Anmeldelse: LABYSS på Den Frie og TAB & VIND i Krudttønden

Fotos: Thorbjørn Hansen (TAB & VIND) & Christian Brems (LABYSS).

TAB & VIND i Krudttønden er en børneforestilling for de 5-12 årige og deres voksne, mens LABYSS på Den Frie er en mindeindsamling kun for voksne, men det handler om det samme. Det er kampen om virkeligheden. Lever vi i taberland eller i vinderland? Det er kampen mellem mennesket og maskinen - om vore minder. Om at blive mest mulig perfekt - og vinde.

Foto: Thorbjørn Hansen.

TAB & VIND i Krudttønden

af Teater Hund & co.

9. marts - 5. april 2023

I TAB & VIND af Methe Bendix & Tomas Lagermand Lundme lever Familien Madsen og Familien Jensen i ”Vinderland” i evig frygt for at blive ”tabere”. Vennerne Mads og Jessica er ude af trit med deres familier, for de vil hellere danse deres egne danse og egne trin i stedet for at konkurrere med hinanden. Ja, faktisk går det helt galt, da uheldet er ude, og de i skolen bliver udtaget til at konkurrere mod hinanden.  Mads vinder, fordi Jessica lader ham vinde, men da dommeren finder ud af, at hun gjorde det med vilje, kontaktes forældrene, og Jessica skal på træningsskole. Da Mads  ikke længere må besøge hende, drager han  ud i verden.

Foto: Thorbjørn Hansen.

Da han begiver sig afsted, letter forestillingen i Methe Bendix´ instruktion. I Jacob Langaa-Senneks scenografi begiver han sig til Ingenmandsland, hvor han møder Jessicas farfar, der er trådt over i en anden dimension, og kan se det hele lidt fra oven. Det har han vist altid kunnet. Siden er han blevet den, der aldrig bliver talt om, for han gjorde som Jessica. Det er det værste, når man ikke længere synes, at det er så vigtigt at konkurrere og vinde...

Det er i disse scener, at forestillingen falder til ro, men det er lidt sent i forløbet.

Foto: Thorbjørn Hansen.

Alle fire skuespillere er skønne. Birgitte Prins og Folmer Gry Kristensen kunne indspille stumfilm sammen. Familiernes børn spilles af Peter Schlie Hansen og Theresa Lange Olesen. De damper af danseglæde. Det går lige i kroppen på publikum, så vi får lyst til at danse med.

Normalt er enkelhed det sværeste, men enkelheden bliver i TAB & VIND lidt for enkel. I bestræbelserne på at pille alt det overflødige af, bliver kun skelettet tilbage, hvilket går igen i det visuelle, og det synes jeg er synd. Jeg savner det store vingefang, som Teater Hund & co. har forkælet publikum med i deres tidligere forestillinger, såsom "Hvor svært kan det være?" (2022), "Tænk engang!" (2021) og "Den store jagt på lykke" (2017), der fører direkte tilbage til dengang, hvor teatret også lavede voksenforestillinger, såsom den prisvindende forestilling "Drømme om noget andet" (2019) - der er noget af det bedste, jeg har set.

Foto: Thorbjørn Hansen.

Spillet imellem de fire er forrygende - og det hele værd, men det er længe at skulle vente på rejsen til Ingenmandslandet, før forestillingen flyver afsted, men indtil da er der vidunderlige dansescener, og det er smukt set, at alting kan laves om til dans. At alting kan fortælles via dans. Livet er en dans. Dans med hunden på Østerbro!

Foto: Thorbjørn Hansen.

TAB & VIND i Krudttønden

af Teater Hund & co.

50 min.

9. marts - 5. april 2023

MEDVIRKENDE: 

Birgitte Prins, Folmer Gry Kristensen, Peter Schlie Hansen, Theresa Lange Olesen

MANUSKRIPT: Methe Bendix, Tomas Lagermand Lundme

INSTRUKTION: Methe Bendix

SCENOGRAFI: Jacob Langaa-Sennek

KOREOGRAF: Erik Pold

LYDDESIGN: Jonas Vest, Brian Larsen

TEKNIKER & AFVIKLER: Brian Larsen

LYSDESIGN: Mikkel Magnus Olesen

KOSTUMIER: Sofie Fribo og Camilla Lind

PARYKKER: Annika Nelson

PRODUKTIONSLEDER: Anna-Kathrine Madelung Fries

GRAFIKER: Robin Hart

PR & KOMMUNIKATION + SPILUDVIKLER: Rikke Petersen

FOTO: Thorbjørn Hansen

TRAILER: Sofie Svendsen Jensen

TEATERMALER: Fredrik Damsgaard

MILJØTEKNOLOG-PRAKTIKANT: Annette Havemann Linnet

REGISSØR-PRAKTIKANT: Alma Skjelmose

PRODUCENT: Kenneth Gall

-------------

Forestillingen blev præmieret af Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg i 2010

Produceret med støtte fra:

Kunstrådets Scenekunstudvalg, København Kommunes Scenekunstudvalg, 

Bikubenfonden og Tuborgfondet

Hjemmeside & billetter

*

Foto: Christian Brems.

