fredag den 20. marts 2015

Anmeldelse: SANGE OM MOR på Teater Får302


Foto: Thomas Cato

Der er en anelse af røg i luften, da vi bliver budt indenfor. Han står i silhuet i døråbningen bagest på scenen, cowboyen. Står i klassisk westernfilm-positur med hatten på skrå. Det er ikke en leg. Det er ren overlevelse. Det var sådan han var, faren, indtil han en dag var væk igen. I fjernsynet så de McCloud, der var storbyscowboy, ligesom faren. Moren maler et lille overskæg på drengen og streger ved øjnene som rynker. Han er en rigtig cowboy, ligesom McCloud – og faren. De er altid sammen de to, moren og drengen. Til hverdag og i ferierne. Indtil moren møder grønlænderen Lot. Han var som en indianer med kniv. Han lagde aldrig hånd på drengen. Han var nærmest ligeglad med ham, men han gjorde ham ikke noget. Men moren lagde han hånd på - og tæskede. Alligevel gav moren ham altid lov til at komme tilbage. Drengen forstod ingenting og fantaserede om, hvordan han kunne slå Lot ihjel. For han ville have sin mor tilbage. De flyttede fra Amager til Måløv, hvor kommunen bød alle velkommen, men nissen flyttede med, og Lot holdt kun en uge derude i forstæderne, så var han væk. Og de var igen de to alene sammen. Moren begyndte at arbejde som hjemmehjælper. De havde det godt, drengen og moren. Først på måneden, når lønnen var gået ind, festede de, og når pengene slap fik de ikke så meget at spise, men de klarede sig, for de havde hinanden. Men det var et hårdt miljø derude, hvor volden talte sit pågående fysiske sprog. Det lærte drengen, da han voksede op som teenager. Men en dag var moren væk. Hun havde lånt penge af alle, og skyldte til højre og venstre. Hun kom tilbage efter noget tøj. Drengen stod og kiggede efter hende, indtil hun var forsvundet igen. Han blev og hun gik. En dag var hun forsvundet for evigt.
 Foto: Thomas Cato
Det er en opvæksthistorie for to. Drengen beretter om sit liv med moren. Altid sammen. Uadskillelige, og så alligevel adskilt og udskilt til sidst. Vi hører om deres liv sammen. Om moren, der er så ung at livet stadig spirer i hende og hun vil have hele verden. Om drengen, der på små trætte ben følger efter moren gennem byen og ser de samme film som hende i tv, uden at forstå meget af det.

Foto: Thomas Cato

Det er Peter Frank Khouris autofiktive beretning, og det er ham selv der fortæller. Han har et skønt kropssprog. Langlemmet og flot som han er. I Mia Lipschitz´ fine instruktion formår han at give krop til den lille bange dreng, lige såvel som til den vrede teenager og den voksne mand, der står tilbage, når forestillingen slutter. Han er fascinerende at kigge på. Og det gør man, for der er så meget han ikke fortæller. På scenen er der bare de to mænd, hvoraf den ene fortæller og den anden spiller guitar og synger. Alt er sortmalet. Scenerummet brydes af de to gynger. Gennem det sortmalede rum lyner lysbaner i loftet og på væggene gennem mørket. I stedet for egentlig scenografi er det snarere lyset, der fungere som scenografi, for den ferme lyssætning af Sonja Lea digter fint med på historien. Musikken spilles live og rapt af guitaristen Anders Birk, der står for det musikalske arrangement, der med lyddesign af Jes Thee er et lydspor, der går gennem barndommet og som består af "elektrisk guitar, loops og lydflader, inspireret af skramlet rock, westerns, amerikanske tv-serier og det ydre rum", som der står i teatrets pressemateriale.
 Foto: Thomas Cato
Kronologisk ruller historien langsomt op igennem 70´erne og 80´erne. Hvis netop ikke scenegangen og instruktionen var så smuk og helstøbt ville det være en hurtig oplæst monolog, der på papiret slet ikke ville ligne en teaterforestilling, men så klart og insisterende som forestillingen afvikles bliver den til meget mere. Det bliver et billede på en barndom, der var alt andet end kærlig. Men OGSÅ kærlig. Det der er det fascinerende omdrejningspunkt i historien er måden som den bliver fortalt på: undersøgende, tilbageholdende og forundret. Med lige dele nysgerrighed og barnlig naivitet. Det er en barsk, men kærligt fortalt historie. En kærlighedshistorie med dødelig udgang. Enten er det moren der dør eller også er det moren inde i den voksne dreng der dør. Vi får det aldrig at vide, men historien slutter afklaret.
 
 Foto: Thomas Cato

Det er en umådelig sympatisk musikalsk forestilling fortalt med stor charme. Det er ingen stor historie, men den er hvad den er, og berettes med stor følsomhed og ærlighed. Det er en opvæksthistorie om en mor, der både var festlig, spændende, umulig og grænseløs, men mest er det historien om, hvordan det former sønnen. Det er en fin lille forestilling om hvordan man bliver menneske, trods alt.

 Urpremiere og gæstespil på TEATER FÅR302 af Teater Kamikaze

MED: Peter Frank Khouri og guitarist Anders Birk

FORFATTER: Peter Frank Khouri
LYDSPOR & MUSIKALSK ARRANGEMENT: Anders Birk

INSTRUKTØR: Mia Lipschitz

LYSDESIGN: Sonja Lea

LYDDESIGN: Jes Theede

SCENOGRAFKONSULENT & KOSTUMEDESIGNER: Rebekka Bentzen

Læs mere om forestillingen.
Spilleperiode: 16.3.- 11.4.2015. Mandag til fredag kl. 20.00. Lørdag kl. 17.00
Varighed: 70 min.
Teater FÅR302, Toldbodgade 6, 1253 København K.
 

Ingen kommentarer: