Viser opslag med etiketten Lars Lindegaard Gregersen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lars Lindegaard Gregersen. Vis alle opslag

fredag den 24. april 2026

Anmeldelse: LA VICTORIA på H2O og SUNDHOLMS DRØM af GLiMT

Fotos: "La Victoria" (Jonas Persson) og "Sundholm Drøm".


Vi svæver et sted mellem drøm og virkelighed i LA VICTORIA på H2O og i SUNDHOLMS DRØM i Maskinhallen på Sundholm. Bevidsthedslagene blandes og tiden kaster os både frem og tilbage. I LA VICTORIA er vi langt inde i hovedpersonens bevidsthed, mens vi SUNDHOLMS DRØM lægger øret til historier, der ligger i væggene.


LA VICTORIA

22.-25. april 2026

i H2O

Det er forfriskende med historier og skildringer fra andre dele af verden.

"La Victoria",  er en roman af Ayaz Shah, der er bearbejdet til teater og instrueret af Barry McKenna

Ayaz Shah er en dansk forfatter, som har tilbragt syv år i Latinamerika, primært i Venezuela og Argentina, hvor han blev inspireret til at skrive bogen. Med en dansk mor og en far fra grænseområdet imellem Pakistan og Afghanistan, er bolden givet op til en roman, der er skrevet som magisk realisme, og hvor vi får et unikt kik ind i en anden verden. Ayaz Shah er 42 år. Romanen skrev han i Buenos Aires for flere år siden. Det er der kommet en fortættet og fascinerende fortælling ud af.

Ayaz Shah spiller selv hovedpersonen i den englsksprogede opførelse på H2O, Hørsholmgade 20 på Nørrbro, der er et af Københavns nye kultursteder. Det er en hyggelig kælderscene, der tager sig godt ud. Når man kommer ind fra gaden, træder man ind i en anden verden. Publikum er placeret på tre sider rundt om scenen i midten. 

Ayaz Shah spiller sammen med Oscar Rödsgaard og Wanjiku Victoria Seest i denne historie fra Venezuela, der handler om taxachaufføren, Camillo, der en dag kommer hjem til sit tomme hus, hvor hans kone og deres to børn er sporlyst forsvundet. Først tror han, at de er hos svigerforældrene, men det er de ikke. Da han spørger sig rundt, viser det sig, at han tilsyneladende er den eneste, der ikke har vidst, at konen har haft et forhold til en anden mand i længere tid.




Først er tanken ham helt umulig. Også selv om han selv har en elskerinde ved siden af. Men vi befinder os i det katolske Latinamerika, hvor også overtroen spiller ind. Først opsøger han en sandsigerske eller heks, og bagefter en prædikant. Han henter hjælp alle steder, hvor han kan.

Det lykkes ham at finde ud af, at konen også har flyttet børne til en anden by, hvor elskeren bor. Hovedpersonen tager dertil, men finder ud af, at han må have fat i sin bror, Raul, som han ikke længere har kontakt med. Selv om broren er gået under jorden, lykkes det' alligevel at finde ham.

Hvad forestillingen ender med, skal ikke røbes her.




Romanen er spændende, fordi den giver indsigt i en helt anden verden, hvor helt andre værdinormer gælder. Også kønsrolle-mæssigt. Umiddelbart virker hovedpersonen usympatisk. Det er også sådan Ayaz Shah spiller ham. 

I romanen er han endnu mere bytte for sin egen fantasier og vildfarne forestillinger. Der er lange passager, hvor det er svært at afgøre om det, der sker, kun sker i hovedpersonens eget hoved. Virkelighed og fantasi flyder sammen. Forestillingen er holdt mere nøgternt. Det er egentlig ærgerligt, for det får hovedpersonen til at fremtræde mere usympatisk og overfladisk - i bedste fald som offer for et rigidt kønsrollemønster. Egentlig kunne han lige så godt have haft en diagnose. Skizofrenien lurer lige rundt om hjørnet. 




