Flere glimt fra Festival om fortællinger & livshistorier - Dag 4 & 5

4. & 5. festivaldag
Fredag den 5.2. & lørdag den 6.2. 2016

- Fotos: David Blazek -

 

 

Se også fotos fra:

 Festivalåbningen

Dag 2 & 3

Dag 4 & 5

Dag 6, 7 & 8

Festivalafslutningen

Glimt fra Festival om fortællinger & livshistorier - Dag 4 & 5

Fotos: David Blazek

 

 

Pauli Ryberg fortalte om monologen "Sympati for djævelen", der genopsættes på Teater Får 302 til april - og spillede to uddrag fra teksten.

 

Rose Marie Tillisch fortalte om kunstneren og videnskabskvinden Maria Sibylla Merian (1647-1717).

 

 

Bagefter illustrerede Rose Marie med sit Larveshow, hvilken forvandling som larven tilbagelægger før den bliver sommerfugl - en slags opdagelse af sanserne som publikum blev aktivt inddraget i.

 

 

 

Rose Marie havde en gæst med: Jytte Rex. De har sammen lavet to film:

"Sprænglegeme" og  "Den Erindrende", og de fortalte om deres samarbejde.

 

 

Efter spisningen introducerede Jytte Rex de to film samt det afsluttende filmdigt, "Floden".

 

 

  -----------------------------------

- Dag 5 -

Torsdag den 6. februar 2016

 

 

Sue Hansen-Styles er kunstnerisk leder af The Why Not Theatre og fortalte om at spille teater på engelsk i Danmark - og fremførte et uddrag fra prologen til forestillingen "WIT". 

 

 

Anne Hjælmsø læste novellen "Bløde løg" fra novellesamlingen "Det værste til sidst". Anne fortalte også om en kommende roman om hendes forældres kærlighedshistorie.

 

 

David Blazek fortalte om mellemørebetændelse, isdans og om at komme fra Tjekkiet til Danmark.

Rasmus Pold læste op fra Davids egen beretning fra Gammelbogen II.

 

 

Pernille Overø fortalte sin historie - og lod ord og dans smelte sammen til et forførende hele.

 

Efter spisningen introducerede Sidney Lexy Plaut sin debutfilm "Dark samurai".

 

 

Se flere fotos fra Dag 4 & 5

 

Se også fotos fra:

 Festivalåbningen

Dag 2 & 3

Dag 6, 7 & 8

Festivalafslutningen

 

 

Anmeldelse: TURISTER på Får302

Fotograf: Thomas Cato

Hvor er jeg? Hvem er jeg – og hvad laver jeg her? Måske er jeg her slet ikke? Måske er jeg stadig på arbejde. Det føles som om jeg stadig er på arbejde. Måske er jeg her slet ikke?

De fire personer i Magnus Dahlströms ”Turister” er to par der er taget ud på en ferieø, der er alle steder og ingen steder. Der er ingen lokalbefolkning på øen. Ingen skoler, ingen fødeklinikker. Intet lokalliv. Øen er kun beboet af turisme. Men den er svær at fotografere. Der er altid skidt på linsen eller også er det virkeligheden der er blevet uvirkelig og grim.

Fotograf: Thomas Cato

De fire personer kunne ligeså vel have været med i Sartres ”Lukkede døre”, for tiden er ophørt. De befinder sig i limbo, og hænger og spræller i eksistensens tynde tråd. Kun deres ord holder dem i live. Ordene stiger op til vandoverfladen som iltbobler fra swimmingpoolens dyb. Det gælder om at komme ned i god tid, hvis man vil sikre sig en liggestol omkring poolen. Med deres lyserøde armbånd er de all-inclusive-rejsende, der er ved at glide i eksistensen. ”Turister” er en komedie om dem der lægger sig på håndklæder ved siden af katastrofen 

Fotograf: Thomas Cato

Dahlström viser det sprogligt ved at lade personerne konsekvent tale forbi hinanden. De er sammen og alligevel aldrig sammen. Uden at ænse hinanden borer de sig ind i sig selv. Dahlstrøm er ingen glædesprædikant, og var det heller ikke i de to forrige forestillinger, der har været opført på dansk: ”Jernbyrd” og ”Passage” ”(Mammutteatret 1992 og 1997). Hvor de første var som mentale dødedanse, er "Turister" nærmest en tragisk komedie. Vi har med en dramatiker at gøre som lytter sig ind i sproget og krænger vrangen ud på det – og os. Det gør ondt, for der er ikke meget håb for menneskeligheden. Måske er det når alvoren bliver begsort at humoren indfinder sig som katarsis. For vi ler, selv om der ikke er noget at le af. Det gør ondt at le af figurerne, for de er billeder på os selv og vores egen ubehjælpsomhed. Men der i mørket brillerer dramatikeren med at sende personernes ord ind over publikum som ildfluer, der korvarigt lyser op, før de dør ud. Sproget er så flot, selv om det er uhjælpeligt filtret ind i sig selv, og deraf udspringer humoren. Men hvordan kan det være så morsomt, når det er så tragisk? Under deres ferie høres lyde fra oprørerne, fra bådflygtningene, fra alle dem udenfor, der holdes ude. Det kan være svært at afgøre om de selv er holdt inde og beskyttet eller slet og ret er er holdt fanget. For fanget er de i hvert fald midt i en iscenesat uvirkelighed.