LABYSS

Teaterinstallation på Den Frie

31. marts - 16. april 2023

50 min.

Fra 15 år af

Jeg anede ikke, hvad det var, da jeg trådte indenfor gennem caféen under udstillingsbygningen DEN FRIE, Oslo Plads 1 ved Østerport Station. Jo, en teaterinstallation om indsamling af minder.

Min eneste reference var de science fiction-film, jeg har set: "Gattaca" (1997) af Andrew Niccol med Etan Hawke, Uma Thurman og Jude Law, hvor det handler om at være perfekt, om at vinde og besejre de andre og sig selv. Men også "Bladerunner" (1982) og "Bladerunner 2049" (2017), der handler om indsamling af forældede replikanter. Dybest set handler det om kampen mellem mennesker og maskiner. Eller om maskinerne kamp for at overtage de menneskelige drømme og minder. 

Foto: Christian Brems.

En af mine venner sendte mig tidligere på dagen et link til en artikel om at man brugte menneske-simulerende dukker i uddannelsen på hospitalerne. De kan simulere alle sygedomme - ovenikøbet fødsler. Det er jo fantastisk, at det kan lade sig gøre. Men det er også skræmmende. Det er samme følelse, jeg dumper ned i, da jeg træder ind i receptionen til LABYSS. Det er som at træde direkte ind i en film. Er det en virtuel virkelighed, eller er det virkeligheden - meget snart? Måske allerede nu?

Foto: Christian Brems.

Det er sådan set kun drømme og minder, der afskiller os fra maskinerne. I LABYSS tages der hånd om vore minder. Vi bliver inviteret til at dele dem - før de forsvinder.

Jeg fyldes af forundring, for drømmer jeg, eller er jeg vågen - og jeg ækles ved, at jeg nu står på tærsklen til morgenlandet, der allerede omgiver mig.

Det føles som at komme ind i en bank og skulle oprette en ny konto. Jeg bliver modtaget af smilende og tjenstvilligt personale, der venligt kommer mig i møde og gør mig klar til at møde maskinen, der vil udsuge mine minder. Nej, bare møde mig og låne mine minder, før de forsvinder.

Foto: Christian Brems.

I pjecen står der:

"Information on digital amnesia. Find answers to some of the questions you may have about digital amnesia. Danes are among those hardest hit in all of Europe. Nearly half of all 15-29 year olds in Denmark feel their smartphone constitutes their memory. The same goes for every third 30-60 years old. Three out of four use the internet as an online extension of their memory and brain. More than half of us do not remember the number of our partner or workplace."

Foto: Christian Brems.

Det er en vild oplevelse. Skridt for skridt ledes jeg indenfor i en digital virkelighed, der er iscenesat til perfektion omkring mig. Jeg ledes fra spørgeskema til samtale, til illustration og til iscenesættelse. Det hele afsluttes i mindeteltet, hvor jeg iført høretelefoner kan høre, hvordan mine minder indgår i den samlede mindebrønd, hvor jeg - eller et hvilket som helst andet menneske - kan gendannes. 

Faktisk er det også lige i det punkt, maskinerne kan plukkes og høstes, som var vi trådt ind i "Matrix" (1999) og var blevet til mennesker. En slags mennesker.

Foto: Christian Brems.

Igen er det centrale dele af de førstnævnte sci-fi-film, der ruller frem i underbevidstheden. Grænserne mellem menneske og maskine udviskes, når maskinerne husker de implementerede minder. De ved, at minderne ikke er deres egne,  alligevel er det den mest menneskelige del af dem. Det er den del, der gør dem menneskelige. Det er den del, der gør dem virkelige - og det er de minder,  jeg lige har afleveret til dem!

Foto: Christian Brems.

Vi har selv givet bolden op til det. Det er både fascinerende og skræmmende. Jeg ved ikke længere, om jeg kan lide eller ikke lide det. Problemet er, at vi kan opfinde og opfinde, men aldrig af-opfinde. Vi bliver hele tiden skubbet længere og længere ud.

"Frankenstein" er måske nok en gammel Mary Shelley-roman fra 1818, men det er allerede sket. Uhyret ER født og indsat imellem os, men det ligner ikke længere et uhyre. Det ligner os til forveksling - og nu er det ved at overtage os helt. Det kører som parallelle spor inde i mig. Igen overtager det filmiske kommentarspor. Det er også "Abernes Planet", hvor aberne, der oprindelig var vore kæledyr, nu har overtaget os og gjort os til kæledyr. Det er hele dette filmunivers, der har taget bolig i kroppen og og er med til at føre os og forme vores oplevelse af mindeindsamlingen på Den Frie på Oslo Pads 1 ved Østerport Station.

Det hele er dygtigt iscenesat af Det Algoritmiske Teater med tekst og iscenesættelse af Kristian Byskov og Kristian Husted. Pernille Kragh har været dramaturg. Lisbeth Sonne Andersen, Christian Rossil og Erik Medeiros er de menneskelige guider i dette renskurede univers. En hel hær af teknisk personel har været inde over for at få alt dette til at virke overbevisende og virkelighedstro. Esbern Torgard Kaspersen har stået for den kreative programmering. Kaspar AI har stået for teknologi og interaktionsdesign. ALOH STUDIO har stået for installationsdesignet. Sideløbende med mindeindsamlingen kører der på forskellige skærme film og spots, der illustrerer og understøtter illusionen, som vi via teaterinstallationen bevæger os stadig dybere ind i. Det hele er en co-produktion mellem Det Algoritmiske Teater og TOASTER. Med en samlet bevilling på 10 millioner fra Statens Kunstfond skal Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning udvikle og drive den kuraterede gæstespilsscene TOASTER, der siden august 2021 har tilbud teater- og udstillingsrum til nationale og internationale kompagnier og kunstnere.

Foto: Christian Brems.

Jeg kan stadig ikke finde ud af, om nålen peger på forundring eller rædsel. Nok fordi det går i begge retninger på samme tid. Bagefter står jeg med den engelsksprogede pjece i hånden og ser mig forvirret omkring. Mine skridt virker tøvende. Det er som om virkeligheden støder mig væk. Det er ikke længere den samme verden, jeg træder ud i. Noget er der sket...

Foto: Christian Brems.

LABYSS

Teaterinstallation på Den Frie

31. marts - 16. april 2023

50 min.

Fra 15 år af

Medvirkende:

Idé og koncept: Det Algoritmiske Teater

Tekst og iscenesættelse: Kristian Byskov og Kristian Husted

Dramaturg: Pernille Kragh

Performer: Lisbeth Sonne Andersen

Performer: Christian Rossil

Afvikler: Erik Medeiros

Kreativ programmør: Esbern Torgard Kaspersen

Teknologi og interaktionsdesign: Kaspar AI

Installationsdesign: ALOH STUDIO

Grafisk design: Heidi Maribut

Video: Émile Sadria

Musik og lyd: Kristian Hverring

Video grafik: Agne Siupsinskaite

Video-performere: Ida Ellinor Hermansen og Jesper Friis

Video voice over: Eleanor Griffiths

Lyd voice over: Charlotte Elizabeth Munksgaard

3D print: Kristoffer Ørum

Diskursivt program: Tina Ryoon Andersen

Co-produktion mellem Det Algoritmiske Teater og TOASTER

Hjemmeside & billetter

*

Se oversigten over de 

245 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: LOVE IS ENOUGH (part 1) på Får302

 

Teater Får302 er indrettet i en førstesalslejlighed. Man går et par trin op og træder ind i det, der engang har været en lejlighed, og som nu er omdannet til en af byens hyggeligste og mest intime teaterscener. 

LOVE IS ENOUGH (part 1) er en danseforestilling, men en ganske særlig én af slagsen.

Andriana Seecker er alene på scenen i en times tid. Hun kommer ind slæbende på en gennemsigtig plastikpose med sand. Eller faktisk bliver hun stående duvende fra side til side, rygvendt mod publikum, til den buldrende musiks hårde, rytmiske puls. Under hele første nummer ser vi hende kun bagfra. Fra lofter hænger 6-8 gennemsigtige plastikposer med sand i. Er det et billede på, hvad vi slæber med os gennem livet, et billede på hvor besværligt livet er, eller et billede på at vi som mennesker har brug for en ballast? At kærlighed ikke er nok!

Er titlen på samme måde et statement eller et spørgsmål? Det står og blinker hen over den ordløse forestilling.

Ret beset er det jo individuelt, og noget der er umuligt at redegøre for. Netop derfor er det en god titel. 

Efter den hårdt pumpende musik og det langsomme sandslæberi er der stille længe. Derefter følger forskellige klassiske værker. Hun går rundt på scenen, som om hun er ved at indøve en dans. Som om hun går rundt i  egne tanker. Af og til danser hun et par trin, og så forsvinder hun igen ind i sine egne tanker. 

Der er noget fascinerende ved Andriana Seecker. Hun har helt klart en hemmelighed, som hun ikke giver fra sig og det må være derfor, at hun er så spændende at iagttage. For hun suger vores opmærksomhed til sig. Hun har en smuk og meget atletisk krop. Hun er spinkel og har det lang brune hår sat op i nakken.  

Det er vildt, hvad hun kan med sin krop. Det er også urkomisk. Uden at jeg kan forklare hvorfor. Små grimasser gør, at vi ler. Egentlig er er ikke noget at grine af, men det gør vi. Måske fordi dansen og forestillingen frisætter noget. Måske er det overskuddet, som vi reagerer på.

Størstedelen af musikken er tungt og stort orkestreret og står i skarp kontrast til de små fagter og grimasser på scenen. Det lyder som en kombination af Chopin og Mahler. Der er også brugt et stykke af Chopin, som Eric Carmen gjorde berømt som en smægtende kærligshedsballade, da han brugte melodilinjen til nummeret "All by myself" - og det er hun. Hun er helt og aldeles overladt til sig selv - i et Roy Anderssonsk univers. Andersson er svensk filminstruktør, der gennem sine film i tableauer skildrer, hvordan menneskers banale liv bliver gjort til en farce, der indfanger alle. Vi er som insekter på en større sommerfuglesamlers nåle. Spiddet og fastholdt i følsomme øjeblikke. Typisk lader han sine personer gå hen til et køleskab, blive stående, afventende. Række en hånd frem, fortryde og blive stående der fanget midt i en bevægelse foran det lukkede køleskab. Ligesom det skete i LOVE IS ENOUGH (part 2 & 3), hvor det var Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins i hver sin solo. Umiddelbart er der ingen sammenhæng imellem de forskellige dele, der er skabt adskilt fra hinanden, for netop at gøre dem endnu stærkere i hver deres udtryk, hvilket også er lykkedes. Men der er måske alligevel en sammenhæng... De resterende dele følger senere. Således er hele grundideen bag forestillingerne skabt af tyske Andriana Seecker, der også var medinstruktør på 2. og 3. del. På samme måde som  finske Herman Nyby  er medinstruktør på 1. del, og også selv står for 4. del, der kommer op senere. På den måde bliver det hele en løst struktureret, men alligevel tæt sammenknyttet teatermenu.

Men tilbage tilbage til det tilsyneladende private og den iboende hemmelighed, som Andriana Seecker er bærer af. Hver gang hun kommer ind med en ny pose sand, smiler vi og nogle gange ler vi ligefrem. I en af poserne ligger der en lille rød dart-pil. Den virker som om den ryger ud tilfældigt og lander på gulvet. Vore tanker kredser om den, og jeg håber,  hun ikke får den op i foden. Som et fremmedelement ligger den og tiltrækker sig vores opmærksomhed. Hvad skal den der?  På et tidspunkt bruger hun den til at prikke små huller i de ophængte sandposer, så sandet drysser ud. Under én af dem ligger en tom plastikpose, og da sandet rammer den danner det sit helt eget lydunivers.

Jeg kan ikke blive træt af at kigge på hende. Det slår mig, at jeg ikke tidligere har oplevet dans på dén måde. Kommer til at tænke på Pina Bausch´  "Le Sacre du Printemps", der foregår i en jordgrav, hvor jord, dans og bevægelser bliver til ét. På samme måde er der også noget med sandet, skødesløsheden, der afbrydes af lynende rytmiske bevægelser, der kommer og går. LOVE IS ENOUGH (part 1) er  ingen traditionel danseforestilling, for det er begrænset, hvor meget der danses, og alligevel danses der hele tiden. Det er i hvert fald en fortælling, hvor det yndefulde og groteske hele tiden mødes og skilles. Det er en fortælling, der bringer mig tilbage til det vi siger, når vi ikke siger noget. Hvad er det egentlig vi siger, når vi gør det? 

Hun kigger på os. Hun både ser os og ser os ikke. Hun forsøger ikke at overbevise os om noget, men vi får da lov til at kigge med i den fortælling, som hun skaber omkring os. Vi er der sammen - og vi er igang med en historie. Den er fyldt med sansninger, og de går lige i kroppen på mig. Dog sniger min opmærksomhed sig væk under den afsluttende del, der er helt uden musik. Men alligevel lykkedes det. Dette vilde projekt at være på scenen i en times tid uden ord (med undtagelse af et par enkelte gloser). Hvad det er, der lykkes, er jeg ikke klar over, men jeg nyder at træde med ind i denne skabelse. Om kærlighed er nok eller for meget, bliver jeg ikke klogere på. Men jeg møder mig selv, og jeg møder hende i denne meget nære danseforestilling. Og "danseforestilling" skal tages med forbehold, for selv om Andriana Seecker er en ekvilibristisk kropskunstner, der selv både er koreograf og danser, bliver det hele én stor prøve. Måske netop en øvelse på at træde ind i livet og kærligheden. For ofte sidder hun der bare, mens sandet drysser ned og kigger ud i luften, indtil der tilsyneladende opstår en ide i hende, og så reagerer hun. Som et hug fra en slange. Det er mageløst.

LOVE IS ENOUGH

Premiere den 20. september 2021

Spiller indtil 22. september 2021

på Teater Får302, Toldbodgade 16, 1253 Kbh. K.

Varighed: 1 time uden pause

Gæstespil af og med: Andriana Seecker

Choreography/Dance/Idea/Concept: Andriana Seecker (DE)

Dramaturgy/Concept/Co-Director: Herman Nyby (FI)

Funded by: Svenska Kulturfonden (FI), Opstart (Nordic Culture Fond)

Hjemmeside og billetter

Se trailer på Facebook.

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Får 302:

2021:

Love is enough (part 2 & 3)

2020:

Katalog over kommende katastrofer

2019:

Drømme om noget andet

Fashion

2018:

Hvid uskyld

2017:

Et hus på sand og håb

2016:

Jeg, Händel 

2015:

Sange om mor

Turister

2014:

Sympati for djævelen

2013:

Ritualet

2012:

Man skulle tro jeg var en anden

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

  

Anmeldelse: LOVE IS ENOUGH (part 2 & 3) på Får302

Foto: Søren Meisner.

DØDEDANS MED ET KØLESKAB

På Teater Får302 i Toldbodgade ved Nyhavn kan man opleve LOVE IS ENOUGH (part 2 & 3). 

Idékvinden bag antologien LOVE IS ENOUGH er den tyske koreograf og danser Andriana Seecker, der senere på året kan opleves i LOVE IS ENOUGH PART 1 på Teater FÅR302. 

2. og 3. del er to én-aktere, der handler om kærlighed og manglen på kærlighed. Andrianna Seecker og den svenske instruktør Andreas Catjar har instrueret.

I den første (der altså er 2. del) møder vi Charlotte Elizabeth Munksgaard og det er kort fortalt "en dødedans med køleskab". Hun er klædt ud som en menneskelig mynde (skønt kreeret af Amalie Aunsbjerg Jørgensen). En masse langhårerede parykker er fastgjort til hendes kropsnære hudfarvede dragt. Hun kunne også være en vandgoble eller slet og ret "en stor bunke gammel tang, som havet ikke længere vil vide af". En naturkraft, men også den subsistensløse, flygtningen og "en død måge". Det er surrealistisk. Vi befinder os i et Beckett-univers, hvor tiden er gået i stå eller måske rettere af led. Det handler om eksistens. Om væren.

Foto: Søren Meisner

UDE PÅ ET VERBALT OVERDREV

Vi er skyllet helt ud på et verbalt overdrev, hvor det er svært at bunde, men det er der heller ikke brug for i denne overraskende én-akter, hvor vi befinder os i selskab med et køleskab, en stor bunke tang og en død måge. 

Charlotte Elizabeth Munksgaard er på scenen med en sammenklappelig campingstol og et blåtmalet køleskab - i samme farve som resten af det ellers tomme rum. 

Der er ypperlig live-musik til begge en-aktere af  den yderst kompetente Camilla Bang, der på næsten ingen plads formår at trylle et mangestrenget akkompagnement frem til de to skuespillere.

Den første tekst er skrevet og fremført smukt, hvæsende, drømmende og helt frontalt af Charlotte Elizabeth Munksgaard. Hun stiller sig an i positur, og så står hun der og bare står. Hun er vibrerende, men kan også se ud som var hun hugget ud af sten. Hendes skarpe profil skærer det hele ud for os. Hun kan skifte fra at være hvæsende, snerrende og fandenivoldsk til at være drømmende og syngende - og lige godt er det. Hun er åleslank og ligner en menneskelig karikatur, og har et uomtvisteligt komisk talent.  Hun står bare - og står. Og bliver ved med at stå sådan. Som en øgle i et terrarium. Eller måske snarere som en menneskelig eremitkrebs. Faktisk indgår der også et væddeløb mellem tre eremitkrebs i forestillingen.

Foto: Søren Meisner

EREMITKREBS

På et opslag i foyeren kan man læse om eremitkrebsen:

"En hjemløs skabning, der kommer til verden, nøgen og med blød bagkrop, uden skal. Må så drage ud i verden som en anden BZ´er, og finde sig et sneglehus. Eremitkrebs kæmper oftes indbyrdes om egnede sneglehuse..."

Opslag i teatrets foyer. Foto: Michael Svennevig

 

Langsomt bevæger hun sig over mod køleskabet, rækker hånden frem og griber om køleskabets håndtag. Da hun åbner, kommer der musik og hun bryder ud i Bee Gees-hittet "How deep is your love"... ude på overdrevet er alting muligt!

SOME EN GEKKO

Kommer til at tænke på en gekko som jeg lå og stirrede op på i et indisk logi, hvor den var den eneste, der holdt mig med selskab under heden midt på dagen. Af og til blinkede dens store øjne, men ellers rørte den sig ikke. Den sad bare der oppe øverst på væggen - med hovedet nedad. Hvis Charlotte havde kunnet, havde hun også gjort det, men i stedet måtte hun nøjes med at krybe op oven på køleskabet og nærmest sive ud over dets sider. Hun er som en bølge - nej, mere som tang og døde måger.

Det ender med, at hun selv kravler ind i køleskabet og lukker døren efter sig, - og dermed afslutter én-akteren. Det er urkomisk, fordi det er så tragisk. Det varer 50 minutter, men jeg kunne blive ved med at sidde og kigge på hende. Der er ikke meget tekst. Mest bare denne dobbelttydige og skæbnesvangre stilhed. 

Foto: Søren Meisner

BESØGENDE I HINANDENS UNIVERSER

Kærlighedens fravær er det, der kendetegner den første én-akter i modsaætning til 3. del efter pausen, hvor Birgitte Prins indtager scenen iført sølvglitrende bukser og jakke. Hun ligner en hel lyseksplosion, når scenelyset indrammer hende, mens lysreflekserne farer rundt i rummet som sædceller, der bevæger sig i alle mulige retninger (som min ledsager bemærkede). Teksten er skrevet af Merete Byrial, Birgitte Prins, William Morris (1834-1896) og Martin Sham, men mest central står Morris´ digtsamling "Love is Enough", der har givet navn til forestillingen.  Den er lige så kærlig og drømmende som aftenens første tekst IKKe er det. 

Birgitte Prins bevæger sig igennem en drøm. Der er kærlighed over det hele. Det er næsten for meget.

De to skuespillere dukker op som besøgende i hinandens universer. Det er tanken, at alle personer fra de planlagte 5 dele forhåbentlig skal mødes til sidst. Men på Teater Får302 er teater en alvorlig leg. En meget nærværende leg. Teatrets foyer ligger i kælderen, hvorfra man begiver sig ud på gaden og ind i opgangen ved siden af, og op til lejligheden på 1. sal. Fra opgangen træder man direkte ind i teatersalen, der er en ombygget lejlighed. Det er utroligt nærværende, og publikum og optrædende er meget tæt på hinanden. Man sidder næsten på skødet af hinanden, og det skaber nogle helt betagende teaterøjeblikke, når det fungerer, og det gør det næsten altid. Birgitte og Charlotte er garanter for det. For de indgår i teatrets kunstneriske ledelse. Charlotte var medstifter af teatret i 1987, mens Birgitte har været en del af ensemblet side 2001. 

Det er en spændende tanke, at de to én-aktere er skabt uafhængigt af hinanden - og uden kendskab til hinandens materiale. Det er stadig sådan at de to én-aktere tit byttes rundt, så det er slet ikke sikkert at de kan opleves i den rækkefølge som de her er beskrevet i.

