Fotos: Ditte Valente ("Fools´ Paradise") / Søren Meisner ("På Bornholm må man græde overalt")
Alt det vi ikke taler om, træder os i møde i de to forestillinger: "Fools´ Paradise" på Teater ZeBU på Amager, baseret på maleren Michael Kviums værker, og "På Bornholm må man græde over alt" på Teater Vestvolden i Hvidovre, hvor sorgen gennemtrænger det hele. To stærke frisættende og visuelt fabulerende forestillinger om at være sat fast. Om alt det fortiede, der omgiver os.
Foto: Ditte Valente.
FOOLS´ PARADISE
på Teater ZeBU
19. oktober - 5. november 2023
fra 14 år af
Co-produktion
Meridiano Teatret, Operaen i Midten, ZeBU
En efter en kommer de ind på scenen, gående med hver sin gule olietønde. De går inde i tønderne og er kun synlige fra livet og op. De er hvidsminkede og iført stramme hvide heldragter, der fremhæver alt, hvad der kropsligt hænger på dem, når de lader det hele falde. Baggrunden er dyb blå. Det er levende gengivelser af maleren Michael Kviums værker. Disse sære værker skabt af en kompromisløs kunstner. FOOLS´ PARADISE er skabt i en løbende dialog mellem iscenesætteren og teatermagikeren Giaccomo Ravicchio og Michael Kvium.
Foto: Ditte Valente.
Det er overvældende at opleve den 70 minutter lange forestilling. Bagefter er det svært at finde tilbage i sig selv. Teaterrejsen har ført os viden om. Helt ud i den store verden og helt tæt på. Vi har kikket ind i et trolddomsspejl og set os selv meget klart. Mere klart end de flest nok har lyst til. Kviums værker og motiver er ikonografiske. De ligner ikke noget andet. Har man én gang set dem, glemmer man dem ikke. Han er kontroversiel, og meningerne om hans værker er delte. Han stiller spørgsmål, sådan som den bedste kunst gør. Han lader os se os selv og det vi ser, er ikke flatterende. Hans blik på os og dermed sig selv er nådesløst. Han er ikke en pleaser.
Foto: Ditte Valente.
Det samme gælder forestillingen, FOOLS´ PARADISE, men dens fabulering er uimodståelig. Gang på gang bliver vi slået af betagelse. Jo, det er grimt, ækelt og frastødende, men det er samtidig dybt fascinerende. Der er nogle kunstnere, der insisterer på undergangen, som fx. den store tyske billedkunstner Anselm Kiefer, hvor ethvert håb er forsvundet, og alligevel går man opløftet fra hans visuelle værker. På samme måde med Kvium og endnu mere med Giaccomo Ravicchio´s levendeliggørelse af værkerne. Når stor kunst breder vingerne ud, kan den svinge sig højt op over den misere og undergang, som den fokuserer på. Det sker i FOOLS´ PARADISE, hvor der ingen ende er på alt det forfærdelige, som mennesket rummer og udsætter sig selv og hinanden for, og alligevel er det en fryd at drage med på teaterrejsen. Nogen egentlig handling er der ikke. I stedet en række tableauer og små situationer, der fortæller alt om at være menneske. Ikke altid rare historier, for det er beretninger om, hvad vi rummer, når alt det ydre er taget fra os - og når vi lader det hele hænge. Dér midt i opgivelsen møder vi os selv og hinanden.
Foto: Ditte Valente.
Det er særligt vellykket, dette møde mellem den italienske teatermand og den danske maler. Det er det kolde nord, der møder det varme syd. Det lyder måske som en kliché, men det er ikke desto mindre i dette sammenstød, at poesien opstår, og alt det mørke og groteske finder sin egen musik og breder sig ud i en overvældende farvepalet. Det bliver levendegjort fortræffeligt af de 5 skuespillere: Lars Begtrup, Therese Glahn, Jan Overgaard Mogensen, Karin Norrinder og Serafín Ziquer Xavier. De er hver især gode og sammen slår de gnister. Alt er orkestreret på fineste vis ned til mindste detalje, så da en hat falder af ved et uheld, skaber det straks ravage i den glidende række billedtableauer, som vi blevet præsenteret for. Men det er også først i dét øjeblik, at vi rigtig bliver klar over, hvor stramt komponeret det hele er. Indtil da er det hele bliver afviklet så glidende, at det virker som en leg. Godt nok en makaber én af slagsen, men alligevel.
Foto: Ditte Valente.
Der er så mange overraskende tableauer, så mange små chok og overraskelser i løbet af forestillingen, at oplevelserne står i kø. Det gav et gib i mig, da Karin Norrinder bryder ud i den skønneste sang. Inden da har de fem på scenen opført en hel lille fødselsscene, hvor de langsomt får mæle og finder ud af, at de kan kommunikere sammen. Eller at de i hvert fald kan begynde at udstøde de første uartikulerede lyde, og pludselige bryder Karin Norrinder ud i opera.
