Anmeldelse: RESTAURANT EUROPA på Teater Får302

Foto: Søren Meisner.

OPRØR I BESTIKSKUFFEN

Gæstespil på Teater FÅR302. 

RESTAURANT EUROPA er baseret på ”The Hills” (2017), en norsk roman af Matias Faldbakken, der i 2020 blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Teksten er dramatiseret af Jacque Lauritsen, og er både mundret og meget veloplagt. Faktisk er den så velskrevet, at den er ved at stjæle hele forestillingen, hvis det ikke havde været for Jacque Lauritsen, der i Andreas Dawes stramme og muntre iscenesættelse bliver den tjener, der får det hele til at løfte sig. 

Der er noget tragisk muntert over ham, der gør, at han som tjeneren med sin ludende kropsholdning allerede er en skibsbrudden, inden teatersejlladsen begynder i Får302s tætpakkede lille teater.

Vi er med på skibet, der som et anden Titanic er ved at synke med mus og mænd. Godt nok fastholdes alle de gamle og fine traditioner, men restaurantens klientel skifter, og de bringer nye vaner og skikke med sig. De spiser på en anden måde - og først og fremmest fører de en ny tid med sig.

Foto: Søren Meisner.

RESTAURANT EUROPA 

er selvfølgelig et billede på vores del af verden, hvor vi rigidt holder på formerne, selv om skuden er ved at synke. Vi spiser og nyder musikken fra skibsorkestret, selv om vi har kurs lige mod katastrofen. Forestillingen, der reelt er en monolog, men er så nuanceret og varieret spillet, at monologen udvider sig og bliver til et skuespil. Jacques Lauritsens evne til at illudere de forskellige tjenere og restaurantens forskellige spisegæster er så præcis og så skarpt skildret og forløst, at det er let at føle sig hjemme - og særdeles godt underholdt.

Det hele sker, mens skuden sejler lige lukt mod sin egen undergang. Det kunne sagtens have resulteret i en dyster og tung tekst, men det er lige modsat.

Foto: Søren Meisner.

Vi befinder os nede i et opbevaringsrum, skabt af Julie Forchhammer. Måske nede i en kælder.  Tjeneren omtaler al den pragt, der er i restauranten, men det ser vi ikke. 

Humoren er slet ikke til at stå for, og holdt i stram snor. Men det bedste er hovedpersonen selv, for den ludende lille tjener er sølle, men også svær at holde afstand til, for vi kender ham alle.

Jeg kender ham i hvert fald - og arbejdede engang sammen med ham i en forretning, hvor vi solgte møbler. Han gebærdede sig fuldstændig på samme måde. Lignede ham også. Der var noget så umådelig tragisk over ham. Han var gennemført ulidelig, og alligevel var det svært ikke at holde af ham. Det samme gælder Jaque Lauritsen. Det bliver ham, jeg vil huske fra forestillingen. Han vil blive stående der i sin hvide tjenerjakke med spisekortet fremme. Evigt servil - og evig fortabt. Måske er vi alle som ham, men uden at vi egentlig ved det?

Pespektivet er skræmmende, men gå ind i det lille teater på 1. sal i en almindelig lejlighed, ombygget til teater ved Nyhavn. Det er altid en oplevelse.

Og husk at give tjeneren drikkepenge, for han har ikke så meget andet at glæde sig over. Han er en omkringvandrende katastrofe og svær at overse, for han er der altid. Han står der, parat til servering. Alligevel er han usynlig. Han står der som den sidste, der holder fast i det, der var engang. Han forsvarer det forgangne og fnyser af alt det nye. Alt det han ikke forstår.

Han har en umulig opgave på det synkende skib. 

Foto: Søren Meisner.

