Anmeldelse: RESTAURANT EUROPA på Teater Får302

Foto: Søren Meisner.

OPRØR I BESTIKSKUFFEN

Gæstespil på Teater FÅR302. 

RESTAURANT EUROPA er baseret på ”The Hills” (2017), en norsk roman af Matias Faldbakken, der i 2020 blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Teksten er dramatiseret af Jacque Lauritsen, og er både mundret og meget veloplagt. Faktisk er den så velskrevet, at den er ved at stjæle hele forestillingen, hvis det ikke havde været for Jacque Lauritsen, der i Andreas Dawes stramme og muntre iscenesættelse bliver den tjener, der får det hele til at løfte sig. 

Der er noget tragisk muntert over ham, der gør, at han som tjeneren med sin ludende kropsholdning allerede er en skibsbrudden, inden teatersejlladsen begynder i Får302s tætpakkede lille teater.

Vi er med på skibet, der som et anden Titanic er ved at synke med mus og mænd. Godt nok fastholdes alle de gamle og fine traditioner, men restaurantens klientel skifter, og de bringer nye vaner og skikke med sig. De spiser på en anden måde - og først og fremmest fører de en ny tid med sig.

Foto: Søren Meisner.

RESTAURANT EUROPA 

er selvfølgelig et billede på vores del af verden, hvor vi rigidt holder på formerne, selv om skuden er ved at synke. Vi spiser og nyder musikken fra skibsorkestret, selv om vi har kurs lige mod katastrofen. Forestillingen, der reelt er en monolog, men er så nuanceret og varieret spillet, at monologen udvider sig og bliver til et skuespil. Jacques Lauritsens evne til at illudere de forskellige tjenere og restaurantens forskellige spisegæster er så præcis og så skarpt skildret og forløst, at det er let at føle sig hjemme - og særdeles godt underholdt.

Det hele sker, mens skuden sejler lige lukt mod sin egen undergang. Det kunne sagtens have resulteret i en dyster og tung tekst, men det er lige modsat.

Foto: Søren Meisner.

Vi befinder os nede i et opbevaringsrum, skabt af Julie Forchhammer. Måske nede i en kælder.  Tjeneren omtaler al den pragt, der er i restauranten, men det ser vi ikke. 

Humoren er slet ikke til at stå for, og holdt i stram snor. Men det bedste er hovedpersonen selv, for den ludende lille tjener er sølle, men også svær at holde afstand til, for vi kender ham alle.

Jeg kender ham i hvert fald - og arbejdede engang sammen med ham i en forretning, hvor vi solgte møbler. Han gebærdede sig fuldstændig på samme måde. Lignede ham også. Der var noget så umådelig tragisk over ham. Han var gennemført ulidelig, og alligevel var det svært ikke at holde af ham. Det samme gælder Jaque Lauritsen. Det bliver ham, jeg vil huske fra forestillingen. Han vil blive stående der i sin hvide tjenerjakke med spisekortet fremme. Evigt servil - og evig fortabt. Måske er vi alle som ham, men uden at vi egentlig ved det?

Pespektivet er skræmmende, men gå ind i det lille teater på 1. sal i en almindelig lejlighed, ombygget til teater ved Nyhavn. Det er altid en oplevelse.

Og husk at give tjeneren drikkepenge, for han har ikke så meget andet at glæde sig over. Han er en omkringvandrende katastrofe og svær at overse, for han er der altid. Han står der, parat til servering. Alligevel er han usynlig. Han står der som den sidste, der holder fast i det, der var engang. Han forsvarer det forgangne og fnyser af alt det nye. Alt det han ikke forstår.

Han har en umulig opgave på det synkende skib. 

Foto: Søren Meisner.

RESTAURANT EUROPA

Producent: Jacque Lauritsen & AKUT360

Administration: Teater Får302

Medvirkende: Jacque Lauritsen

Iscenesættelse: Andreas Dawe

Scenografi: Julie Forchhammer

Lysdesign: Sonja Lea

Dramatisering: Jacque Lauritsen

Teknik og lyddesign: Brian Larsen

 

Hvornår: 21. april til 7. maj, 2022 / mandag-fredag kl.20, lørdag kl. 17

Varighed: 75 minutter uden pause

Hjemmeside & billetter

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Får302:

2021:

Love is enough (part 2 & 3)

Heroin

2020:

Katalog over kommende katastrofer

2019:

Drømme om noget andet

Fashion

2018:

Hvid uskyld

2017:

Et hus på sand og håb

2016:

Jeg, Händel 

2015:

Sange om mor

Turister

2014:

Sympati for djævelen

2013:

Ritualet

2012:

Man skulle tro jeg var en anden

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

  

Anmeldelse: SCAVENIUS på Bådteatret

 

Foto: Miklos Szabo.

Kristian Halken har skrevet og spiller selv hovedrollen i Bådteatrets opsætning af SCAVENIUS. Det er en genopsætning fra 2020. Han er politikeren og diplomaten, der allerhelst ville være gået på pension, og sidde og drikke te ude på terrassen på gården i Nordjylland, men som alligevel lader sig overtale af Stauning til at genindtræde i det politiske liv. Han er tysktalende, har allerede været i Berlin og kan kommunikere med den tyske besættelsesmagt i Danmark. 

Foto: Miklos Szabo.

 

2. verdenskrig bryder ud den 1. september 1939. Den 9. april 1940 invaderer Tyskland Danmark. Den 4. maj 1945 befries Danmark igen. Det er blevet kaldt "De fem mørke år". Forestillingen foregår i denne mørkeperiode. Erik Julius Christian Scavenius (1877-1962) får Danmark gennem den mørke tid, men eftertiden har stemplet ham som alt for tyskvenlig. Ja, ligefrem som kollaboratør og landsforræder. 

Foto: Miklos Szabo.

 

Rolf Heim har instrueret Bådteatrets Reumert-belønnede dukkeensemble rundt om Kristian Halkens Scavenius. Resultatet er blevet et visuelt imponerende (mare)ridt gennem en turbulent tid, hvor dyr og mennesker blandes. Forestillingen viser hans dilemma og balancegang gennem en svær tid. Han skildres gennem forestillingen som en pragmatisk, tør embedsmand, men er langt mere end det. Han var udenrigsminister fra 1909-10 og 1913-20 og igen fra 1940-42, og også statsminister fra 1942-1943. Efter krigen deltog han ikke aktivt i de mange debatter om besættelsestiden, men fastholdt til sin død, 20 år efter, at den politik han og samlingsregeringen havde ført, var den eneste rigtige efter omstændighederne.

Foto: Miklos Szabo.

 

Den imponerende togkupé-scenografi af Jonathan Hjorth er dygtigt belyst af  Sonja Lea og manende ilydsat af Janus Jensen. Den fører os i ekspresfart tilbage til dengang. Undervejs får vi også de to fejende Liva Weel-revyviser: "Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes" og "Man binder os på hånd og mund". Med musik af Kai Norman Andersen og tekst af Mogens Dam ("Jeg har elsket...") og Poul Henningsen  ("Man binder os...") , den sidste er den mest berømte sang fra besættelsestiden. Den indgik i forestillingen "Dyveke" på Riddersalen.

Figurgalleriet rundt om Scavenius, måske mere rammende at kalde det et dyregalleri, er skabt af Katrine Karlsen, og det er de tre andre medvirkende: Thomas Bang, Jeanette Lindbæk Birk og Lucia Vinde Dirchsen, der animerer dyrene og udlåner deres egne hænder, arme og ben til de menneskestore dukker, der illuderer Stauning, Christmas Møller, Berg og Göring, og er skabt som hund, ræv, gris og ørn. De tre skuespillere agerer også Adolf Hitler, Scavenius´ hustru Emma og elskerinden Alice. 

Foto: Miklos Szabo.

Lige så menneskelig bleg og tøvende som Scavenius skildres, lige så karikeret er Hitler, men det afbalanceres af Kristian Haltens nøgne og rørende portræt af Erik Scavenius. End ikke i scenerne med hustruen og elskerinden er der meget passion at spore. Men Halkens skildring af Scavenius´ nærvær og politisk insisterende kamp er gribende. Den stiller spørgsmålstegn ved, om eftertidens dom af ham ikke har været for entydig hård.  

Foto: Miklos Szabo.

Den sideløbende kærlighedshistorie forekommer ikke så vigtig, og så alligevel, for den fungerer som en følelesmæssig gentagelse eller kopi af det politiske liv omkring Scavenius. Forstået på den måde, at Scavenius, såvel i privaten som i sit politiske liv, træffer en beslutning som han efter bedste evne forsøger at sætte igennem. Men virkeligheden kommer i vejen og spænder ben for ham. Det er en svær balancegang, som Rolf Heim får styret sikkert i havn, og det lykkes ikke mindst ved hjalp af forestillingens frit fabulerende dyreunivers. Det er i kontrasten mellem Kristian Halkens underspillede minister og det omgivende karikerede dyregalleri, at forestillingen lever. Dertil kommer Thomas Bangs maniske Hitler, Jeanette Lindbæk Birks rørende Emma og Lucia Vinde Dirchsens unge, frembrusende Alice. Det hele bringes til kogepunktet i skildringen af en tid, hvor det normale bliver forvrænget og det menneskelige bliver dyrisk, når vi som publikum kommer med ned i historiens sorte gryde, hvor alting bliver kogt op til ukendelighed. Der er selvsagt langt fra besættelsestidens heltedyrkelse til det krakelerede billede af tiden, vi møder i forestillingen. Men i enhver krig er det altid sejrherrerne, der skriver historien - og  sandheden er den første, der kapitulerer.

Foto: Miklos Szabo.

SCAVENIUS

Bådteatret

24. november - 15. december 2021

70 min.

Instruktør: Rolf Heim, 

Dramatiker Kristian Halken, 

Scenograf Jonathan Hjorth, 

Dukkemager Katrine Karlsen, 

Lysdesign Sonja Lea, 

Lyddesign Janus Jensen, 

Medvirkende: 

Kristian Halken, Thomas Bang, Pernille Nedergaard Haugesen, Jeanette Lindbæk Birk

Hjemmeside & billetter

Teatertrailer (via Facebook)

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Bådteatret:

NI & PARALLEL MONOLOGUES (2021)

CANADA (2020)

LEAS RUM (2019)

SLAG (2017)

LOVE AND MONEY (2016)

CLARA (2015)

JEG GAV DIG AVISEN (2015)

A TENDER THING (2015)

KYS DET NU, DET SATANS LIV! (2015)

WIT (2014)

UNG BLOND PIGE(2013)

THE CITY (2013)

 *

Se oversigten over de øvrige 

 205  anmeldelser

*

Anmeldelse: FASHION på Får302

Foto: Søren Meisner

Får302 er en af byens mindste teaterscener, hvis det da ikke er dén mindste, med sin beliggenhed i Toldbodgade i indre by. Alligevel er det mageløs at den lille scene, indrettet i en ombygget toværelses lejlighed på 1. sal i en almindelig beboelsesgade ved Nyhavn, med utrætteligt mod, hittepåsomhed og snilde igen og igen formår at byde på stort opsat teater, således som det er tilfældet med teatrets nyeste forestilling FASHION, der havde premiere i lørdags. Anders Carlsson har instrueret, dygtigt , rytmisk og meget rutineret. Med sig fra Finland har han de fire unge skuespillerelever Antonia Henn, Emilia Jansson, Martin Paul og Karoliina Surma-Aho, der alle indgår i et smukt ensemblespil med Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins, der begge gennem mange år har tegnet teatret i Toldbodgade, såvel på scenen som bagved som en del af den kunstneriske ledelse. Det har resulteret i et væld af frodige forestillinger, der ofte har sprængt det lille teaters fysiske rammer. Det er faktisk mere normen end undtagelsen. Ofte kommer teatret så fysisk tæt på at det føles som selv at være med. Således også i FASHION, hvor de unge skuespillere i begyndelsen kravler hen over publikumsrækkerne for at stille sig an og afsynge det første indledende modeshows-sangnummer. Sceneåbningen er lukket af og blokeret af høje spejlblanke flytbare plader, der gør at vi som publikum sidder og kigger på os selv. Det er en fin pointe i en forestilling, der handler om mode. For det handler om at tage sig ud. At iføre sig og påklæde sig et købt image. Vi ser os selv i spejlet – og spejler vore drømme i det tøj vi har på.  Drømme bliver noget vi kan købe os til – eller det forledes vi til at tro. Det er et bedrag vi nyder – og som moden udnytter med fynd og klem. Titlen siger det hele: ”FASHION – et fix af forførelse” er en bearbejdelse af to tekster – ”The Kaiser” og ”The Marc of Cain” - som den aktivistiske modeforsker og forfatter Otto von Busch har publiceret under pseudonymet Ralf Wronsov.  Teksten bliver enten råbt eller sunget ud, på henholdsvis dansk, svensk og engelsk, alt mens musikken buldrer og tordner. Det gør den til propagandistisk marchmusik. Som musikalsk akkompagnement til en enevældig hersker. Eller rettere til en frygtet despot. For det er den stærke ener, der hersker i modens verden. Det ligner lutter indpakning og uskyldig leg med et ensidigt skønhedsideal, men det er en dødelig enevældig despot som vi med modens forkrampende skønhedsidealer sætter til at regere over os. 

At en af de fire unge dygtige finske teaterskoleelever fra Helsinki brækkede benet få dage inden premieren, slår ikke en ihærdig og kampberedt instruktør ud. I stedet gav det en ekstra dimension, for pludselig, midt i alt det perfekte, var der noget meget synligt og påfaldende u-perfekt. Noget der ikke længere levede op til de fælles skønhedsidealer. Noget der faldt igennem. Eller som det blev råbt fra scenen: ”Fallen OUT of fashion”.

Foto: Søren Meisner

Den politisk aktivistiske modedesigner Nicholas Nybro har skabt forestillingens visuelle koncept og kostumer. Det er lækker, frækt, pågående og overdådigt. Sonja Leas flotte lyssætning understreger det smukt, mens det hele pakkes ind i et massiv musikalsk tæppe af Andreas Catjar.

Der er mange tråde tilbage til teatrets vellykkede 2016-forestilling ”Sne, blomster, fjer og fisk”, hvor Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins også blev fermt instrueret af Anders Carlsson, mens Nicholas Nybro igen tryllede med det scenografiske (og de ekstraordinære kostumer) til Andreas Catjars musik. Men denne gang er musikken ofte så høj at jeg automatisk rykker tilbage i sædet, for den havde til formål at vælte os bagover. Intet mindre, for det skulle matche det øvrige. 

Foto: Søren Meisner

Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins har en fascinerende god timing. Deres mimik og sammenspil er ubetaleligt. Deres mange år sammen på scenen mærkes helt ud i fingerspidserne. Selv om deres spil er voldsomt og afrettende, så er det som at se Gøg & Gokke. Alting holdes, så det næsten ikke kan bære mere. Instruktøren får dem til at holde det endnu længere, så det for alle andre ville være faldet til jorden. Det gøres så dygtigt, at det er svært ikke at blive både opslugt og forblændet af det. Det er på samme måde med moden, men bag hver forblændelse gemmer der sig en fortabelse, og det er den, der venter på publikum. 