Foto: Ditte Valente.
Det er en flot holdpræstation. De fem på scenen er utrolige. De er fascinerende på hver deres måde. Lars Begtrup er måske den, der kan se mest sølle, mens Therese Glahn ligner en omkringvandrende bombe, der er lige ved at springe (og også gør det på et tidspunkt). Jan Overgaard Mogensen ligner en bøddel, men kan også se fuldstændig stupid ud. Karin Norrinder er nok den, der ser mest debil ud. Som om enhver forstand er gledet hende af hænde. Hendes kropslige volumen er overvældende. Hun ligner samtidig en enorm baby, mens Serafín Ziquer Xavier, den højeste af dem, ser så måbende ud, at man tror det er løgn. Deres forskellige fysiognomier er betagende og meget Kvium´ske i al deres afpillede nøgenhed. Kvium er ligeglad med ydre beklædning. Det er det nøgne menneske, der optager ham. Hvad er et menneske? Hvem er vi som mennesker? Hvorfor er vi her i det hele taget? Kan vi overhovedet bidrage med noget, der kan gøre en forskel? Det synes han ikke at mene. I stedet fokuserer han på vores uudslukkelige begær, egenrådighed og jalousi. Vores smålighed og umenneskelighed. Eller rettere insisterer han på, at det netop er vores umenneskelighed, der gør os menneskelige. Men der er ikke meget håb for menneskeartens overlevelse. Men sådan som han skildrer os, er det heller ikke noget stort tab.
Foto: Ditte Valente.
Igen sker underet, selv om der insisteres på opgivelse og undergang, går man lutret fra oplevelsen. Kunsten er så stærk, at den skaber sin egen bro videre. Det bliver endnu tydeligere i den sceniske versionering af Kviums billedverden. Det er kunsten, der faktisk kan frelse os, selv om vi tydeligvis er dømt til undergang. Men måske er der alligevel håb, når det virker så berigende og vitaliserende? Prøv det selv! Man er aldrig den samme efter at have mødt Kviums billedværker - slet ikke efter mødet med FOOLS´ PARADISE.
Foto: Ditte Valente.
”MIT FØRSTE MØDE MED MICHAEL KVIUMS KUNST FANDT STED FORAN EN UDSTILLINGSPLAKAT PÅ GÅGADEN I HORSENS EN TILFÆLDIG DAG FOR SNART 30 ÅR SIDEN, KORT EFTER JEG LIGE VAR FLYTTET TIL DANMARK FRA ITALIEN.”
– Instruktør Giaccomo Ravicchio -
”Bag ethvert godt kunstværk ligger der en revolution.”
– Michael Kvium
Foto: Ditte Valente.
Co-produktion
Meridiano Teatret, Operaen i Midten, ZeBU
Instruktør, dramatiker og scenograf
Giacomo Ravicchio
Medvirkende
Lars Begtrup, Therese Glahn, Jan Overgaard Mogensen, Karin Norrinder, Serafín Ziquer Xavier
Komponist og lyddesigner
Jérôme Baur
Lysdesigner
Martin Danielsen
Dramaturgisk konsulent
Elise Müller
Koreografisk konsulent
Jørgen Carlslund
Manusoversættelse
Elise Müller, Henriette Zichau Hertz
Kostumedesigner
Karin Ørum
Skrædder
Anne Jørgensen
Dukkemager
Katrine Karlsen
Produktionsleder
Nicole Johansen
Værksted
Steen Molls
Afvikling
Nicolai Micallef, Steen Molls
Tekniker
Katja Andreassen
Foto: Søren Meisner.
PÅ BORNHOLM MÅ MAN GRÆDE OVERALT
på Teater Vestvolden
21. oktober - 18. november 2023
50 minutter
fra 14 år af
Martha Flyvholm Todes debutroman, "På Bornholm må man græde overalt" er af Simone Isabel Nørgaard bearbejdet til teater i Kasper Sejersens instruktion. Ludmilla Faber Striim er som Maria alene på scenen, men også i verden. Hun går på gymnasiet, da det værst tænkelige sker. "Det værst tænkelige" er døden, der strejfer hende med sin mørke vinge. Efter stedfaren Tores død er Maria forvirret, fortabt og føler sig helt følelsesløs.
Forestillingen er lavet som en lydrejse, hvor Maria er alene omgivet af stemmer. Andre forsøger at trænge ind til hende, men hun kan ikke møde dem og deres forventninger. De prøver på alle måder at nå hende, men det er gået i stykker inde i hende. Hun har tabt meningen, og flyder afsted på en bølge, der slår hende hid og did.