RESTAURANT EUROPA

Producent: Jacque Lauritsen & AKUT360

Administration: Teater Får302

Medvirkende: Jacque Lauritsen

Iscenesættelse: Andreas Dawe

Scenografi: Julie Forchhammer

Lysdesign: Sonja Lea

Dramatisering: Jacque Lauritsen

Teknik og lyddesign: Brian Larsen

 

Hvornår: 21. april til 7. maj, 2022 / mandag-fredag kl.20, lørdag kl. 17

Varighed: 75 minutter uden pause

Hjemmeside & billetter

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Får302:

2021:

Love is enough (part 2 & 3)

Heroin

2020:

Katalog over kommende katastrofer

2019:

Drømme om noget andet

Fashion

2018:

Hvid uskyld

2017:

Et hus på sand og håb

2016:

Jeg, Händel 

2015:

Sange om mor

Turister

2014:

Sympati for djævelen

2013:

Ritualet

2012:

Man skulle tro jeg var en anden

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

  

Anmeldelse: LOVE IS ENOUGH (part 1) på Får302

 

Teater Får302 er indrettet i en førstesalslejlighed. Man går et par trin op og træder ind i det, der engang har været en lejlighed, og som nu er omdannet til en af byens hyggeligste og mest intime teaterscener. 

LOVE IS ENOUGH (part 1) er en danseforestilling, men en ganske særlig én af slagsen.

Andriana Seecker er alene på scenen i en times tid. Hun kommer ind slæbende på en gennemsigtig plastikpose med sand. Eller faktisk bliver hun stående duvende fra side til side, rygvendt mod publikum, til den buldrende musiks hårde, rytmiske puls. Under hele første nummer ser vi hende kun bagfra. Fra lofter hænger 6-8 gennemsigtige plastikposer med sand i. Er det et billede på, hvad vi slæber med os gennem livet, et billede på hvor besværligt livet er, eller et billede på at vi som mennesker har brug for en ballast? At kærlighed ikke er nok!

Er titlen på samme måde et statement eller et spørgsmål? Det står og blinker hen over den ordløse forestilling.

Ret beset er det jo individuelt, og noget der er umuligt at redegøre for. Netop derfor er det en god titel. 

Efter den hårdt pumpende musik og det langsomme sandslæberi er der stille længe. Derefter følger forskellige klassiske værker. Hun går rundt på scenen, som om hun er ved at indøve en dans. Som om hun går rundt i  egne tanker. Af og til danser hun et par trin, og så forsvinder hun igen ind i sine egne tanker. 

Der er noget fascinerende ved Andriana Seecker. Hun har helt klart en hemmelighed, som hun ikke giver fra sig og det må være derfor, at hun er så spændende at iagttage. For hun suger vores opmærksomhed til sig. Hun har en smuk og meget atletisk krop. Hun er spinkel og har det lang brune hår sat op i nakken.  

Det er vildt, hvad hun kan med sin krop. Det er også urkomisk. Uden at jeg kan forklare hvorfor. Små grimasser gør, at vi ler. Egentlig er er ikke noget at grine af, men det gør vi. Måske fordi dansen og forestillingen frisætter noget. Måske er det overskuddet, som vi reagerer på.

Størstedelen af musikken er tungt og stort orkestreret og står i skarp kontrast til de små fagter og grimasser på scenen. Det lyder som en kombination af Chopin og Mahler. Der er også brugt et stykke af Chopin, som Eric Carmen gjorde berømt som en smægtende kærligshedsballade, da han brugte melodilinjen til nummeret "All by myself" - og det er hun. Hun er helt og aldeles overladt til sig selv - i et Roy Anderssonsk univers. Andersson er svensk filminstruktør, der gennem sine film i tableauer skildrer, hvordan menneskers banale liv bliver gjort til en farce, der indfanger alle. Vi er som insekter på en større sommerfuglesamlers nåle. Spiddet og fastholdt i følsomme øjeblikke. Typisk lader han sine personer gå hen til et køleskab, blive stående, afventende. Række en hånd frem, fortryde og blive stående der fanget midt i en bevægelse foran det lukkede køleskab. Ligesom det skete i LOVE IS ENOUGH (part 2 & 3), hvor det var Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins i hver sin solo. Umiddelbart er der ingen sammenhæng imellem de forskellige dele, der er skabt adskilt fra hinanden, for netop at gøre dem endnu stærkere i hver deres udtryk, hvilket også er lykkedes. Men der er måske alligevel en sammenhæng... De resterende dele følger senere. Således er hele grundideen bag forestillingerne skabt af tyske Andriana Seecker, der også var medinstruktør på 2. og 3. del. På samme måde som  finske Herman Nyby  er medinstruktør på 1. del, og også selv står for 4. del, der kommer op senere. På den måde bliver det hele en løst struktureret, men alligevel tæt sammenknyttet teatermenu.