Stilmæssigt er forestillingen ujævn, for hovedpersonen er neddæmpet, mens personerne rundt om ham bliver spillet med stor energi og patos. Det er forfriskende, og det er gjort godt, og alligevel får det ikke forestillingen til at falde til ro. Det er orkestreret i forskellige stilarter. Det kunne godt have virket, men gør det alligevel ikke. Heller ikke selv om det bliver spillet gribende af Wanjiku Victoria Seest som tiggeren. Det er en skøn scene. Osar Rödsgaard er dejlig overgearet. Han er skøn skiftvis som amerikaniseret lægprædikant og som blomstrende queer. Der er en dejlig rytme over deres spil, men det kommer alligevel ikke til at falde sammen til en fælles historie. Desværre. Det er også en god måde at skabe scenisk rum på ved hjælp af lyssætningen. Måden at gå til publikum på fungerer også fint. 

I romanen er mødet med Raul, broren, væsentligt, da det viser sig, at broren er gået under jorden, fordi han har en forhistorie, der spejler hovedpersonens, men i stykket er det ikke med. Det er synd, for der er en særlig kontakt imellem de to, men baghistorien mangler. Det kunne have givet sceneversionen en del af den tyngde, som mangler. Som det er nu, så når forestillingen ikke rigtig at lande. Primært fordi hovedpersonen fremstår éndimensionel og usympatisk. Det er selvfølgelig et valg, men som publikum er det svært, når det er hovedpersonens historie, der er den centrale. Også selv om der spilles bravt hele vejen rundt om, for det gøres både med charme, energi og fandenivoldskhed. Men det er svære odds.


Plakat: Ksenija Erjavik Shah.

LA VICTORIA

22. - 25. april 2026

i H2O

Instruktion og bearbejdet til teater: Barry McKenna

 Baseret på romanen, "La Victoria" af Ayaz Shah.

Medvirkende: 

Ayaz Shah, Oscar Rödsgaard og Wanjiku Victoria Seest.

Instruktørassistent: Lian Tamam

Lysdesign: Julian Simpson

Lyd & teknik: Mark Jones

Lyddesign & lystekniker: Peter Godtfredsen

Hjemmeside

 

Foto: Jonas Persson.

SUNDHOLMS DRØM

af GLiMT AMAGR
i Maskinhallen på Sundholm
2. april - 30. maj 2026

75 min.


Når man træder indenfor i foyeren til Maskinhallen på Sundholm, får man straks øje på den ophængte plastik. Vi får udleveret VIP-navnetags til at have om halsen og får plastikovertræk til skon. Vi bliver vi gennet ind gennem en lille sluse ind bag plastikforhænget. På sæderne ligger der tændte høretelefoner, som vi tager på, før vi bliver introduceret til Dr. Frank Smith, der står for det tekniske, mens  Robert præsenterer os for den maskinelle lydbølgetidsmaskine, der kan kaste os tilbage i tiden, så vi kan lytte med på nedslag i den historie, som maskinhallens vægge rummer. I sin tid stod der tre damptromler i rummet, og selve Sundholmshistorie var ikke så glad og munter, som den synes i dag.. Det var dengang tvangsinstitution for socialt udsatte. I dag er strafarbejdet nedlagt og voldgraven omkring Sundholm dækket til. Nu huser området bl.a. herberger, beskyttede boliger, natcafé og fixerum for de borgere i samfundet, der er allerhårdest ramt af misbrug, hjemløshed og psykisk sygdom.  Sundholm var oprindeligt tænkt som straffeanstalt for fattige, vagabonder og andre utilpassede borgere i København, der blev interneret uden dom i starten af 1900-tallet. Siden er andre institutioner rykket ind side om side med de sociale institutioner; det gælder bl.a. teatret GLiMT AMAGER, der som bydelsteater i Amager Vest har base i den gamle maskinsal - og står bag SUNDHOLMS DRØM.


Foto: Søren Meisner.


Publikum inviteres til at iføre sig høretelefonerne, der liger på sæderne, hvorefter vi præsenteres for nedslag i stedets historier. Vi hører deres stemmer fra 1967, hvor Ole, der arbejder i maskinhallen, møder en af  de unge piger, der bor her. Hun søger tilflugt i maskinhallen, efter at have stjålet portvagtens kasse med udekort. En af plejerne er på udkig efter hende, men Ole siger, at hun ikke er der. Men det er hun. Hun vil gerne betale ham tilbage for venligheden, men da hun ingen penge har, nævner hun, at der måske også er en anden måde at ordne det på, men det vil Ole ikke høre tale om. Det bliver starten på mødet mellem de to.


Foto: Jonas Persson.


Vi hører historien i små nedslag,men ikke helt i kronologik rækkefølge, hvilket gør at det hele får et skær af noget uvirkeligt over sig. Det er uvist, hvad der egentlig sker. Men det er ingen hemmelighed, at de bliver forelskede. Noget tid efter fortæller Gerda, at hun er blevet gravid. Inden da har de i fantasien talt om deres fremtidige liv sammen. De har drømt om hus og børn. Men det har bare været en leg - for Ole. Gerda truer med at kaste sig ud, da hun opdager at Ole slet ikke har ment det alvorlig. Han synes, at hun skal have en abort, men det vil hun ikke høre tale om. Derefter bliver det uvist, hvad der sker. Får hun barnet eller ej? Bliver hun gift og flytter ud fra Sundholm?


Foto: Jonas Persson.


Mette Hornbek Hansen har skrevet teksten, der er iscenesat af Lars Lindegaard Gregersen, der også spiller med og fremviser n ny lydbølgemaskine, mens Albert Ivarsson spiller hans tekniske assistent. Det der i starten bare er tics sætter sig i kroppen på assistenten og breder sig senere til dem begge, indtil det helt overtager dem, og kaster dem rundt i de mest abrupte og overaskende spring og kast. Det er utroligt, som de kan - og det hele bygges op lidt efter lidt. 


foto: Jonas Persson.


Hovedhistorien om Gerda og Ole er skabt via de indspillede stemmer, som vi lytter til i 3D-høretelefonerne. Vi ser dem aldrig. Eller det gør vi måske alligevel, da to akrobater kommer ind og langsomt slynger, hopper og balancerer med hinanden, som i en fjerlet dans (koreograferet af Liv Michaela Sanz).



Foto: Jonas Persson.


Pluslig står de der og omfavner hinanden, Ambre Ros og Antoine Dupeyrot. Ud af deres omfavnelse vokser den ene ekvilibristiske balanceakt efter den andet. De er smukke sammen, klædt helt i hvidt.  De slutter med halsbrækkende øvelser, hængende i arme og ben, mens de skiftvis griber hinanden og holder fast. Ligesom  de holder fast på os, og sørger for en smuk, nærmest balletagtig afslutning på forestillingen. 



Foto: Jonas Persson.



SUNDHOLMS DRØM
af GLiMT AMAGR
i Maskinhallen på Sundholm
2. april - 30. maj 2026
75 min.


Iscenesætter: Lars Lindegaard Gregersen

Medinstruktør: Joen Højerslev

Koreograf: Liv Michaela Sanz

Kostumier: Camila Sarrazin

Komponist: Kristoffer Rosing-Schow

Lysdesigner: Michael Breiner

Konsulent: Asger Kudahl

Lyddesigner: 
Brian Dyrby, Lars Lindegaard Gregersen

Konstruktør: Nicolaj Spangaa

Assistent: 
Caroline Folkerman Clausen, Felicita Falzarano

Videodesigner: Alex Christoffer Rasmussen

Scenograf: Camila Sarrazin

Medvirkende: 
Ambre Ros, Antoine Dupeyrot, Lars Lindegaard Gregersen, Albert Ivarsson

Stemmeskuespiller: 
Ida Cæcilie Rasmussen, Patrick Baurichter, Kasper Leisner, Claus Flygare, Mikkel Trier Rygård, Anders Hove, Peder Holm Johansen, Benjamin Kitter, Janus Elsig, Caroline Folkerman Clausen, Joen Højerslev, Camila Sarrazin, Rasmus Hougaard, Lars Rosengren, Hannah Madeleine Juul Toft, Anders Budde Christensen

Dramatiker: Mette Hornbek Hansen 


*

Se også oversigten 
over de øvrige 263 anmeldelser.

*

 

fredag den 9. juni 2023

Anmeldelse: HIDDEN SPACES i Ørestaden

 

Foto: Lars Lindegaard Gregersen.

Mødestedet er over for Vestamager Metrostation. William Schou Yazaki tager imod med et stort varmt smil. Han er forestillingens afvikler, men det er tydeligt, at han er mere end det. Til sidst er han også med på guitar og sang. Men han er først og fremmest vores vejviser på turen gennem Ørestadens arkitektur og natur. Han går forrest med cykelanhængeren og den sender, der forbinder vores høretelefoner med det lydlige landskab vi bevæger os igennem.

