Viser opslag med etiketten Lucas Svensson. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lucas Svensson. Vis alle opslag

lørdag den 8. april 2017

Anmeldelse: ET HUS PÅ SAND OG HÅB på Teater Får302


Fotograf: Thomas Cato
 
Da vi kommer ind i teatersalen er den første overraskelse at alt er bygget om, så scenen nu er blevet placeret på langs ud for de lange bænkerækker. Det der tidligere var en af byens mindste scener, fremstår nu i sin ombyggede form som væsentlig større. Næste overraskelse er forestillingens sprudlende spillestil. Den er dikteret og orkestreret af den ferme og iderige instruktør, Egill Pálsson. Men det undrer ikke, for hans seneste forestilling er Mammutteatrets både gribende og passionerede ”De danser alene”. Tredje overraskelse er Lucas Svenssons poetiske tekst, hvilket heller ikke overrasker efter hans to tidligere forestillinger skrevet specielt til Teater Får 302: ”Smerten” og ”Sympati for djævelen” – der begge har været blandt teatrets store successer inden for de sidste år. I tilgift kan man opleve to af teatrets faste skuespillere, Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard, der frydefuldt jonglerer sig igennem den knap 3 timer lange forestilling. Med på scenen er Mette K. Madsen og Jesper Hyldegaard. De fire yder en glimrende og overdådig indsats i et meget stramt arrangement, der kun lykkes fordi det er muligt at holde det høje tempo oppe hele vejen igennem, og alligevel falder både teksten og arrangementet til ro i hænderne på de dygtige skuespillere.
 
Fotograf: Thomas Cato
Faktisk er teatrets 30 års jubilæumsforestilling med underteksten ”En samtidsdiagnose fortalt over 100 år” smukt, smukt teater. Det fremstår enkelt, men er det langtfra. Egentlig burde det være umuligt at lave en tæt og sammenhængende historier om de sidste 100 år – og især om et særligt hus i Toldbodgade. Nærmere betegnet huset, hvor teatret har haft til huse siden starten i 1987.
 
Fotograf: Thomas Cato
Forestillingen er som ét stort myldre-billede, hvor skæbner og personer tegner de forgangne 100 år. Der er den enfoldige pige fra landet, Dea, der kommer i huset hos Torkild Therkildsen. Han er journalisten, der starter hos Information, men ender hos Ekstra Bladet. Der er sønnen, Lars Axel, opkaldt efter politikeren Aksel Larsen. Han forsøger at få moren til at sælge deres lejlighed i huset, for at tækkes en entreprenant spekulant som han er hemmeligt forelsket i. Han dør samme dag som Simon Spies, og de mødes samme dag på stranden i Rungsted. Spies er gode venner med Mogens Glistrup. Trådene knyttes sammen på kryds og tværs på mange finurlige måde. Rammefortællingen er Henrik Mandrake, der kommer tilbage fra USA i 2016, netop som Donald Trump vinder over Hillary Clinton. Han kommer tilbage til datterens bryllup, der er lagt på årsdagen for det skæbnetræf, der binder mange af forestillings historier sammen.
Fotograf: Thomas Cato
Hele forestillings tidsramme skrives undervejs ind på én lang kridtstreg, der strækker sig fra den ene side af bagvæggen til den anden. Det kan sine steder være svært at holde de mange personer ude fra hinanden, men det sker når et århundrede skal fortælles, for så glider personer og begivenheder sammen i tidens malstrøm, og alligevel fremstår forestillingen som en yderst elegant leg med historien og husets historie. Det er en fornøjelse at overvære, så stig ombord i tidsmaskinen og nyd rejsen tilbage gennem de forgange 100 år. Det er som at vandre ned igennem historien. Store og små oplevelser, kærlighedshistorier, livshistorier blandes med politiske begivenheder og er med til at tegne et fascinerende tidsbillede at livet som det er blevet levet i det hus, hvor forestillingen udspiller sig den dag i dag.


Grafik: Maibritt Amsler

 

ET HUS PÅ SAND OG HÅB
Spilleperiode: 27.3. – 28.4.2017

Medvirkende: Charlotte E. Munksgaard, Mette K. Madsen, Jesper Hyldegaard, Birgitte Prins
Instruktør: Egill Pálsson
Dramatiker: Lucas Svensson
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Lysdesigner: Sonja Lea
Lyddesigner: Jes Theede
Kostumier: Camilla Lind
Assisterende instruktør: Tine Byrdal Jørgensen
Oversætter: Johanne Lykke Holm
Scenografassistent: Nynne Larsen
Bygger: René Frisch

lørdag den 20. september 2014

Anmeldelse: SYMPATI FOR DJÆVELEN på Teater Får 302

Fotos: Thomas Cato
 
 
Hvad er prisen for at sælge sin sjæl?
 
