Det er utroligt at det lykkes. Udgangspunktet er næsten umuligt.
I anledning af Videnskabsåret 2022 og Niels Bohr´s 100-årige jubilæum for modtagelsen af Nobelprisen i fysik, er det udfordrende at lave en fejring i form af en teaterforestilling, der forsøger at tage livtag med manden, myten og fysikeren, Niels Bohr, og gøre det - ligesom han selv gjorde - ved at udfordre fysikkens love.
Vi befinder os i et krydsfelt mellem de hårdtslående argumenter, som Niels Bohr og Albert Einstein indledte kampen om i 1920´erne, og som varede deres liv ud, og så det poetiske og billedskabende univers, som etableres med de fire medvirkende performere: Mo Chara, Elise Bjerkelund Reine, Margherita Miscitelli og Jakob Schnack Krog.
Det er resulteret i en drømmende rejse i partiklernes verden, der fører atomfysikken ind i et stort legende univers, og rammer poesien bag alvoren, der som en tændt pibe får en flamme til at blusse op, og derved skaber forestillingens sidste billede, der kommer til at stå som en metafor for hele forestillingen.
Måske er vi selv som dét lys, der i et ganske kort øjeblik flammer op og får os til at forstå sammemhængen i det uforståelige. En af forestillingens pointer er netop, at det legende og det videnskabelige går hånd i hånd. Ikke mindst i forhold til Niels Bohr, der havde en særlig evne til at forbinde sig med verden, og som i livet såvel som i forskningen trak på sin omverden. Han udforskede omverdenen og slyngede sine argumenter imod de studerende, familien, vennerne og hustruen i en evig udveksling.
Forestillingen har turneret rundt siden januar, og altså FØR atomtruslen under krigen i Ukraine stak sit ansigt frem. Dermed kommer forestillingen også til at handle om forskningens dilemma, for én ting er udforskningen af rummet og naturens love i sig selv, noget ganske andet er, hvad det bruges til. Al forskning kan både bruges godt og dårligt.
Forestillingen beskriver et paradoks og viser, hvordan partikler og bølger interagerer med hinanden og selv skaber nye former og baner, som igen genskaber sig selv i systemer, der er uden for love og systemer - eller netop selv bliver til nye systemer og love. Det var noget af det, som Bohr forstod og brugte resten af sit liv på at forklare andre. Han var med, da atombomben blev skabt. Selv om det ikke var ham, der skabte den, var den baseret på tankerne i hans forskning. I forestillingen skildres det, at uden Bohr ikke have været muligt at skabe den afsluttende tændsats.
Var det så hans egen personlige tragedie, at hans forskning var med til at skabe den store atomare krigsfrygt, vi stadig lever i skyggen af? Der er ikke noget, der taler for det. Han brugte resten af sit liv på at rejse rundt og tale med statsmænd om den nødvendige fred. Efter sigende skulle han (iflg. hans omfattende brevveksling, der er offentlig tilgængelig) være på det rene med, at bomben ville være kommet uanset hvad. Var det ikke ham, havde det været en anden.
Selv var Bohr af jødisk afstamning, og flygtede under krigen til Sverige. Siden rejste han til England, da det forlød, at Hitler var ved at udvikle atombomben, gjaldt det om at nå det før ham. Efterretningerne viste sig siden ikke at være korrekte, for Hitler satsede i stedet på raketterne.
Alt dette er de omgivende tanker og baggrunden for forestillingen. Det vi møder på scenen, er selve tankegangen bag. Vi er med i udklækningen af ideerne bag den banebrydende forskning. Genskabt i vidunderlige poetiske billeder følger vi partiklernes færden gennem rummet, deres møde med hinanden, og hvad der sker, når de udspalter sig til nye partikler og bølger, der går i nye kredsløb om hinanden. Det må lyde som noget nær umuligt at illustrere på en teaterscene, og det er det vel også, hvis det ikke havde været for Mo Chara, Elise Bjerkelund Reine, Margherita Miscitelli og Jakob Schnack Krog. Som performere er der ingen grænser for, hvad de kan. I deres kunstneriske skaben giver de liv og krop til det umulige og formår at billedskabe den forskning, der er umulig at sætte ord på. Den unddrager sig ordenes logik, men bliver vakt live til for øjnene af os gennem deres kropslige magi, der ofte får dem til at virke som er de hævede over tyngdekraftens love. Derved bliver de også de eneste, der kan forklare os det - og få os til at forstå det.
Det er svært at fremhæve noget. Det er som perler på poetiske snore, der slynger sig rundt om beskuerne. Men det er rørende, da Jakob Schnack Krog synger og spiller sin egen "Christians Sang", efter Niels Bohrs søn drukner. Camilla Bang har stået for den øvrige stemningsladede musik. Lysdesignet af Michael Breiner spiller smukt sammen med videodesignet af Søren Knud. Camila Sarrazin har stået for den koreografiske hjælp og kostumerne. Harvey Bewley har konstrueret den store runde hvide skærm, der det meste af forestillingen fungerer som indrammende baggrund. På et tidspunkt pilles det opspændte hvide lærred af, og stativet bruges i en smuk balanceakt.
BOHR er mødet med det uforståelige, der bliver til ren magi i et krydsfelt, hvor nycirkus og forskning mødes og smelter sammen. Et sted, hvor alting bliver muligt. Noget af det sværeste er at få alt dette til at se så legende let ud, sådan som det lykkedes i forestillingen BOHR.
BOHR
på Teater ZeBU
26. marts- 2. april 2022
70 min
