Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Viser opslag med etiketten Teaterhuset Filuren. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Teaterhuset Filuren. Vis alle opslag
Fotos: Amogh Pant (Hvorfor bliver det nat) og Per Morten Abrahamsen (Ind i mørket)
To fantastiske teateroplevelser dybt inde i mørket. Men også to diametralt forskellige oplevelser. Den ene, HVORFOR BLIVER DET NAT, forklarer os, hvorfor og hvordan vi fandt lyset, mens den anden, IND I MØRKET, trækker tæppet væk under os, så vi falder ned i et bundløst mørke. Begge forestillinger er betagende eksempler på, hvad teater kan, når det er lagt i hænderne på store teaterkreatører og tryllekunstnere.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
IND I MØRKET
af Mærkværk og Teaterhuset Filuren
på Krudttønden
Normalt når jeg ser en god forestilling, er jeg bagefter fuld af ord. Ordene vokser ud af mig, for jeg vil gerne dele min glæde og begejstring, men det er anderledes med IND I MØRKET, der efterlader mig stum og forstenet.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Det er MÆRKVÆRKs første samproduktion med Teaterhuset Filuren (Århus). Julie Maj Jakobsen har skrevet stykket efter en ide af Anne Gry Henningsen, der er kunstnerisk leder af MÆRKVÆRK og som også står på scenen sammen med Rasmus Elbo. De er instrueret af Jonas Preben Jørgensen og spiller henholdsvis mor og søn. Rasmus Elbo spiller den 15-årige søn, Harald. Han virker aldersløs og han kunne være alt fra 15-25 år. Han er dermed jævnaldrende med de unge som forestillingen er skabt for, men forestillingen er også aldersløs - og kan ses af alle fra 13 år og op. Lad det være sagt med det samme: det er et brag af en forestilling.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Manuskriptet af Julie Maj Jakobsen er mesterligt. Det samme gælder instruktionen af Jonas Preben Jørgensen. Det går efter struben og virker dræbende. Hver replik er slebet til og virker træfsikker. Det er så godt, at det næsten ikke er til at holde ud. Det bygger langsomt op. Vi møder de to, moren og sønnen hjemme i lejligheden, hvor de bor. Moren kommer træt hjem fra en nattevagt, hvor en ung dreng, på alder med sønnen, er blevet bragt ind, efter at være blevet stukket tre gange i maven. Sønnen sidder foran computeren. Han siger, at han har været til fest og er kommet tidligt hjem. Moren taler efterfølgende med hans kammerater, der siger, at han slet ikke var med, og at det er længe siden, de har set ham. Da moren konfronterer ham med det, svarer han undvigende.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
De står lige overfor hinanden, men med en afgrund imellem sig. Moren forsøger at nærme sig sønnen, der undviger. Når hun går ham på klingen, springer han væk. Pludselige slår han over i vredesudbrud, der skræmmer hende. Hun er i tvivl, om han taler sandt. Da hun griber ham i en løgn, eskalerer det. Ved hun overhovedet, hvad han går og foretager sig?
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Det antydes, at der skete noget for et år siden, der gør, at moren egentlig har god grund til bekymring, men det er først meget senere, at vi finder vi ud af, hvad det er. Under hans seng finder hun en kniv. Han fortæller, at han ikke ser sine gamle venner mere. At han har fundet nye. Pludselig siger han noget, der får hende til at studse, for hvad mener han virkelig - og hvem er han egentlig? Kender hun ham overhovedet længere?
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Scenografien, af Astrid Lindgreen Hjermind, med et hvidt telt midt på scenen, hvorpå der kan opprojiceres billeder og film, og som kan belyser fra mange sider, for til sidst at falde helt sammen, er enkelt, elegant og meget virkningsfuldt. Det tilhørende video- & lyddesign, af Jens Mønsted, fungerer flot sammen med og fuldendes af lysdesignet af Jesper Munk Jepsson.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Det udvikler sig gradvist. Først er det bare en lille sprække i tilliden mellem dem, hvorigennem mørket slipper ind, senere vokser det sig stadigt større. Som publikum sidder vi som forstenede - ligesom de to på scenen. Vi er draget med ud på en rejse IND I MØRKET, hvorfra ingen veje fører tilbage. Mørket er nådesløst. Det er netop det, der gør det så uafrysteligt. Begge personer, der spilles knugende af Anne Gry Henningsen og Rasmus Elbo, er umulige at affeje. Det samme gælder hele forestillingen om højreekstremisme og radikalisering, uden at det nævnes overhovedet. Vi er gået med ganske langsomt. Skridt for skridt er vi fulgt med ind i mørket. Mørket er bundløst og uforsonligt. Det er teater, når det er allerbedst.
Der er nogle teateroplevelser, jeg slet ikke ønsker skal slutte. HVORFOR BLIVER DET NAT af dansk/franske KORBO er en af dem. Det er noget af det smukkeste, mest poetiske og charmerende, jeg længe har set.
Efter at have taget skoene af, bliver vi ført ind i en sort telthule. Vi sidder ganske tæt på fire rækker omkring den opbyggelige mytefortælling om, hvordan mennesker og dyr i tidernes morgen var et og det samme. Nogle var dyr, andre var mennesker og de kunne skifte fra det ene til det andet.
Foto: Amogh Pant.
Der er en ravn og der er et hus. Der er en gammel mand og en datter. Der er et barn, der vokser op og en hemmelighed, der lidt efter lidt bliver åbenbaret. Der er et håb, der bliver født og der er et lys, der ser skinner ud over verden for første gang.
Den allegoriske fortælling er lille og alligevel stor. Det er skabelsesfortælling, der stammer fra et oprindeligt folk på den canadiske vestkyst, hvor vi synker ned i historien, der foregår i et lille hus mellem træerne i skoven gemt bag snedækkede bjerge. Det er der, vi møder både mennesker og dyr - og os selv. Det er det særlige ved myternes magi, for de handler ikke bare om verden rundt om os, de handler også om os selv og den måde vi er til i verden på.
Foto: Amogh Pant.
Der er tre på scenen. To skuespillere og musiker. Men David Tholander er også tryllekunstner, uddannet fra École Jacques Lecoq i Paris. Han er sammen med Léna Rondé, fransk skuespiller, sanger og instruktør, kunstnerisk ledere af Korbo. Claus Kaarsgaard akkompagnerer og spiller både kontrabas og cello. Uddannet fra The Royal Conservatory of the Netherlands. Sammen har de skabt denne lille perle af en forestilling, hvor trylleri, visuelt teater og musik genfortæller myten og tæmmer mørket.
Lyd (Rastko Lazic), lys (Martin Danielsen), konstruktion (Jesper Folke), billedkunst (Luc Perez), kunstnerisk sparring (Seimi Nørregaard). Det hele glider sammen i en magisk kombination, hvor det ene understøtter det andet, og opnår en fylde og et format, der gør denne lille forestilling til et betagende under. Kitt Johnson, der også står bag festivalen, som forestillingen er en del af, har haft øje og hjerte med udefra.
Foto: Amogh Pant.
Vi får forklaret verden. Alt det vi ikke forstår forsvinder, og tilbage står fortællingen om, hvordan verden er, som den er. De er alle tre klædt i sort, så det er kun deres ansigter vi ser. Det er betagende at betragte Davids Tholanders ansigt.Det er uudgrundeligt. Som magiker må det være utroligt at have et ansigt, der er så sigende. Der er noget lidt fortabt over ham. Han forekommer lidt stakkels og så alligevel ikke. Det ene øjeblik ligner han et månebarn og det næste øjeblik kan han trylle, så vi mister enhver fornemmelse for tid og sted.
