iD
på Teater Faar302
22. oktober – 4. november 2021
Gæstespil af Salon New Love.
Med "iD" er Salon New Love i drifternes og drømmenes vold. Falmede barndomsminder fra de evige familiefester blander sig med en naturidyl befolket af længselsfulde kropsdele. En kvinde guider os på rundvisning i sine fortidige erobringer. Stueorgelet spiller, tidsrejser introduceres, kroppe bindes sammen, og kaffen serveres.
iD er en labyrintisk collage af skiftende rum og stemninger, der fragmenteres, spejles og muteres efter drømmens logik i en omskiftelig scenografi af halvt gennemsigtige forhæng. Til lyden af fortættede åndedræt udforskes erindringen, det irrationelles plads i verden og begærets natur.
Foto: Søren Meisner
På Teater Faar302 i Toldbodgade 6-8 (ved Nyhavn) er der for tiden mulighed for at opleve et collageværk, der består af "Den nærmeste familie", "Bedrifter & erobringer", "Kroppen" og "Resumé". Der er otte medvirkende og plads til bare 14 publikummer. Faktisk 15, men den 15. viser sig at være en af de medvirkende, Søren Meisner, der rejser sig op ved det bord vi er blevet bænket ved, for at holde en festtale. Inden da har vi fået udleveret en festsang, der bliver akkompagneret af Marc Kellaway på hammondorgel med rytmeboks. Teksten lader os ane, at det drejer sig om et 40 års jubilæum, men samtidig er der blevet dækket op til gravøl. Vi får valget mellem citronvand og kaffe - til kagen. Der er blevet dækkes op til os helt ceremonielt, men kagen får vi aldrig. Til gengæld får vi en masse andet. Det minder måske også om de kropslige oplevelser, som Mette Hornbek beskriver i monologen "Bedrifter & erobringer". Dels udspiller det sig herhjemme og dels i Bangkok. Hun fortæller om kønnet, kroppen og brysterne - og gør det på en lavmælt, lidt indadvendt måde. Egentlig kunne hun lige så godt have fortalt om de møntvaskerier, hun har benyttet, for det kropslige bliver gjort til noget uden større betydning, selv om det har bredt sig fra bydel til bydel, fra land til land. Som en drift, der bare løber vild og som ingen grænser kender. Som noget, der selv bestemmer, og ikke er interesseet i andet end sig selv. I Thailand ender det på en klub med ladyboys, hvor det følges op af en tårnhøj regning. Ikke at der er fulgt nogen seksuelle ydelser med, men det har åbenbart kostet for hver af de mange ladyboys, der er kommet hen til dem og har budt sig til. Så også der bliver der tale om servering uden kage. Men til gengæld med en masse andet.
Foto: Søren Meisner
I "Kroppen - polyprofylen, nylon og længsel" af Louise Pøhler og Anne Sophie Gertz bliver vi lukket ind i et lille rum med nervøst blodrødt velour på væggene, en drejende diskokugle i hjørnet og løsrevne mannequin-dele ophængt og strammet ind på japansk bondage-vis. Lydcollagen bestod af højlydte, lystne gisp og henrevne udåndinger. Vi sad længe i det lille indelukkede rum, hvor lyset på skift oplyste dele af et ansigt, en hånd eller et ophængt ben. Vi sidder der, uden at vide, hvad vi egentlig skal der - og sådan gælder det for hele forestillingen. Vi ved egentlig ikke, hvad vi skal, mens vi bliver drevet fra rum til rum. Det mest overraskende er, at Faar302´s i forvejen meget lille intimscene, der er placeret i en ombygget 2-3 værelses lejlighed på 1. sal ud mod Toldbodgade, er fuldstændigt ændret i forhold til, hvordan der plejer at se ud. Publikumsrækkerne er væk og i stedet bliver vi ledt gennem gange af ophængt tyndt, hvidt stof, der får os til at miste enhver rumfornemmelse. Det er både dygtigt og sindrigt udført.
Foto: Søren Meisner
Det ville være synd at fortælle mere om de ventende oplevelser, for overraskelserne i sig selv er en stor del af dem. Det er både forførende, betagende og ikke mindst ubestemmeligt morsomt.
Som publikum føler man sig fritsvævende og næsten ophængt på japansk bondage-vis med røde snærende bånd. Man ved ikke, hvem der trækker i snorene og heller ikke, hvad det sker, når der bliver trukket i dem. Først og fremmest ved man ikke, hvordan man selv reagerer, når man bliver udsat for noget, man aldrig har prøvet før. Men her gøres det elegant - og ikke mindst med humor på en meget kropsnær måde, der inviterer til at gå med. Hvis det er uhyggeligt, er det på en rar måde. Det virker eksklusivt - og trygt at være 14-15 publikummer overfor 7-8 medvirkende. Hvornår er der mulighed for at opleve sådan noget?