Vi møder Gustaf Gründgens (1899-1963), den store tyske Mephisto-fortolker, 30 år senere i Manilla. Nytårsaften. Hans sidste nytårsaften. Han var teaterchef og skuespiller. Opportunist, medløber, og en karismatisk kunstner, der forstod at belægge sine ord på rette måde. Et menneske der så stort på de andre mennesker som han nedlagde på sin vej mod karrierens tinder. Han siger at han ikke var nazist. Han siger så meget, men han var med helt i front da Det 3. Rige ville opbygge en helt ny kunst. Han forstod at sno sig. Han forstod at gøre karriere. Han er den store succes - eller rettere VAR. Men eftertiden har dømt ham, og det er mødet med eftertiden som er rammen om forestillingen i den 1½ time lange monolog, hvor rollen bliver gribende og gysende spillet af Pauli Ryberg, der er med i den faste kreds af skuespillere på det lillebitte teater med de kæmpe ambitioner i Toldbodgade.
 
 
 

Forestillingen er ypperligt instrueret af Kamilla Bach Mortensen. Smukt forfattet af Lucas Svensson. Det er dramatikerens 2. store forestilling på Får 302 efter "Smerten" med Ulla Henningsen. Endnu engang et fascinerende portræt af et menneske, der ikke sådan lader sig indfange. Det er krævende at være i selskab med dramatikerens figurer, for de slipper fra os. Teksterne er så righoldige, så nærende, så sprøde. Det er ordets teater. Dramatikeren elsker ord. Det føles som at befinde sig i orkanens øje. Der er helt stille lige der hvor vi er, lige nu i dette øjeblik, men rundt om pisker ordene op omkring os, og som publikum bliver vi slynget hid og did. Som dramatiker kredser han om brudfladerne. Men uden at forklare noget. Han lægger dem frem. I "Smerten" (der var en scenisk bearbejdelse af Marguerite Duras´ fortælling) var det instruktionen og skuespilpræstationen, der gjorde det til teater. I "Sympati for djævelen" har det på sin vis været den samme udfordring for instruktøren og skuespilleren. Måske er hemmeligheden netop at det slet ikke er teater, og at det derfor fremstår så righoldigt og sansemættet, når det bliver lagt i hænderne på stærke og kompetente teaterkunstnere. For dramaturgisk set er begge tekster ørkenvandringer. De er vidt forgrenede og babyloniske tårne, der hvælver sig op foran tilskuerne. De er mildest talt udfordringer for instruktørerne. Det er modige tekster, der insisterer på livets uigennemskuelighed, på dobbeltheden, på det flertydige, på det uforståelige. Alt det der gør livet til teater. Og teatret til levet liv.
 
 
 

For hovedpersonen i "Sympati for djævelen" er skillelinjen mellem liv og teater for længst udvisket. Er det dét, der virker så skræmmende og fascinerende? I og for sig har Pauli Ryberg slet ikke alderen til at spille rollen, men det glemmer vi, for han ER hovedpersonen.
Da Gustaf Gründgens efter en forestilling opsøges af "drengen", der siger "Lær mig op!", svarer han "Træd ind i min forestilling!". Det er det samme som vi som publikum gør. Vi træder ind i hovedpersonens liv, og bliver gjort til medskyldige. I forestillingen spilles der på livet løs. Vi tror at vi er vidne til selvrefleksion, men det er bare indstuderet teater. Sådan er teatrets væsen, du kan se det, røre ved det, og det er så virkeligt at man lader sig besnære og forføre.
 
    
 

En skuespiller, der spiller en skuespiller i et stykke, der blander teater og virkelighed er slet, slet ikke let at gå til, men jeg gik løftet fra forestillingen. Løftet og skræmt - og taknemmelig for at få lov til at kigge ned i det sugende svælg, der hele tiden truer med at fortære hovedpersonen. Anderledes kan det ikke være, når man sælger sin sjæl til djævelen. Gå ind og se forestillingen, der endnu engang viser at Får 302 er et af hovedstadens førende teaterhuse, der tør satse på store, svære og flertydige kunstneriske tekster, og samtidig får det til at fremstå såre enkelt. For dette er blot den sidste aften. Den sidste aften før døden. Døden har tidligere blot været en bifigur i hovedpersonens teater, men i aften er rollerne byttet om. I aften er det døden, der spiller hovedrollen. Men døden får kamp til stregen i mødet med denne garvede skuespiller og manipulator. Oplev denne dødskamp til det sidste. Det er gnistrende veloplagt, djævelsk velspillet - og en stor oplevelse.

 

 “Man kalder mig ….. for djævelens teaterchef,
men hvad man ikke ser, er, at jeg har spillet djævelen så ofte,
så meget, at jeg altid er et skridt foran djævelen,
altid, altid et skridt foran."

 
Danmarkspremiere
MED: Pauli Ryberg
DRAMATIKER: Lucas Svensson
INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen
SCENOGRAF: Nikolaj Trap
LYSDESIGN: Sonja Lea
OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing
LYDDESIGN: Jes Theede

Spilleperiode: 15.9 - 11.10 2014.
Læs mere om forestillingen på teatrets hjemmeside.
Trailer for forestillingen.