Forestillingens første halve time udendørs foregår i småregn. Tre kvinder bærer den samme gennemsigtige regnfrakke og går rundt og kigger ind i hvert sit runde lommespejl. Det er ikke til at se, om de kigger på sig selv eller andre, men de er i hver fald ved at undersøge noget. Måske er det netop verden i mine øjne, der også er forestillingens titel. Snart antaster de enkeltpersoner eller grupper blandt publikum og tiltaler dem med indviklede latinske navne, som var de nyopdagede smådyr. Det er vi faktisk. Vi er alle mageløse eksemplarer for den store botaniker. Vi splittes i tre grupper og føres rundt i det grønne, der omgiver teatersalen. På et tidspunkt bliver der gjort holdt, og der skal laves feltarbejde. Jorden skal undersøges for mosmider. Første gang det nævnes, trækker jeg på smilebåndet: MOSMIDER, men i løbet af forestillingen bliver vi stadigt mere opmærksomme på det fabelagtige ved disse mikroskopiske smådyr.
Bagefter føres vi igen sammen. Til lyden af et langsomt trommebeat bliver vi opfordret til at bevæge os. Først med lukkede øjne, som var vi kloder i et stort solsystem. Siden som blinde mosmider nede under jorden. Det munder ud i, at vi begynder at bevæge os til trommelyden. Jeg er tydeligvis omgivet af en masse dansere til premieren, for de begynder straks at danse. Selv føler jeg det lidt akavet, men så går det, som det altid har gået gennem tiderne. Helt tilbage fra urtiden. Rytmen forplanter sig i kroppen og snart glider vi i taktfaste kæder tæt forbi hinanden - og pludselig er vi danset ind i teatersalen og har fået anvist pladser hele vejen rundt om scenen i midten, hvor der er tre stationer. Én er dækket med planter. En anden er dækket af jord og den tredje er dækket af et spejl, der senere viser sig at skulle gøre det ud for en sø.
Lyset dæmpes og magien slippes løs.
VERDEN I MINE ØJNE er en stille, sanselig oplevelse. Langsomt føres vi blidt og nænsomt ind i fortællingen om forskeren Marie Hammer (1907-2002). På universitetet overværer hun forelæsninger, der hensætter hende i en helt ny verden. Opdagelsen af disse nye verdener er forestillingen en meget smuk skildrer af. Sideløbende med hendes studier fortælles hendes egen historie. Der dvæles ikke ved hendes besværligheder med at få sin forskning godkendt i en mandsdomineret verden, men det ligger hele tiden i udkanten af fortællingen. Let har det ikke været. Næsten henkastet bemærkes det, at forestillingens medvirkende stadigvæk ikke i dag har kunnet få adgang til hendes forskning på Zoologisk Museum. Det kunne let have været en traurig beretning om endnu et kuldsejlet videnskabeligt projekt, men det er snarere en fortælling om en eventyrlig forskerkarriere, der dukker frem af glemslen. Det er studiet af det mindste, der viser sig at rumme det største.
Pernille Garde har stået bag dette sceniske billleddigt om Marie Hammer. Det være sig både ide, koreografi og iscenesættelsem af de tre på scenen: Helene Kvint, Lisbeth Sonne Andersen og Tomomi Yamauchi. De er hver især fascinerende at betragte. Sikke en udstråling og scenisk autenticitet. De fungerer som en trio på scenen, der kaster bevægelsesmæssige toner til hinanden, som de straks griber og sender videre. Det sceniske forløb smyger sig omkring deres kroppe, når de i fortættede øjeblikke bliver til kloder i himmelrummet, der drejer omkring hinanden eller til tektoniske jordbundslag, der skurrer mod hinanden - eller slet og ret til mosmider, som det hele starter og slutter med.
Kasper Daugaard Poulsen har været dramaturgisk og koreografisk konsulent samt medudvikler på forestillingen. Lyden og musikken er en vigtig medspiller i en så billeddigtende forestilling, og det har Mons Niklas Schak stået for. Scenografien er sparsom, men iderig. Signe Krogh har skabt den og visuelt arbejdet med på det hele. Michael Breiner har sørget for det stemningsmæssige lys. Åsa Gjerstad har stået for kostumer og rekvisitter.
Da forestillingen sluttede, sad vi alle ventende i mørket. Tavse. Ingen klappede. Alle var klar til mere. Meget mere. Men der var ikke mere. Sådan er det nogle gange. Man må nyde det, mens det er.
Kort fortalt, og smukt scenisk illustreret, berettes det, at Marie Hammer gennem 50 års forskning får offentliggjort 40 forskningsprojekter, og at det lykkedes hende at få verificeret den store tese om, at alting hører sammen, noget hun netop får ført bevis for gennem opdagelsen af mosmiderne, der findes overalt, og som hun påviser, har bundet verden sammen fra tidernes morgen.
Det er en beretning, der er fortalt næsten drømmende. Det er let at glide med ind i drømmen. Det er fascinerende med historier, der knytter alting sammen og cementerer den sammenhæng som vi nogle gange fravristes i det daglige. Man får troen tilbage på det hele i VERDEN I MINE ØJNE.
VERDEN I MINE ØJNE
22.-25. august 2024
Metropolis - Københavns Internationale Teater
Teatersalen William Wains Gade 11, 1432 Kbk. K
(Refshaleøen)
For & bag scenen:
Performere og dansere: Helene Kvint, Lisbeth Sonne Andersen og Tomomi Yamauchi.
Dramaturgisk og koreografisk konsulent samt medudvikler: Kasper Daugaard Poulsen.
Komponist og lyddesign: Mons Niklas Schak.
Scenografi og visuel udvikler: Signe Krogh.
Lysdesign: Michael Breiner.
Kostumer og rekvisitter: Åsa Gjerstad.
Teknisk afvikler og produktionsleder: Carl Asmussen.
Signatur foto og grafisk design: Robin Neil Hart. (Fotograf ukendt. Foto venligst udlånt af Marie Hammers børn).
PR medarbejder/ gruppesalg: Janne Hovmand Storm.
Administration: JC - Copenhagen.
Producent: Pernille Garde Stage Art.
Samarbejdspartnere: Metropolis - Københavns Internationale Teater og Helsingør Teater.
Spilledatoer og steder:
Trailer (via Facebook)
Tidligere anmeldte Pernille Garde-forestillinger:
Leas Rum (2019)
Circus of Life (2012)
*
Se oversigten over de
*
