Anmeldelse: UNG BLOND PIGE på Bådteatret

Foto: Per Morten Abrahamsen

Gæstespil af Teatret st. tv.

Scenerummet er nøgent og tomt. Det er indrammet af en hvid firkantet trækonstruktion, der bærer det meste af lyssætningen. Rekvisitter er der ingen af, medmindre man medregner de to instrumenter, violinen og guitaren. Kostumeringen er begrænset til kropsfarvet trikot, to hvide nederdele og to par hvide læderbukser. Bagest på scenen står en computer eller et keyboard, hvorfra en af de tre medvirkende kan starte det bagvedliggende beat, der fungerer som akkompagnement til deres sang. Midt på scenen er to podier, der kan skubbes sammen til ét. Når de stables oven på hinanden illuderer de en lukket toiletdør og vinduet som den ene af de tre medvirkende kravler ud af, for at slippe ud og væk. Ellers er der intet. Men der er lige præcis det, der skal til for at forløse historien om de to søstre, April og Maj, der har lavet en sang sammen, der er blevet bevægelsens slagsang. Det er en sang om sommersol, kvidrende fugle, ren luft - og rent blod. Musiklæreren synes at den er ekskluderende og vil ikke lade dem fremføre den til skolens forårskoncert. Klassens nye pige, Frida, vil gerne hjælpe med at ændre teksten til en kærlighedssang, så de kan optræde med den sammen. Pigernes mor og bevægelsens leder ønsker ikke nogen ny tekst. Og slet ikke den kærlighedstekst som Frida har skrevet, men hun får musiklæreren til nølende at gå med til at de tre kan fremføre sangen med den nye tekst.  

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er meningen at søstrene skal fremføre sangen til bevægelsens næste møde, men April stikker af for at mødes med Frida, og de to forelsker sig. Maj sladrer til moren, og helvede bryder løs. April låser sig inde på toilettet og kravler ud af vinduet og flygter over til Frida. Maj forsøger forgæves at få hende med hjem. På skrømt lader hun som om hun vil være med til at de alle tre skal synge kærlighedssangen sammen, men da de cykler hen for at mødes med April, stikker Maj violinbuen ind i Fridas forhjul, så hun vælter. Maj slår Frida i hovedet med en sten. Slår og slår, og efterlader hende blødende og døende, mens hun cykler videre til koncerten. Forgæves forsøger hun at overtale søsteren til at synge den originale tekst. Men uden Frida nægter April, så Maj synger den alene. Efter sangens sidste toner løfter hun som hilsen til bevægelsen en knyttet næve ud mod publikum.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Her er intet overflødigt. Hvert et ord er, hvor det skal være. Hver bevægelse er koreograferet ned til det mindste. Hver tone og betoning er afstemt efter hinanden. Det er så skarpt og så enkelt, at det sætter historien fri.  Det var lige så det isnede ned af ryggen på mig. Det er en udadtil meget smuk lille mini-musical af Line Mørkeby, hvor pigerne smilende afsynger deres nazistiske slagsang. De smiler og smiler så det gør ondt i maven. Det er discount-drama. Teksten er vidunderlig stram og tæt. Instruktionen af Rolf Heim er ypperlig, og de tre piger spiller og synger så det er en fryd. Det er en fornøjelse at opleve dette fuldstændigt afpillede stykke, der har det hele. Det er så enkelt at det egentlig slet ikke burde kunne lade sig gøre. Det er som en drøm – en ond drøm, der holder sig oppe fordi de medvirkende spiller det så stærkt og overbevisende hjem. Forestillingen er lavet af nødvendighed, og som en kniv finder den vej lige ind i hjertet, hvor den hugger til. Så enkelt og godt kan det gøres!

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Instruktør: Rolf Heim

Dramatiker: Line Mørkeby

Komponist/santekter: Sune Skuldbøl Vraa

 

Medvirkende:
Kitt Maiken Mortensen
Betina Grove Ankerdal
og
Marianne Søndergaard Madsen

Scenograf: Ingvild R. Grande

Lysdesigner: Raphael Solholm

Gæstespil
af
Teatret st. tv
på
Bådteatret
fra den
25.4.-8.5.2013

http://www.baadteatret.dk/opslag.asp?page=1&id=76