Jeg er sikkert ikke den eneste, der har kedet mig grumt, når jeg er blevet præsenteret for diverse selskabstryllerier. Jo, der er overraskende, men også umådeligt kedsommeligt. Det er mange af de samme tricks, der indgår i forestillingen, men her bliver det vitterlig magisk, for i denne mytiske sammenhæng giver de mening og resonerer med historien, som de indgår i. Det hele får vinger og flyver afsted med os til de canadiske skove langt herfra.
Det er fortalt med stor nænsomhed og et sitrende nærvær, der forplanter sig til os. Historien er bearbejdet og komprimeret til det allermest nødvendige. Det er så godt, at jeg bare har lyst til at blive siddende.
Det kan opleves og nydes af alle fra 6 år og op. Det giver ingen mening at kaldet det en børneforestilling. Det er en forestilling om mennesker og dyr for mennesker. For unge såvel som for gamle. Det rammer lige i hjertet.
Foto: Amogh Pant.
HVORFOR BLIVER DET NAT
Idé, skabelse og performance: Léna Rondé & David Tholander
"Copenhagen Circus Arts Festival er en biennale, der viser international cirkuskunst af høj kvalitet. Forestillinger, der griber dig lige der, hvor grænsen mellem cirkus og kunst udviskes. Hvor noget nyt og enestående skabes! En uimodståelig bastard!"
Foto: Jacob Stage (Lille Kosmos), Christian Friedländer (Woyzeck), Daniel Bødker Sørensen (Stemmer).
Tre
forestillinger om at være menneske. Om jalousi og afmagt i WOYZECK på Husets
Teater. Om at komme fra en kultur til en anden i STEMMER af Livingstones Kabinet & C:NTACT på Edison. Om at være
lille og stor på samme tid i LILLE KOSMOS af Teater Hund & Co. på Krudttønden. Rejs med gennem tre
meget forskellige universer, hvor der stilles relevante spørgsmål om det at
være her – lige her midt i livet – og hvad det betyder for os.
Foto: Christian Friedländer.
WOYZECK på
Husets Teater
Georg Büchners
”Woyzeck” fra 1836 er en fascinerende teaterklassiker. Mange har med god grund
haft fat i teksten. Betty Nansen Teatret havde i sin tid en meget stort opsat
forestilling af Robert Wilson, der visuelt var overdådig, men hvor dramaets
druknede i et enormt stilistisk overdrive. Klaus Kinski har spillet
rollen manisk insisterende på film i Werner Herzogs instruktion. Senest har GLAD
Teater taget den under behandling. Det var en grim, men smertelig god forestilling.
I Sargun Oshanas tætte og meget ordknappe bearbejdelse kan den nu nydes på
Husets Teater. Sargun Oshana har også selv instrueret denne mageløse rædsomme
forestilling med Mathias Rahbæk og Camilla Lau som de to eneste på scenen. Det
er på alle måder en tour de force. Mageløs eftersom den er skåret helt ind til
benet og alle stykkets personer er skåret ned til at blive spillet af de to på
scenen. Det fungerer fortræffeligt. Rædsomt eftersom det er næsten umuligt at trække
vejret i det lufttomme, klaustrofobiske rum sammen med de to. Det er ikke til
at holde ud, men man kan heller ikke løsrive sig fra det.
Foto: Christian Friedländer.
Det er stort
teatertrylleri. Med lysdesign af Christian Vest Berntsen, musik og lyddesign af
Laurits Jongejan og kostumer og scenografi af Ditte Marie Walther Thygesen er
det lykkedes at opbygge en forunderlig verden så anelsesfuld og tidløs, at
dramaet ville kunne foregå til alle tider. Det er blevet til en forfærdende tidløs
boble, der svæver hen over os, og hvert øjeblik truer med at sprænge og tilintetgøre
alle.
Foto: Christian Friedländer.
Mathias
Rahbæk er isnende og feberhed som Woyzeck. Camilla Lau er varm og uforfærdet som
Marie. Sammen er de dømt til fortabelse. Dramaet mellem de to vibrerer og
besætter rummet. Hvert ord, hver en betoning og hver af deres bevægelser gengives
med dødelig præcision og dræbende akkuratesse.Undergangen kommer ikke som nogen overraskelse. Allerede i prologen, indtalt
som voice over af Vigga Bro, opsøger drengen solen, månen og stjernerne, men finder
kun tomhed og bedrag. Så er tonen sat for dramaet. Alligevel besætter historien
én, så man hverken kan komme væk eller komme tæt nok på.
Foto: Christian Friedländer.
Jeg var vild
med teatrets forrige Ibsen-forestilling FRUEN FRA HAVET (i samarbejde med
Odense Teater), men Woyzeck er lige så god. Faktisk endnu bedre, selv om det
altid er svært at sammenligne ulige størrelser.
Senest har Sargun
Oshana iscenesat DJINN på Blaagaard (hvor han også tidligere var leder). Det
var en magisk fascinerende coming of age- historie med et mellemøstligt twist,
hvor en poolartist udførte hypnotisk svævende tricks i en historie, der havde
sin helt egen indre skønhed og gru.
Foto: Christian Friedländer.
I Woyzeck er
der tryk på alle virkemidler fra start til slut. Det er godgørende med en pause
midtvejs, for det er meget at tage ind. Selv dagen efter (hvor jeg skriver
dette) drøner forestillingen stadig rundt indeni, og måske varer det længe,
inden den falder til ro.
Det er historien
om et jalousidrab. Woyzeck dræber sin Marie. Det både indleder og afslutter
forestillingen, så det er ingen spoiler. Jeg gik rystet derfra – på en måde
svævende. Det var grufuldt godt. Skildringen af social uretfærdighed, mental
opløsning og afmagt ramte mig lige i hjertet.
Prøv eventuelt
teatrets cocktail kreeret til forestillingen. Den er bitter, stærk – og mørk
som natten. Ligesom forestillingen.
Foto: Christian Friedländer.
WOYZECK
17 jan. — 14 feb. 2026
Husets Teater
2 timer incl. pause.
Medvirkende: Mathias Rahbæk, Camilla Lau
Voice over (bedstemor): Vigga Bro
Original tekst: Georg Büchner
Instruktion & bearbejdelse: Sargun Oshana
Scenografi & kostumedesign: Ditte Marie Walter Tygesen
Da vi kommer
ind, står der tre ophobninger med skabe og skuffer placeret hen over scenen. Alle
mulige slags. Store og små imellem hinanden. Opstablede oven på hinanden. Store
kommoder, små toiletskabe. Småt og stort blandet. Alle med lukkede låger og skuffer.
Et navn, med
udstansede store bogstaver, blev placeret oven på hver. Det navngav hver af de
tre livshistorier, vi får fortalt: Sami (fra Syrien), Ana (fra Iran) og Malek
(fra Syrien). Det var deres historier, som gemte sig i de lukkede skuffer og
skabe, der langsomt åbnedes og lod deres historier træde frem.
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Vi hører
deres stemmer på båndede optagelser, der bliver hjulpet på vej af 4 sortklædte spillere:
Anne Karina Nicolaisen, Alex Lehmann, Malthe Saunte og Sigurd Dissing.
De fungerer næsten som dukkeførere, selv om der ingen traditionelle dukker er med
(på nær to actionmen og en bamse), men alligevel er vi trådt ind i et univers,
hvor tingene besjæles som objektteater, når indholdet i de lukkede skuffer og
skabe slippes løs. Scenografi & design af Johan Kølkjær og Marie
Rosendahl Chemnitz.
Sami, Ana og
Malek har flygtningebaggrund, og er kommet til Danmark for at søge asyl, men
det er ikke traditionelle flygtningehistorier. Det er snarere livshistorier,
for de tre unge (ca. fra 17-22 år) er meget andet end deres flygtningebaggrund,
og det er forestillingens fortjeneste, at vi får dem præsenteret som hele mennesker
med hver deres specielle særpræg og forskellige baggrunde, der gør, at de
fremstår flerdimensionelle. Forestillingen
er mødet med dem – med deres drømme og ideer om, hvad de vil i livet, men
selvfølgelig også et møde med deres fælles flygtningebaggrund – men det er
anderledes flertydige fortællinger.
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Sami er bare
en ung dreng, da det arabiske forår bryder frem. Pludselig er himlen fuld af
militærets helikoptere. Men børnene spiller computerspil, og de synes bare, at
det er spændende. De har aldrig været på kant med loven - eller været i kontakt
med hverken politiet eller militæret. Men de er i familie med den ene af de to,
der bliver dræbt den første dag under opstanden.
Ana har en mor,
der er dygtig svømmer, og hun arrangerer svømning for kvinderne. De arabiske
mænd bliver jaloux på hende, for hun klarer sig alt for godt. Hun er entreprenant
og tjener godt, og det er i modsætning til den traditionelle kvinderolle.
Gennem 3 år arrangerer hun hemmeligt sin flugt – og en dag spørger hun datteren, om hun vil med.
Malek bliver
taget til fange sammen med to venner. De bliver torteret, og han er den eneste,
der overlever. På grund af familiens gode forbindelser og penge lykkes det
ham at blive sat på fri fod igen. Han flygter gennem Europa og kommer til Danmark.
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Alle tre
kommer til modtagecentret i Sandholm, hvorefter de under behandlingen af deres lange
asylsager bliver flyttet rundt fra asylcenter til asylcenter.
Ana og Sami
får endelig opholdstilladelse og får gode liv i Danmark, men usikkerheden får Malek til at tage tilbage til Syrien, og han bor nu i Damaskus, hvor han har en lille butik,
hvor han reparerer mobiler. Han savner stadig Danmark.
De fortæller
selv deres historier, hjulpet på vej af de 4 sortklædte skuespillere, der
fungerer både som samtalepartnere, udspørgere og dukkeførere. Fortællingerne
blander sig med hinanden, så både ligheder og forskelle træder tydeligere frem.
Det er scenisk legende koreograferet og visuelt dygtigt præsenteret. Det er
instrueret af Nina Kareis Livingstone. og musikken er orkestreret af Pete
Livingstone, det er de to, der udgør Livingstones Kabinet. Musikken er så beskrivende, og samspillet med fortællingerne fungerer malende. Det fungerer så godt, at min
ledsager slet ikke lagde mærke til musikken. Det voksede organisk sammen til en
helhed. På samme måde som bevægelser, intentioner og impulser gled over i hinanden
og skabte det flow, der fik det hele til at smelte sammen. De har
et mangeårigt virke bag sig – og det mærkes. Af nogle af deres ofte meget fabulerende forestillinger kan nævnes FETCH!(2022) og KEJSEREN (2019).
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Det giver god
mening at samarbejde med C:ntact, der holder til på Edison på Frederiksberg, for
C:ntact har specialiseret sig i at give stemmer til marginaliserede grupper i
samfundet – ikke mindst mennesker med flerkulturel baggrund, der selv fortæller
deres egne historier. Hvor Livingstone Kabinet laver æstetisk flotte
forestillinger, laver C:ntact forestillinger, hvor de medvirkendes livshistorier
gennem workshops får et teatermæssigt udtryk og bliver iscenesat
sammen med andre livshistorier. Af deres mange stærke og betagende forestillinger
kan nævnes: IK` FOR BØRN og EN LILLE BÅD DER GYNGER
Foto: Daniel Bødker Sørensen.
Det er spændende, når de to teaterformer mødes i forestillingen STEMMER. Det giver
mulighed for med STEMMER at få fortalt tre anderledes livsberetninger.
De tre beretning
bliver til flygtningefortællinger, men er så meget andet og mere end det. Det ikke
forkert at sige, at de har fælles flygtningebaggrund, men også det er meget
individuelt for dem hver især. De har alle tre i en livsperiode levet som
flygtninge, men er nu andre steder i livet. Både Ana og Sami læste videre. Sami
driver i dag flere forretninger på Sjælland.
Det er med
andre ord opbyggelige historier om, at vi skal lade være med at sætte hinanden
i båse og kasser, for det falder tilbage på os selv. Kan vi sætte andre fri, bliver
vi det måske også selv, kunne være den bagvedliggende tanker bag STEMMER.
Lille Kosmos
bor i byen sammen med sin mor og morens kæreste og Karla, der er kærestens
datter. Han har det godt og alt er, som det skal være. Men en dag fortæller moren,
at de skal flytte ud på landet, hvor han fåreget værelse med et vindue, der gør det muligt at ligge og kigge op på stjernerne. Der er bare det ved det, at de
andre ikke skal med, der er kun ham og moren.
Foto: Jacob Stage.
Han møder
tvillingeparret Prik og Bitten, og de hjælper ham med at finde svar på noget af
det, han ikke kan finde ud af. Det er ikke let af skulle undvære alt det, han
var vant til i byen. Han nåede aldrig rigtigt at få sagt farvel til Karla, og det
bliver han ved med at tænke på. Moren er vist heller ikke helt så glad for at flytte. De lever af pizza. Hun får ikke rigtig pakket flyttekasserne ud, men sidder bare på trappen uden for huset og ryger.
Foto: Jacob Stage.
Det er bare
den ene del af historien, der er skrevet af Josephine Eusebius, for den handler
lige så meget om, hvordan alting er opstået, og hvordan vi selv er blevet til.
Det er ubesværet vævet sammen i historien, hvor Astrid Lindgreen Hjermind har
skabt scenografien og Johannes Ebert Smed har komponeret musikken. Emilie
Rasmussen, Jesper Bruun og Malik Grosos er de tre på scenen, der er instrueret
af Adelaide Bentzon.
Foto: Jacob Stage.
Malik Grosos
er Lille Kosmos med hud og hår. Malik har en naturlig drenget charme. Han er
skøn at kigge på. Det er ikke let at spille barn, men han gør det med et
betydeligt overskud og med en glad kropslig energi, der virker smittende.Han evner at lade de forskellige følelser
glide hen over ansigtet i hurtige skift. Hans kontakt med publikum sidder lige,
hvor den skal. Han er deres, og alligevel holder han tilbage, så det stadig er
ham, der bestemmer. Han er hovedpersonen
– det er ham, der bærer historien. Hvis han er kloden, så er de andre
planeterne, der svæver rundt om ham.
Foto: Jacob Stage.
Sammen med
Prik og Bitten rejser de ud på en rumrejse. De bliver både klogere på universet
og på hinanden. De finder også ud af, hvordan man får nye venner – og at vi
alle består af stjernestøv. Men hvordan kan man være lille og stor på samme
tid? Hvordan samler man et hjerte, der er blevet skåret over i to? Hvordan kan
man slide kærlighed op?
Foto: Jacob Stage.
Det er
begavet børneteater. Teater Hund & Co. er gode til det, de gør. De har en
lang række børneforestillinger bag sig, der alle giver børn og voksne noget at
tænke over – og man får altid noget med hjem. Efter forestillingen var der et
brætspil til alle.
Her er
eksempler på teksterne fra spillet:
”De voksne
siger, at I skal flytte – hvad kræver du for at flytte med? (Svar flabet og ta´
2 stjerner fra bunken).”
”Solen er en
stjerne, der giver lys og varme. Hvem kan du bedst lide at få kram af?”
”I rummet er
der helt stille, fordi der ingen luft er. Hvor længe kan du holde vejret?”
