der står på siderne, der afgør om teksten virker. Jeg er ligeglad med, om det er selvoplevet eller ej. Jeg spørger jo heller ikke en skuespiller om, hun selv har slået et menneske ihjel. Det, som teksten afsætter i mig, i læseren, afgør det. LAURAS BOG er som en besættelse. Jeg kunne ikke lægge den fra mig. Det var som at træde ud i mørket og så lade sig falde. Det er det samme, fortælleren beskriver, at der sker efter mødet med Laura. På sæt og uvis er det en ret almindelig beretning om en altfortærende kærlighed, der brænder alt af. Det er glæde og tilintetgørelse i én gigantisk orgasme, men måden det er beskrevet på, gør det til en næsten magisk oplevelse.

Hver gang jeg tror at jeg ved, hvad historien handler om, rykkes tæppet væk under mig. Det er skrevet af en ferm beretter, der docerer sit stof som en fortræffelig fortællerske.

Intet er som det først synes, så derfor er det også synd at referere for meget af handlingen, men udgangspunktet er mødet mellem fortælleren og Laura. Laura giver og tager liv. Pludselig forsvinder hun tilbage til Sverige, hvor hendes plejefamilie bor, men de første 8 år, inden hun kom i pleje, taler hun ikke om og med god grund – og det hænger selvfølgelig sammen med hendes forsvindinger.

Det er en roman, som det er godt at blive klog på. Der er meget at lære om menneskelig adfærd. Den handler om kærlighed på flere planer. Man kan godt sige, at de to hovedpersoner lever helt adskilte liv. I hver fald i starten. Fortællerens egen familiære historie er heller ikke uproblematisk, men beretningerne om, hvordan hun og hendes halvbrødre knytter sig til hinanden er rørende. Stedfaren tyranniserer hjemmet, og Linette bliver en slags reservemor for de to drengebørn, der ellers bare ville have været overladt til sig selv i en voldelig opvækst. Med disse sideløbende beskrivelser og relationen til Laura, er romanen en fascinerende beskrivelse af kærlighedens væsen – og uvæsen. Men det er selve den besværgende fortællestil, der bærer den sælsomme beretning. Hvis tekste blev klippet til, kunne den sagtens opføres som monolog. For det hele lever og ånder, det er let at se det for sig. Personernes glæde, sorg og smerte står lyslevende frem. Det er betagende læsning.

Lige så svært det er for hovedpersonen at frigøre sig fra Laura, lige så svært var det for mig at frigøre mig fra romanen. Den rækker ud til sine læsere og holder dem i et jerngreb, der er ingen nåde. Det ender ikke godt, men sådan går det, når besværgelserne slipper op. LAURAS BOG er en livskraftig besværgelse, selv om livet ebber ud af den.

Uddrag fra bogen:

”Laura fortæller min historie ude at fortælle mig. Jeg er ikke Laura, Laura er ikke Laura, vi er alle Laura, men kun Laura taler. Hun bølger om mig som lyserøde candyflossskyer efter den første aften jeg møder hende.” (s. 7)

”Jeg er ikke bange nu, jeg er ikke bange når hun løsner kæberne og slipper en lyd, ikke en stønnende lyd, ikke et ord men en tilståelse af at hun ikke vil slippe mørket før vi er igennem det, det vil vende tilbage med sin mission og vi vil ikke kunne slippe det næste gang, og hun elsker mig altid mest, bagefter.” (s. 116)

 

LAURAS BOG af Linette Valerie Storm

Rebel With a Cause, 2023

164 sider

Læs uddrag fra de øvrige festivalanmeldelser:

 Mød Linette Valerie Storm 

og hør mere om romanen på den kommende festival.

Læs mere om festivalen