Fotograf: Thomas Cato
Da vi kommer ind i teatersalen er den første
overraskelse at alt er bygget om, så scenen nu er blevet placeret på langs
ud for de lange bænkerækker. Det der tidligere var en af byens mindste scener,
fremstår nu i sin ombyggede form som væsentlig større. Næste overraskelse er
forestillingens sprudlende spillestil. Den er dikteret og orkestreret af den
ferme og iderige instruktør, Egill Pálsson. Men det undrer ikke, for hans
seneste forestilling er Mammutteatrets både gribende og passionerede ”De danser alene”. Tredje overraskelse er Lucas Svenssons poetiske
tekst, hvilket heller ikke overrasker efter hans to tidligere forestillinger
skrevet specielt til Teater Får 302: ”Smerten” og ”Sympati for djævelen” – der
begge har været blandt teatrets store successer inden for de sidste år. I
tilgift kan man opleve to af teatrets faste skuespillere, Birgitte Prins og
Charlotte E. Munksgaard, der frydefuldt jonglerer sig igennem den knap 3
timer lange forestilling. Med på scenen er Mette K. Madsen og Jesper
Hyldegaard. De fire yder en glimrende og overdådig indsats i et meget stramt
arrangement, der kun lykkes fordi det er muligt at holde det høje tempo oppe
hele vejen igennem, og alligevel falder både teksten og arrangementet til ro i
hænderne på de dygtige skuespillere.
Fotograf: Thomas Cato
Faktisk er teatrets 30 års jubilæumsforestilling med underteksten ”En
samtidsdiagnose fortalt over 100 år” smukt, smukt teater. Det fremstår enkelt,
men er det langtfra. Egentlig burde det være umuligt at lave en tæt og
sammenhængende historier om de sidste 100 år – og især om et særligt hus i
Toldbodgade. Nærmere betegnet huset, hvor teatret har haft til huse siden
starten i 1987.
Fotograf: Thomas Cato
Forestillingen er som ét stort myldre-billede, hvor skæbner og personer tegner de forgangne 100 år. Der er den enfoldige pige fra landet, Dea,
der kommer i huset hos Torkild Therkildsen. Han er journalisten, der starter hos Information,
men ender hos Ekstra Bladet. Der er sønnen, Lars Axel, opkaldt efter politikeren
Aksel Larsen. Han forsøger at få moren til at sælge deres lejlighed i huset,
for at tækkes en entreprenant spekulant som han er hemmeligt forelsket i. Han
dør samme dag som Simon Spies, og de mødes samme dag på stranden i Rungsted.
Spies er gode venner med Mogens Glistrup. Trådene knyttes sammen på kryds og
tværs på mange finurlige måde. Rammefortællingen er Henrik Mandrake, der kommer
tilbage fra USA i 2016, netop som Donald Trump vinder over Hillary Clinton. Han
kommer tilbage til datterens bryllup, der er lagt på årsdagen for det skæbnetræf,
der binder mange af forestillings historier sammen.
Fotograf: Thomas Cato
Hele forestillings tidsramme
skrives undervejs ind på én lang kridtstreg, der strækker sig fra den ene side
af bagvæggen til den anden. Det kan sine steder være svært at holde de mange
personer ude fra hinanden, men det sker når et århundrede skal
fortælles, for så glider personer og begivenheder sammen i tidens malstrøm, og
alligevel fremstår forestillingen som en yderst elegant leg med historien og
husets historie. Det er en fornøjelse at overvære, så stig ombord i
tidsmaskinen og nyd rejsen tilbage gennem de forgange 100 år. Det er som at
vandre ned igennem historien. Store og små oplevelser, kærlighedshistorier,
livshistorier blandes med politiske begivenheder og er med til at tegne et
fascinerende tidsbillede at livet som det er blevet levet i det hus, hvor
forestillingen udspiller sig den dag i dag.
Grafik: Maibritt Amsler
ET HUS PÅ SAND OG HÅB
Spilleperiode: 27.3. – 28.4.2017
Medvirkende: Charlotte E. Munksgaard, Mette K. Madsen,
Jesper Hyldegaard, Birgitte Prins
Instruktør: Egill Pálsson
Dramatiker: Lucas Svensson
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Lysdesigner: Sonja Lea
Lyddesigner: Jes Theede
Kostumier: Camilla Lind
Assisterende instruktør: Tine Byrdal Jørgensen
Oversætter: Johanne Lykke Holm
Scenografassistent: Nynne Larsen
Bygger: René Frisch