Foto: Søren Meisner

Bag det glitrende og forjættende venter gruen og det uudtalte. Det sker også på Får302 i FASHION, der en af deres visuelt flotteste forestillinger til dato. Hvad den handler om er sværere at fastholde, for ord er der ikke mange af, men til gengæld males der teatralske billeder og tableauer én masse. Der er tale om gedigen forførelse. At det er muligt på den lille scene er endnu mere betagende. Når dét kan lade sig gøre, så tænkt, hvad der ville kunne lade sig gøre på byens mange andre og væsentligt større scener. Og alligevel er det ofte her, på en af byens allermindste scener, at der gang efter gang venter store teateroplevelser. Så tag dit flotteste designertøj på og få et ordentlig drag over nakken i FASHION. Det er en fest for øjet - og en betagende oplevelse.

Foto: Søren Meisner

FASHION – et fix af forførelse

i samarbejde med det finske Theatre Academy of Helsinki

Spilleperiode: 28. september – 26. oktober 2019

Varighed: 75 minutter

Instruktion: Anders Carlsson
Visuelt koncept og kostumer: Nicholas Nybro

Komponist og musiker: Andreas Catjar

Lysdesigner: Sonja Lea

På scenen: Birgitte Prins, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Antonia Henn, Emilia Jansson, Martin Paul og Karoliina Surma-Aho

Koreografisk konsulent: Yuko Takeda

Tekster af: Otto von Busch/Ralf Wronsov og holdet

Dramaturg: Tine Byrdal

Produktionsleder og Bygger: Karl Jes Jessen

Afvikler: Brian Larsen

Forestillingen er en co-produktion med TEAK i Helsinki, Finland.

Hjemmeside og billetter

trailer

Foto: Søren Meisner

Anmeldelse: ET HUS PÅ SAND OG HÅB på Teater Får302

Fotograf: Thomas Cato

 

Da vi kommer ind i teatersalen er den første overraskelse at alt er bygget om, så scenen nu er blevet placeret på langs ud for de lange bænkerækker. Det der tidligere var en af byens mindste scener, fremstår nu i sin ombyggede form som væsentlig større. Næste overraskelse er forestillingens sprudlende spillestil. Den er dikteret og orkestreret af den ferme og iderige instruktør, Egill Pálsson. Men det undrer ikke, for hans seneste forestilling er Mammutteatrets både gribende og passionerede ”De danser alene”. Tredje overraskelse er Lucas Svenssons poetiske tekst, hvilket heller ikke overrasker efter hans to tidligere forestillinger skrevet specielt til Teater Får 302: ”Smerten” og ”Sympati for djævelen” – der begge har været blandt teatrets store successer inden for de sidste år. I tilgift kan man opleve to af teatrets faste skuespillere, Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard, der frydefuldt jonglerer sig igennem den knap 3 timer lange forestilling. Med på scenen er Mette K. Madsen og Jesper Hyldegaard. De fire yder en glimrende og overdådig indsats i et meget stramt arrangement, der kun lykkes fordi det er muligt at holde det høje tempo oppe hele vejen igennem, og alligevel falder både teksten og arrangementet til ro i hænderne på de dygtige skuespillere.

 

Fotograf: Thomas Cato

Faktisk er teatrets 30 års jubilæumsforestilling med underteksten ”En samtidsdiagnose fortalt over 100 år” smukt, smukt teater. Det fremstår enkelt, men er det langtfra. Egentlig burde det være umuligt at lave en tæt og sammenhængende historier om de sidste 100 år – og især om et særligt hus i Toldbodgade. Nærmere betegnet huset, hvor teatret har haft til huse siden starten i 1987.

 

Fotograf: Thomas Cato

Forestillingen er som ét stort myldre-billede, hvor skæbner og personer tegner de forgangne 100 år. Der er den enfoldige pige fra landet, Dea, der kommer i huset hos Torkild Therkildsen. Han er journalisten, der starter hos Information, men ender hos Ekstra Bladet. Der er sønnen, Lars Axel, opkaldt efter politikeren Aksel Larsen. Han forsøger at få moren til at sælge deres lejlighed i huset, for at tækkes en entreprenant spekulant som han er hemmeligt forelsket i. Han dør samme dag som Simon Spies, og de mødes samme dag på stranden i Rungsted. Spies er gode venner med Mogens Glistrup. Trådene knyttes sammen på kryds og tværs på mange finurlige måde. Rammefortællingen er Henrik Mandrake, der kommer tilbage fra USA i 2016, netop som Donald Trump vinder over Hillary Clinton. Han kommer tilbage til datterens bryllup, der er lagt på årsdagen for det skæbnetræf, der binder mange af forestillings historier sammen.

Fotograf: Thomas Cato

Hele forestillings tidsramme skrives undervejs ind på én lang kridtstreg, der strækker sig fra den ene side af bagvæggen til den anden. Det kan sine steder være svært at holde de mange personer ude fra hinanden, men det sker når et århundrede skal fortælles, for så glider personer og begivenheder sammen i tidens malstrøm, og alligevel fremstår forestillingen som en yderst elegant leg med historien og husets historie. Det er en fornøjelse at overvære, så stig ombord i tidsmaskinen og nyd rejsen tilbage gennem de forgange 100 år. Det er som at vandre ned igennem historien. Store og små oplevelser, kærlighedshistorier, livshistorier blandes med politiske begivenheder og er med til at tegne et fascinerende tidsbillede at livet som det er blevet levet i det hus, hvor forestillingen udspiller sig den dag i dag.

Grafik: Maibritt Amsler

 

ET HUS PÅ SAND OG HÅB

Spilleperiode: 27.3. – 28.4.2017

Medvirkende: Charlotte E. Munksgaard, Mette K. Madsen, Jesper Hyldegaard, Birgitte Prins

Instruktør: Egill Pálsson

Dramatiker: Lucas Svensson

Scenograf: Siggi Óli Pálmason

Lysdesigner: Sonja Lea

Lyddesigner: Jes Theede

Kostumier: Camilla Lind

Assisterende instruktør: Tine Byrdal Jørgensen

Oversætter: Johanne Lykke Holm

Scenografassistent: Nynne Larsen

Bygger: René Frisch

Hjemmeside og billetter

Forestillingstrailer

Anmeldelse: SANGE OM MOR på Teater Får302

Foto: Thomas Cato

Der er en anelse af røg i luften, da vi bliver budt indenfor. Han står i silhuet i døråbningen bagest på scenen, cowboyen. Står i klassisk westernfilm-positur med hatten på skrå. Det er ikke en leg. Det er ren overlevelse. Det var sådan han var, faren, indtil han en dag var væk igen. I fjernsynet så de McCloud, der var storbyscowboy, ligesom faren. Moren maler et lille overskæg på drengen og streger ved øjnene som rynker. Han er en rigtig cowboy, ligesom McCloud – og faren. De er altid sammen de to, moren og drengen. Til hverdag og i ferierne. Indtil moren møder grønlænderen Lot. Han var som en indianer med kniv. Han lagde aldrig hånd på drengen. Han var nærmest ligeglad med ham, men han gjorde ham ikke noget. Men moren lagde han hånd på - og tæskede. Alligevel gav moren ham altid lov til at komme tilbage. Drengen forstod ingenting og fantaserede om, hvordan han kunne slå Lot ihjel. For han ville have sin mor tilbage. De flyttede fra Amager til Måløv, hvor kommunen bød alle velkommen, men nissen flyttede med, og Lot holdt kun en uge derude i forstæderne, så var han væk. Og de var igen de to alene sammen. Moren begyndte at arbejde som hjemmehjælper. De havde det godt, drengen og moren. Først på måneden, når lønnen var gået ind, festede de, og når pengene slap fik de ikke så meget at spise, men de klarede sig, for de havde hinanden. Men det var et hårdt miljø derude, hvor volden talte sit pågående fysiske sprog. Det lærte drengen, da han voksede op som teenager. Men en dag var moren væk. Hun havde lånt penge af alle, og skyldte til højre og venstre. Hun kom tilbage efter noget tøj. Drengen stod og kiggede efter hende, indtil hun var forsvundet igen. Han blev og hun gik. En dag var hun forsvundet for evigt.