Allerførst vægrer jeg mig ved at tage høretelefonerne på, men jeg ved jo heller ikke, hvad jeg går ind til. For det viser sig at være det smukkeste og lyrisk musiske landskab, som lydscenografien i høretelefonerne lokker os stadig dybere ind i. Det er en lav dæmpet og blød lyd, der bølger os i møde.


Foto: Jonas Persson

William og den inciterende musik lokker os dybere ind i Ørestadens arkitektur. I starten er det legende børn, der ligger så lavt i lydbilledet, at det får os til at vende os for at se, om det er faktiske børn eller bare en del af den lydmæssige scenografi, vi er omgivet af. Vi vænner os hurtigt til, at det er lyde, der lægger sig blidt oven på den virkelige lyd, der samtidig er om os. Det ene udelukker ikke det andet, men samarbejder. Det er netop det raffinerede, for vi er både med i virkeligheden og helt uden for den. Det er et charmerende rum at befinde sig i, hvor alle lyde og sansninger kaster os i mange forskellige retninger. Ja, det virker så godt, at da der vitterlig er en cyklist, der ringer advarende med cykelklokken for at komme forbi, er der ingen, der flytter sig, for alle tror, at det er bluf.

En varm træfløjte lokker os med videre. Det hele er holdt i afslappende, nærmest meditative lyde og melodier, der flyder hen over os som en blid strøm. Camila Sarrazin har instrueret med varm og kærlig hånd.


Foto: Lars Lindegaard Gregersen.

Pludselig står hun foran os, Linette Stamp Christensen, iklædt en blodrød kappe. Men hun er meget høj, og det viser sig at være to i én, for pludselig kommer et par mandeben til syne. Hun bølger frem mod os, som en menneskelig orm, der undersøgende nærmer sig. Hun er nærgående og nysgerrig. Og mindst lige så nysgerrig som os. Min ledsager oplever hende som en krøbling, der tiggende rækker ud efter os. Mens jeg oplevede hende mere som foruroligende animalsk.

Tre ring på cykelanhængerens klokke, og vi bevæger os videre.

Da vi drejer omkring et hjørne, ser vi dem. Helt hvidklædte og med en snor imellem sig, der både forbinder dem og vikler dem uløseligt sammen. De cirkler omkring hinanden i en koreografi, der både er dansende og legende. Jakob Schnack Krog og Linette Stamp Christensen bevæger sig rapfodet omkring, mens Henriette Groth først bare sidder lidt afsides på en bænk i nærheden, klædt helt i sort med en påsat krave af fjer, der udgør en dramatisk kontrast til de hvidklædte dansere. Det er først lidt senere, at jeg ser, at hun er miket op og opdager, at sangen jeg hører, kommer fra hende. Hun har også komponeret den inciterende musik.


Foto: Lars Lindegaard Gregersen.

Det hele smelter sammen til en lydvandring i tid og rum. De hvidklædte dansere ifører sig senere hvide kapper og kommer til at ligne tyrkiske Dervish-dansere, sådan som de snurrer rundt. Og der er også lidt af samme spirituelle lyriskhed over dem.

I en forsænket revne midt i gaden, trænger naturen igennem, og der er anbragt små og store stenforhøjninger. Det ligner græske tempelrester, og så står de der igen, hvidklædte  som trådt lige ud af et græsk drama. Det er så enkelt og stilrent. Også når de på vejen ned til søen løber frem og tilbage mod hinanden, eller når de hvirvlende løber ind imellem os. Det er gennemført med en legende tilgang, der gør, at det får publikum til at smile. 


Foto: Jonas Persson


De er dejligt til stede i det, de gør. Det er noget, de laver sammen med os. De inviterer os med. Ikke mindst, da de på et tidspunkt lader snoren imellem sig glide rundt om de 20 publikummer, og begynder at springe rundt imellem os. Det er glædesdans - og det smitter.

Vi følger stierne ud af Ørestaden, hvor by og natur mødes. Pludselig er der er sø og græssende køer. Vi fortsætter videre endnu og ender oppe på en bakke med udsigt ud over det hele. Deroppe foregår den afsluttende dans, der ender i et tableau, hvor alle fire medvirkende står stille, indtil vi er klar over, at det er slut. Desværre. Det måtte gerne have fortsat  meget længere, for det var en fornøjelse at blive ført rundt i Ørestaden til dette lyriske akkompagnement af dans, lyd, arkitektur og natur.



Foto: Hjalte Gregersen.

HIDDEN SPACES

en iscenesat lydvandring

 i Ørestad og Naturpark Amager

af GLiMT Amager


SPILLEPERIODE 8. – 24. juni 2023 ·

Onsdag – søndag kl. 19:00 og 21:00

MØDESTED Vestamager Metrostation

VARIGHED 60-70 min – ruten er ca. 1,6 km

ALDERSGRUPPE Fra 14 år

Husk varmt tøj og godt fodtøj!

*

Medvirkende: 
Jakob Schnack Krog, Henriette Groth, 
Linette Stamp Christensen, William Schou Yazaki
Lyddesigner og dramaturgisk konsulent: 
Lars Lindegaard Gregersen
Instruktør: Camila Sarrazin
Komponist Henriette Groth
Producent: Anne-Maria Dobsa & GLiMT Amager
Arrangør: GLiMT Amager

Hjemmeside & billetter


*

Se oversigten over de 

253 andre anmeldelser

søndag den 27. marts 2022

Anmeldelse: BOHR på Teater ZeBU

Foto: Søren Meisner.

 

Det er utroligt at det lykkes. Udgangspunktet er næsten umuligt. 

anledning af Videnskabsåret 2022 og Niels Bohr´s 100-årige jubilæum for modtagelsen af Nobelprisen i fysik, er det udfordrende at lave en fejring i form af en teaterforestilling, der forsøger at tage livtag med manden, myten og fysikeren, Niels Bohr, og gøre det - ligesom han selv gjorde - ved at udfordre fysikkens love.


Foto: Søren Meisner


Instruktøren, Lars  Lindegaard Gregersen, har skabt en imponerende billedrejse til en tekst skrevet af  Jesper Pedersen, der også er med-iscenesætter på forestillingen. BOHR er en sam-produktion mellem lille storbyteatret GLiMT Amager, med base på Amager og turnékompagniet GLiMT, der turnerer med forestillinger både herhjemme og udenlands. GLiMT er et scenekunstkompagni, der blev skabt i 2002 af Camila Sarrazin og Lars Lindegaard Gregersen. GLiMT arbejder med en fusion af kropslig scenekunst som cirkus, fysisk teater og dans. 

Vi befinder os i et krydsfelt mellem de hårdtslående argumenter, som Niels Bohr og Albert Einstein indledte kampen om i 1920´erne, og som varede deres liv ud, og så det poetiske og billedskabende univers, som etableres med de fire medvirkende performere: Mo Chara, Elise Bjerkelund Reine, Margherita Miscitelli og Jakob Schnack Krog.


Foto: Søren Meisner


Det er resulteret i en drømmende rejse i partiklernes verden, der fører atomfysikken ind i et stort legende univers, og rammer poesien bag alvoren, der som en tændt pibe får en flamme til at blusse op, og derved skaber forestillingens sidste billede, der kommer til at stå som en metafor for hele forestillingen.

Måske er vi selv som dét lys, der i et ganske kort øjeblik flammer op og får os til at forstå sammemhængen i det uforståelige. En af forestillingens pointer er netop, at det legende og det videnskabelige går hånd i hånd. Ikke mindst i forhold til Niels Bohr, der havde en særlig evne til at forbinde sig med verden, og som i livet såvel som i forskningen trak på sin omverden. Han udforskede omverdenen og slyngede sine  argumenter imod de studerende, familien, vennerne og hustruen i en evig udveksling.


Foto: Søren Meisner


Forestillingen har turneret rundt siden januar, og altså FØR atomtruslen under krigen i Ukraine stak sit ansigt frem. Dermed kommer forestillingen også til at handle om forskningens dilemma, for én ting er udforskningen af rummet og naturens love i sig selv, noget ganske andet er, hvad det bruges til. Al forskning kan både bruges godt og dårligt. 

Forestillingen beskriver et paradoks og viser, hvordan partikler og bølger interagerer med hinanden og  selv skaber nye former og baner, som igen genskaber sig selv i systemer, der er uden for love og systemer - eller netop selv bliver til nye systemer og love. Det var noget af det, som Bohr forstod og brugte resten af sit liv på at forklare andre. Han var med, da atombomben blev skabt. Selv om det ikke var ham, der skabte den, var den baseret på tankerne i hans forskning. I forestillingen skildres det,  at uden Bohr ikke have været muligt at skabe den afsluttende tændsats. 


Foto: Søren Meisner


Var det så hans egen personlige tragedie, at hans forskning var med til at skabe den store atomare krigsfrygt, vi stadig lever i skyggen af? Der er ikke noget, der taler for det. Han brugte resten af sit liv på at rejse rundt og tale med statsmænd om den nødvendige fred. Efter sigende skulle han (iflg. hans omfattende brevveksling, der er offentlig tilgængelig) være på det rene med, at bomben ville være kommet uanset hvad. Var det ikke ham, havde det været en anden. 

Selv var Bohr af jødisk afstamning, og flygtede under krigen til Sverige. Siden rejste han til England, da det forlød, at Hitler var ved at udvikle atombomben, gjaldt det om at nå det før ham. Efterretningerne viste sig siden ikke at være korrekte, for Hitler satsede i stedet på raketterne.


Foto: Søren Meisner


Alt dette er de omgivende tanker og baggrunden for forestillingen. Det vi møder på scenen, er selve tankegangen bag. Vi er med i udklækningen af ideerne bag den banebrydende forskning. Genskabt i vidunderlige poetiske billeder følger vi partiklernes færden gennem rummet, deres møde med hinanden, og hvad der sker, når de udspalter sig til nye partikler og bølger, der går i nye kredsløb om hinanden. Det må lyde som noget nær umuligt at illustrere på en teaterscene, og det er det vel også, hvis det ikke havde været for Mo Chara, Elise Bjerkelund Reine, Margherita Miscitelli og Jakob Schnack Krog. Som performere er der ingen grænser for, hvad de kan. I deres kunstneriske skaben giver de liv og krop til det umulige og formår at billedskabe den forskning, der er umulig at sætte ord på. Den unddrager sig ordenes logik, men bliver vakt live til for øjnene af os gennem deres kropslige magi, der ofte får dem til at virke som er de hævede over tyngdekraftens love. Derved bliver de også de eneste, der kan forklare os det - og få os til at forstå det.


Foto: Søren Meisner

Det er svært at fremhæve noget. Det er som perler på poetiske snore, der slynger sig rundt om beskuerne. Men det er rørende, da Jakob Schnack Krog synger og spiller sin egen "Christians Sang", efter Niels Bohrs søn drukner.  Camilla Bang har stået for den øvrige stemningsladede musik. Lysdesignet af  Michael Breiner spiller smukt sammen med videodesignet af Søren Knud. Camila Sarrazin har stået for den koreografiske hjælp og kostumerne. Harvey Bewley har konstrueret den store runde hvide skærm, der det meste af forestillingen fungerer som indrammende baggrund. På et tidspunkt pilles det opspændte hvide lærred af, og stativet bruges i en smuk balanceakt. 

BOHR er mødet med det uforståelige, der bliver til ren magi i et krydsfelt, hvor nycirkus og forskning mødes og smelter sammen. Et sted, hvor alting bliver muligt. Noget af det sværeste er at få alt dette til at se så legende let ud, sådan som det lykkedes i forestillingen BOHR.


Foto: Søren Meisner

BOHR

på Teater ZeBU

26. marts- 2. april 2022

70 min


Medvirkende: Mo Chara, Elise Bjerkelund Reine, Jakob Schnack Krogh, Margherita Mischitelli
Instruktør: Lars Lindegaard Gregersen
Dramatiker, forfatter: Jesper Pedersen
Komponist Camilla Bang
Lysdesign: Michael Breiner
Videodesign: Søren Knud
Koreografisk  hjælp og kostumer: Camila Sarrazin
Tekniker: Ida Kaspersen
Instruktørassistent: Luna Stage
Konstruktør: Harvey  Bewley  
Producent: Anne-Maria Dobsa
Arrangør: ZeBU


Trailer (på Facebook)

*

Tidligere anmeldte GLiMT-forestillinger:



Se oversigten over de 

203 andre anmeldelser

*