Det er en pointe, at vi slet ikke ser de andre, men kun Maria, der i Ludmilla Faber Striims skikkelse tager os med ud på en sorgrejse gennem verden - og helt til Bornholm. Titlen lægger op til, at man kan græde overalt på øen. Man er helt alene. Det er uden for sæsonen. Der er helt tomt, så man kan græde uforstyrret. Maria er taget derover med sin sørgende mor, der forsøger at klare sig igennem. Stedfarens to sønner er også med. Maria føler sig tæt på dem og håber, at de vil blive ved med at være hendes brødre. Stedfaren var der for Maria og tog sig af hende. Lidt lakonisk siger hun, at hun er heldig for modsat brødrene har hun stadig sin egen far. Vi hører kun deres stemmer. Faren rejser hid og did og ringer til hende. Han lyder lidt fjollet og dumsmart, når han blander forskellige sprog i et forsøg på at nå hende. Vennen Sylvester, eller Sylle som hun kalder ham, forsøger på 100 forskellige måder at få hende til at tale om, hvad der sket, men hun kan ikke. Veninden er på rejse og ringer fra Indien. Fra andre har hun fået at vide, hvad der er sket, men Maia har ikke sagt noget om det til hende. Kæresten Elliot er englænder og i London. Maria er ladt alene tilbage.
Maria står midt på scenen, adskilt fra os af et gennemsigtigt fortæppe, hvorpå der opprojiceres linjer og kurver, der snor sig ud og ind om hende som bølger, der slår imod hende. Nogle gange samler det sig om hende. Andre gange slår hun mod tæppet for at undgå at drukne eller presser ansigt og krop imod det som var det en gennemsigtig hinde, der beskyttede hende mod alt det hun ikke kan forholde sig til, men som samtidig også forhindrer hende i at nå frem til det. Men pludselig brister hinden, og fortæppet daler ned om hende. Senere glider bagtæppet til side og lader os kigge ind i rummet bag, som om det er hendes indre, hvor der opprojiceres de bølger, der hele tiden har været ved at drukne hende. Til sidst lærer hun at holde sig oven vande og svømme. Hun klarer sig igennem og kommer ud på den anden side - og kommer tørskoet i land.
Skildringen af hendes følelsesløshed er stærk og knugende. Døden bliver hele tiden holdt ud i strakt arm som noget, der er umuligt at forlige sig med. Noget, der altid er umuligt at forstå - og ikke kun for Maria. Det ligger som en mørk skygge neden under det hele. Alle, der har været berørt af dens sorte vinge ved, at man når et nulpunkt. Meningen forsvinder, samtidig med at ens fodfæste skrider.
Beskrivelsen af denne intethed er ramt meget præcist. Jeg tager mig i, at jeg i længere tid har siddet og spændt i kroppen, og på et tidspunkt sidder med tilbageholdt åndedræt. Det er meget underspillet, men fraværet af døden fylder det hele og virker stærkest, når det næsten ikke nævnes. Teksten er meget diskret og forsigtig, og det gør fraværet så meget desto mere knugende og præsent. Det må være svært for Ludmilla Faber Striim i en lille times tid kun at skulle spille sammen med ren teknik og båndede stemme, men sådan føles det ikke. Måske skyldes det, at al stemmelægning - bl.a. Maria Rich, Amalie Drud Abildgaard, Kristoffer Eriknauer, Gerard Carey Bidstrup, Ernst Jannerup Gjesing og Patrick Walshe McBride - er ypperlig, så det fungerer som godt sammenspil. Det hele er holdt sammen af en stram instruktion og en stærk og meget præcis tekst. Flora Pelle Brandt har skabt lys- og videodesign. Lyddesignet er af Weronika Andersen med musik af thrdcltrkd.
Foto: Søren Meisner.
PÅ BORNHOLM MÅ MAN GRÆDE OVERALT
MEDVIRKENDE
PÅ SCENEN
Ludmilla Faber Striim
DRAMATIKER
Simone Isabel Nørgaard
INSTRUKTION
Kasper Sejersen
LYDDESIGN
Weronika Andersen
MUSIK
LYS, VIDEODESIGN OG KOSTUME
Flora Pelle Brandt
SCENOGRAFI
Flora Pelle Brandt og Teater Vestvolden
VÆRKSTED
Gert Christoffersen
AFVIKLING
Mikkjal Galan
PRODUCENT
Stephan Pollner
VOICE OVER
Maria Rich
Amalie Drud Abildgaard
Kristoffer Eriknauer
Gerard Carey Bidstrup
Ernst Jannerup Gjesing
Patrick Walshe McBride
M.fl.
GRAFIKER BOGOMSLAG
Inge Rand
FORFATTER
Martha Flyvholm Tode
FORESTILLINGSIDÈ OG PRODUKTION
Teater Vestvolden – Hvidovre
*
.jpg)
.jpg)
%20(6).jpeg)
%20(5).jpeg)
%20(3).jpeg)
%20(7).jpeg)
