Allerede inden lyset går ned, er salen fyldt af høj musik, der blander sig med lyden af publikum, der finder på plads. Jeg fornemmer, at jeg sidder i en bazar. Måske i Tyrkiet, hvor forestillingen foregår. Musikken intensiveres, da lyset går ned. Pludselig sidder de dér på scenen. Tre skikkelser, der skutter sig og kravler sammen hver for sig. Vi befinder os i en fængselscelle. Øverst i den ene side er der et tilgitret vindue, hvorigennem lyset falder ned og aftegner sig i en aflang firkant på gulvet, hvor der ligger en afklædt menneskedukke som de tre skuespiller på skift eller sammen animerer i forestillingen DESERTØR på Blaagaard Teater. Kasper Krassimer, Ellaha Lack og Heebam Jakir er instrueret af teatrets tidligere leder, Sargun Oshana, der også har bearbejdet teksten, der er baseret på første del af Danskertrilogien af tegneseriekunstneren og grapfic novel-forfatteren Halfdan Pisket.
.jpg)
På tegnesiealbummets forflap er hele historien opsummeret med disse ord: "Historiens hovedperson kommer til verden i 1953. Han vokser op i en lille by i nærheden af Kars. Byen ligger i grænselandet mellem Tyrkiet og Armenien. Familien er velhavende, faren, der er stærk tilhænger af Araürk, er tyrkisk, moren armensk. Byen synes uberørt af de konflikter, der er mellem tyrkere og armenere. Der ligger dog stadig skeletter langs vejene fra gamle krige. Og det tyrkiske militær bevogter den nærliggende grænse, der konstant flytter sig."
Det er en fantastisk forestilling, fra start til slut. Jeg rykker mig automatisk tilbage i sædet, for det er meget pågående, men også mesterligt instrueret af Sargun Oshana. De tre spillere: Kasper Krassimer, Ellaha Lack og Heebam Jakir leverer et blændende ensemblespil. Sargun Oshana har med den centrale dukke fået omsat den mangefacetterede beretning til en fascinerende billedstrøm, hvor Halfdan Piskets tegninger fra bogen indgår i den opprojicerede billedscenografi, der løber hen over fængselscellens væg og hager sig fast i publikums bevidsthed, mens den sorte tegnede streg bruges til at skabe vidunderlige stærke billeduniverser. Ikke mindst, når de tre spillere samtidig animerer dukken, der løber på stedet, mens omgivelserne suser afsted bag dem.
.jpg)
Det er store magi, der udfolder sig på scenen og lader os opleve fornemmelsen af at være i cellen sammen med hovedpersonen, der husker tilbage på sit liv og lader os møde sine minder.
Forestillingen er med sine 75 minutters spilletid ikke lang, men billedstrømmen er så overvældende og så konstant, at jeg bagefter føler mig helt udmattet - og godt kunne have ønsket mig en forkortet bearbejdelse, for der er alt for mange detaljer, der sagtens kunne udelades. Det er yderst sympatisk at lave fortællingen så bred og detaljeret, men den havde stået endnu klarere frem, hvis bearbejdelsen havde været strammere. Men det er selvfølgelig en uretfærdig anke, når forestillingen stadig er så betagende.
Der er en ganske overrumplende enkelhed, der går igen i alle de benyttede ingredienser som forestillingen består af. Det minder mig om en teater, jeg har set for mange år siden på polske teaterfestivaler. Tematisk er det tungt, tungt. Men visionerne bag fortællingerne er himmelvide og det løfter tematikkerne og gør det flyvende. Det er uforståeligt, at noget så tungt kan føles så let og svævende. Det sætter sig fast på én. Man er simpelthen forandret, når man går derfra.
Men ikke alt er askegråt og ulykkeligt. Der er store lysende øjeblikke, hvor frihedens vinge rammer hovedpersonen, når han og den bedste ven skuer ud over byen oppe fra kirketårnet og taler om livet, der venter på dem. Men da venner brat skydes af de ansigtsløse, går verden i sort for hovedpersonen, og han begynder at få de første epileptiske anfald. Han kan ikke håndtere vreden, han sidder tilbage med, og opsøger håndgemæng og slåskampe, for dog at føle NOGET. Bare et eller andet. Hans første kæreste formår heller ikke at hjælpe ham. Der er en rørende samlejescene med dukken. Det lyder måske vildt, men den er lavet, så man bliver helt stille. Det er ikke råt og grimt, men rørende.
Dukken med aftagelige lemmer er skabt af Katrine Karlsen. Den minder mest af alt om en underbuksebeklædt benrad. De indsatte glasøjne funkler imod os - og vi følger enhver af dens bevægelser. Selvfølgelig ved vi godt, at det bare er en dukke, men når den er i spil, glemmer vi det - og den bliver HELE forestillingen, sådan så skuespillerne omkring den reduceres til dens tanker og de oplevelser den havde i tiden før fængslet. Astrid Kjær Jensen har været konsulent på dukkeføringen, og når alle tre skuespiller sammen fører dukken, bliver illusionen total. Det understreges af den opprojicerede streg af Halfdan Pisket. Når tegneserie og teater smelter sammen sætter forestillingen fra og svæver højt op over os. Det er en fryd at opleve!
Franciska Zahle er scenograf og Rosa Birkedal har været realiserende scenograf. Christina Wendelboe har været dramaturg på forestillingen. Originalt lys- og video design er af Clement Irbil. Andreas Buhl har stået for redesign af lys- og video. Anders Amdisen har stået for forestillingens lyddesign.
Forestillingen har en meget grum pointe, der forklarer, hvordan hovedpersonen ender i fængslet - og selv bliver til en af de ansigtsløse. Hvordan det sker, må man selv opleve. DESERTØR er hermed varmt anbefalet.
DESERTØR
Hjemmeside & billetter.
