Viser opslag med etiketten Husets Teater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Husets Teater. Vis alle opslag

fredag den 30. januar 2026

Anmeldelse: WOYZECK på Husets Teater, STEMMER på Edison og LILLE KOSMOS på Krudttønden

 

Foto: Jacob Stage (Lille Kosmos), Christian Friedländer (Woyzeck), Daniel Bødker Sørensen (Stemmer).


Tre forestillinger om at være menneske. Om jalousi og afmagt i WOYZECK på Husets Teater. Om at komme fra en kultur til en anden i STEMMER af Livingstones Kabinet & C:NTACT på Edison. Om at være lille og stor på samme tid i LILLE KOSMOS af Teater Hund & Co. på Krudttønden. Rejs med gennem tre meget forskellige universer, hvor der stilles relevante spørgsmål om det at være her – lige her midt i livet – og hvad det betyder for os.  


Foto: Christian Friedländer. 


WOYZECK på Husets Teater

Georg Büchners ”Woyzeck” fra 1836 er en fascinerende teaterklassiker. Mange har med god grund haft fat i teksten. Betty Nansen Teatret havde i sin tid en meget stort opsat forestilling af Robert Wilson, der visuelt var overdådig, men hvor dramaets druknede i et enormt stilistisk overdrive. Klaus Kinski har spillet rollen manisk insisterende på film i Werner Herzogs instruktion. Senest har GLAD Teater taget den under behandling. Det var en grim, men smertelig god forestilling. I Sargun Oshanas tætte og meget ordknappe bearbejdelse kan den nu nydes på Husets Teater. Sargun Oshana har også selv instrueret denne mageløse rædsomme forestilling med Mathias Rahbæk og Camilla Lau som de to eneste på scenen. Det er på alle måder en tour de force. Mageløs eftersom den er skåret helt ind til benet og alle stykkets personer er skåret ned til at blive spillet af de to på scenen. Det fungerer fortræffeligt. Rædsomt eftersom det er næsten umuligt at trække vejret i det lufttomme, klaustrofobiske rum sammen med de to. Det er ikke til at holde ud, men man kan heller ikke løsrive sig fra det.


Foto: Christian Friedländer. 


Det er stort teatertrylleri. Med lysdesign af Christian Vest Berntsen, musik og lyddesign af Laurits Jongejan og kostumer og scenografi af Ditte Marie Walther Thygesen er det lykkedes at opbygge en forunderlig verden så anelsesfuld og tidløs, at dramaet ville kunne foregå til alle tider. Det er blevet til en forfærdende tidløs boble, der svæver hen over os, og hvert øjeblik truer med at sprænge og tilintetgøre alle.  


Foto: Christian Friedländer. 


Mathias Rahbæk er isnende og feberhed som Woyzeck. Camilla Lau er varm og uforfærdet som Marie. Sammen er de dømt til fortabelse. Dramaet mellem de to vibrerer og besætter rummet. Hvert ord, hver en betoning og hver af deres bevægelser gengives med dødelig præcision og dræbende akkuratesse.  Undergangen kommer ikke som nogen overraskelse. Allerede i prologen, indtalt som voice over af Vigga Bro, opsøger drengen solen, månen og stjernerne, men finder kun tomhed og bedrag. Så er tonen sat for dramaet. Alligevel besætter historien én, så man hverken kan komme væk eller komme tæt nok på.


Foto: Christian Friedländer. 


Jeg var vild med teatrets forrige Ibsen-forestilling FRUEN FRA HAVET (i samarbejde med Odense Teater), men Woyzeck er lige så god. Faktisk endnu bedre, selv om det altid er svært at sammenligne ulige størrelser.

Senest har Sargun Oshana iscenesat DJINN på Blaagaard (hvor han også tidligere var leder). Det var en magisk fascinerende coming of age- historie med et mellemøstligt twist, hvor en poolartist udførte hypnotisk svævende tricks i en historie, der havde sin helt egen indre skønhed og gru.


Foto: Christian Friedländer. 


I Woyzeck er der tryk på alle virkemidler fra start til slut. Det er godgørende med en pause midtvejs, for det er meget at tage ind. Selv dagen efter (hvor jeg skriver dette) drøner forestillingen stadig rundt indeni, og måske varer det længe, inden den falder til ro.

Det er historien om et jalousidrab. Woyzeck dræber sin Marie. Det både indleder og afslutter forestillingen, så det er ingen spoiler. Jeg gik rystet derfra – på en måde svævende. Det var grufuldt godt. Skildringen af social uretfærdighed, mental opløsning og afmagt ramte mig lige i hjertet.

Prøv eventuelt teatrets cocktail kreeret til forestillingen. Den er bitter, stærk – og mørk som natten. Ligesom forestillingen.


Foto: Christian Friedländer. 

WOYZECK 

17 jan. — 14 feb. 2026

Husets Teater

2 timer incl. pause.

Medvirkende: Mathias Rahbæk, Camilla Lau
Voice over (bedstemor): Vigga Bro
Original tekst: Georg Büchner
Instruktion & bearbejdelse: Sargun Oshana
Scenografi & kostumedesign: Ditte Marie Walter Tygesen
Lyddesign: Laurits Jongejan
Lysdesign: Christian Vest Berntsen
Dramaturg: Sonja Ferdinand
Instruktørassistent: Liv Tietge
Scenografassistent & teatermaler: Alma Holmefjord

Hjemmeside & billetter




 STEMMER 

...vi ikke må glemme 

Livingstones Kabinet & C:ntact

på Edison

16. januar –7. februar 2026

Da vi kommer ind, står der tre ophobninger med skabe og skuffer placeret hen over scenen. Alle mulige slags. Store og små imellem hinanden. Opstablede oven på hinanden. Store kommoder, små toiletskabe. Småt og stort blandet. Alle med lukkede låger og skuffer.

Et navn, med udstansede store bogstaver, blev placeret oven på hver. Det navngav hver af de tre livshistorier, vi får fortalt: Sami (fra Syrien), Ana (fra Iran) og Malek (fra Syrien). Det var deres historier, som gemte sig i de lukkede skuffer og skabe, der langsomt åbnedes og lod deres historier træde frem.


Foto: Daniel Bødker Sørensen.


Vi hører deres stemmer på båndede optagelser, der bliver hjulpet på vej af 4 sortklædte spillere: Anne Karina Nicolaisen, Alex Lehmann, Malthe Saunte og Sigurd Dissing. De fungerer næsten som dukkeførere, selv om der ingen traditionelle dukker er med (på nær to actionmen og en bamse), men alligevel er vi trådt ind i et univers, hvor tingene besjæles som objektteater, når indholdet i de lukkede skuffer og skabe slippes løs. Scenografi & design af Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz.

Sami, Ana og Malek har flygtningebaggrund, og er kommet til Danmark for at søge asyl, men det er ikke traditionelle flygtningehistorier. Det er snarere livshistorier, for de tre unge (ca. fra 17-22 år) er meget andet end deres flygtningebaggrund, og det er forestillingens fortjeneste, at vi får dem præsenteret som hele mennesker med hver deres specielle særpræg og forskellige baggrunde, der gør, at de fremstår flerdimensionelle.  Forestillingen er mødet med dem – med deres drømme og ideer om, hvad de vil i livet, men selvfølgelig også et møde med deres fælles flygtningebaggrund – men det er anderledes flertydige fortællinger.  


Foto: Daniel Bødker Sørensen.


Sami er bare en ung dreng, da det arabiske forår bryder frem. Pludselig er himlen fuld af militærets helikoptere. Men børnene spiller computerspil, og de synes bare, at det er spændende. De har aldrig været på kant med loven - eller været i kontakt med hverken politiet eller militæret. Men de er i familie med den ene af de to, der bliver dræbt den første dag under opstanden.

Ana har en mor, der er dygtig svømmer, og hun arrangerer svømning for kvinderne. De arabiske mænd bliver jaloux på hende, for hun klarer sig alt for godt. Hun er entreprenant og tjener godt, og det er i modsætning til den traditionelle kvinderolle. Gennem 3 år arrangerer hun hemmeligt sin flugt – og en dag spørger hun datteren, om hun vil med.

Malek bliver taget til fange sammen med to venner. De bliver torteret, og han er den eneste, der overlever. På grund af familiens gode forbindelser og penge lykkes det ham at blive sat på fri fod igen. Han flygter gennem Europa og kommer til Danmark.


Foto: Daniel Bødker Sørensen.


Alle tre kommer til modtagecentret i Sandholm, hvorefter de under behandlingen af deres lange asylsager bliver flyttet rundt fra asylcenter til asylcenter.