"Beyond the pleasure principle" er 3. og sidste del af en serie NEW LOVE SALONER.
Søren Meisner fortalte efter premieren, at de er "et asocialt kollektiv", der har lavet deres collageværker siden 2009. At de arbejder ud fra meget forskellige baggrunde, men at det seneste værk er det mest samlede af dem de har lavet. At de arbejder uden instruktør, og at de hver især er tovholder på deres del af det endelige værk.
Det er en oplevelse!
iD på Teater Faar302
Af og med:
Marc Kellaway, Søren Meisner, Mette Hornbek, Louise Pøhler, Anne Sophie Gertz, Connie Munch og Marie Aarup Jensen
Lysdesign: Maria Pi Houmann
Video og foto: Søren Meisner
Musik: Marc Kellaway
Teknisk afvikling: Martin Danielsen
Byggeri: Karl Jes Jessen, Nanna Lillelund Bekke, Henrik Thy og Carsten Jensen
Hvornår: 22. oktober – 4. november 2021, tirsdag – fredag kl. 20, lørdage kl. 17.
Støttet af: Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond og William Demant Fonden.
Hjemmeside & billetter
Trailer (via FB)
--------
Mie Neel Foto
MONSIEUR IBRAHIM OG KORANENS
BLOMSTER
på Teater V - i samarbejde med Holbæk Teater
På det sandfarvede bagtæppe aftegner der sig en revne, der viser sig at gå hele vejen fra øverst til nederst. Det giver mindelser om japansk kunsthåndværk og kultur, hvor det ituslåede klinkes med guld og forvandles fra at være være noget, der skal skjules, til noget, der skal vises frem. For sådan er det også med historien i "Monsieur Ibrahim og koranens blomster" af den franske dramatiker Éric-Emmanuel Schmitt, der er teaterleder på Théâtre Rive Gauche i Paris. Man kan sige, at det er revnerne i historien, der bringer lyset ind i Moishes unge liv. Han er alene med faren, der er dybt sorgramt og ikke formår at være noget fra sønnen, og har erstattet kærlighed med afretning, så derfor søger sønnen ned i den lokale kiosk i Rue Bleu, hvor Monsieur Ibraham residerer. Det bliver i mødet mellem de to, at historien tager afsæt. Endnu mere, da faren drager bort og senere tager sit liv, foran et tog. Det var også et tog, der førte farens forældre afsted til døden i tyskernes koncentrationslejr under 2. verdenskrig. Det lykkes Monsieur Ibrahim at adoptere drengen, som han giver tilnavnet Momo.
Mie Neel Foto
Troels II Munk er alene på scenen i teksten, der er scenisk bearbejdet og instrueret af hustruen og skuespilleren Pia Rosenbaum, der blev nomineret til en Reumert for monologen "Oscar og den lyserøde dame", da hun spillede den i 2008 på Teatret ved Sorte Hest. Det var ligeledes en tekst af Éric-Emmanuel Schmitt.
"Monsieur Ibrahim og koranens blomster" er filmatiseret med Omar Shariff. På scenen i Teater Vs coproduktion med Holbæk Teater er vi i de bedste hænder. For det kan siges ganske enkelt. Denne smukke historie om venskab, liv, religion, kærlighed og død er berettet på smukkeste vis af Troels II Munk. Han har et brændende nærvær og en tilstedeværelse, der rummer det hele. Det er til at blive smittende glad af. Måden han henvender sig til publikum på. Måden han inddrager os som medvidende, og hans elegante greb om fortællerrolen overbeviser fra start til slut. Det er svært at stå alene med en monolog, for der skal præsteres et intenst nærvær, der skal kanaliseres direkte ud til publikum, men det virker som om om det sker nærmest af sig selv. Tilmed med et overvældende overskud. Det er en rørende præstation i en stærk instruktion. Nina Schiøtz har været scenografisk konsulent. Lyssætningen af Lucas de Azevedo spiller smukt sammen med scenografien, hvor lysskiftene lader os opleve det kolde lys i lejligheden, og det varme lys der omgiver scenerne med Monsieur Ibraham.
Mie Neel Foto
Den 77-årige Troels II Munk springer legende og veloplagt fra rolle til rolle, og bevæger sig med stor selvfølgelighed rundt i kasse-scenografien, der både agerer butik, lejlighed, gade og båre til sidst. Mere enkelt kan det næppe gøres, men det er som sagt også enkelheden, der er det flotteste og sværeste at opnå.
Titlen henviser til Monsieurs Ibrahims afhængighed og glæde ved sin tro. Faktisk indgår historien i en serie af små historier, der hver beskriver en af de store religioner. Eller rettere væves de ind i historier, der måske nok rummer hver deres livshistorie, men er forfattet i yderste korthed. Det er små mini-romaner, hvor man som læser ønsker sig mange flere ord. Da jeg for mange år siden læste "Monsieur Ibrahim og Koranens blomster", fik det mig til at læse meget langsommere end jeg plejer, for at strække historien og for at få mest muligt ud af den. Det er en lige så stor fryd at opleve sceneversionen.