Men tilbage tilbage til det tilsyneladende private og den iboende hemmelighed, som Andriana Seecker er bærer af. Hver gang hun kommer ind med en ny pose sand, smiler vi og nogle gange ler vi ligefrem. I en af poserne ligger der en lille rød dart-pil. Den virker som om den ryger ud tilfældigt og lander på gulvet. Vore tanker kredser om den, og jeg håber,  hun ikke får den op i foden. Som et fremmedelement ligger den og tiltrækker sig vores opmærksomhed. Hvad skal den der?  På et tidspunkt bruger hun den til at prikke små huller i de ophængte sandposer, så sandet drysser ud. Under én af dem ligger en tom plastikpose, og da sandet rammer den danner det sit helt eget lydunivers.

Jeg kan ikke blive træt af at kigge på hende. Det slår mig, at jeg ikke tidligere har oplevet dans på dén måde. Kommer til at tænke på Pina Bausch´  "Le Sacre du Printemps", der foregår i en jordgrav, hvor jord, dans og bevægelser bliver til ét. På samme måde er der også noget med sandet, skødesløsheden, der afbrydes af lynende rytmiske bevægelser, der kommer og går. LOVE IS ENOUGH (part 1) er  ingen traditionel danseforestilling, for det er begrænset, hvor meget der danses, og alligevel danses der hele tiden. Det er i hvert fald en fortælling, hvor det yndefulde og groteske hele tiden mødes og skilles. Det er en fortælling, der bringer mig tilbage til det vi siger, når vi ikke siger noget. Hvad er det egentlig vi siger, når vi gør det? 

Hun kigger på os. Hun både ser os og ser os ikke. Hun forsøger ikke at overbevise os om noget, men vi får da lov til at kigge med i den fortælling, som hun skaber omkring os. Vi er der sammen - og vi er igang med en historie. Den er fyldt med sansninger, og de går lige i kroppen på mig. Dog sniger min opmærksomhed sig væk under den afsluttende del, der er helt uden musik. Men alligevel lykkedes det. Dette vilde projekt at være på scenen i en times tid uden ord (med undtagelse af et par enkelte gloser). Hvad det er, der lykkes, er jeg ikke klar over, men jeg nyder at træde med ind i denne skabelse. Om kærlighed er nok eller for meget, bliver jeg ikke klogere på. Men jeg møder mig selv, og jeg møder hende i denne meget nære danseforestilling. Og "danseforestilling" skal tages med forbehold, for selv om Andriana Seecker er en ekvilibristisk kropskunstner, der selv både er koreograf og danser, bliver det hele én stor prøve. Måske netop en øvelse på at træde ind i livet og kærligheden. For ofte sidder hun der bare, mens sandet drysser ned og kigger ud i luften, indtil der tilsyneladende opstår en ide i hende, og så reagerer hun. Som et hug fra en slange. Det er mageløst.

LOVE IS ENOUGH

Premiere den 20. september 2021

Spiller indtil 22. september 2021

på Teater Får302, Toldbodgade 16, 1253 Kbh. K.

Varighed: 1 time uden pause

Gæstespil af og med: Andriana Seecker

Choreography/Dance/Idea/Concept: Andriana Seecker (DE)

Dramaturgy/Concept/Co-Director: Herman Nyby (FI)

Funded by: Svenska Kulturfonden (FI), Opstart (Nordic Culture Fond)

Hjemmeside og billetter

Se trailer på Facebook.