 Foto: Thomas Cato

Det er en opvæksthistorie for to. Drengen beretter om sit liv med moren. Altid sammen. Uadskillelige, og så alligevel adskilt og udskilt til sidst. Vi hører om deres liv sammen. Om moren, der er så ung at livet stadig spirer i hende og hun vil have hele verden. Om drengen, der på små trætte ben følger efter moren gennem byen og ser de samme film som hende i tv, uden at forstå meget af det.

Foto: Thomas Cato

Det er Peter Frank Khouris autofiktive beretning, og det er ham selv der fortæller. Han har et skønt kropssprog. Langlemmet og flot som han er. I Mia Lipschitz´ fine instruktion formår han at give krop til den lille bange dreng, lige såvel som til den vrede teenager og den voksne mand, der står tilbage, når forestillingen slutter. Han er fascinerende at kigge på. Og det gør man, for der er så meget han ikke fortæller. På scenen er der bare de to mænd, hvoraf den ene fortæller og den anden spiller guitar og synger. Alt er sortmalet. Scenerummet brydes af de to gynger. Gennem det sortmalede rum lyner lysbaner i loftet og på væggene gennem mørket. I stedet for egentlig scenografi er det snarere lyset, der fungere som scenografi, for den ferme lyssætning af Sonja Lea digter fint med på historien. Musikken spilles live og rapt af guitaristen Anders Birk, der står for det musikalske arrangement, der med lyddesign af Jes Thee er et lydspor, der går gennem barndommet og som består af "elektrisk guitar, loops og lydflader, inspireret af skramlet rock, westerns, amerikanske tv-serier og det ydre rum", som der står i teatrets pressemateriale.

 Foto: Thomas Cato

Kronologisk ruller historien langsomt op igennem 70´erne og 80´erne. Hvis netop ikke scenegangen og instruktionen var så smuk og helstøbt ville det være en hurtig oplæst monolog, der på papiret slet ikke ville ligne en teaterforestilling, men så klart og insisterende som forestillingen afvikles bliver den til meget mere. Det bliver et billede på en barndom, der var alt andet end kærlig. Men OGSÅ kærlig. Det der er det fascinerende omdrejningspunkt i historien er måden som den bliver fortalt på: undersøgende, tilbageholdende og forundret. Med lige dele nysgerrighed og barnlig naivitet. Det er en barsk, men kærligt fortalt historie. En kærlighedshistorie med dødelig udgang. Enten er det moren der dør eller også er det moren inde i den voksne dreng der dør. Vi får det aldrig at vide, men historien slutter afklaret.

 

 Foto: Thomas Cato

Det er en umådelig sympatisk musikalsk forestilling fortalt med stor charme. Det er ingen stor historie, men den er hvad den er, og berettes med stor følsomhed og ærlighed. Det er en opvæksthistorie om en mor, der både var festlig, spændende, umulig og grænseløs, men mest er det historien om, hvordan det former sønnen. Det er en fin lille forestilling om hvordan man bliver menneske, trods alt.

 Urpremiere og gæstespil på TEATER FÅR302 af Teater Kamikaze

MED: Peter Frank Khouri og guitarist Anders Birk

FORFATTER: Peter Frank Khouri

LYDSPOR & MUSIKALSK ARRANGEMENT: Anders Birk

INSTRUKTØR: Mia Lipschitz

LYSDESIGN: Sonja Lea

LYDDESIGN: Jes Theede

SCENOGRAFKONSULENT & KOSTUMEDESIGNER: Rebekka Bentzen

Læs mere om forestillingen.

Spilleperiode: 16.3.- 11.4.2015. Mandag til fredag kl. 20.00. Lørdag kl. 17.00

Varighed: 70 min.

Teater FÅR302, Toldbodgade 6, 1253 København K.