Foto: Søren Meisner

FYR & BI

Når de to optræder sammen er de som Fyr & Bi eller Gøg & Gokke. De har optrådt sammen gennem så mange år, at deres stumspil er ganske betagende. De klæder hinanden på en fuldstændig absurd måde - det er også tydeligt i de to én-aktere, hvor de er gæster i hinandens virkelighed - eller måske rettere drømme.

Jeg sover altid oven på mine indtryk, før jeg nedskriver mine tanker, for det er som om at tankerne bearbejdes i nattens løb. Det giver også mulighed for, at det usagte kan nå at komme op til overfladen. Ofte er jeg gået begejstret fra en teateroplevelse, men allerede næste dag er det som en duft, der forlængst er forsvundet og ikke har efterladt andet end en svag erindring. Andre gange er jeg gået omtumlet fra en forestilling, der i nattens løb samler sig for mig, så jeg næste morgen kan tyde og nyde forestillingen fuldt ud. 

Da jeg vågnede i morges - efter LOVE IS ENOUGH - følte jeg mig både forfrisket og vitaliseret. Jeg vågnede med et utroligt overskud. Som om jeg havde stukket fingrene ind i en stikkontakt og selv var blevet lige så vibrerende som de to skuespillere på scenen.

Jeg aner ikke, hvad jeg har oplevet, men jeg er vild med det. Måske forstår jeg det, hvis jeg genser det - og det vil jeg gerne. Men man behøver ikke forstå alting. Teatret er en rejse, og teaterrejsen tager mig med til ukendte steder indeni. Det er stærkt i sig selv, bare at føle sig bevæget og berørt. Det er den perfekte måde at starte en ny teatersæson på.  

*

LOVE IS ENOUGH (Part 2 & 3)

Premiere den 21. august 2021

Spiller indtil 17. september 2021

på Teater Får302, Toldbodgade 16, 1253 Kbh. K.

Produktion: Teater FÅR302

På scenen: Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins

Iscenesættere: Andriana Seecker (D) og Andreas Catjar (SE)

Scenograf: Andriana Seecker (D)

Lys: Balder Nørskov

Komponist: Camilla Bang

Dramaturg: Tine Byrdal Jørgensen

Kostumier: Amalie Aunsbjerg Jørgensen

Produktionsleder og bygger: Karl Jes Jessen

Afvikler: Camilla Bang

Hjemmeside & billetter

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Får302:

2020:

Katalog over kommende katastrofer

2019:

Drømme om noget andet

Fashion

2018:

Hvid uskyld

2017:

Et hus på sand og håb

2016:

Jeg, Händel 

2015:

Sange om mor

Turister

2014:

Sympati for djævelen

2013:

Ritualet

2012:

Man skulle tro jeg var en anden

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

  

Anmeldelse: FASHION på Får302

Foto: Søren Meisner

Får302 er en af byens mindste teaterscener, hvis det da ikke er dén mindste, med sin beliggenhed i Toldbodgade i indre by. Alligevel er det mageløs at den lille scene, indrettet i en ombygget toværelses lejlighed på 1. sal i en almindelig beboelsesgade ved Nyhavn, med utrætteligt mod, hittepåsomhed og snilde igen og igen formår at byde på stort opsat teater, således som det er tilfældet med teatrets nyeste forestilling FASHION, der havde premiere i lørdags. Anders Carlsson har instrueret, dygtigt , rytmisk og meget rutineret. Med sig fra Finland har han de fire unge skuespillerelever Antonia Henn, Emilia Jansson, Martin Paul og Karoliina Surma-Aho, der alle indgår i et smukt ensemblespil med Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins, der begge gennem mange år har tegnet teatret i Toldbodgade, såvel på scenen som bagved som en del af den kunstneriske ledelse. Det har resulteret i et væld af frodige forestillinger, der ofte har sprængt det lille teaters fysiske rammer. Det er faktisk mere normen end undtagelsen. Ofte kommer teatret så fysisk tæt på at det føles som selv at være med. Således også i FASHION, hvor de unge skuespillere i begyndelsen kravler hen over publikumsrækkerne for at stille sig an og afsynge det første indledende modeshows-sangnummer. Sceneåbningen er lukket af og blokeret af høje spejlblanke flytbare plader, der gør at vi som publikum sidder og kigger på os selv. Det er en fin pointe i en forestilling, der handler om mode. For det handler om at tage sig ud. At iføre sig og påklæde sig et købt image. Vi ser os selv i spejlet – og spejler vore drømme i det tøj vi har på.  Drømme bliver noget vi kan købe os til – eller det forledes vi til at tro. Det er et bedrag vi nyder – og som moden udnytter med fynd og klem. Titlen siger det hele: ”FASHION – et fix af forførelse” er en bearbejdelse af to tekster – ”The Kaiser” og ”The Marc of Cain” - som den aktivistiske modeforsker og forfatter Otto von Busch har publiceret under pseudonymet Ralf Wronsov.  Teksten bliver enten råbt eller sunget ud, på henholdsvis dansk, svensk og engelsk, alt mens musikken buldrer og tordner. Det gør den til propagandistisk marchmusik. Som musikalsk akkompagnement til en enevældig hersker. Eller rettere til en frygtet despot. For det er den stærke ener, der hersker i modens verden. Det ligner lutter indpakning og uskyldig leg med et ensidigt skønhedsideal, men det er en dødelig enevældig despot som vi med modens forkrampende skønhedsidealer sætter til at regere over os. 

