Anmeldelse: LABYSS på Den Frie og TAB & VIND i Krudttønden

Fotos: Thorbjørn Hansen (TAB & VIND) & Christian Brems (LABYSS).

TAB & VIND i Krudttønden er en børneforestilling for de 5-12 årige og deres voksne, mens LABYSS på Den Frie er en mindeindsamling kun for voksne, men det handler om det samme. Det er kampen om virkeligheden. Lever vi i taberland eller i vinderland? Det er kampen mellem mennesket og maskinen - om vore minder. Om at blive mest mulig perfekt - og vinde.

Foto: Thorbjørn Hansen.

TAB & VIND i Krudttønden

af Teater Hund & co.

9. marts - 5. april 2023

I TAB & VIND af Methe Bendix & Tomas Lagermand Lundme lever Familien Madsen og Familien Jensen i ”Vinderland” i evig frygt for at blive ”tabere”. Vennerne Mads og Jessica er ude af trit med deres familier, for de vil hellere danse deres egne danse og egne trin i stedet for at konkurrere med hinanden. Ja, faktisk går det helt galt, da uheldet er ude, og de i skolen bliver udtaget til at konkurrere mod hinanden.  Mads vinder, fordi Jessica lader ham vinde, men da dommeren finder ud af, at hun gjorde det med vilje, kontaktes forældrene, og Jessica skal på træningsskole. Da Mads  ikke længere må besøge hende, drager han  ud i verden.

Foto: Thorbjørn Hansen.

Da han begiver sig afsted, letter forestillingen i Methe Bendix´ instruktion. I Jacob Langaa-Senneks scenografi begiver han sig til Ingenmandsland, hvor han møder Jessicas farfar, der er trådt over i en anden dimension, og kan se det hele lidt fra oven. Det har han vist altid kunnet. Siden er han blevet den, der aldrig bliver talt om, for han gjorde som Jessica. Det er det værste, når man ikke længere synes, at det er så vigtigt at konkurrere og vinde...

Det er i disse scener, at forestillingen falder til ro, men det er lidt sent i forløbet.

Foto: Thorbjørn Hansen.

Alle fire skuespillere er skønne. Birgitte Prins og Folmer Gry Kristensen kunne indspille stumfilm sammen. Familiernes børn spilles af Peter Schlie Hansen og Theresa Lange Olesen. De damper af danseglæde. Det går lige i kroppen på publikum, så vi får lyst til at danse med.

Normalt er enkelhed det sværeste, men enkelheden bliver i TAB & VIND lidt for enkel. I bestræbelserne på at pille alt det overflødige af, bliver kun skelettet tilbage, hvilket går igen i det visuelle, og det synes jeg er synd. Jeg savner det store vingefang, som Teater Hund & co. har forkælet publikum med i deres tidligere forestillinger, såsom "Hvor svært kan det være?" (2022), "Tænk engang!" (2021) og "Den store jagt på lykke" (2017), der fører direkte tilbage til dengang, hvor teatret også lavede voksenforestillinger, såsom den prisvindende forestilling "Drømme om noget andet" (2019) - der er noget af det bedste, jeg har set.

Foto: Thorbjørn Hansen.

Spillet imellem de fire er forrygende - og det hele værd, men det er længe at skulle vente på rejsen til Ingenmandslandet, før forestillingen flyver afsted, men indtil da er der vidunderlige dansescener, og det er smukt set, at alting kan laves om til dans. At alting kan fortælles via dans. Livet er en dans. Dans med hunden på Østerbro!

Foto: Thorbjørn Hansen.

TAB & VIND i Krudttønden

af Teater Hund & co.

50 min.

9. marts - 5. april 2023

MEDVIRKENDE: 

Birgitte Prins, Folmer Gry Kristensen, Peter Schlie Hansen, Theresa Lange Olesen

MANUSKRIPT: Methe Bendix, Tomas Lagermand Lundme

INSTRUKTION: Methe Bendix

SCENOGRAFI: Jacob Langaa-Sennek

KOREOGRAF: Erik Pold

LYDDESIGN: Jonas Vest, Brian Larsen

TEKNIKER & AFVIKLER: Brian Larsen

LYSDESIGN: Mikkel Magnus Olesen

KOSTUMIER: Sofie Fribo og Camilla Lind

PARYKKER: Annika Nelson

PRODUKTIONSLEDER: Anna-Kathrine Madelung Fries

GRAFIKER: Robin Hart

PR & KOMMUNIKATION + SPILUDVIKLER: Rikke Petersen

FOTO: Thorbjørn Hansen

TRAILER: Sofie Svendsen Jensen

TEATERMALER: Fredrik Damsgaard

MILJØTEKNOLOG-PRAKTIKANT: Annette Havemann Linnet

REGISSØR-PRAKTIKANT: Alma Skjelmose

PRODUCENT: Kenneth Gall

-------------

Forestillingen blev præmieret af Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg i 2010

Produceret med støtte fra:

Kunstrådets Scenekunstudvalg, København Kommunes Scenekunstudvalg, 

Bikubenfonden og Tuborgfondet

Hjemmeside & billetter

*

Foto: Christian Brems.

LABYSS

Teaterinstallation på Den Frie

31. marts - 16. april 2023

50 min.

Fra 15 år af

Jeg anede ikke, hvad det var, da jeg trådte indenfor gennem caféen under udstillingsbygningen DEN FRIE, Oslo Plads 1 ved Østerport Station. Jo, en teaterinstallation om indsamling af minder.

Min eneste reference var de science fiction-film, jeg har set: "Gattaca" (1997) af Andrew Niccol med Etan Hawke, Uma Thurman og Jude Law, hvor det handler om at være perfekt, om at vinde og besejre de andre og sig selv. Men også "Bladerunner" (1982) og "Bladerunner 2049" (2017), der handler om indsamling af forældede replikanter. Dybest set handler det om kampen mellem mennesker og maskiner. Eller om maskinerne kamp for at overtage de menneskelige drømme og minder. 

Foto: Christian Brems.

En af mine venner sendte mig tidligere på dagen et link til en artikel om at man brugte menneske-simulerende dukker i uddannelsen på hospitalerne. De kan simulere alle sygedomme - ovenikøbet fødsler. Det er jo fantastisk, at det kan lade sig gøre. Men det er også skræmmende. Det er samme følelse, jeg dumper ned i, da jeg træder ind i receptionen til LABYSS. Det er som at træde direkte ind i en film. Er det en virtuel virkelighed, eller er det virkeligheden - meget snart? Måske allerede nu?

Foto: Christian Brems.

Det er sådan set kun drømme og minder, der afskiller os fra maskinerne. I LABYSS tages der hånd om vore minder. Vi bliver inviteret til at dele dem - før de forsvinder.

Jeg fyldes af forundring, for drømmer jeg, eller er jeg vågen - og jeg ækles ved, at jeg nu står på tærsklen til morgenlandet, der allerede omgiver mig.

Det føles som at komme ind i en bank og skulle oprette en ny konto. Jeg bliver modtaget af smilende og tjenstvilligt personale, der venligt kommer mig i møde og gør mig klar til at møde maskinen, der vil udsuge mine minder. Nej, bare møde mig og låne mine minder, før de forsvinder.

Foto: Christian Brems.

I pjecen står der:

"Information on digital amnesia. Find answers to some of the questions you may have about digital amnesia. Danes are among those hardest hit in all of Europe. Nearly half of all 15-29 year olds in Denmark feel their smartphone constitutes their memory. The same goes for every third 30-60 years old. Three out of four use the internet as an online extension of their memory and brain. More than half of us do not remember the number of our partner or workplace."

Foto: Christian Brems.

Det er en vild oplevelse. Skridt for skridt ledes jeg indenfor i en digital virkelighed, der er iscenesat til perfektion omkring mig. Jeg ledes fra spørgeskema til samtale, til illustration og til iscenesættelse. Det hele afsluttes i mindeteltet, hvor jeg iført høretelefoner kan høre, hvordan mine minder indgår i den samlede mindebrønd, hvor jeg - eller et hvilket som helst andet menneske - kan gendannes. 

Faktisk er det også lige i det punkt, maskinerne kan plukkes og høstes, som var vi trådt ind i "Matrix" (1999) og var blevet til mennesker. En slags mennesker.

Foto: Christian Brems.

Igen er det centrale dele af de førstnævnte sci-fi-film, der ruller frem i underbevidstheden. Grænserne mellem menneske og maskine udviskes, når maskinerne husker de implementerede minder. De ved, at minderne ikke er deres egne,  alligevel er det den mest menneskelige del af dem. Det er den del, der gør dem menneskelige. Det er den del, der gør dem virkelige - og det er de minder,  jeg lige har afleveret til dem!

Foto: Christian Brems.

Vi har selv givet bolden op til det. Det er både fascinerende og skræmmende. Jeg ved ikke længere, om jeg kan lide eller ikke lide det. Problemet er, at vi kan opfinde og opfinde, men aldrig af-opfinde. Vi bliver hele tiden skubbet længere og længere ud.

"Frankenstein" er måske nok en gammel Mary Shelley-roman fra 1818, men det er allerede sket. Uhyret ER født og indsat imellem os, men det ligner ikke længere et uhyre. Det ligner os til forveksling - og nu er det ved at overtage os helt. Det kører som parallelle spor inde i mig. Igen overtager det filmiske kommentarspor. Det er også "Abernes Planet", hvor aberne, der oprindelig var vore kæledyr, nu har overtaget os og gjort os til kæledyr. Det er hele dette filmunivers, der har taget bolig i kroppen og og er med til at føre os og forme vores oplevelse af mindeindsamlingen på Den Frie på Oslo Pads 1 ved Østerport Station.

Det hele er dygtigt iscenesat af Det Algoritmiske Teater med tekst og iscenesættelse af Kristian Byskov og Kristian Husted. Pernille Kragh har været dramaturg. Lisbeth Sonne Andersen, Christian Rossil og Erik Medeiros er de menneskelige guider i dette renskurede univers. En hel hær af teknisk personel har været inde over for at få alt dette til at virke overbevisende og virkelighedstro. Esbern Torgard Kaspersen har stået for den kreative programmering. Kaspar AI har stået for teknologi og interaktionsdesign. ALOH STUDIO har stået for installationsdesignet. Sideløbende med mindeindsamlingen kører der på forskellige skærme film og spots, der illustrerer og understøtter illusionen, som vi via teaterinstallationen bevæger os stadig dybere ind i. Det hele er en co-produktion mellem Det Algoritmiske Teater og TOASTER. Med en samlet bevilling på 10 millioner fra Statens Kunstfond skal Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning udvikle og drive den kuraterede gæstespilsscene TOASTER, der siden august 2021 har tilbud teater- og udstillingsrum til nationale og internationale kompagnier og kunstnere.

Foto: Christian Brems.

Jeg kan stadig ikke finde ud af, om nålen peger på forundring eller rædsel. Nok fordi det går i begge retninger på samme tid. Bagefter står jeg med den engelsksprogede pjece i hånden og ser mig forvirret omkring. Mine skridt virker tøvende. Det er som om virkeligheden støder mig væk. Det er ikke længere den samme verden, jeg træder ud i. Noget er der sket...

Foto: Christian Brems.

LABYSS

Teaterinstallation på Den Frie

31. marts - 16. april 2023

50 min.

Fra 15 år af

Medvirkende:

Idé og koncept: Det Algoritmiske Teater

Tekst og iscenesættelse: Kristian Byskov og Kristian Husted

Dramaturg: Pernille Kragh

Performer: Lisbeth Sonne Andersen

Performer: Christian Rossil

Afvikler: Erik Medeiros

Kreativ programmør: Esbern Torgard Kaspersen

Teknologi og interaktionsdesign: Kaspar AI

Installationsdesign: ALOH STUDIO

Grafisk design: Heidi Maribut

Video: Émile Sadria

Musik og lyd: Kristian Hverring

Video grafik: Agne Siupsinskaite

Video-performere: Ida Ellinor Hermansen og Jesper Friis

Video voice over: Eleanor Griffiths

Lyd voice over: Charlotte Elizabeth Munksgaard

3D print: Kristoffer Ørum

Diskursivt program: Tina Ryoon Andersen

Co-produktion mellem Det Algoritmiske Teater og TOASTER

Hjemmeside & billetter

*

Se oversigten over de 

245 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: VAHID af Kristian Husted

Fotograf: Mikkel Bache

Man sidder både oprørt og forvirret tilbage efter læsningen af Kristan Husteds VAHID – men på den gode måde. Der er nogen, der siger at man aldrig er den samme efter at have læst en bog – og det gælder i høj grad romanen VAHID.

Bogen indledes passende med dette Hanne Arendt-citat fra "The Origins of Totalitarianism" (1951):
 
"Hvis et menneske mister sin politiske status, bør det ifølge menneskets medfødte og umistelige rettigheder falde under præcis de betingelser, som erklæringen af sådanne almene rettigheder tager højde for. I virkeligheden sker det modsatte, Det ser ud til, at et menneske, der kun er et menneske, har mistet netop de egenskaber, der gør det muligt for andre at behandle det som et menneske."

Først og fremmest er det en vild ide – og en endnu vildere udfoldelse af ideen.

"Jeg kigger dybt ind i kameraet og lader mig opsluge af kameralinsen. jeg lader mig falde ind i linsens mørke med åbne øjne og ser øjet derinde blinke til mig. Én gang, to gange, tre gange. Som en klapperslange, der stirrer sit bytte blindt, nej, som et øje, der stirrer sig helt ind i sjælen på et andet øje og tager sjælens aftryk med sig ud igen. Det er fuld kapitulation. Nu er jeg virkelig Vahid Evazi, tænker jeg. Nu klæber navnet Vahid Evazi til mit fingeraftryk og mit ansigt og mit billede, min sjæl." (s. 135)

Forfattere bruger ofte udtrykket at ”de skriver på deres egen krop”. Underforstået, at det er vore egne oplevelser vi beskriver, også når vi foregiver noget andet. Det er ret oplagt, for hvilke andre oplevelser skulle vi ellers kunne beskrive så indgående.

For Kristian Husted er det tilfældet i ekstrem grad, for han tager til flygtningelejren Moria på øen Lesbos i Grækenland, hvorfra han rejser – forklædt som flygtning – tilbage til Skandinavien og Danmark. Det er for så vidt bogens første halvdel, men mødet med Støjbergs mange støjende udsagn gør, at han indser at hans ”mission” ikke er gjort med det, for der er også brug for en Vahid til at bevæge sig igennem det danske asylsystem og ikke mindst skildre det  - indefra.

Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"

Det er spændende og udfordrende læsning, når bogens to hovedpersoner smelter sammen: forfatteren og Vahid, men også når den ene forsøger at undslippe den anden:

"Vi er kommet i et modsætningsforhold, Vahid og jeg. Jeg er bange, og Vahid er utålmodig. Han vil skynde sig, have bussen til at sætte farten op, så han kan nå frem, inden Tyskland begynder at sende folk retur. Jeg vil stå af, sænke farten, bakke ud, flygte..." (s. 144).

Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"

Det er så let, når flygtningene og de problemer som de uvægerligt fremprovokerer, er på behagelig afstand, men i bogens anden halvdel rykker det helt tæt ind på os. Det føles ubehageligt og anmassende, for der er ikke rigtig noget at gemme sig bag, når flygtningene pludselig står lige ved siden af os – her i Danmark.

"For dig," siger han, "er det her et eventyr. For mig er det normalt. Jeg e altid på flugt. Jeg har ikke noget land at vende tilbage til. Jeg er en evig flygtning. En statsløs." (s. 182).

Det bliver til utallige møder med flygtninge, der er lige så forskellige som alle andre mennesker. Det er fascinerende, opløftende og knugende møder med mennesker, der har været mennesker længe inden de blev flygtninge. Det viser både noget om styrke og fornedrelse, om menneskelig afstumpethed, men også om omsorg og empati.

Det er Kristians store fortjeneste, at han formår at rykke det så tæt på os. Pludselig bliver det svært at trække vejret – og ganske umuligt at bevare afstanden. Fordi det er uforudsigeligt, hvad der sker i mødet med den anden – den fremmede. Pludselig kan vi ikke længere bare køre i samme skure som vi plejer. Vi bliver tvunget til at standse op – og forholde os til os selv og den Vahid, som vi via Kristians fine beretning møder i denne uundværlige roman. Den er hermed anbefalet!

 

 

*

Mød Kristian til festivalafslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV, søndag den  19. august 2018 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, Dronningensgade 14 på Christianshavn. I tilfælde af dårligt vejr, bliver arrangementet flyttet til Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.

