Anmeldelse: SCAVENIUS på Bådteatret

 

Foto: Miklos Szabo.

Kristian Halken har skrevet og spiller selv hovedrollen i Bådteatrets opsætning af SCAVENIUS. Det er en genopsætning fra 2020. Han er politikeren og diplomaten, der allerhelst ville være gået på pension, og sidde og drikke te ude på terrassen på gården i Nordjylland, men som alligevel lader sig overtale af Stauning til at genindtræde i det politiske liv. Han er tysktalende, har allerede været i Berlin og kan kommunikere med den tyske besættelsesmagt i Danmark. 

Foto: Miklos Szabo.

 

2. verdenskrig bryder ud den 1. september 1939. Den 9. april 1940 invaderer Tyskland Danmark. Den 4. maj 1945 befries Danmark igen. Det er blevet kaldt "De fem mørke år". Forestillingen foregår i denne mørkeperiode. Erik Julius Christian Scavenius (1877-1962) får Danmark gennem den mørke tid, men eftertiden har stemplet ham som alt for tyskvenlig. Ja, ligefrem som kollaboratør og landsforræder. 

Foto: Miklos Szabo.

 

Rolf Heim har instrueret Bådteatrets Reumert-belønnede dukkeensemble rundt om Kristian Halkens Scavenius. Resultatet er blevet et visuelt imponerende (mare)ridt gennem en turbulent tid, hvor dyr og mennesker blandes. Forestillingen viser hans dilemma og balancegang gennem en svær tid. Han skildres gennem forestillingen som en pragmatisk, tør embedsmand, men er langt mere end det. Han var udenrigsminister fra 1909-10 og 1913-20 og igen fra 1940-42, og også statsminister fra 1942-1943. Efter krigen deltog han ikke aktivt i de mange debatter om besættelsestiden, men fastholdt til sin død, 20 år efter, at den politik han og samlingsregeringen havde ført, var den eneste rigtige efter omstændighederne.

Foto: Miklos Szabo.

 

Den imponerende togkupé-scenografi af Jonathan Hjorth er dygtigt belyst af  Sonja Lea og manende ilydsat af Janus Jensen. Den fører os i ekspresfart tilbage til dengang. Undervejs får vi også de to fejende Liva Weel-revyviser: "Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes" og "Man binder os på hånd og mund". Med musik af Kai Norman Andersen og tekst af Mogens Dam ("Jeg har elsket...") og Poul Henningsen  ("Man binder os...") , den sidste er den mest berømte sang fra besættelsestiden. Den indgik i forestillingen "Dyveke" på Riddersalen.

Figurgalleriet rundt om Scavenius, måske mere rammende at kalde det et dyregalleri, er skabt af Katrine Karlsen, og det er de tre andre medvirkende: Thomas Bang, Jeanette Lindbæk Birk og Lucia Vinde Dirchsen, der animerer dyrene og udlåner deres egne hænder, arme og ben til de menneskestore dukker, der illuderer Stauning, Christmas Møller, Berg og Göring, og er skabt som hund, ræv, gris og ørn. De tre skuespillere agerer også Adolf Hitler, Scavenius´ hustru Emma og elskerinden Alice. 

Foto: Miklos Szabo.

Lige så menneskelig bleg og tøvende som Scavenius skildres, lige så karikeret er Hitler, men det afbalanceres af Kristian Haltens nøgne og rørende portræt af Erik Scavenius. End ikke i scenerne med hustruen og elskerinden er der meget passion at spore. Men Halkens skildring af Scavenius´ nærvær og politisk insisterende kamp er gribende. Den stiller spørgsmålstegn ved, om eftertidens dom af ham ikke har været for entydig hård.  

Foto: Miklos Szabo.

Den sideløbende kærlighedshistorie forekommer ikke så vigtig, og så alligevel, for den fungerer som en følelesmæssig gentagelse eller kopi af det politiske liv omkring Scavenius. Forstået på den måde, at Scavenius, såvel i privaten som i sit politiske liv, træffer en beslutning som han efter bedste evne forsøger at sætte igennem. Men virkeligheden kommer i vejen og spænder ben for ham. Det er en svær balancegang, som Rolf Heim får styret sikkert i havn, og det lykkes ikke mindst ved hjalp af forestillingens frit fabulerende dyreunivers. Det er i kontrasten mellem Kristian Halkens underspillede minister og det omgivende karikerede dyregalleri, at forestillingen lever. Dertil kommer Thomas Bangs maniske Hitler, Jeanette Lindbæk Birks rørende Emma og Lucia Vinde Dirchsens unge, frembrusende Alice. Det hele bringes til kogepunktet i skildringen af en tid, hvor det normale bliver forvrænget og det menneskelige bliver dyrisk, når vi som publikum kommer med ned i historiens sorte gryde, hvor alting bliver kogt op til ukendelighed. Der er selvsagt langt fra besættelsestidens heltedyrkelse til det krakelerede billede af tiden, vi møder i forestillingen. Men i enhver krig er det altid sejrherrerne, der skriver historien - og  sandheden er den første, der kapitulerer.

Foto: Miklos Szabo.

SCAVENIUS

Bådteatret

24. november - 15. december 2021

70 min.

Instruktør: Rolf Heim, 

Dramatiker Kristian Halken, 

Scenograf Jonathan Hjorth, 

Dukkemager Katrine Karlsen, 

Lysdesign Sonja Lea, 

Lyddesign Janus Jensen, 

Medvirkende: 

Kristian Halken, Thomas Bang, Pernille Nedergaard Haugesen, Jeanette Lindbæk Birk

Hjemmeside & billetter

Teatertrailer (via Facebook)

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Bådteatret:

NI & PARALLEL MONOLOGUES (2021)

CANADA (2020)

LEAS RUM (2019)

SLAG (2017)

LOVE AND MONEY (2016)

CLARA (2015)

JEG GAV DIG AVISEN (2015)

A TENDER THING (2015)

KYS DET NU, DET SATANS LIV! (2015)

WIT (2014)

UNG BLOND PIGE(2013)

THE CITY (2013)

 *

Se oversigten over de øvrige 

 205  anmeldelser

*

Anmeldelse: SLAG på Bådteatret

Fotograf: Miklos Szabo

Det kommer krybende og pludselig slår det til. Som et lyn slår det ned – og med ét ligger vi der. Det berøver os førligheden, talens brug og efterlader os lammede. Såvel fysisk som psykisk. Men i løbet af et års tid er der mange, der genvinder deres førlighed. Men i løbet af et års tid er der mange der.... I løbet af et års tid...

I forestillingen SLAG med undertitlen ”Når hjernen bløder”, der er et gæstespil på Bådteatret, præsenteres vi for hvad der sker, når lynet slår ned, og mennesker rammes af en blodprop i hjernen og får en hjerneskade.

Det sker for 40.000 årligt i Danmark. Det er ikke noget rart emne. Ligesom døden er det ikke noget, der er mange teaterstykker om.  Bådteatrets gæstespil skal have ros for denne utraditionelle satsning. Det er ikke let at lave teater om noget som alle allerhelst undgår.

Fotograf: Miklos Szabo

 

Bådteatret har tradition for at lave dukketeater, og det er på mange måder en dukketeaterforestilling. Og måske en af de mest vellykkede – bare uden dukker, hvor instruktøren Rolf Heim fører de to medvirkende, Helene Kvint og Jacob Stage, som var de viljesløse dukker i et spil som ingen af dem kan kontrollere. Forestillingen er stærkest i de ordløse scener, hvor hverdagsagtige scener gennemspilles i ”loop” i en uendelighed. Scener, hvor afmægtigheden udstilles knivskarpt. Det er hjælpeløse fald ud af sengen. Påklædningsseancer, der går én lige til hjertet.  Helene Kvint og Jacob Stage er på scenen nogle gange alene, andre gange sammen. Ofte sammen uden alligevel at være det, mens hjælpeløsheden breder sig imellem dem som en adskillelse som det synes umuligt at overskride.

