Viser opslag med etiketten Palle Nothlev. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Palle Nothlev. Vis alle opslag

onsdag den 23. september 2026

Anmeldelse: UBEBOELIG på Bådteatret

 

Foto: Simone Ballan.

Vi er på gyngende grund. Vandstanden stiger. Ivans mor flyttede ud i sommerhuset, da hun blev pensioneret. Der sidder hun nu, mens hun venter på at høre fra sønnen. Hun efterlader beskeder til ham på telefonsvareren uden at han melder tilbage. Hun vil gerne have ham til at rydde kælderen. Mens vandstanden stiger har han sit eget at kæmpe med, for han har mareridt. Tilbagevendende. Måske startede det, da moren fik brevet fra kommunen. Det bliver liggende flere uger ude i køkkenet. Ingen ved, hvornår det sker, men på et tidspunkt vil stedet blive ubeboeligt. Om det bliver i hendes eller hans levetid vides ikke, men det trænger sig alligevel tungt ind på dem, som en mørk skygge, der ikke vil forsvinde. 


Foto: Simone Ballan.


En masse små gennemsigtige plastikposer er hængt op i loftet i bugen på Bådteatrets nøgne skrog. Ofte duver båden ganske let, men i aftes lå den helt stille, men fornemmelsen af at vi har sluppet landjorden, fornægter sig ikke. Vi er på en måde drevet til havs, sådan føles det også i forestillingen UBEBOELIG af Out of Balanz, der gæstespiller på Bådtatret. 

Vi er trådt ind på et unikt teater. UBEBOELIG er den perfekte forestilling til Bådteatret. I en scene synker vi dybt ned under vandet, hvor tyngdekraften ophæves. Det er ren teatermagi, når Troels Hagen Findsen og Ragnhild Kaarsgaard begynder at bevæge sig rundt som om alting allerede er oversvømmet. Det er lidt som at træde ned i Jannik Hastrups "Bennys Badekar" - det er samme stemning, der møder os. Det er på en og samme tid voldsomt poetisk, tykt karikeret, gyngende musikalsk og skræmmende reelt. Vi er fanget lige der mellem drøm og virkelighed. 


Foto: Simone Ballan.


Historien synes umiddelbart ganske enkel, dens puls er ganske langsom, men alligevel er der de tilbagevendende mareridt. Det hele bliver så håndgribeligt i denne lille perle af en forestilling.

Selv om der er sat en mindstealder på 15 år, kunne forestillingen lige så vel spilles for børn, så god er den. Scenografisk har Laura Rasmussen skabt en forunderlig verden. Smukt beslyst af Jari Matsi. Palle Nothlev har været lyddesigner. Alle lyde når os lidt forsinket, som om vi er nede på bunden af havet, hvilket vi også er. Der er kælet for alle detaljer. Samtidig virker det hele så nært. Ikke mindst på grund af Trols Hagen Findsen, der er sønnen, Ivan Hansen, mens Ragnhild Kaarsgaard er moren. 


Foto: Simone Ballan.


Forestillingen er skrevet af Ivan Hansen aka. Troels Hagen Findsen og instrueret af Katrina Bugaj. Out of Balanz består af de to, og konceptet for forestillingen har de været fælles om. 

Ivan Hansen taler direkte til os. Ikke bare til os, men med os, men mest forsøger han at få kontakt til noget inde i sig selv. Noget, der er gledte ham af hænde. Han er kæntret og kæmper for at nå frem til til sig selv. Det er enkelt og alligevel kompliceret. Der er ingen lange dialoger, men mange forgæves forsøg på en tilnærmelse mellem sønnen og moren.


Foto: Simone Ballan.


Det er som taget ud af en børnebog, men en af de rigtig gode, hvor både børn og voksne forstår det hele på hver sin måde.

Vandstanden stiger, mens uroen langsomt sætter sig. Livet er ikke let for dem, der er drevet til havs.

Alting virker så ubesværet. Her er ingen store armbevægelser, men et sitrende nærvær, der er betagende at opleve. 



UBEBOELIG

af  Out of Balanz

gæstespil på Bådteatret

22.9. - 3.19.2026


Instruktør
Katrina Bugaj

Scenograf
Laura Rasmussen

Lysdesigner
Jari Matsi

Lyddesigner
Palle Nothlev

Koncept
Katrina Bugaj, Troels Hagen Findsen

Skuespiller
Troels Hagen Findsen, Ragnhild Kaarsgaard

Dramatiker
Ivan Hansen aka. Troels Hagen Findsen



*

Anmeldelser af andre forestillinger 
med Troels Hagen Findsen, Katrina Bugaj 
og OUT OF BALANZ:

2024:

Se også oversigten
over de øvrige 265 anmeldelser.


*