fredag den 11. januar 2013

Anmeldelse: " Ritualet" på Får 302

                                                                      Foto: Jacob Buchard

Den svenske filminstruktør Ingmar Bergman (1918-2007) skrev i 1969 skuespillet ”Riten”, men i stedet for at bruge det på scenen lavede han en film ud af det. Han arbejdede på Dramaten hele året og lavede film i sommerferien sammen med teatrets skuespillere. Han betingede sig at hans film, så længe han levede, ikke måtte opføres som teater, men i dag opføres han på mange teatre rundt om i verden. Det er der ikke noget at sige til, for han skrev djævelsk godt. Han sad selv på skuldrene af August Strindberg, men det er ikke det værste sted at sidde, når der skal skrives. Det er kønnenes kamp, det er mennesket som gøgler, menneskets ubodelige ensomhed og kamp med sig selv, Gud og omverdenen. Det handler om kærlighed og om skyld og straf, men først og fremmest handler det om at være menneske. Og som Strindberg sagde i ”Et Drømmespil”: ”Det er synd for menneskene!”. Bergman var helt på linje med det, men heller ikke på linje med så mange andre. Ham var en fyrtårn, der ragede op over den svenske borgerlighed, men hans tanker og ord træffer os ligeså tungt i dag.

Tre scenekunstnere, 2 mænd og en kvinde, er kaldt ind for at aflægge et besøg hos en dommer. Det sker dagen før de skal optræde med deres nye nummer. De mødes enkeltvist med dommeren, og i 8 fortættede scener oplever vi dem fra forskellige sider sammen og hver for sig. De to er gift, mens den tredje er elskeren, der bor sammen med parret. De tilbyder efter aftenens optræden at aflægge et besøg hos dommeren og opføre det nye nummer alene for ham. Det gør de, men med fatale følger.
I starten er det lutter elskværdighed. Dommeren virker tilforladelig, men alle har deres at kæmpe med. Det, der på overfladen, ser så flot og glansfuldt ud, krakelerer snart. Skabet er fuldt af spøgelser. Alting sættes i spil, og der spilles, elskes og lyves på kryds og tværs, når alles kamp mod alle skydes i gang. Vanvidet er altid til stede hos Bergman - og ikke mindst i ”Ritualet”. Lige såvel som dommeren (be)dømmer kunstnerne, lige så vel (be)dømmer de ham.
                                                                                                             Foto: Thomas Cato

”Ritualet” er en stram og kompromisløs fortælling. Den er fortættet og nådesløs, men hvad handler den egentlig om? Bergman var en af de kunstnere, der formåede at skrive om livet, så det brænder og slår ud i lys lue. Han elskede at skrive om kunstnere, fordi de lever livet i overhalingsbanen. De er følelsesmennesker, der brænder for deres kunst og kunnen. Alt går op i flammer. Ilden fejer hen over de fire medvirkende og fortærer alt. Efter den afsluttende scene er der intet tilbage. Alle ord er smeltet i varmen. Tilbage er der bare uroen, uvisheden og det tomme uendelige rum. Det er paradoksalt, at dramatikeren på én gang både formår at bryde ned, og bygge op igen. Alting efterlades i ruiner, men teaterkunsten stiger op som Fugl Fønix, og har aldrig haft et bredere vingefang. Bergman elskede skuespillerne og deres kunst. Det ville han også have gjort, hvis han havde set denne opsætning. Den skærer så dybt ind i sindet og kroppen, og gør det så hurtigt og effektivt, at det næsten ikke bløder, og alligevel efterlader den én invalideret. Det virker på film – men det virker mindst lige så godt på teater i Jens August Willes ferme iscenesættelse. Det lille teaterrum er udnyttet til bristepunktet. Visuelt er slutscenen ganske overvældende, og overgår stærkt filmen. Skuespillerne spiller som én samlet krop. Det er en fryd at opleve Henrik Birch, Mikkel Reenberg og ikke mindst Pauli Ryberg og Charlotte E. Munksgaard. 
                                                                    Foto: Thomas Cato

Teatret Får 302 har taget afsæt i det oprindelige teatermanuskript og har valgt at lade det være teatrets 25 års jubilæumsforestilling.  Det er en klogt og meget vellykket satsning. Det lover godt for teatrets liv i al almindelighed - og for Får 302 i særdeleshed. Tillykke med den inciterende forestilling - og med det flotte jubilæum!
MEDVIRKENDE: Henrik Birch, Mikkel Reenberg, Charlotte E. Munksgaard & Pauli Ryberg
DRAMATIKER: Ingmar Bergman
INSTRUKTØR: Jens August Wille
SCENOGRAF: Siggi Óli Pálmason
OVERSÆTTER & DRAMATURG: Louise W. Hassing
BEARBEJDELSE: Jens August Wille & Louise W. Hassing
 
Forestillingen spiller fra 7.-26. januar 2012.                            

 

Ingen kommentarer: