Fotograf: Mikkel Bache
Man
sidder både oprørt og forvirret tilbage efter læsningen af Kristan Husteds VAHID
– men på den gode måde. Der er nogen, der siger at man aldrig er den samme
efter at have læst en bog – og det gælder i høj grad romanen VAHID.
Bogen indledes passende med dette Hanne Arendt-citat fra "The Origins of Totalitarianism" (1951):
"Hvis et menneske mister sin politiske status, bør det ifølge menneskets medfødte og umistelige rettigheder falde under præcis de betingelser, som erklæringen af sådanne almene rettigheder tager højde for. I virkeligheden sker det modsatte, Det ser ud til, at et menneske, der kun er et menneske, har mistet netop de egenskaber, der gør det muligt for andre at behandle det som et menneske."
Bogen indledes passende med dette Hanne Arendt-citat fra "The Origins of Totalitarianism" (1951):
"Hvis et menneske mister sin politiske status, bør det ifølge menneskets medfødte og umistelige rettigheder falde under præcis de betingelser, som erklæringen af sådanne almene rettigheder tager højde for. I virkeligheden sker det modsatte, Det ser ud til, at et menneske, der kun er et menneske, har mistet netop de egenskaber, der gør det muligt for andre at behandle det som et menneske."
Først
og fremmest er det en vild ide – og en endnu vildere udfoldelse af ideen.
"Jeg kigger dybt ind i kameraet og lader mig opsluge af kameralinsen. jeg lader mig falde ind i linsens mørke med åbne øjne og ser øjet derinde blinke til mig. Én gang, to gange, tre gange. Som en klapperslange, der stirrer sit bytte blindt, nej, som et øje, der stirrer sig helt ind i sjælen på et andet øje og tager sjælens aftryk med sig ud igen. Det er fuld kapitulation. Nu er jeg virkelig Vahid Evazi, tænker jeg. Nu klæber navnet Vahid Evazi til mit fingeraftryk og mit ansigt og mit billede, min sjæl." (s. 135)
Forfattere bruger ofte udtrykket at ”de skriver på deres egen krop”. Underforstået, at det er vore egne oplevelser vi beskriver, også når vi foregiver noget andet. Det er ret oplagt, for hvilke andre oplevelser skulle vi ellers kunne beskrive så indgående.
"Jeg kigger dybt ind i kameraet og lader mig opsluge af kameralinsen. jeg lader mig falde ind i linsens mørke med åbne øjne og ser øjet derinde blinke til mig. Én gang, to gange, tre gange. Som en klapperslange, der stirrer sit bytte blindt, nej, som et øje, der stirrer sig helt ind i sjælen på et andet øje og tager sjælens aftryk med sig ud igen. Det er fuld kapitulation. Nu er jeg virkelig Vahid Evazi, tænker jeg. Nu klæber navnet Vahid Evazi til mit fingeraftryk og mit ansigt og mit billede, min sjæl." (s. 135)
Forfattere bruger ofte udtrykket at ”de skriver på deres egen krop”. Underforstået, at det er vore egne oplevelser vi beskriver, også når vi foregiver noget andet. Det er ret oplagt, for hvilke andre oplevelser skulle vi ellers kunne beskrive så indgående.
For
Kristian Husted er det tilfældet i ekstrem grad, for han tager til
flygtningelejren Moria på øen Lesbos i Grækenland, hvorfra han rejser –
forklædt som flygtning – tilbage til Skandinavien og Danmark. Det er for så
vidt bogens første halvdel, men mødet med Støjbergs mange støjende udsagn gør, at han indser at hans ”mission”
ikke er gjort med det, for der er også brug for en Vahid til at bevæge sig igennem
det danske asylsystem og ikke mindst skildre det - indefra.
Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"
Det er spændende og udfordrende læsning, når bogens to hovedpersoner smelter sammen: forfatteren og Vahid, men også når den ene forsøger at undslippe den anden:
"Vi er kommet i et modsætningsforhold, Vahid og jeg. Jeg er bange, og Vahid er utålmodig. Han vil skynde sig, have bussen til at sætte farten op, så han kan nå frem, inden Tyskland begynder at sende folk retur. Jeg vil stå af, sænke farten, bakke ud, flygte..." (s. 144).
Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"
Det er så let, når flygtningene og de problemer som de uvægerligt fremprovokerer, er på behagelig afstand, men i bogens anden halvdel rykker det helt tæt ind på os. Det føles ubehageligt og anmassende, for der er ikke rigtig noget at gemme sig bag, når flygtningene pludselig står lige ved siden af os – her i Danmark.
"For dig," siger han, "er det her et eventyr. For mig er det normalt. Jeg e altid på flugt. Jeg har ikke noget land at vende tilbage til. Jeg er en evig flygtning. En statsløs." (s. 182).
Det bliver til utallige møder med flygtninge, der er lige så forskellige som alle andre mennesker. Det er fascinerende, opløftende og knugende møder med mennesker, der har været mennesker længe inden de blev flygtninge. Det viser både noget om styrke og fornedrelse, om menneskelig afstumpethed, men også om omsorg og empati.
Det er Kristians store fortjeneste, at han formår at rykke det så tæt på os. Pludselig bliver det svært at trække vejret – og ganske umuligt at bevare afstanden. Fordi det er uforudsigeligt, hvad der sker i mødet med den anden – den fremmede. Pludselig kan vi ikke længere bare køre i samme skure som vi plejer. Vi bliver tvunget til at standse op – og forholde os til os selv og den Vahid, som vi via Kristians fine beretning møder i denne uundværlige roman. Den er hermed anbefalet!
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"
Det er spændende og udfordrende læsning, når bogens to hovedpersoner smelter sammen: forfatteren og Vahid, men også når den ene forsøger at undslippe den anden:
"Vi er kommet i et modsætningsforhold, Vahid og jeg. Jeg er bange, og Vahid er utålmodig. Han vil skynde sig, have bussen til at sætte farten op, så han kan nå frem, inden Tyskland begynder at sende folk retur. Jeg vil stå af, sænke farten, bakke ud, flygte..." (s. 144).
Der er mange spørgsmål i teksten, som dette på side 44:
"Hvad er det, I forventer af os? Af Europa? Hvilke drømme har bragt jer hertil?"
Det er så let, når flygtningene og de problemer som de uvægerligt fremprovokerer, er på behagelig afstand, men i bogens anden halvdel rykker det helt tæt ind på os. Det føles ubehageligt og anmassende, for der er ikke rigtig noget at gemme sig bag, når flygtningene pludselig står lige ved siden af os – her i Danmark.
"For dig," siger han, "er det her et eventyr. For mig er det normalt. Jeg e altid på flugt. Jeg har ikke noget land at vende tilbage til. Jeg er en evig flygtning. En statsløs." (s. 182).
Det bliver til utallige møder med flygtninge, der er lige så forskellige som alle andre mennesker. Det er fascinerende, opløftende og knugende møder med mennesker, der har været mennesker længe inden de blev flygtninge. Det viser både noget om styrke og fornedrelse, om menneskelig afstumpethed, men også om omsorg og empati.
Det er Kristians store fortjeneste, at han formår at rykke det så tæt på os. Pludselig bliver det svært at trække vejret – og ganske umuligt at bevare afstanden. Fordi det er uforudsigeligt, hvad der sker i mødet med den anden – den fremmede. Pludselig kan vi ikke længere bare køre i samme skure som vi plejer. Vi bliver tvunget til at standse op – og forholde os til os selv og den Vahid, som vi via Kristians fine beretning møder i denne uundværlige roman. Den er hermed anbefalet!
*
Mød Kristian til festivalafslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV, søndag den 19. august 2018 kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, Dronningensgade 14 på Christianshavn. I tilfælde af dårligt vejr, bliver arrangementet flyttet til Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra.
Kristian Husted fortalte om arbejdet med romanen på festivalen JA TAK, TIL KAFFE i VerdensKulturCentret i 2016. Se optagelsen derfra:
