Fotograf: David Bauer Lønstrup
James
Iron er af sin ven, Edward, blevet anbefalet at tage ophold på Drownhill for
at kunne slappe af fra alt det, der plager ham. Drownhill hed oprindelig noget
helt andet, men er blevet omdøbt i folkemunde. Nu ligger det tomt og øde
hen. Det er der god grund til. I enhver gyserfortælling gemmer stedet på
en hemmelighed. Således også Drownhill.
Om
forestillingen, der er af og med Anders Glud Jensen, står der bl.a. at den
bygger på ”publikums egen fornemmelse for frygt, uhygge og kontroltab”.
På
scenen er det Anders Glud der fortæller historien. Hjulpet på vej af en fin og
stemningsfuldt indtalt speakerstemme af Anders Zoffman. En 7-årig pige går tværs
gennem tiden og er både hovedpersonens afdøde datter og den datter på Downhill der ikke nåede ud i tide.
Speakerstemmen virker så tilpas afbalanceret og kommenterende at den afdramatiserer og runder af. Det er stemmens normalitet, der bliver den tynde sti vi som publikum følger gennem historier, mens alting stadig ånder fred og ro. Det er kun et spørgsmål om tid. Det ved vi. For sådan er det altid.
Speakerstemmen virker så tilpas afbalanceret og kommenterende at den afdramatiserer og runder af. Det er stemmens normalitet, der bliver den tynde sti vi som publikum følger gennem historier, mens alting stadig ånder fred og ro. Det er kun et spørgsmål om tid. Det ved vi. For sådan er det altid.
CLARA
er både skræmmende og fascinerende, men først og fremmest gysende. Forestillingen er
nytænkende på en finurlig gammeldags måde. En teatergyser, der er værd at opleve for sin elegante leg med stilen og konventionen.
Det er gysende flot, underligt og manende. For hvad er det, der gemmer sig i
mørket? Hvad er det i os, der søger gyset og forskrækkelsen? Tilværelsen kan
være grum nok, hvorfor opsøge det kunstige gys? Hvad er det vi søger i
gyset, hvor leder det os hen – og hvorfor? Er det vores egen dødsangst som vi stirrer
ind i øjnene? Er det vores måde at prøve at forholde os til at det vi ikke kan forholde
os til i virkeligheden og så opsøger beskyttet af fiktionen, så vi kan gennemleve gyset som et uskadeligt ritual? Skal
vi forskrækkes for at føle os i live? Er det bare en måde at udfordre og udvide
vore grænser på?
Forestillingen
giver os mulighed for det hele.
Lyd- og lyssætningen af Morten Hembo er imponerende, og Anders Glud Jensens spiller med stor timing. Han overbeviser, foruroliger og skaber sympati for den afvigende, angrende og hårdt prøvede James på Drownhill. Derfra er der ingen der slipper ud i live. Slet ikke publikum.
Fotograf: David Bauer Lønstrup
Lyd- og lyssætningen af Morten Hembo er imponerende, og Anders Glud Jensens spiller med stor timing. Han overbeviser, foruroliger og skaber sympati for den afvigende, angrende og hårdt prøvede James på Drownhill. Derfra er der ingen der slipper ud i live. Slet ikke publikum.
Jeg er ikke gammel nok til at have hørt ”Mordets Melodi” i Radioteatret, da den første gang blev sendt, men jeg har hørt den flere gange siden – og også set filmen. ”Clara” minder på mange måder om min oplevelse af "Mordets melodi". Bare omsat til en scene. Det virker gammeldags og lidt gotisk, men er en stemningsfuld og skræmmende skæbnefortælling. Om tab, hallucinationer og om tiden der forsvinder.
Medvirkende:
James Iron - Anders Glud Jensen
Edwards stemme - Anders Zoffman
Lyd og lys - Morten Hembo
Introducerer
Karla Vej Catalan
Producent
AGJ Theatre
Læs mere.
Bådteatrets hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar