fredag den 22. april 2022

Anmeldelse: RESTAURANT EUROPA på Teater Får302

Foto: Søren Meisner.



OPRØR I BESTIKSKUFFEN

Gæstespil på Teater FÅR302. 

RESTAURANT EUROPA er baseret på ”The Hills” (2017), en norsk roman af Matias Faldbakken, der i 2020 blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Teksten er dramatiseret af Jacque Lauritsen, og er både mundret og meget veloplagt. Faktisk er den så velskrevet, at den er ved at stjæle hele forestillingen, hvis det ikke havde været for Jacque Lauritsen, der i Andreas Dawes stramme og muntre iscenesættelse bliver den tjener, der får det hele til at løfte sig. 

Der er noget tragisk muntert over ham, der gør, at han som tjeneren med sin ludende kropsholdning allerede er en skibsbrudden, inden teatersejlladsen begynder i Får302s tætpakkede lille teater.
Vi er med på skibet, der som et anden Titanic er ved at synke med mus og mænd. Godt nok fastholdes alle de gamle og fine traditioner, men restaurantens klientel skifter, og de bringer nye vaner og skikke med sig. De spiser på en anden måde - og først og fremmest fører de en ny tid med sig.


Foto: Søren Meisner.




RESTAURANT EUROPA 
er selvfølgelig et billede på vores del af verden, hvor vi rigidt holder på formerne, selv om skuden er ved at synke. Vi spiser og nyder musikken fra skibsorkestret, selv om vi har kurs lige mod katastrofen. Forestillingen, der reelt er en monolog, men er så nuanceret og varieret spillet, at monologen udvider sig og bliver til et skuespil. Jacques Lauritsens evne til at illudere de forskellige tjenere og restaurantens forskellige spisegæster er så præcis og så skarpt skildret og forløst, at det er let at føle sig hjemme - og særdeles godt underholdt.

Det hele sker, mens skuden sejler lige lukt mod sin egen undergang. Det kunne sagtens have resulteret i en dyster og tung tekst, men det er lige modsat.


Foto: Søren Meisner.



Vi befinder os nede i et opbevaringsrum, skabt af Julie Forchhammer. Måske nede i en kælder.  Tjeneren omtaler al den pragt, der er i restauranten, men det ser vi ikke. 

Humoren er slet ikke til at stå for, og holdt i stram snor. Men det bedste er hovedpersonen selv, for den ludende lille tjener er sølle, men også svær at holde afstand til, for vi kender ham alle.

Jeg kender ham i hvert fald - og arbejdede engang sammen med ham i en forretning, hvor vi solgte møbler. Han gebærdede sig fuldstændig på samme måde. Lignede ham også. Der var noget så umådelig tragisk over ham. Han var gennemført ulidelig, og alligevel var det svært ikke at holde af ham. Det samme gælder Jaque Lauritsen. Det bliver ham, jeg vil huske fra forestillingen. Han vil blive stående der i sin hvide tjenerjakke med spisekortet fremme. Evigt servil - og evig fortabt. Måske er vi alle som ham, men uden at vi egentlig ved det?

Pespektivet er skræmmende, men gå ind i det lille teater på 1. sal i en almindelig lejlighed, ombygget til teater ved Nyhavn. Det er altid en oplevelse.

Og husk at give tjeneren drikkepenge, for han har ikke så meget andet at glæde sig over. Han er en omkringvandrende katastrofe og svær at overse, for han er der altid. Han står der, parat til servering. Alligevel er han usynlig. Han står der som den sidste, der holder fast i det, der var engang. Han forsvarer det forgangne og fnyser af alt det nye. Alt det han ikke forstår.

Han har en umulig opgave på det synkende skib. 



Foto: Søren Meisner.



RESTAURANT EUROPA

Producent: Jacque Lauritsen & AKUT360
Administration: Teater Får302
Medvirkende: Jacque Lauritsen
Iscenesættelse: Andreas Dawe
Scenografi: Julie Forchhammer
Lysdesign: Sonja Lea
Dramatisering: Jacque Lauritsen
Teknik og lyddesign: Brian Larsen
 

Hvornår: 21. april til 7. maj, 2022 / mandag-fredag kl.20, lørdag kl. 17
Varighed: 75 minutter uden pause

Hjemmeside & billetter


*

Ingen kommentarer: