Viser opslag med etiketten Mikkel Reenberg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mikkel Reenberg. Vis alle opslag

mandag den 6. november 2017

Anmeldelse: STRÆBER på Teater Grob


Foto: Per Morten Abrahamsen
 
Scenerummets bagvæg og gulv består af orange plader, og forrest på scenen står der fem mikrofonstativer, som de tre spillere, iført gule overtræksdragter, kæmper om. De er hvidsminkede, og bærer hvide tynde elefanthuer, så kun mund, rød næse og sortsminkede øjne er synlige. Skiftevist hiver de elefanthuerne op eller ned, alt efter om de har været hen at trykke på knappen til det store ur, der bestemmer hvornår LØBET går i gang. STRÆBERLØBET. Forestillingen spilles i to sideløbende tempi. Dels i et hasarderet overkill-tempo, hvor det er alles kamp mod alles. Dels i et langsomt og inderligt bekendelsesspor. Modsætningerne passer godt sammen, for rytmen kalder på langsommeligheden og omvendt, og dermed udgør et samlet hele. De fem unge spilles dækkende af Anne Gry Henningsen, Mikkel Reenberg og Marie Mondrup, fermt instrueret af Petra Søe ("Drømme om noget andet") efter manuskript af Julie Maj Jakobsen i samarbejde med instruktør og spillere, baseret på ide af Anne Gry Henningsen, der også er MÆRKVÆRKs leder. Forestillingen er en samproduktion mellem MÆRKVÆRK og Teater Nordkraft i Ålborg.

Foto: Per Morten Abrahamsen


Teatret har holdt workshops med de unge for at finde ud af, hvordan det er at vokse op i en verden af muligheder. Om rusen, når det lykkes, og om skuffelsen, når forventningerne er så høje, at de ikke når i mål. Om stædigt at kæmpe mod alle odds. Om liv, kærlighed og venskab. Deres refleksioner og personlige historier er grundlaget for forestillingen, der er bygget op som et darwinistisk udskilningsløb, men også om, hvad der sker, hvis man slipper og giver fanden i præstationer, valg og mål, sådan som to af dem gør i slutningen. I hvert fald minder de os ved deres exit om, at det måske slet ikke er nødvendigt at være med – og om at give så helt og fuldt slip på sig selv, for at være med i det store fælles stræber-løb. Der er fortsat håb.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen
 
Det er svært ikke at blive rørt og grebet af sårbarheden, der træder frem i de scener, hvor det øvrige klovneri helt forsvinder. Det er ikke nogen stor forestilling, og det er det så måske alligevel, for lige bag det meget enkle og tilsyneladende karikerede gemmer der sig et svælg af oplevelser og et dyb af følelser, der suger én ned i et frit fald. For enkelheden giver både rum og mulighed for at historien og karaktererne kan brede sig og få den fylde som de skal have.
 
Foto: Per Morten Abrahamsen
 
Der er noget sært afvæbnende ved børne- og ungdomsforestillinger. De får mig til at sætte mig anderledes til rette på stolen. Måske ligefrem til at sidde lettere. Det sætter noget frit i måden at opleve teater på. Måske fordi det virker så umiddelbart og intuitivt. Jeg er lykkelig, at jeg ikke er ung igen, for jeg hadede det. Det minder forestillingen mig om. Om alt det, som var umuligt at håndtere. Ingenting passer sammen. Livet er enten for småt eller for stort. Selv passer man ikke til den verden, der omgiver én. Præcis sådan som forestillingens unge føler sig. Tiden står stille, intet ændrer sig. Det har aldrig været som det er nu, men det har vi altid sagt. Men passer det? I dag er den omgivende verden meget mere fragmenteret, for det har altid været ubærligt med følsomheden og den smerte og glæde, som er forbundet med den. Det er historien om, hvad der gemmer sig bag avisernes beskrivelser af 12-talspigerne og taberdrengene. Om hvordan det er at stå parat ved startstregen, og om hvor lidt og hvor meget, der adskiller vinderne fra taberne i løbet. STRÆBERLØBET. Forestillingen skildrer så fint ønsket om at ville vælte verden og ende med selv blive væltet omkuld - af et knips. Om venner og kærester, og om det ene øjeblik at føle sig så tæt på hinanden, for i næste at konstatere at man er helt alene. At den udvalgte slet ikke føler det samme. Om at skabe en verden inde i hovedet og føle, at alting smuldrer på et sekund, når virkeligheden alligevel ikke lever op til det.

 


Foto: Per Morten Abrahamsen

STRÆBER

- en samproduktion mellem MÆRKVÆRK og Teater Nordkraft
gæstespil på Teater Grob fra den 6. – 18. november 2017

 
Medvirkende: Maria Mondrup, Mikkel Reenberg og Anne Gry Henningsen
Idé: Anne Gry Henningsen
Manuskript: Julie Maj Jakobsen og Petra Søe i samarbejde med holdet
Instruktør: Petra Søe
Instruktørassistent: Jonas Østergaard Pedersen
Dramaturg: Trine Wisbech
Scenograf: Lisbeth Burian
Rekvisitter: Naja Haugaard Brimer
Lysdesign: Mathias Hersland
Hjemmeside og billetter

Læs mere om MÆRKVÆRK - teater til teenagere
 

fredag den 11. januar 2013

Anmeldelse: " Ritualet" på Får 302

                                                                      Foto: Jacob Buchard

Den svenske filminstruktør Ingmar Bergman (1918-2007) skrev i 1969 skuespillet ”Riten”, men i stedet for at bruge det på scenen lavede han en film ud af det. Han arbejdede på Dramaten hele året og lavede film i sommerferien sammen med teatrets skuespillere. Han betingede sig at hans film, så længe han levede, ikke måtte opføres som teater, men i dag opføres han på mange teatre rundt om i verden. Det er der ikke noget at sige til, for han skrev djævelsk godt. Han sad selv på skuldrene af August Strindberg, men det er ikke det værste sted at sidde, når der skal skrives. Det er kønnenes kamp, det er mennesket som gøgler, menneskets ubodelige ensomhed og kamp med sig selv, Gud og omverdenen. Det handler om kærlighed og om skyld og straf, men først og fremmest handler det om at være menneske. Og som Strindberg sagde i ”Et Drømmespil”: ”Det er synd for menneskene!”. Bergman var helt på linje med det, men heller ikke på linje med så mange andre. Ham var en fyrtårn, der ragede op over den svenske borgerlighed, men hans tanker og ord træffer os ligeså tungt i dag.

Tre scenekunstnere, 2 mænd og en kvinde, er kaldt ind for at aflægge et besøg hos en dommer. Det sker dagen før de skal optræde med deres nye nummer. De mødes enkeltvist med dommeren, og i 8 fortættede scener oplever vi dem fra forskellige sider sammen og hver for sig. De to er gift, mens den tredje er elskeren, der bor sammen med parret. De tilbyder efter aftenens optræden at aflægge et besøg hos dommeren og opføre det nye nummer alene for ham. Det gør de, men med fatale følger.
I starten er det lutter elskværdighed. Dommeren virker tilforladelig, men alle har deres at kæmpe med. Det, der på overfladen, ser så flot og glansfuldt ud, krakelerer snart. Skabet er fuldt af spøgelser. Alting sættes i spil, og der spilles, elskes og lyves på kryds og tværs, når alles kamp mod alle skydes i gang. Vanvidet er altid til stede hos Bergman - og ikke mindst i ”Ritualet”. Lige såvel som dommeren (be)dømmer kunstnerne, lige så vel (be)dømmer de ham.
                                                                                                             Foto: Thomas Cato

”Ritualet” er en stram og kompromisløs fortælling. Den er fortættet og nådesløs, men hvad handler den egentlig om? Bergman var en af de kunstnere, der formåede at skrive om livet, så det brænder og slår ud i lys lue. Han elskede at skrive om kunstnere, fordi de lever livet i overhalingsbanen. De er følelsesmennesker, der brænder for deres kunst og kunnen. Alt går op i flammer. Ilden fejer hen over de fire medvirkende og fortærer alt. Efter den afsluttende scene er der intet tilbage. Alle ord er smeltet i varmen. Tilbage er der bare uroen, uvisheden og det tomme uendelige rum. Det er paradoksalt, at dramatikeren på én gang både formår at bryde ned, og bygge op igen. Alting efterlades i ruiner, men teaterkunsten stiger op som Fugl Fønix, og har aldrig haft et bredere vingefang. Bergman elskede skuespillerne og deres kunst. Det ville han også have gjort, hvis han havde set denne opsætning. Den skærer så dybt ind i sindet og kroppen, og gør det så hurtigt og effektivt, at det næsten ikke bløder, og alligevel efterlader den én invalideret. Det virker på film – men det virker mindst lige så godt på teater i Jens August Willes ferme iscenesættelse. Det lille teaterrum er udnyttet til bristepunktet. Visuelt er slutscenen ganske overvældende, og overgår stærkt filmen. Skuespillerne spiller som én samlet krop. Det er en fryd at opleve Henrik Birch, Mikkel Reenberg og ikke mindst Pauli Ryberg og Charlotte E. Munksgaard. 
                                                                    Foto: Thomas Cato

Teatret Får 302 har taget afsæt i det oprindelige teatermanuskript og har valgt at lade det være teatrets 25 års jubilæumsforestilling.  Det er en klogt og meget vellykket satsning. Det lover godt for teatrets liv i al almindelighed - og for Får 302 i særdeleshed. Tillykke med den inciterende forestilling - og med det flotte jubilæum!
MEDVIRKENDE: Henrik Birch, Mikkel Reenberg, Charlotte E. Munksgaard & Pauli Ryberg
DRAMATIKER: Ingmar Bergman
INSTRUKTØR: Jens August Wille
SCENOGRAF: Siggi Óli Pálmason
OVERSÆTTER & DRAMATURG: Louise W. Hassing
BEARBEJDELSE: Jens August Wille & Louise W. Hassing
 
Forestillingen spiller fra 7.-26. januar 2012.