Ørkendrømme: Anmeldelse: DEN VIGTIGSTE ROLLE af Sinus Reuss

søndag den 7. juli 2024

Anmeldelse: DEN VIGTIGSTE ROLLE af Sinus Reuss

Foto: Michael Svennevig. Omslag: Sissel Moody,

William er privilegeret og har styr på det hele. Hans forældre tager for givet, at sønnen selvfølgelig får en hovedrolle. Det gør han også, selv om alting bliver meget anderledes, end han og alle de andre forventer. Klassens og skolens bølle, Michael, viser sig pludselig, da hovedrollen som prinsen skal besættes. Da han meget overraskende giver en glimrende prøve på rollen, er der ingen tvivl om, at rollen er hans - og så er der kun den anden hovedrolle tilbage: prinsessens.

Det er utænkeligt, at Williams kan komme hjem til sine forældre uden at have fået en hovedrolle. Så han får den resterende rolle – som prinsesse. Han regner alligevel med, at Michael falder fra eller tæver en eller anden, og hvis det sker, så er han straks ude af skolekomedien.

Da han kommer hjem, har forældrene allerede åbnet champagnen for at fejre, at han har fået rollen, men de ved ikke, hvilken rolle han har fået.

Det er spændende at følge forløbet mellem de to hovedrolleindehavere, der langsomt kommer tættere og tættere på hinanden, indtil noget helt andet spirer frem. Vi oplever det med Williams blik og bliver placeret midt i det oprørte følelseshav, som han dumper ned i, da der spirer følelser frem for Michael, som han ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, at han havde. Hvordan håndterer han det – og hvad sker der siden?

Med romanens 490 sider når Sinus Reus hele vejen rundt om personerne og den afgrund af blandede følelser, som skolekomedien og spillet imellem dem efterlader dem i. Det er beskrevet frejdigt og direkte, og udelukker enhver sentimentalitet, og alligevel bliver de hårde drenge blødgjort af det, de kommer til at føle for hinanden. Samtidig får vi også mere at høre om Michaels familiære baggrund, der gør, at skuespillet for ham er hans måde at overleve på, da han skal trækkes med en voldelig far. Mores døde, da han var lille.

Jeg tænkte fra starten, at temaet nok ikke ville holde til at udspille sig gennem en knap 500 sider lang roman, men der tog jeg fejl. Romanen handler også om fordomme og de forestillinger vi gør os om hinanden. Men måske handler den allermest om, hvordan vi selv bliver holdt fast af disse forestillinger og fordomme. For det sker for såvel William som Michael.

Jeg mindes selv en skolekomedie, hvor jeg spillede hovedrollen, og hvor jeg i en sen nattetime rakte ud efter en anden på holdet, og hvordan det skabte en helt ny verden, jeg trådte ind i. Det var godt nok en pige, men følelsen sidder stadig solidt plantet i mig. På samme måde med Simon Reuss´ figurer, der rejser sig overbevisende fra siderne, og beretter om, hvordan kærligheden kan gøre os til bedre mennesker. Det lyder som en kliché, men i romanen får det kød og blod og fungerer overbevisende. Der er en rå nærhed, der er betagende. Jeg følte mig i hvert fald fuldstændig hensat til dengang jeg selv spillede den vigtigste rolle.

”Hele salen klapper og jubler. Bang og Oscar pifter. Victor har løftet sin telefon, er sikkert ved at filme mig, så vi kan lægge det ud på årgangens chat. Nogle af pigerne har også telefonerne fremme. Jeg smiler og bukker overdrevent, før jeg går hen til gutterne, der griner og klapper mig på skuldrene. Min personlige fanskare. Jeg elsker det. Selv Oscar og Yusuf slår jokeriet fra, når det gælder noget vigtigt. Suzette stiller sig op ved siden af bordet, og alle andre kigger spændt på hende. Jeg er helt rolig. Det bliver selvfølgelig mig.

”Ja, det er vist rimeligt oplagt, hvem-”

”Jeg vil også prøve.” siger en stemme, der er dyb og perfekt og får det til at sitre i mit bryst. Der går et splitsekund, før ordene siver ind.

What?

Alle glor på Michael, der går hen til Suzette.

Michael? Jeg bider så hårdt sammen, at min kæbe knager. Det skal fandme være løgn.

Jeg skrider over til Suzette, der bare stirrer op på ham med åben mund.

”Det giver overhovedet ikke mening.” Jeg ignorerer Michael totalt. ”Han er jo ikke engang med på dramaholdet-«

”Det er ikke noget krav.”

(side 9-10)