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Får 302:

2021:

Love is enough (part 2 & 3)

2020:

Katalog over kommende katastrofer

2019:

Drømme om noget andet

Fashion

2018:

Hvid uskyld

2017:

Et hus på sand og håb

2016:

Jeg, Händel 

2015:

Sange om mor

Turister

2014:

Sympati for djævelen

2013:

Ritualet

2012:

Man skulle tro jeg var en anden

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

  

Anmeldelse: " Ritualet" på Får 302

                                                                      Foto: Jacob Buchard

Den svenske filminstruktør Ingmar Bergman (1918-2007) skrev i 1969 skuespillet ”Riten”, men i stedet for at bruge det på scenen lavede han en film ud af det. Han arbejdede på Dramaten hele året og lavede film i sommerferien sammen med teatrets skuespillere. Han betingede sig at hans film, så længe han levede, ikke måtte opføres som teater, men i dag opføres han på mange teatre rundt om i verden. Det er der ikke noget at sige til, for han skrev djævelsk godt. Han sad selv på skuldrene af August Strindberg, men det er ikke det værste sted at sidde, når der skal skrives. Det er kønnenes kamp, det er mennesket som gøgler, menneskets ubodelige ensomhed og kamp med sig selv, Gud og omverdenen. Det handler om kærlighed og om skyld og straf, men først og fremmest handler det om at være menneske. Og som Strindberg sagde i ”Et Drømmespil”: ”Det er synd for menneskene!”. Bergman var helt på linje med det, men heller ikke på linje med så mange andre. Ham var en fyrtårn, der ragede op over den svenske borgerlighed, men hans tanker og ord træffer os ligeså tungt i dag.

Tre scenekunstnere, 2 mænd og en kvinde, er kaldt ind for at aflægge et besøg hos en dommer. Det sker dagen før de skal optræde med deres nye nummer. De mødes enkeltvist med dommeren, og i 8 fortættede scener oplever vi dem fra forskellige sider sammen og hver for sig. De to er gift, mens den tredje er elskeren, der bor sammen med parret. De tilbyder efter aftenens optræden at aflægge et besøg hos dommeren og opføre det nye nummer alene for ham. Det gør de, men med fatale følger.
I starten er det lutter elskværdighed. Dommeren virker tilforladelig, men alle har deres at kæmpe med. Det, der på overfladen, ser så flot og glansfuldt ud, krakelerer snart. Skabet er fuldt af spøgelser. Alting sættes i spil, og der spilles, elskes og lyves på kryds og tværs, når alles kamp mod alle skydes i gang. Vanvidet er altid til stede hos Bergman - og ikke mindst i ”Ritualet”. Lige såvel som dommeren (be)dømmer kunstnerne, lige så vel (be)dømmer de ham.

                                                                                                             Foto: Thomas Cato

”Ritualet” er en stram og kompromisløs fortælling. Den er fortættet og nådesløs, men hvad handler den egentlig om? Bergman var en af de kunstnere, der formåede at skrive om livet, så det brænder og slår ud i lys lue. Han elskede at skrive om kunstnere, fordi de lever livet i overhalingsbanen. De er følelsesmennesker, der brænder for deres kunst og kunnen. Alt går op i flammer. Ilden fejer hen over de fire medvirkende og fortærer alt. Efter den afsluttende scene er der intet tilbage. Alle ord er smeltet i varmen. Tilbage er der bare uroen, uvisheden og det tomme uendelige rum. Det er paradoksalt, at dramatikeren på én gang både formår at bryde ned, og bygge op igen. Alting efterlades i ruiner, men teaterkunsten stiger op som Fugl Fønix, og har aldrig haft et bredere vingefang. Bergman elskede skuespillerne og deres kunst. Det ville han også have gjort, hvis han havde set denne opsætning. Den skærer så dybt ind i sindet og kroppen, og gør det så hurtigt og effektivt, at det næsten ikke bløder, og alligevel efterlader den én invalideret. Det virker på film – men det virker mindst lige så godt på teater i Jens August Willes ferme iscenesættelse. Det lille teaterrum er udnyttet til bristepunktet. Visuelt er slutscenen ganske overvældende, og overgår stærkt filmen. Skuespillerne spiller som én samlet krop. Det er en fryd at opleve Henrik Birch, Mikkel Reenberg og ikke mindst Pauli Ryberg og Charlotte E. Munksgaard. 