I forestillingen fremstår de som et ægtepar. Han er sig selv, hun er forandret. Scenerne fra deres samliv afløses af scener fra et dukkehus, hvor mini-kameraer filmer alt det vi godt ved, men ikke ser udspille sig på scenen. Det mixes med drømmende og klaustrofobiske videooptagelser af Helle Lyshøj. Dukkehus-scenerne bliver billeder på det indre liv, der langsomt opløses og forsvinder. Som små mus, der æder sig gennem underbevidstheden. Til sidst forvandles de to medvirkende til mus (med livagtige musemasker af Camilla Lind). Det virker på én gang rørende og forfærdeligt nøgent.  

Skuespilleren Helene Kvint har taget udgangspunkt i sine egne oplevelser som nærmeste pårørende. SLAG er ikke historien om hendes egen far, men den bygger på virkeligheden. For hvem er vi, når hjernen krakelerer? Hvad gemmer sig bag personlighedens facade?

Fotograf: Miklos Szabo

 

Under en stor del af forestillingen sad jeg musestille med tilbageholdt åndedræt. Det virkede så voldsomt, fordi det vi oplevede på scenen ikke var det. Jo, selvfølgelig var det voldsomt, men det var orkestreret så tilbageholdt og så underspillet, at det forplantede sig direkte til os. Det virkede som et SLAG, som noget det var umuligt ikke at forholde sig til. Heldigvis varede forestillingen ikke meget længere end en times tid, for det havde heller ikke været muligt at opholde sig i stemningen længere. På sin vis er det uudholdeligt – ligesom sygdommen, men alligevel er forestillingen fuld af håb. Fuld af billeder, overraskende scener og endda humor. Hvem skulle have troet det? Ovenikøbet sluttede den håbefuldt med en lang poetisk dans, hvor parrets raske lemmer blev bundet sammen med de lammede, og derved gjorde en vals mulig. På samme måde som når der danses med en fastbundet kludedukke, der viljesløst bare følger med. Men forestillingen har en sødme og et stille indre liv, der virker så meget desto stærkere i al sin tysthed. Der er heldigvis ingen store armbevægelser, men i stedet megen akrobatik, megen slapstick-komik, for parret kaster rundt med hinanden – eller rettere er det den store mand, der kaster rundt med den syge kvinde. De er forbundsfæller, men også modstandere, når der skal genoptrænes, og vi forstår at begge er ramt, når slaget falder. Det er mesterligt at lave en forestilling om et så tabubelagt emne, som alle helst undgår at tale om – og forholde sig til, og endda gøre det med så få ord, så megen varme og en så afvæbnende glød.

Det er frygteligt, men i løbet af et års tid er der mange, der genvinder deres førlighed. Men i løbet af et års tid er der mange der... I løbet af et års tid...

Fotograf: Miklos Szabo

SLAG

Når hjernen bløder

Spilleperiode: 24. august – 14.- september 2017

Gæstespil

Efter idé af Helene Kvint i co-produktion med Bådteatret

Instruktion: Rolf Heim

Medvirkende: Helene Kvint og Jacob Stage

Video: Helle Lyshøj

Scenografi/kostumer: Camilla Lind

Lysdesign: Jón Gelting

Hjemmeside og billetter

 

 Fotograf: Miklos Szabo

Anmeldelse: UNG BLOND PIGE på Bådteatret

Foto: Per Morten Abrahamsen

Gæstespil af Teatret st. tv.

Scenerummet er nøgent og tomt. Det er indrammet af en hvid firkantet trækonstruktion, der bærer det meste af lyssætningen. Rekvisitter er der ingen af, medmindre man medregner de to instrumenter, violinen og guitaren. Kostumeringen er begrænset til kropsfarvet trikot, to hvide nederdele og to par hvide læderbukser. Bagest på scenen står en computer eller et keyboard, hvorfra en af de tre medvirkende kan starte det bagvedliggende beat, der fungerer som akkompagnement til deres sang. Midt på scenen er to podier, der kan skubbes sammen til ét. Når de stables oven på hinanden illuderer de en lukket toiletdør og vinduet som den ene af de tre medvirkende kravler ud af, for at slippe ud og væk. Ellers er der intet. Men der er lige præcis det, der skal til for at forløse historien om de to søstre, April og Maj, der har lavet en sang sammen, der er blevet bevægelsens slagsang. Det er en sang om sommersol, kvidrende fugle, ren luft - og rent blod. Musiklæreren synes at den er ekskluderende og vil ikke lade dem fremføre den til skolens forårskoncert. Klassens nye pige, Frida, vil gerne hjælpe med at ændre teksten til en kærlighedssang, så de kan optræde med den sammen. Pigernes mor og bevægelsens leder ønsker ikke nogen ny tekst. Og slet ikke den kærlighedstekst som Frida har skrevet, men hun får musiklæreren til nølende at gå med til at de tre kan fremføre sangen med den nye tekst.  

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er meningen at søstrene skal fremføre sangen til bevægelsens næste møde, men April stikker af for at mødes med Frida, og de to forelsker sig. Maj sladrer til moren, og helvede bryder løs. April låser sig inde på toilettet og kravler ud af vinduet og flygter over til Frida. Maj forsøger forgæves at få hende med hjem. På skrømt lader hun som om hun vil være med til at de alle tre skal synge kærlighedssangen sammen, men da de cykler hen for at mødes med April, stikker Maj violinbuen ind i Fridas forhjul, så hun vælter. Maj slår Frida i hovedet med en sten. Slår og slår, og efterlader hende blødende og døende, mens hun cykler videre til koncerten. Forgæves forsøger hun at overtale søsteren til at synge den originale tekst. Men uden Frida nægter April, så Maj synger den alene. Efter sangens sidste toner løfter hun som hilsen til bevægelsen en knyttet næve ud mod publikum.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Her er intet overflødigt. Hvert et ord er, hvor det skal være. Hver bevægelse er koreograferet ned til det mindste. Hver tone og betoning er afstemt efter hinanden. Det er så skarpt og så enkelt, at det sætter historien fri.  Det var lige så det isnede ned af ryggen på mig. Det er en udadtil meget smuk lille mini-musical af Line Mørkeby, hvor pigerne smilende afsynger deres nazistiske slagsang. De smiler og smiler så det gør ondt i maven. Det er discount-drama. Teksten er vidunderlig stram og tæt. Instruktionen af Rolf Heim er ypperlig, og de tre piger spiller og synger så det er en fryd. Det er en fornøjelse at opleve dette fuldstændigt afpillede stykke, der har det hele. Det er så enkelt at det egentlig slet ikke burde kunne lade sig gøre. Det er som en drøm – en ond drøm, der holder sig oppe fordi de medvirkende spiller det så stærkt og overbevisende hjem. Forestillingen er lavet af nødvendighed, og som en kniv finder den vej lige ind i hjertet, hvor den hugger til. Så enkelt og godt kan det gøres!

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Instruktør: Rolf Heim

Dramatiker: Line Mørkeby

Komponist/santekter: Sune Skuldbøl Vraa

 

Medvirkende:
Kitt Maiken Mortensen
Betina Grove Ankerdal
og
Marianne Søndergaard Madsen

Scenograf: Ingvild R. Grande

Lysdesigner: Raphael Solholm

Gæstespil
af
Teatret st. tv
på
Bådteatret
fra den
25.4.-8.5.2013

http://www.baadteatret.dk/opslag.asp?page=1&id=76