Fotograf: Thomas Cato

Rent fysisk er Charlotte E. Munksgaard den af de fire, der mest fysisk får udtrykt sit ubehag i forhold til den stikkende palme som hun hele tiden forholder sig til, og som hun også ender med at forsøge at fotografere. Men uden at være i stand til at fange den på et fotografi. Motiverne forsvinder, flyder ud, ligesom virkeligheden, der for længst er blevet erstattet af en pseudoverden, hvor alting er all-inclusive og alligevel helt tomt for væsentligt indhold. Ligesom maden er uden særpræg, luften er dårlig og udsigten er grim. Vandet er for koldt til at bade i, og livet er for længst gledet de fire af hænde.

 

 Fotograf: Thomas Cato

Måske er det meget betegnende at en af stykkets mest fængslende scener nærmest er en ikke-scene mellem de to kvinder, mellem Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard. De står og venter og forsøger at konversere hinanden, for at få tiden til at gå, men det bliver bare værre og værre. Det er eminent spillet, og foregår næsten på et ikke-sprogligt plan.

Fotograf: Thomas Cato

 Fotograf: Thomas Cato

 

Teksten tumler rundt inde i kroppen og sætter mange tanker i gang. Den er så overmåde veloplagt spillet af de fire på scenen. Samspillet er fint, selv om det understreger, hvor adskilte og alene de faktisk er. Det er flot spillet af Pauli Ryberg, Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard og Morten Hauch-Fausbøll. Lydhørt Instrueret af Kamilla Bach Mortensen, der endnu engang har et fast greb om teksten, ligesom hun havde på teatrets opsætninger af ”Sex. vold. blod. snask” og ”Sympati for djævelen” (samt ikke mindst ”Ondt blod” på Edison). Vidunderlig scenografi af Carsten Burke Kristensen i en fin lyssætning og lyddesign af henholdsvis Sonja Lea og Thomas Matyjasik. Men teksten virker uforløst. Ligesom livet er for de fire personer på scenen. Det lille drama i det store går ikke op. Genkendelsen/ikke genkendelsen de to kvinder imellem virker tåget og uklar, og hvor det er en styrke at resten af historien foregår udenfor tid, rum og sted, så går det dramaturgiske  regnestykke ikke op i forhold til den del af fortællingen, der kulminerer og afslutter forestillingen. For hvad er meningen med det? Heller ikke ved et gensyn blev jeg klogere. Til gengæld havde forestillingen i mellemtiden fundet sit publikum, og var gået fra at være tragisk til at blive komisk. Og det er ikke så ringe, så det faktisk endte med at blive en slags komedie. Det er faktisk imponerende. Med den tekst.

Fotograf: Thomas Cato

  

Danmarkspremiere
MEDVIRKENDE:

Morten Hauch-Fausbøll,
Birgitte Prins,
Charlotte E. Munksgaard,
Pauli Ryberg

DRAMATIKER: Magnus Dahlström

INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen
SCENOGRAF: Carsten Burke Kristensen

OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing

LYDDESIGN:Thomas Matyjasik
LYSDESIGN: Sonja Lea
 

Forestillingen spiller 16.2 - 7.3 2015, ma. - fr. kl. 20.00. Lø. kl. 16 & 20.

Varighed: 1 t. og 40 min inkl. pause.

                  Læs mere: http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=422
                                         
Billetbestilling: http://www.teaterbilletter.dk/index/eventdetails/eventno/42830

 

Anmeldelse: SYMPATI FOR DJÆVELEN på Teater Får 302

Fotos: Thomas Cato

 

 

Hvad er prisen for at sælge sin sjæl?

 

Vi møder Gustaf Gründgens (1899-1963), den store tyske Mephisto-fortolker, 30 år senere i Manilla. Nytårsaften. Hans sidste nytårsaften. Han var teaterchef og skuespiller. Opportunist, medløber, og en karismatisk kunstner, der forstod at belægge sine ord på rette måde. Et menneske der så stort på de andre mennesker som han nedlagde på sin vej mod karrierens tinder. Han siger at han ikke var nazist. Han siger så meget, men han var med helt i front da Det 3. Rige ville opbygge en helt ny kunst. Han forstod at sno sig. Han forstod at gøre karriere. Han er den store succes - eller rettere VAR. Men eftertiden har dømt ham, og det er mødet med eftertiden som er rammen om forestillingen i den 1½ time lange monolog, hvor rollen bliver gribende og gysende spillet af Pauli Ryberg, der er med i den faste kreds af skuespillere på det lillebitte teater med de kæmpe ambitioner i Toldbodgade.