Kristian Husted fortalte om arbejdet med romanen på festivalen JA TAK, TIL KAFFE i VerdensKulturCentret i 2016. Se optagelsen derfra:

 

 

 Romanen er udkommet på forlaget Lindhardt & Ringhof i februar 2018.


*

Læsningen af "Vahid" vækker mange tanker, og halvvejs gennem den 400 siders roman nedskrev jeg nogle af dem, som en slags refleksioner over læsningen af bogens første halvdel, der foregår inden Vahid kommer til Danmark. Det kan læses her.


***

Tanker omkring læsningen af "Vahid" af Kristian Husted

Tanker omkring læsningen af 

"Vahid" af Kristian Husted

Kristian Husted læste fra  "Vahid"

på festivalen  "Med og uden smykker" i VerdensKultur Centret i august 2016

 (Foto: David Blazek

Det er en underlig bog. En mærkelig og forunderlig bog. For en dansker udgiver sig for at være flygtning, for at skildre, hvad der sker. På den måde bliver der to spor i romanen. Danskeren, der reflekterer over, hvordan det er at være dansker - og hvordan det er at være Vahid, der er flygtningeidentiteten som danskeren har opfundet og drager med sig - fra Grækenland, fra Moria-lejren på Lesbos via Balkan til Østrig og Tyskland og tilbage til Danmark.

Der er mange sproglige referencer til KZ-lejre, kapoere - og de mekanismer, der sætter ind, når mennesker bliver drevet frem som dyr i et forsøg på at skabe orden i det kaos, der virker så kaotisk så enhver form for orden bliver en fornærmelse.

Som læser bliver man med fortælleren og Vahid drevet fra lejr til lejr, fra kontrolpost til kontrolpost, som del af en navnløs mængde. En mængde, der bliver til en gruppe af indvandrer og flygtninge, der alle higer efter at komme et andet sted og bedre sted hen. De higer efter et liv, efter overlevelse - og efter at kunne klare sig i en verden de er blevet fremmed for.

Mens vi sidder i den anden ende, på den grønne gren, kan man sige, og kigger på dem, der nærmer sig. Det er lige præcis i dét punk, imellem de to positioner at Kristian Husteds roman placerer sig og bliver siddende. Den kryber ind i læseren.

Vi kommer med på rejsen, og oplever desperationen. Vi oplever vejen, når retningen forsvinder for.

Vi oplever et navnløst gab og svælg som vi suges hen imod.

Romanen giver en kraftfuld stemme til den intethed, den frygtløshed, den higen efter at bringe sig selv i sikkerhed som det hele handler om.

Vi sidder oppe nordpå - længst væk fra det hele, og føler os antastede. Vi bliver forstyrret midt i frokosten, af råb, af mennesker. Det er som om vores 50´er-idyl forlængst er gået under, mens nogle og især mange politikere lever videre i drømmen om et Danmark, der aldrig bliver multi-kulturelt, selv om vi forlængst er blevet det. Selvfølgelig mere i storbyerne end ude i provinsen.

På dén måde skildrer bogen også det som andre hele tiden italesætter. Men fra en helt anden vinkel, for romanen gør noget andet. Den starter et andet sted, og undgår derved den sædvanlige grøftegravning. Den befinder sig nede i en slukt. Derfra kan det kun gå op. Der er ingen vej ned. For nedenfor er der kun fortabelsen  - og det er den som alle de navnløse personer i romanen om Vahid kæmper sig opad og fremnmod den fremtid som de håber, der også er for dem.

Det er en flot bog. Men på sæt og vis også en desperat bog. En nødvendig bog.

Tak til Kristian Husted for at sætte ord på det unævnelige. For der ligger også noget andet under historien. For alle de her mennesker indgår i et usynligt fællesskab, hvor deres trang til overlevelse virker så påtrængende i forhold til vores egen selvglade haven-nok-i-sig-selv.

Jeg er halvvejs igennem romanen, men allerede helt fortabt i den - på en lykkelig desperat måde.

Det er god læsning.

Hør Kristian Husted læse op og fortælle om romanen 

 på festivalen MED OG UDEN SMYKKER i 2016

i VerdensKulturCentret på Nørrebro- inden bogen blev færdig.

Læs uddrag fra romanen.

Mød forfatteren til afslutningen på jubilæumsfestivalen 

BILLEDER AF LIV, søndag den 19. august 2018

 

Læs anmeldelsen