Skoene skal tages af allerede ved indgangen til teatret på Nørrebrogade. I den lille café, der leder ind til teatersalen, er der gjort plads til skoene langs væggen. Blåt lys strømmer ud bagerst i rummet, der leder ind til teatersalen. Det er overraskende at træde indenfor, for vi er straks i en anden verden. Alle stole er væk og erstattet af puder på gulvet og siddepladser langt væggene. I midten er der en platform med en poolstang. Det minder på én gang om et arabisk hjem og en natklub. Vi sidder med front mod et løsthængende gardin. Gennem det tynde stof kan man vagt ane konturerne af noget ubestemmeligt. Vi bliver gennet tæt sammen for at give plads til alle.
DJINN er en dramatisering af Elias Sadaqs anmelderroste digtsamling af samme navn, som han frit har bearbejdet for teater. Det er usædvanligt med en dramatiseret digtsamling. Men ikke for Blaagaard, der for nylig dramatiserede tegneserien ”Desertør” af Halfdan Pisket. Det kom der en glimrende, meget mørk, men også kunstnerisk velforløst forestilling ud af. At dramatisere en digtsamling svarer til at dramatisere en sang. Det kræver stor indføling og en fabulerende anelsesfuldhed, når alt det usagte, der ofte kan være et digts styrke, skal visualiseres, men det hjælper selvfølgelig, når digteren også er dramatiker. Opgaven er på en gang både let og svær, når der skal jongleres med teatrets mangefacetterede flertydighed og lade det kollidere med teatrets magi og fysikalitet. Sargun Oshana, den tidligere leder af Blaagaard, har fermt, pågående og alligevel lyrisk instrueret Kevan Nirwan Soliman i rollen som Zakarias. Vi møder ham først som en begejstret og dansende 11-årig, der har fået lov til at bevæge sig rundt i farmorens, Aminas, sko og skærf, indtil faren stopper det og beskylder sønnen for at være besat af en DJINN. Det ved sønnen ikke, hvad er. Koranen taler også om dem, og omtaler dem som en slags overjordiske væsener, der kan være enten gode eller onde. Det er tydeligvis nogle, der forlokker og frister menneskene, men til hvad?
Som 15-årig bliver Zakarias gode venner med immanens søn, Younes og straks i deres kontakt sker der noget, han ikke har oplevet før. De bliver tydeligvis gensidigt draget af hinanden. De mødes i moskéen, men det religiøse taber hurtigt deres interesse. Det er ikke dét, der knytter dem sammen. De begynder at ses tiere – og sammen drømmer de om en anden og bedre verden. Sammen flytter de ind i denne drøm, men bliver afsløret midt i et kys, og så falder den moralske hammer – og den træffer dem hårdt. Zakarias og faren skubbes ud af moskéen. Det er svært for Zakarias at forlige sig med, at Younes beskylder ham for at have udsat ham for mørk magi og forførelse, når virkeligheden var en helt anderledes.
I en karakteristisk scene fra forestillingen, der foregår i mørke, er vi med hovedpersonen spærret inde i et skab, mens vi hører hovedpersonens hjerteskærende og desperate råb om hjælp. Hverken faren eller farmoren kommer ham til undsætning, for skammen er noget, de synes, han selv har nedkaldt over dem.
Vi er halvvejs gennem fortællingen, da scenen skifter og tæppet trækkes til side og åbenbarer en anden og mere ekstatisk rå verden, som er den hovedpersonen stikker af til. Zakarias er af marokkansk oprindelse med en marokkansk far og dansk mor, men moren er død, og han er opvokset i Brabrand ved Århus. Resten af historien udspiller sig i København, hvor Zakarias lader sig beruse af stoffer, kroppe og musik. Alt sammen HARAM, indtil en opringning fra faren kalder ham tilbage til Jylland – og tilbage til familien. Farmoren har fået en blodprop og faren har brug for at Zakarias kommer hjem. Det gør han.
Her kunne historien næsten have endt godt, hvis Zakarias ikke havde følte sig som en paria, brændemærket og udstødt af den arabiske sammenhæng som han voksede op i. Til farmorens begravelse kommer alle hen og kondolerer og giver faren hånden. Også dem, der bag farens ryg tidligere har kaldt ham skør, men Zakarias undgår de alle. Ham er der ikke længere plads til.
Det er en smuk og dragende iscenesættelse fuld af billeder og situationer, der tager os med ind bag sløret til en anden verden. Selv om kritikken af det religiøse kun meget vagt formuleres, er det ikke desto mindre en reaktionær og intolerant religion, vi møder. Men måske er det heller ikke så væsentlig, hvorfra fordømmelsen kommer, men vigtigere er, at den er der. Her er den dikteret af koranen, men kunne lige så vel have kommet fra mange andre kanter – også i danske sammenhænge.
Forestillingen bæres oppe af Kevan Nirwan Soliman som Zakarias og alle øvrige roller som farmoren og Younes fremføres af danseren Aftab Asghar Gondal, der elegant slanger sig op af poolstangen på platformen i midten i den smukke scene, hvor de to drenge mødes i et kys. Det bæres af en sky og meget rørende uskyldighed, der smitter af på resten af forestillingen, selv om historien knækker over på midten, da hovedpersonen stikker af til København, men det er et velanbragt knæk, der kommer hvirvlende imod os som en rus af høje, potente danserytmer, røg, lysshow og forførende teatermagi.
DJINN er en spændende teaterrejse, fuld af mellemøstlig sensualitet, spirende kønsidentitet og en rækken ud efter alle de umulige drømme, der måske alligevel ikke er så uopnåelige, men prisen er høj – og let er det ikke. Måske handler det ikke så meget om at bekæmpe dem, men mere om at lære disse DJINNER bedre at kende. At vokse op og kaste barndommen af sig og finde sin plads i verden som ungt menneske, er at opdage verden på egen hånd og tage det til sig, som man kan bruge - og så lade resten ligge. Det er forestillingen en varm fortaler for. Ta´ i Blaagaard og oplev denne varmt pulserende, meget sensuelle og forførende teaterberetning om at finde sig selv. Det er det hele værd.
DJINN spiller fra den 15.11. — 15.12.2025
Medvirkende:
skuespiller Kevan Nirwan Soliman
danser Aftab Asghar Gondal
Skabt af dramatiker Elias Sadaq
Instruktør: Sargun Oshana
Scenografi: Lina Hashim
Lyddesign: Jacobe Suissa
Lysdesign: Thora Eriksen
Dramaturg: Christina Wendelboe
Scenografisk konsulent: Rosa Birkedal
Scenograf assistant: Nora Ray Abraham
Instruktørassistent: Clara Morild Marchmann
.jpg)
.jpg)