Ana og Sami får endelig opholdstilladelse og får gode liv i Danmark, men usikkerheden får Malek til at tage tilbage til Syrien, og han bor nu i Damaskus, hvor han har en lille butik, hvor han reparerer mobiler. Han savner stadig Danmark.

De fortæller selv deres historier, hjulpet på vej af de 4 sortklædte skuespillere, der fungerer både som samtalepartnere, udspørgere og dukkeførere. Fortællingerne blander sig med hinanden, så både ligheder og forskelle træder tydeligere frem. Det er scenisk legende koreograferet og visuelt dygtigt præsenteret. Det er instrueret af Nina Kareis Livingstone. og musikken er orkestreret af Pete Livingstone, det er de to, der udgør Livingstones Kabinet. Musikken er så beskrivende, og samspillet med fortællingerne fungerer malende. Det fungerer så godt, at min ledsager slet ikke lagde mærke til musikken. Det voksede organisk sammen til en helhed. På samme måde som bevægelser, intentioner og impulser gled over i hinanden og skabte det flow, der fik det hele til at smelte sammen. De har et mangeårigt virke bag sig – og det mærkes. Af nogle af deres ofte meget fabulerende forestillinger kan nævnes FETCH! (2022) og KEJSEREN (2019).



Foto: Daniel Bødker Sørensen.

Det giver god mening at samarbejde med C:ntact, der holder til på Edison på Frederiksberg, for C:ntact har specialiseret sig i at give stemmer til marginaliserede grupper i samfundet – ikke mindst mennesker med flerkulturel baggrund, der selv fortæller deres egne historier. Hvor Livingstone Kabinet laver æstetisk flotte forestillinger, laver C:ntact forestillinger, hvor de medvirkendes livshistorier gennem workshops får et teatermæssigt udtryk og bliver iscenesat sammen med andre livshistorier. Af deres mange stærke og betagende forestillinger kan nævnes: IK` FOR BØRN og EN LILLE BÅD DER GYNGER

 

Foto: Daniel Bødker Sørensen.


Det er spændende, når de to teaterformer mødes i forestillingen STEMMER. Det giver mulighed for med STEMMER at få fortalt tre anderledes livsberetninger.

De tre beretning bliver til flygtningefortællinger, men er så meget andet og mere end det. Det ikke forkert at sige, at de har fælles flygtningebaggrund, men også det er meget individuelt for dem hver især. De har alle tre i en livsperiode levet som flygtninge, men er nu andre steder i livet. Både Ana og Sami læste videre. Sami driver i dag flere forretninger på Sjælland.

Det er med andre ord opbyggelige historier om, at vi skal lade være med at sætte hinanden i båse og kasser, for det falder tilbage på os selv. Kan vi sætte andre fri, bliver vi det måske også selv, kunne være den bagvedliggende tanker bag STEMMER.


Foto: Daniel Bødker Sørensen.

STEMMER

...vi ikke må glemme 

Spiller på Edison, København  

16. januar - 7. februar 2026  

Iscenesættelse: Nina Kareis Livingstone

Medvirkende: Anne Karina Nicolaisen, Alex Lehmann, Malthe Saunte, Sigurd Dissing,

Komponist: Pete Livingstone

Scenograf & Design: Johan Kølkjær, Marie Rosendahl Chemnitz

Hjemmeside & BILLETTER

Tidligere anmeldte forestillinger med Livingstones Kabinet:

​CANADA (2020)

KEJSEREN (2019)

FETCH! (2022)

KLIK (2012)


Tidligere anmeldte forestillinger med C:NTACT:

EN SOM DIG (2021)

MÆRKET AF LIVET  (2018)

EN LILLE BÅD DER GYNGER (2015)

HOOYO! (2016)

ONDT BLOD (2012)

Foto: Jacob Stage.
 

LILLE KOSMOS

 på Krudttønden

 Teater Hund & co. & Teaterhuset Filuren  

5-10 årige og deres voksne

Lille Kosmos bor i byen sammen med sin mor og morens kæreste og Karla, der er kærestens datter. Han har det godt og alt er, som det skal være. Men en dag fortæller moren, at de skal flytte ud på landet, hvor han får eget værelse med et vindue, der gør det muligt at ligge og kigge op på stjernerne. Der er bare det ved det, at de andre ikke skal med, der er kun ham og moren.


Foto: Jacob Stage. 

Han møder tvillingeparret Prik og Bitten, og de hjælper ham med at finde svar på noget af det, han ikke kan finde ud af. Det er ikke let af skulle undvære alt det, han var vant til i byen. Han nåede aldrig rigtigt at få sagt farvel til Karla, og det bliver han ved med at tænke på. Moren er vist heller ikke helt så glad for at flytte. De lever af pizza. Hun får ikke rigtig pakket flyttekasserne ud, men sidder bare på trappen uden for huset og ryger.  


Foto: Jacob Stage. 


Det er bare den ene del af historien, der er skrevet af Josephine Eusebius, for den handler lige så meget om, hvordan alting er opstået, og hvordan vi selv er blevet til. Det er ubesværet vævet sammen i historien, hvor Astrid Lindgreen Hjermind har skabt scenografien og Johannes Ebert Smed har komponeret musikken. Emilie Rasmussen, Jesper Bruun og Malik Grosos er de tre på scenen, der er instrueret af Adelaide Bentzon.


Foto: Jacob Stage. 


Malik Grosos er Lille Kosmos med hud og hår. Malik har en naturlig drenget charme. Han er skøn at kigge på. Det er ikke let at spille barn, men han gør det med et betydeligt overskud og med en glad kropslig energi, der virker smittende.  Han evner at lade de forskellige følelser glide hen over ansigtet i hurtige skift. Hans kontakt med publikum sidder lige, hvor den skal. Han er deres, og alligevel holder han tilbage, så det stadig er ham, der bestemmer.  Han er hovedpersonen – det er ham, der bærer historien. Hvis han er kloden, så er de andre planeterne, der svæver rundt om ham.


Foto: Jacob Stage. 


Sammen med Prik og Bitten rejser de ud på en rumrejse. De bliver både klogere på universet og på hinanden. De finder også ud af, hvordan man får nye venner – og at vi alle består af stjernestøv. Men hvordan kan man være lille og stor på samme tid? Hvordan samler man et hjerte, der er blevet skåret over i to? Hvordan kan man slide kærlighed op?


Foto: Jacob Stage. 


Det er begavet børneteater. Teater Hund & Co. er gode til det, de gør. De har en lang række børneforestillinger bag sig, der alle giver børn og voksne noget at tænke over – og man får altid noget med hjem. Efter forestillingen var der et brætspil til alle.

Her er eksempler på teksterne fra spillet:

”De voksne siger, at I skal flytte – hvad kræver du for at flytte med? (Svar flabet og ta´ 2 stjerner fra bunken).”

”Solen er en stjerne, der giver lys og varme. Hvem kan du bedst lide at få kram af?”

”I rummet er der helt stille, fordi der ingen luft er. Hvor længe kan du holde vejret?”

 

LILLE KOSMOS

Aldersgruppe: For de 5 - 10 årige og deres voksne

Spilleperiode: 28. 11 - 22.12. 2025 (Aarhus) & 14.1. - 8.2. 2026 (København)

Varighed: ca. 50 min.

Medvirkende: Malik Grosos, Jesper Bruun & Emilie Rasmussen

Instruktør: Adelaide Bentzon

Dramatiker: Josephine Eusebius

Komponist: Johannes Eberl Smed

Scenograf: Astrid Lindgreen Hjermind

Lysdesigner: Jesper Munk Jepsson

Fotograf: Jacob Stage

 Hjemmeside & billetter

Se trailer:


Tidligere anmeldte forestillinger med Teater Hund & Co.:

 HVEM BESTEMMER? (2024)

HVOR GÅR GRÆNSEN...HEN? (2024)

 TÆNK ENGANG! (2021)

DRØMME OM NOGET ANDET/ Den store jagt på lykke (2017)


*


Se oversigten over de 

349 andre anmeldelser


*


 

   

tirsdag den 4. februar 2014

ANMELDELSE: SNE på Husets Teater



 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
Den kunstige SNE på scenen konkurrerer med den ægte udenfor. Hvad foretrækker man: det ægte frem for det kunstige? Hvad er det for noget med den sne? Den daler ned så smukt, fryser til is, før den igen smelter og ender som tøsne og sjap. Den kan både være poetisk og blodig. I forestillingen SNE er den begge dele. Forfatteren Ka, indfølt spillet af Anders Mossling, der med sin svenske accent netop får dette udefrakommende, er hjemvendt digter. Godt nok har han ikke skrevet noget de sidste 5 år, og det er 20 år siden han sidst var i barndomsbyen Karsberg. Man forstår hvorfor han har holdt sig væk. Formodentlig fordi han fandt noget bedre ude i det fremmede. Men Karsberg findes alle vegne. Den er en tilstand eller et sort hul, som en af byens indbyggere kalder den. Den forlader os aldrig. Den er inde i os.
 
 
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
 
Hjemkomsten er ikke let, for byen er delt i to lejre. Der er dem – og så er der de andre. Eller os – og de andre, for man er nødt til at vælge side. I Karsberg - og alle steder, for selv at finde sin placering. Den lokale skoledirektør har forbudt de muslimske piger at bære hovedtørklæde. På gaderne bliver der delt løbesedler ud med ordene ”Allah loves you”. På en stor væg udenfor teatret er det gentaget med tilføjelsen: ”Just the way you are”. Mange danskere er konverteret ikke mindst takket været ”Grøn”, der overbevisende og vulgært-populært har talt sig ind i danskernes ensomhed og givet dem noget at tro på og stå sammen om, og ikke uden at ramme en kerne af sandhed. Begreberne er fra starten vendt rundt, og der tales overbevisende fra begge sider. Der bliver kæmpet om os. Det er en større kamp. Vi er på slagmarken i Karsberg. I starten kæmpes der bare med ord, senere bruges der vold. Det er en kamp, hvor alle taber.
 
 
 
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
 
Ka er kommet tilbage for at skrive en artikel om det, og vil ikke umiddelbart vælge side, og vi forstår ham. Vi bliver selv fanget ind - som publikum, og kommer alt for let til at give vores gunst og applaus væk til ”Grøn”, der holder en længere hvervetale for os. Det er det, der gør forestillingen så ubehagelig og spændende, for det er slet ikke så let at vælge, når man skal vælge mellem to onder. Kandidaterne forsøger at virke nok så tilforladelige. Men intet er tilforladeligt i Karsberg. Heller ikke kærligheden. For da Ka hører at Silke er blevet skilt fra Herbert, gør han sig straks forhåbninger om at han og Silke nu ville kunne finde sammen. Han opsøger hende, og erklærer hende sin uforbeholdne kærlighed endnu inden de har lært hinanden at kende, for der er sket meget siden dengang i skolen, hvor Ka kiggede langt efter hende. Den gang hvor alle de larmende elever blev sat ved siden af Ka, for der var der altid stille, for ingen talte til ham. Men det knager i den idealistiske kærlighed, da Ka får at vide at Silke var Grøns tidligere elskerinde, og at de stadig holder kontakten.
 
 
 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

SNE er frit efter den tyrkiske Nobelpristager Orhan Pamuks roman af samme navn. Meget frit bearbejdet til scenen af Hakan Savas Mican & Olivier Kontny, men anderledes kan det ikke være med en roman, der i så høj grad er en indre tilstand – ligesom Karsberg. En tilstand der i romanen forgrener sig så vildt og uhæmmet at der ville være stof nok til mange forestillinger, for dette er blot en lille del af romanens forgrenede plot. Man farer vild i Pamuks bog. Når man først er kommet ind, er det svært at komme ud igen, og når man gør det, er alting forandret - ligesom det sker for Ka. Det melankolske ligger lige for. Det er næsten ikke til at bære. For vi vil have happy endings, men sådan er det bare ikke i virkeligheden eller for Ka. Vi fornemmer hvor værgeløs han er, hvor fortabt og sårbar han er over for sneen. I starten kærtegner den ham, for senere helt at begrave ham. Livet klemmer sammen om os. Ingen slipper godt fra det. Heller ikke Ka. Moralen er, hvis der overhovedet findes nogen, at det at være menneske er ikke for almindelige mennesker.


 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 
I SNE bliver snefaldet en slags bro ind til noget dybere inde i de fortabte mennesker. Nærmest som håb, der dysser ned over os, men som til sidst blot ender med at begrave os levende. Rollen som Ka er umiddelbar enkel, men det enkle er det svære - både i livet og på scenen. Den dansk-svenske skuespiller, Anders Mossling (der i FIX & FOXYs ”Viljens Triumf”, for lidt over et år siden, gysende gav liv til Leni Riefenstahl berygtede propagandafilm der opførtes som live teater i en nedlagt godsstation ikke langt fra Halmtorvet med tilhørerne som velvillige statister) er i besiddelse af en stor afvæbnende menneskelighed. Egentlig siger han ikke meget, men det er heller ikke nødvendigt, for det gør alle andre. Ka har en mission, for han vil gerne forstå, hvad der er ved at ske i den lille by, for hvad er det, der vælder frem fra mørket? Stykket er ligesom romanen en sjælevanding, men den fører ikke mod en større afklaring. Tværtimod. Stykket er ligesom romanen fyldt med modsætninger. Alting vendes på hovedet.


Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

De to øvrige mandlige personer spilles af Claes Bang og Morten Burian. Claes Bang spiller ”Grøn” med bred amerikansk accent (spiller også frysende godt i Jan Guillous ”Ondskaben” på Snoreloftet, der genopsættes næste måned). Morten Burian er Herbert, den lokale redaktør, der skriver nyhederne på forhånd, for at være ”performativ” (spillede lige så overbevisende i Lollikes og Husteds iscenesættelse af ”Point Omega”opført  for nylig i en nedlagt bankfilial skråt over for Glyptoteket - og er tidligere blevet Reumert-belønnet for sin spillemæssige store spændvidde). Han kan smile så det isner ned af ryggen. Han blotter tænderne som til bid, og kan på et sekund gå fra godmodig, tilforladelig og afvæbnende til særdeles utilregnelig. Bang og Burian afbalancerer hinanden smukt, og udgør en passende modvægt til Mosslings Ka i Alexa Thers fine instruktion. De kvindelige roller varetages dækkende af Camilla Gjelstrup og Marie-Lydie Nokouda. Scenografen Camila Bjørnvad har skabt en enkel, men raffineret scenografi, der tillader hurtige sceneskift, og samtidig giver et væld af variationsmuligheder. Og så er der sneen, der uophørligt daler ned, og ender med at dække det hele.


 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Medvirkende:
Anders Mossling, Claes Bang, Morten Burian, Camilla Gjelstrup, Marie-Lydie Nokouda
 
Manuskript:
Hakan Savas Mican & Oliver Kontny
 
Instruktion:
Alexa Ther
 
Scenografi:
Camilla Bjørvad
 
Lysdesign:
Antonio Rodrigues-Andersen
 
Lyddesigm:
Jes Theede
 
Oversættelse:
Kristian T. Erhardsen
 
Spilleperiode: 1. 2.- 1.3. 2014

tirsdag den 12. marts 2013

Anmeldelse: ”George Kaplan” på Husets Teater



Opstilling til gruppebillede. Men der er noget galt. De oplæste paroler klinger ikke rigtigt. En af de fem, en kvinde, hiver sin maske af, for det er umuligt både at se teksten og læse den højt, mens man har maske på. Hun insisterer på at enten skal man have maske på eller også skal man læse. Det er umuligt at læse med maske på. Det udvikler sig til tumult. Det er svært at få ørenlyd og endnu sværere at blive enige om noget. For hvad laver de egentlig sammen og hvorfor? Hvorfor skal de altid mødes i det afsides beliggende sommerhus? Er det en aktion eller en manifestation - og er det del af et oprør? Hvad er det egentlig de vil?
 
 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
 
Der leges kispus med publikum lige fra starten. Snart narres vi til at tro det ene og snart det andet. Vi deler rådvildheden. I referat lyder det ikke som meget at være fælles om. Men teksten er så fermt skrevet af den unge franske dramatiker FRÉDÉRIC SONNTAG at den veksler mellem det morsomme og det bidende sarkastisk og balancerer dygtigt imellem det karikerede og det sandsynlige. En fornemmelse af noget snigende breder sig. Det er snedigt udtænkt og djævelsk velskrevet. Vi er så tæt på at forstå, hvad det drejer sig om, og alligevel smutter betydningen os af hænde hele tiden. Hvad sker der når idealismen bliver skinger, og når visionen bliver sløret og virkeligheden ikke længere hænger sammen? Hvad betyder det, når vi ophæver virkeligheden og træder ind i vores egen selvskabte verden? Hvad sker der, når idealisme bliver aktivisme, der munder ud i terrorisme? Hvem er George Kaplan? Hvad er George Kaplan? Er vi alle George Kaplan?