                                                                    Foto: Thomas Cato

Teatret Får 302 har taget afsæt i det oprindelige teatermanuskript og har valgt at lade det være teatrets 25 års jubilæumsforestilling.  Det er en klogt og meget vellykket satsning. Det lover godt for teatrets liv i al almindelighed - og for Får 302 i særdeleshed. Tillykke med den inciterende forestilling - og med det flotte jubilæum!

MEDVIRKENDE: Henrik Birch, Mikkel Reenberg, Charlotte E. Munksgaard & Pauli Ryberg
DRAMATIKER: Ingmar Bergman

INSTRUKTØR: Jens August Wille
SCENOGRAF: Siggi Óli Pálmason
OVERSÆTTER & DRAMATURG: Louise W. Hassing

BEARBEJDELSE: Jens August Wille & Louise W. Hassing

 

Forestillingen spiller fra 7.-26. januar 2012.                            

http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=265&pic=266

 

Teateraften hos Får302

I samarbejde med Teater Får302 inviterer Dansk PEN og Dansk Forfatterforening til teateraften:

Teater Får302
Toldbodgade 6, 1253 Kbh. K.

præsenterer den singaporeanske dramatiker Alfian Bin Sa’ats
SEX.VOLD.BLOD.SNASK

Se forestillingen
onsdag den 2. februar 2011 kl. 20.00
og deltag i den efterfølgende samtale
med stykkets instruktør Kamilla Bach Mortensen.

Det er vildt, det er voldsomt. Det er morsomt og grotesk – og dybt rørende.

Med SEX.VOLD.BLOD.SNASK vender Teater FÅR302 blikket mod den anden side af verden. Mod det tidligere koloniland: Singapore, som er indbegrebet af en grotesk kopi af Vesten. Med denne moderne og helt unikke eksposé over civilisation vil vi undersøge vores identitet ved at spejle den i det fjerneste Østen. Forestillingen består af seks meget forskellige scenebilleder: Fra Singapore i nutiden over kolonitidens engelske borgerskab i 1800-tallet, den japanske besættelse, nutidens transvestitter i et moderne MDT-tog og til en robot i sølvbikini på Nordpolen i 2020. De fem første scener er nedslag i Singapores historie og 6. scene er en præsentation af Singapores sjæl.

Alfian Bin Sa’at spilles nu for første gang i Danmark. Han har vundet et utal af priser for sine stykker og litterære værker. Han er Singapores enfant terrible, og som muslim, marxist og homoseksuel, er hans værker ofte groft censurerede i hans hjemland. Han beskrives som en spøgefuld provokatør og hip libertiner og går lige i kødet på det topstyrede Singapore, hvor regeringen match-maker, kvoteinddeler etniske grupper i boligområderne. Singapore tror på assortativ pardannelse – lige børn leger bedst – at akademikere bør gifte sig med akademikere for at højne den nationale æt. Får du barn udenfor ægteskab eller gennemgår skilsmisse er du socialt og økonomisk stigmatiseret for altid. I dette land styret af en gennemgribende samfundskontrol og renlighed skriver Alfian Bin Sa’at af nødvendighed på en obskøn og fanden i voldsk kraft for at finde ind til kernen af, hvad et menneske er.
Med et dybt originalt, meget fremmedartet og samtidigt uhyggeligt genkendeligt stykke stilles der skarpt på civilisationstanken set fra et asiatisk perspektiv. SEX.VOLD.BLOD.SNASK er fra 1999 og er Alfian Bin Sa’ats dramatikerdebut.