At en af de fire unge dygtige finske teaterskoleelever fra Helsinki brækkede benet få dage inden premieren, slår ikke en ihærdig og kampberedt instruktør ud. I stedet gav det en ekstra dimension, for pludselig, midt i alt det perfekte, var der noget meget synligt og påfaldende u-perfekt. Noget der ikke længere levede op til de fælles skønhedsidealer. Noget der faldt igennem. Eller som det blev råbt fra scenen: ”Fallen OUT of fashion”.

Foto: Søren Meisner

Den politisk aktivistiske modedesigner Nicholas Nybro har skabt forestillingens visuelle koncept og kostumer. Det er lækker, frækt, pågående og overdådigt. Sonja Leas flotte lyssætning understreger det smukt, mens det hele pakkes ind i et massiv musikalsk tæppe af Andreas Catjar.

Der er mange tråde tilbage til teatrets vellykkede 2016-forestilling ”Sne, blomster, fjer og fisk”, hvor Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins også blev fermt instrueret af Anders Carlsson, mens Nicholas Nybro igen tryllede med det scenografiske (og de ekstraordinære kostumer) til Andreas Catjars musik. Men denne gang er musikken ofte så høj at jeg automatisk rykker tilbage i sædet, for den havde til formål at vælte os bagover. Intet mindre, for det skulle matche det øvrige. 

Foto: Søren Meisner

Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins har en fascinerende god timing. Deres mimik og sammenspil er ubetaleligt. Deres mange år sammen på scenen mærkes helt ud i fingerspidserne. Selv om deres spil er voldsomt og afrettende, så er det som at se Gøg & Gokke. Alting holdes, så det næsten ikke kan bære mere. Instruktøren får dem til at holde det endnu længere, så det for alle andre ville være faldet til jorden. Det gøres så dygtigt, at det er svært ikke at blive både opslugt og forblændet af det. Det er på samme måde med moden, men bag hver forblændelse gemmer der sig en fortabelse, og det er den, der venter på publikum. 

Foto: Søren Meisner

Bag det glitrende og forjættende venter gruen og det uudtalte. Det sker også på Får302 i FASHION, der en af deres visuelt flotteste forestillinger til dato. Hvad den handler om er sværere at fastholde, for ord er der ikke mange af, men til gengæld males der teatralske billeder og tableauer én masse. Der er tale om gedigen forførelse. At det er muligt på den lille scene er endnu mere betagende. Når dét kan lade sig gøre, så tænkt, hvad der ville kunne lade sig gøre på byens mange andre og væsentligt større scener. Og alligevel er det ofte her, på en af byens allermindste scener, at der gang efter gang venter store teateroplevelser. Så tag dit flotteste designertøj på og få et ordentlig drag over nakken i FASHION. Det er en fest for øjet - og en betagende oplevelse.

Foto: Søren Meisner

FASHION – et fix af forførelse

i samarbejde med det finske Theatre Academy of Helsinki

Spilleperiode: 28. september – 26. oktober 2019

Varighed: 75 minutter

Instruktion: Anders Carlsson
Visuelt koncept og kostumer: Nicholas Nybro

Komponist og musiker: Andreas Catjar

Lysdesigner: Sonja Lea

På scenen: Birgitte Prins, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Antonia Henn, Emilia Jansson, Martin Paul og Karoliina Surma-Aho

Koreografisk konsulent: Yuko Takeda

Tekster af: Otto von Busch/Ralf Wronsov og holdet

Dramaturg: Tine Byrdal

Produktionsleder og Bygger: Karl Jes Jessen

Afvikler: Brian Larsen

Forestillingen er en co-produktion med TEAK i Helsinki, Finland.

Hjemmeside og billetter

trailer

Foto: Søren Meisner