 

 

 

Forestillingen er ypperligt instrueret af Kamilla Bach Mortensen. Smukt forfattet af Lucas Svensson. Det er dramatikerens 2. store forestilling på Får 302 efter "Smerten" med Ulla Henningsen. Endnu engang et fascinerende portræt af et menneske, der ikke sådan lader sig indfange. Det er krævende at være i selskab med dramatikerens figurer, for de slipper fra os. Teksterne er så righoldige, så nærende, så sprøde. Det er ordets teater. Dramatikeren elsker ord. Det føles som at befinde sig i orkanens øje. Der er helt stille lige der hvor vi er, lige nu i dette øjeblik, men rundt om pisker ordene op omkring os, og som publikum bliver vi slynget hid og did. Som dramatiker kredser han om brudfladerne. Men uden at forklare noget. Han lægger dem frem. I "Smerten" (der var en scenisk bearbejdelse af Marguerite Duras´ fortælling) var det instruktionen og skuespilpræstationen, der gjorde det til teater. I "Sympati for djævelen" har det på sin vis været den samme udfordring for instruktøren og skuespilleren. Måske er hemmeligheden netop at det slet ikke er teater, og at det derfor fremstår så righoldigt og sansemættet, når det bliver lagt i hænderne på stærke og kompetente teaterkunstnere. For dramaturgisk set er begge tekster ørkenvandringer. De er vidt forgrenede og babyloniske tårne, der hvælver sig op foran tilskuerne. De er mildest talt udfordringer for instruktørerne. Det er modige tekster, der insisterer på livets uigennemskuelighed, på dobbeltheden, på det flertydige, på det uforståelige. Alt det der gør livet til teater. Og teatret til levet liv.

 

 

 

For hovedpersonen i "Sympati for djævelen" er skillelinjen mellem liv og teater for længst udvisket. Er det dét, der virker så skræmmende og fascinerende? I og for sig har Pauli Ryberg slet ikke alderen til at spille rollen, men det glemmer vi, for han ER hovedpersonen.

Da Gustaf Gründgens efter en forestilling opsøges af "drengen", der siger "Lær mig op!", svarer han "Træd ind i min forestilling!". Det er det samme som vi som publikum gør. Vi træder ind i hovedpersonens liv, og bliver gjort til medskyldige. I forestillingen spilles der på livet løs. Vi tror at vi er vidne til selvrefleksion, men det er bare indstuderet teater. Sådan er teatrets væsen, du kan se det, røre ved det, og det er så virkeligt at man lader sig besnære og forføre.

 

    

 

En skuespiller, der spiller en skuespiller i et stykke, der blander teater og virkelighed er slet, slet ikke let at gå til, men jeg gik løftet fra forestillingen. Løftet og skræmt - og taknemmelig for at få lov til at kigge ned i det sugende svælg, der hele tiden truer med at fortære hovedpersonen. Anderledes kan det ikke være, når man sælger sin sjæl til djævelen. Gå ind og se forestillingen, der endnu engang viser at Får 302 er et af hovedstadens førende teaterhuse, der tør satse på store, svære og flertydige kunstneriske tekster, og samtidig får det til at fremstå såre enkelt. For dette er blot den sidste aften. Den sidste aften før døden. Døden har tidligere blot været en bifigur i hovedpersonens teater, men i aften er rollerne byttet om. I aften er det døden, der spiller hovedrollen. Men døden får kamp til stregen i mødet med denne garvede skuespiller og manipulator. Oplev denne dødskamp til det sidste. Det er gnistrende veloplagt, djævelsk velspillet - og en stor oplevelse.

 

 “Man kalder mig ….. for djævelens teaterchef,

men hvad man ikke ser, er, at jeg har spillet djævelen så ofte,

så meget, at jeg altid er et skridt foran djævelen,

altid, altid et skridt foran."

 

Danmarkspremiere
MED: Pauli Ryberg
DRAMATIKER: Lucas Svensson
INSTRUKTØR: Kamilla Bach Mortensen
SCENOGRAF: Nikolaj Trap
LYSDESIGN: Sonja Lea
OVERSÆTTELSE: Louise W. Hassing
LYDDESIGN: Jes Theede

Spilleperiode: 15.9 - 11.10 2014.

Læs mere om forestillingen på teatrets hjemmeside.
Trailer for forestillingen.

Anmeldelse: " Ritualet" på Får 302

                                                                      Foto: Jacob Buchard

Den svenske filminstruktør Ingmar Bergman (1918-2007) skrev i 1969 skuespillet ”Riten”, men i stedet for at bruge det på scenen lavede han en film ud af det. Han arbejdede på Dramaten hele året og lavede film i sommerferien sammen med teatrets skuespillere. Han betingede sig at hans film, så længe han levede, ikke måtte opføres som teater, men i dag opføres han på mange teatre rundt om i verden. Det er der ikke noget at sige til, for han skrev djævelsk godt. Han sad selv på skuldrene af August Strindberg, men det er ikke det værste sted at sidde, når der skal skrives. Det er kønnenes kamp, det er mennesket som gøgler, menneskets ubodelige ensomhed og kamp med sig selv, Gud og omverdenen. Det handler om kærlighed og om skyld og straf, men først og fremmest handler det om at være menneske. Og som Strindberg sagde i ”Et Drømmespil”: ”Det er synd for menneskene!”. Bergman var helt på linje med det, men heller ikke på linje med så mange andre. Ham var en fyrtårn, der ragede op over den svenske borgerlighed, men hans tanker og ord træffer os ligeså tungt i dag.

Tre scenekunstnere, 2 mænd og en kvinde, er kaldt ind for at aflægge et besøg hos en dommer. Det sker dagen før de skal optræde med deres nye nummer. De mødes enkeltvist med dommeren, og i 8 fortættede scener oplever vi dem fra forskellige sider sammen og hver for sig. De to er gift, mens den tredje er elskeren, der bor sammen med parret. De tilbyder efter aftenens optræden at aflægge et besøg hos dommeren og opføre det nye nummer alene for ham. Det gør de, men med fatale følger.
I starten er det lutter elskværdighed. Dommeren virker tilforladelig, men alle har deres at kæmpe med. Det, der på overfladen, ser så flot og glansfuldt ud, krakelerer snart. Skabet er fuldt af spøgelser. Alting sættes i spil, og der spilles, elskes og lyves på kryds og tværs, når alles kamp mod alle skydes i gang. Vanvidet er altid til stede hos Bergman - og ikke mindst i ”Ritualet”. Lige såvel som dommeren (be)dømmer kunstnerne, lige så vel (be)dømmer de ham.

                                                                                                             Foto: Thomas Cato

”Ritualet” er en stram og kompromisløs fortælling. Den er fortættet og nådesløs, men hvad handler den egentlig om? Bergman var en af de kunstnere, der formåede at skrive om livet, så det brænder og slår ud i lys lue. Han elskede at skrive om kunstnere, fordi de lever livet i overhalingsbanen. De er følelsesmennesker, der brænder for deres kunst og kunnen. Alt går op i flammer. Ilden fejer hen over de fire medvirkende og fortærer alt. Efter den afsluttende scene er der intet tilbage. Alle ord er smeltet i varmen. Tilbage er der bare uroen, uvisheden og det tomme uendelige rum. Det er paradoksalt, at dramatikeren på én gang både formår at bryde ned, og bygge op igen. Alting efterlades i ruiner, men teaterkunsten stiger op som Fugl Fønix, og har aldrig haft et bredere vingefang. Bergman elskede skuespillerne og deres kunst. Det ville han også have gjort, hvis han havde set denne opsætning. Den skærer så dybt ind i sindet og kroppen, og gør det så hurtigt og effektivt, at det næsten ikke bløder, og alligevel efterlader den én invalideret. Det virker på film – men det virker mindst lige så godt på teater i Jens August Willes ferme iscenesættelse. Det lille teaterrum er udnyttet til bristepunktet. Visuelt er slutscenen ganske overvældende, og overgår stærkt filmen. Skuespillerne spiller som én samlet krop. Det er en fryd at opleve Henrik Birch, Mikkel Reenberg og ikke mindst Pauli Ryberg og Charlotte E. Munksgaard. 

                                                                    Foto: Thomas Cato

Teatret Får 302 har taget afsæt i det oprindelige teatermanuskript og har valgt at lade det være teatrets 25 års jubilæumsforestilling.  Det er en klogt og meget vellykket satsning. Det lover godt for teatrets liv i al almindelighed - og for Får 302 i særdeleshed. Tillykke med den inciterende forestilling - og med det flotte jubilæum!

MEDVIRKENDE: Henrik Birch, Mikkel Reenberg, Charlotte E. Munksgaard & Pauli Ryberg
DRAMATIKER: Ingmar Bergman

INSTRUKTØR: Jens August Wille
SCENOGRAF: Siggi Óli Pálmason
OVERSÆTTER & DRAMATURG: Louise W. Hassing

BEARBEJDELSE: Jens August Wille & Louise W. Hassing

 

Forestillingen spiller fra 7.-26. januar 2012.                            

http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=265&pic=266