Ørkendrømme: Anmeldelse: LOVE IS ENOUGH (part 1) på Får302

tirsdag den 21. september 2021

Anmeldelse: LOVE IS ENOUGH (part 1) på Får302

Teater Får302 er indrettet i en førstesalslejlighed. Man går et par trin op og træder ind i det, der engang har været en lejlighed, og som nu er omdannet til en af byens hyggeligste og mest intime teaterscener.

LOVE IS ENOUGH (part 1) er en danseforestilling, men en ganske særlig én af slagsen.

Andriana Seecker er alene på scenen i en times tid. Hun kommer ind slæbende på en gennemsigtig plastikpose med sand. Eller faktisk bliver hun stående duvende fra side til side, rygvendt mod publikum, til den buldrende musiks hårde, rytmiske puls. Under hele første nummer ser vi hende kun bagfra. Fra lofter hænger 6-8 gennemsigtige plastikposer med sand i. Er det et billede på, hvad vi slæber med os gennem livet, et billede på hvor besværligt livet er, eller et billede på at vi som mennesker har brug for en ballast? At kærlighed ikke er nok!

Er titlen på samme måde et statement eller et spørgsmål? Det står og blinker hen over den ordløse forestilling.

Ret beset er det jo individuelt, og noget der er umuligt at redegøre for. Netop derfor er det en god titel.

Efter den hårdt pumpende musik og det langsomme sandslæberi er der stille længe. Derefter følger forskellige klassiske værker. Hun går rundt på scenen, som om hun er ved at indøve en dans. Som om hun går rundt i egne tanker. Af og til danser hun et par trin, og så forsvinder hun igen ind i sine egne tanker.

Der er noget fascinerende ved Andriana Seecker. Hun har helt klart en hemmelighed, som hun ikke giver fra sig og det må være derfor, at hun er så spændende at iagttage. For hun suger vores opmærksomhed til sig. Hun har en smuk og meget atletisk krop. Hun er spinkel og har det lang brune hår sat op i nakken.

Det er vildt, hvad hun kan med sin krop. Det er også urkomisk. Uden at jeg kan forklare hvorfor. Små grimasser gør, at vi ler. Egentlig er er ikke noget at grine af, men det gør vi. Måske fordi dansen og forestillingen frisætter noget. Måske er det overskuddet, som vi reagerer på.

Størstedelen af musikken er tungt og stort orkestreret og står i skarp kontrast til de små fagter og grimasser på scenen. Det lyder som en kombination af Chopin og Mahler. Der er også brugt et stykke af Chopin, som Eric Carmen gjorde berømt som en smægtende kærligshedsballade, da han brugte melodilinjen til nummeret "All by myself" - og det er hun. Hun er helt og aldeles overladt til sig selv - i et Roy Anderssonsk univers. Andersson er svensk filminstruktør, der gennem sine film i tableauer skildrer, hvordan menneskers banale liv bliver gjort til en farce, der indfanger alle. Vi er som insekter på en større sommerfuglesamlers nåle. Spiddet og fastholdt i følsomme øjeblikke. Typisk lader han sine personer gå hen til et køleskab, blive stående, afventende. Række en hånd frem, fortryde og blive stående der fanget midt i en bevægelse foran det lukkede køleskab. Ligesom det skete i LOVE IS ENOUGH (part 2 & 3), hvor det var Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins i hver sin solo. Umiddelbart er der ingen sammenhæng imellem de forskellige dele, der er skabt adskilt fra hinanden, for netop at gøre dem endnu stærkere i hver deres udtryk, hvilket også er lykkedes. Men der er måske alligevel en sammenhæng... De resterende dele følger senere. Således er hele grundideen bag forestillingerne skabt af tyske Andriana Seecker, der også var medinstruktør på 2. og 3. del. På samme måde som finske Herman Nyby er medinstruktør på 1. del, og også selv står for 4. del, der kommer op senere. På den måde bliver det hele en løst struktureret, men alligevel tæt sammenknyttet teatermenu.

Men tilbage tilbage til det tilsyneladende private og den iboende hemmelighed, som Andriana Seecker er bærer af. Hver gang hun kommer ind med en ny pose sand, smiler vi og nogle gange ler vi ligefrem. I en af poserne ligger der en lille rød dart-pil. Den virker som om den ryger ud tilfældigt og lander på gulvet. Vore tanker kredser om den, og jeg håber, hun ikke får den op i foden. Som et fremmedelement ligger den og tiltrækker sig vores opmærksomhed. Hvad skal den der? På et tidspunkt bruger hun den til at prikke små huller i de ophængte sandposer, så sandet drysser ud. Under én af dem ligger en tom plastikpose, og da sandet rammer den danner det sit helt eget lydunivers.

Jeg kan ikke blive træt af at kigge på hende. Det slår mig, at jeg ikke tidligere har oplevet dans på dén måde. Kommer til at tænke på Pina Bausch´ "Le Sacre du Printemps", der foregår i en jordgrav, hvor jord, dans og bevægelser bliver til ét. På samme måde er der også noget med sandet, skødesløsheden, der afbrydes af lynende rytmiske bevægelser, der kommer og går. LOVE IS ENOUGH (part 1) er ingen traditionel danseforestilling, for det er begrænset, hvor meget der danses, og alligevel danses der hele tiden. Det er i hvert fald en fortælling, hvor det yndefulde og groteske hele tiden mødes og skilles. Det er en fortælling, der bringer mig tilbage til det vi siger, når vi ikke siger noget. Hvad er det egentlig vi siger, når vi gør det?

Hun kigger på os. Hun både ser os og ser os ikke. Hun forsøger ikke at overbevise os om noget, men vi får da lov til at kigge med i den fortælling, som hun skaber omkring os. Vi er der sammen - og vi er igang med en historie. Den er fyldt med sansninger, og de går lige i kroppen på mig. Dog sniger min opmærksomhed sig væk under den afsluttende del, der er helt uden musik. Men alligevel lykkedes det. Dette vilde projekt at være på scenen i en times tid uden ord (med undtagelse af et par enkelte gloser). Hvad det er, der lykkes, er jeg ikke klar over, men jeg nyder at træde med ind i denne skabelse. Om kærlighed er nok eller for meget, bliver jeg ikke klogere på. Men jeg møder mig selv, og jeg møder hende i denne meget nære danseforestilling. Og "danseforestilling" skal tages med forbehold, for selv om Andriana Seecker er en ekvilibristisk kropskunstner, der selv både er koreograf og danser, bliver det hele én stor prøve. Måske netop en øvelse på at træde ind i livet og kærligheden. For ofte sidder hun der bare, mens sandet drysser ned og kigger ud i luften, indtil der tilsyneladende opstår en ide i hende, og så reagerer hun. Som et hug fra en slange. Det er mageløst.