Om Singapore og Alfian Bin Sa’at
Singapore var kolonialiseret af England fra 1819 frem til 1965, hvor landet fungerede som et af de vigtigste kommercielle og militære centre for det britiske imperium. Efter frigivelsen og selvstændigheden som republik, er Singapore blevet en ”mærkelig kopi” af vesten – en mærkelig fremmedartet og samtidig meget genkendelig verden. Singapore profileres i dag som en succeshistorie. Landet drives som en topstyret virksomhed med streng diciplin - all round. Lee Kuan Yew, grundlæggeren af det moderne Singapore har sagt: “For at regere et samfund må man forstå den menneskelige natur. Jeg har altid ment, at mennesket var som et dyr. Den konfucianske teori var at mennesket kunne forbedres, men det er jeg ikke så sikker på. Det kan optrænes, det kan disciplineres”. Hvordan finder man sig selv igen eller på ny efter næsten 150 år i en anden kulturs varetægt og en nutid præget af streng diciplin og censur? Singapore er stykkes hovedperson.

Lee Kuan Yew blev Singapores premiereminister/præsident i 1965 da Singapore blev smidt ud af føderationen med resten af de store lande i Asien. Lee Kuan Yew har været bagmand lige siden. Indførte hårde love og streng kontrol. Han trådte tilbage i 1990, men blev siddende i regeringen, som ”mentor minister” og stadig ham der trækker i trådene. Han er 86 i dag. Man ved han ikke vil leve evigt og det er skræmmende, når de har været styret af hård patriark så længe, hvis han forsvinder, hvem skal så styre dem. Singapore næsten bygget op som en streng & kontrolleret virksomhed alla mærsk. Med produktion for øje.

Singapore er ikke meget større end Bornholm. Der er lige under 5 millioner indbyggere på øen. Befolkning deles ind i tre hovedgrupper. Kinesere i overtal + dem der stort set sidder på magten, malajerne er 2. største befolkningsgruppe – også indvandrere fra forskellige egne af Indonesien kaldes malaj, 3. gruppe er indere fra Indien Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka og Burma.
Alle bor i storbyer, landdistrikterne er affolkede. Dvs, der bor i bogstavligste forstand 3 millioner mennesker ovenpå hinanden i højhuse i byener. Der er ca. 27 grader varmt året rundt og der er en høj luftfugtighed.

Folk der har været i Singapore siger at alt skifter hele tiden, man kan gå ned ad en gade som er helt vestlig og så dreje om hjørnet og så ligger der et lig på gaden, fordi det er en indisk tradition at lade den døde ligge ude, så kommer man til et mini Kina osv. det er lidt som i stykket, flere forskellige verdener, der ligger ved siden af hinanden. Men som ikke nødvendigvis forholder sig til hinanden. Der kan ligge et thai hus, hvor alt foregår på thailandsk vis og overfor et indisk, hvor alt er indisk.

Siden selvstændighed i 1965 har regeringen arbejdet på at skabe en fælles national identitet, bygget på ”asiatiske værdier” – ønsker en kontrast til vestlig individualisme. Prøver at skabe multikulturelt samfund, hvor folkegrupper bevarer deres eget sprog, traditioner og religioner. Alligevel er forholdet mellem Singapores befolkningsgrupper meget ømtåleligt. Trods landets multikulturelle sammensætning er hovedsprogene engelsk samt mandarin - andre sprog bortcensureres i medierne. Pressen og kunstscenen er underlagt censur. Årligt nyskrevne nationalsange er til for at holde befolkningen fokuseret fx. "One nation, one people, one Singapore": http://www.youtube.com/watch?v=QPdKTd8okXs




Billetpris kr. 110,-
NB! Der er reserveret 20 billetter, der fordeles efter først-til-mølle-princippet
via henvendelse enten til PENs eller DFFs sekretariat eller via koordinator: Michael Svennevig