Anmeldelse: DE DANSER ALENE på Rialto Teatret

 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

 

Utroligt at det kan lade sig gøre. Anders Fogh Jensens tekst burde være uspillelig, for det er næsten ikke et manuskript, men rettere tanker fra en filosof, der er blandet til noget, der ligner en historie. Alligevel er det så frisk, så idefyldt og flot udført, at underet indtræffer og Mammutten kan krone sit i forvejen succesfyldte virke med endnu en medrivende og ganske anderles teaterfortælling. De fire medvirkende charmer sig igennem, som de salgskonsulenter de også er. Det hele starter med håndtryk og latter, men det viser sig snart at være rent teater. Det handler om at netværke, at holde sig i bevægelse. At holde takten. At blive ved og blive ved og blive ved. Holde sig i bevægelse, bare blive ved og blive ved og… Mærk rytmen og bare bliv ved. Alt er bevægelse. Bare bliv ved. Hold takten. Bare nyd det, selv om det for længst er holdt op med at være sjovt.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Anders Fogh Jensens tekst giver sparket til de fine fornemmelser. Samme overskud som skuespillerne bringer for dagen præger instruktionen og det visuelle scenebillede bragt til verden af Egill Pálsson. Den rundbuede bagskærm tjener som lærred for de opprojicerede billeder. Det er smart og rapt iscenesat som hvirvlende scenebilleder. Langsomt sætter ordene sig på os, og vi oplever ligesom hovedpersonen at det snører sig mere og mere sammen. For har vi ikke netop gjort det samme på denne premiereaften, sådan som det skildres på scenen? Vi har på vej ind i teatret minglet, småsnakket, hilst og nikket til hinanden? Det er den verden i lever i. Ligesom på scenen holder vi os i live og i bevægelse. Vi er ligesom dem rappe, kvikke og til stede i nuet. Eller er vi? Det svier og kradser. Satiren er et spejl som vi kan spejle os i. Vi tror at vi ser det hele, men vi ser intet. Forestillingen er det spejl som Katrine Greis-Rosenthal, Tina Gylling Mortensen, Thue Ersted Rasmussen og Henrik Birch kigger ind i. Forestillingen lægger sig elegant i forlængelse af sidste sæsons "Sidst på dagen er vi alle mennesker".

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Forestillingen er lavet som var det et photo-shoot. Det hvirvler rundt med hurtige ideer, kvikke lyssætninger og ad hoc-løsninger. Alting omformuleres som var det i ”Manden der ville være skyldig” af Henrik Stangerup. Opsigelsen af en lejekontrakt bliver til en mulighed om at flyde med flow´et og se, hvad der dukker op. Grib dagen! Grib livet! Grib ud efter det hele – og end med at stå tomhændet. Det er så grotesk at Holberg spøger i kulissen. Det snører sig mere og mere sammen, og er nødvendigt befriende, da hun omsider stiger af og protesterer. Derved efterlades vi med håb, for vi må gøre som hende: sige fra og træde ud af geleddet. Hvis vi vil os selv det kært. Andet er der ikke at gøre, for ellers vil det knuse os. Ordene og parolerne mudrer og klistrer til og sætter sig på os, og lader os ikke alene. Det er en moderne Faust-fortælling, vi får alverden, hvis vi holder os i bevægelse og ikke på noget tidspunkt stiger af og standser strømmen. Vi får hele verden, hvis vi bare sælger vor sjæl. Det er da en god handel, for vi bruger den jo alligevel ikke.

Tillykke til Mammutteatret for at holde fast – og ikke sælge deres!!

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

DE DANSER ALENE

- et lærestykke af filosoffen Anders Fogh Jensen

Medvirkende:

Katrine Greis-Rosenthal,

Tina Gylling Mortensen,

Thue Ersted Rasmussen

og Henrik Birch

Instruktion/scenografi:

Egill Pálsson

Dramaturg: Claus Flygare
Lysdesign & produktionsledelse: Lasse Svarre
Lyddesign: Ida Jacobsen
Koreografi: Esa Alanne
Instruktørassistent: Jonas Borgensgaard

Rekvisitør & forestillingsleder: Peter Lind

Afviklingsteknik: Rune Spangsbo

Kostumier: Sophie Brandt Scheller

Lysassistent: Emil Berthelsen

Scenebygning: HK Design og Produktion

 

 

Spilleperiode: 25. februar – 25. marts 2017

DE DANSER ALENE er en co-produktion mellem Mammutteatret og Nørrebro Teater og spiller på Rialto Teatret på Frederiksberg

Hjemmeside og billetter.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Tidligere anmeldelser af Mammutteatrets forestillinger:
"Sidst på dagen er vi alle mennesker" (2016)
"Catering" (2015)

 

Anmeldelse: " Ritualet" på Får 302

                                                                      Foto: Jacob Buchard

Den svenske filminstruktør Ingmar Bergman (1918-2007) skrev i 1969 skuespillet ”Riten”, men i stedet for at bruge det på scenen lavede han en film ud af det. Han arbejdede på Dramaten hele året og lavede film i sommerferien sammen med teatrets skuespillere. Han betingede sig at hans film, så længe han levede, ikke måtte opføres som teater, men i dag opføres han på mange teatre rundt om i verden. Det er der ikke noget at sige til, for han skrev djævelsk godt. Han sad selv på skuldrene af August Strindberg, men det er ikke det værste sted at sidde, når der skal skrives. Det er kønnenes kamp, det er mennesket som gøgler, menneskets ubodelige ensomhed og kamp med sig selv, Gud og omverdenen. Det handler om kærlighed og om skyld og straf, men først og fremmest handler det om at være menneske. Og som Strindberg sagde i ”Et Drømmespil”: ”Det er synd for menneskene!”. Bergman var helt på linje med det, men heller ikke på linje med så mange andre. Ham var en fyrtårn, der ragede op over den svenske borgerlighed, men hans tanker og ord træffer os ligeså tungt i dag.

Tre scenekunstnere, 2 mænd og en kvinde, er kaldt ind for at aflægge et besøg hos en dommer. Det sker dagen før de skal optræde med deres nye nummer. De mødes enkeltvist med dommeren, og i 8 fortættede scener oplever vi dem fra forskellige sider sammen og hver for sig. De to er gift, mens den tredje er elskeren, der bor sammen med parret. De tilbyder efter aftenens optræden at aflægge et besøg hos dommeren og opføre det nye nummer alene for ham. Det gør de, men med fatale følger.
I starten er det lutter elskværdighed. Dommeren virker tilforladelig, men alle har deres at kæmpe med. Det, der på overfladen, ser så flot og glansfuldt ud, krakelerer snart. Skabet er fuldt af spøgelser. Alting sættes i spil, og der spilles, elskes og lyves på kryds og tværs, når alles kamp mod alle skydes i gang. Vanvidet er altid til stede hos Bergman - og ikke mindst i ”Ritualet”. Lige såvel som dommeren (be)dømmer kunstnerne, lige så vel (be)dømmer de ham.

                                                                                                             Foto: Thomas Cato

”Ritualet” er en stram og kompromisløs fortælling. Den er fortættet og nådesløs, men hvad handler den egentlig om? Bergman var en af de kunstnere, der formåede at skrive om livet, så det brænder og slår ud i lys lue. Han elskede at skrive om kunstnere, fordi de lever livet i overhalingsbanen. De er følelsesmennesker, der brænder for deres kunst og kunnen. Alt går op i flammer. Ilden fejer hen over de fire medvirkende og fortærer alt. Efter den afsluttende scene er der intet tilbage. Alle ord er smeltet i varmen. Tilbage er der bare uroen, uvisheden og det tomme uendelige rum. Det er paradoksalt, at dramatikeren på én gang både formår at bryde ned, og bygge op igen. Alting efterlades i ruiner, men teaterkunsten stiger op som Fugl Fønix, og har aldrig haft et bredere vingefang. Bergman elskede skuespillerne og deres kunst. Det ville han også have gjort, hvis han havde set denne opsætning. Den skærer så dybt ind i sindet og kroppen, og gør det så hurtigt og effektivt, at det næsten ikke bløder, og alligevel efterlader den én invalideret. Det virker på film – men det virker mindst lige så godt på teater i Jens August Willes ferme iscenesættelse. Det lille teaterrum er udnyttet til bristepunktet. Visuelt er slutscenen ganske overvældende, og overgår stærkt filmen. Skuespillerne spiller som én samlet krop. Det er en fryd at opleve Henrik Birch, Mikkel Reenberg og ikke mindst Pauli Ryberg og Charlotte E. Munksgaard. 

                                                                    Foto: Thomas Cato

Teatret Får 302 har taget afsæt i det oprindelige teatermanuskript og har valgt at lade det være teatrets 25 års jubilæumsforestilling.  Det er en klogt og meget vellykket satsning. Det lover godt for teatrets liv i al almindelighed - og for Får 302 i særdeleshed. Tillykke med den inciterende forestilling - og med det flotte jubilæum!

MEDVIRKENDE: Henrik Birch, Mikkel Reenberg, Charlotte E. Munksgaard & Pauli Ryberg
DRAMATIKER: Ingmar Bergman

INSTRUKTØR: Jens August Wille
SCENOGRAF: Siggi Óli Pálmason
OVERSÆTTER & DRAMATURG: Louise W. Hassing

BEARBEJDELSE: Jens August Wille & Louise W. Hassing

 

Forestillingen spiller fra 7.-26. januar 2012.                            

http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=265&pic=266