Anmeldelse: "Man skulle tro jeg var en anden" på Får 302

Teateranmeldelse.

Gæstespil af Teaterforeningen Legio på Får 302 frem til 8. september 2012.

Man kan høre det alene på titlen. Vi har sat os tilrette på en teaterkarrusel, der suser hurtigere og hurtigere rundt. Det er en af den slags ture, hvor det bare gælder om at hænge på. Karrusellen kører uden at komme nogen vegne, for vi drejer rundt på stedet. Det handler om at være menneske. Det er ligesom ude i virkeligheden, hvor vi heller ikke altid flytter os. Det er teater ligesom liv. Vi fræser rundt på karrusellen, mens vi fyldes med sansninger og fragmenter af det vi suser forbi. Hvad er det vi oplever? Hvor er det vi kommer hen?

Jeg havde forinden læst manus (i en tidlig udgave), og jeg kunne hverken finde hoved eller hale i det, men det frastødte mig ikke, for det var så tæt og så bevægende skrevet at jeg hang fast på karrusellen.

Det handler om liv, om en skuespiller, en dramatiker og en iscenesætter. Det handler om liderlighed, og er en pragtopvisning i hvad teater netop formår, når vi bevæger os ud i overhalingsbanen. Det er ikke teater i den klassiske forstand, hvor TEKSTEN er den vigtigste. Teksten er derimod en af forestillingens billedstormende midler. For vi befinder os i en billedstorm. Det er en billedstorm, der hiver alt med sig. Det må betragtes som instruktørens teater. Vi befinder os et sted, hvor instruktøren bruger teksten som forestillingens 4. skuespiller. Jeg kan ikke finde ud af om det er for meget eller om det netop er lige præcis det, der skal til for at det hele passer sammen. Jeg tror det sidste. Visuelt er det betagende, for det lykkes de tre spillere, instruktøren og dramatikeren at holde os naglede til sæderne i den time som forestillingen varer.

Bagefter føler jeg mig helt forpustet og tilgroet med indtryk. For hvad er det jeg har oplevet? Det ved jeg stadigvæk ikke, for det er alt og intet. Men her dagen efter sidder det stadigvæk i kroppen på mig, for det var en oplevelse, der har sat sig på tværs inde i mig. Sat sig på tværs det helt rigtige sted.

Forestillingen er blevet et lykkeligt samarbejde mellem tekst, instruktion og spillere. Spillerne knokler virkelig for sagen, og de overspiller grumt, men det bliver til forestillingens stil. For der sker noget derude, hvor vi hænger fritsvævende ud over klichéernes afgrund. Det er så fint skrevet, så  godt tænkt og umanerlig godt spillet at jeg nærmest mod min vilje bliver bevæget og berørt. Jeg forstår det egentlig ikke, men billederne, musikken og de vilde sansninger går lige i kødet på mig. Her er ingen dybere mening, men der er nærvær så det basker, og det giver på forunderlig vis en dybere mening. Måske netop fordi forestillingen netop ikke forsøger at være andet end sig selv. Den vil kun sig selv, og det formår den at være i en sådan grad, at jeg som tilskuer bliver stum af det. Det er den slags forestillinger, hvor alting satses, men hvor alting også vindes, når satsningen er rigtig. Og det er den.

Man skulle tro…. at teatret har en fremtid, når man oplever billedstormen på Får 302.

Det er em fornøjelse at lade sig blive blæst af sted af dette gæstespil.

Tillykke til Teaterforeningen Legio, til instruktøren Emil Hansen, til dramatikeren Ghita Makowska Rasmussen og til de tre skuespillere: Torben Zeller, Morten Burian og Karin Bang Heinemeier.

Det er en vidunderlig forestilling I sammen har skabt!