 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Forestillingen er inddelt i tre akter, der spilles uden pause. I 1½ time sidder vi på pinde. Ordene galoperer gennem luften. Første akt, i sommerhuset, fungerer som ekspositionsdelen, hvor temaet præsenteres og gennemspilles som var det et stykke musik, der langsom foldes ud og gennemspilles i forskellige intervaller og tempi. I anden akt overværer vi en workshop, hvor højtbetalte og velkvalificerede manuskriptfolk byder ind på opbygningen af senarier omkring oprør, angreb og terrorisme. Det er det samme, der gennemspilles i nye omgivelser med andre mennesker. Teksten er bygget ind i samme konstruktion, sådan så man som publikum begynder at ane en større sammenhæng. For hvad er det egentlig vi er vidne til? Hvad er det der foregår? Det er ikke som det ser ud. Slet, slet ikke. Det samme gentager sig i tredje akt, hvor vi har bevæget os ned af magtens korridorer og hvor påklædningen er stramme habitter og figurskårne spadseredragter. Nogle af manuskriptforfatternes vilde ideer er blevet virkelige.
Vi er til en briefing sammen med ”den usynlige regering”, og der er risiko for at kompromitterende bevismateriale vil kunne afsløre dens hemmelige eksistens. Der skal handles hurtigt og beslutsomt, hvis det skal lykkes af afværge afsløringen. Men måske kan det vendes til organisationens fordel, for det kan bruges til at fremkalde frygt, og frygtsomme mennesker er lettere at regere. For ingen ved, hvad ”George Kaplan” er. Er det et våben eller en plan for at kidnappe præsidenten - eller hvad?
 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Stykket er som en kinesisk æske, hvor scener og ord er pakket ind i hinanden. Efter den afsluttende black out er der især en replik fra 2. akt, der står tilbage og klinger gennem mørket, og som måske siger noget om George Kaplan og ikke mindst om denne seværdige forestilling:
”… det handler ikke om at fortælle historier.... Det handler om at fremkalde det man ikke kan se. Det man aldrig før har set. At skabe billeder som foruroliger og forstyrrer vores drømme og erindring. At fremkalde skyggerne, spøgelserne. Det handler om at kaste lys over netop det udsnit af mørket, som giver skyggerne liv.”
 
 
 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Måske er det hele vores menneskelighed, der står på spil, for hvad er der tilbage, hvis vores fælles fortælling ophører? Det er spørgsmål som forestillingen rejser. Det er illusionsløst teater, der gør ondt langt inde i sjælen. Vi er magtesløse i hænderne på det glimrende skuespilhold bestående af Mads Wille, Henrik Prip, Ellen Hillingsø, Ole Lemmeke og Sarah Boberg. Den unge begavede franske dramatikers tekst er svær at spille og endnu sværere at få til at leve. Det er faktisk bemærkelsesværdigt at det lykkes så godt. Instruktøren Christoffer Berdal har orkestreret stemmerne på scenen, så vi krymper os. Spillerne opbyder det fineste ensemblespil. Det er forrygende. Kun Henrik Prip er det forundt at træde ud af ensemblet og have en monolog i slutningen af 2. akt. Det sker så uigenkaldeligt at stykket for en stund lægger sig til hvile, og giver en slags lindring, lige der hvor smerten er stærkest. Det er knugende uhyggeligt, men der rummes også poesi i tomrummet mellem liv og død, hvor håbet folder sig sammen og tilintetgører sig selv. Det er svært at komme til live efter forestillingen. Det er svært at finde tilbage i sig selv. Efter dette teaterstykke er man en anden.  
 
 

GEORGE KAPLAN
 EN THRILLERKOMEDIE OM KAFFE, KONSPIRATIONSTEORIER OG CLIFFHANGERS

MED: MADS WILLE, HENRIK PRIP, ELLEN HILLINGSØ, OLE LEMMEKE, SARAH BOBERG
MANUSKRIPT: FRÉDÉRIC SONNTAG OVERSÆTTELSE: MAJ BOVIN OG CATHERINE LISE DUBOST
INSTRUKTION: CHRISTOFFER BERDAL SCENOGRAFI: PETER SCHULTZ
 
 
Husets Teater fra d. 9. marts til 13. april 2013.