Mie Neel Foto
Moishe er af jødisk afstamning og har som mange andre forudfattede meninger om muslimerne, der af Monsieur Ibrahim affejes til fordel for en dyb viden om, hvad det vil sige at være menneske. Han siger ganske vist, at han har det hele fra Koranen, men det bærer i høj grad præg af hans eget levede liv. Umiddelbart syner det ikke af meget, for Momo har aldrig set Monsieur Ibrahim bevæge sig uden for butikken. Selv svarer Monsieur Ibrahim, at det at være araber blot betyder: "Åben fra kl. 09 til midnat - også om søndagen". Det er humoren, der bærer historien igennem og som også omkranser historiens mange smertepunkter.
Jeg fyldes af varme over oplevelser som denne. Det er netop noget af det, teatret er så godt til: at spørge og svare, men mest af alt at være der i dette liv, der består at så meget uvist og uforståeligt. Teatret er en god måde at blive klogere på os selv og hinanden på.
I forestillingen føres vi gennem de skelsættende oplevelser i den unge Momos liv. Det er en både barsk, rørende og meget smuk beretning. Grebet er historiefortællerens. Det er som at begive sig ud på en lang rejse. Ganske som Momo og Monsieur Ibrahim gør sidst i forestillingen. Hvis du får mulighed for at tage med, så gør det endelig, for det er en rejse, der bringer indsigt og mellemmenneskelig forståelse til dem, der drager med på rejsen.
Mie Neel Foto
MONSIEUR IBRAHIM OG KORANENS
BLOMSTER
Medvirkende: Troels II Munk
Instruktion & manuskriptbearbejdelse: Pia Rosenbaum
Romantekst:
Éric-Emmanuel Schmitt
Oversættelse: Jesper Kjær
Lys: Lucas de Azevedo/Lya Lundsager
Afvikling: Allan Rødgaard
Kostumer og rekvisitter: Helle Birkholm
Scenografisk konsulent:
Nina Schiøtz
Producent: Teater V,
i samarbejde med Holbæk Teater
Varighed: ca. 75 min.
Hjemmeside & billetter
---------
NI
af Lucas Kruse
&
PARALLEL MONOLOGUES
af Nana Anine og Nikoline Due
på BÅDTEATRET
23. - 24. oktober 2021 (Lørdag kl. 19:30 + Søndag kl. 17:00)
UBÅDEN præsenterede i weekenden to dage med to forestillinger med dans af danske koreografer, der bød på to nye værker af Lucas Kruse, Nana Anine, Sylvester Struckmann & Nikoline Due.
Da vi kommer ind, ligger de to dansere, Nana Anine og Nikoline Due i "Parallel Monologues", allerede på scenen, iført grå lårkorte tricot´er badet i orange lys. De danser hver for sig og sammen. På et tidspunkt ruller de hen over gulvet nærmest som i et favntag. Af og til gennemrystes deres kroppe i kramper, men mest er dansen glidende og harmonisk - som parralelle monologer. Nogle gange synkromt eller symmetrisk i en evig tiltrækning og afstødning af hinanden. De tager sig godt ud, der på scenen på Bådteatret. Eller rettere på UBÅDEN. For Bådteatret har etableret en visningsplatform, som de kalder UBÅDEN til mindre produktioner og hjerteblodsprojekter. Som teatret skriver: "Ubådens forestillinger bruger Bådteatrets scene, når den ligger stille mellem egenproduktioner og gæsteforestillinger. Ubåden kan huse alle slags scenekunstprojekter fra teaterkoncerter uden koncert over små kabareter til poesioplæsning og kulturmiddage. Fælles for projekterne på scenen er, at her risikerer alle noget – måske noget, der ikke før er set i dansk teater."
Tanken om, at vi befinder os ombord på et skib, eller rettere i lastrummet på en båd eller måske endda inde i en ubåd, gør noget ved oplevelsen - og dansen. Det nedsænker os i en verden, hvor vi er lukket inde med hinanden - på godt og ondt. Omgivet af vand. Omverdenen forsvinder og der er kun dette nu, der lægger sig omkring aftenens to værker. Det tilfører noget ekstra til de optrædende, og giver en samhørighedsfornemmelse i de ordløse dansende universer. Vi er ude på dybt vand i to ordløse værker, hvor musikken og dansen kastes imod os som bølger.
Den indledende musik af Sylvester Struckmann består af serielle maskinelle lyd, der med sine metalliske gentagelser langsomt udvikler sig fra støj til musik, der senere bliver mere rytmisk og taktfast, men også humoristisk. De er smukke de to kroppe, der strækker sig som om de vil de nå hinanden eller bare vil nå noget uden for sig selv. Noget, der danner bro mellem dem. De er pletvist belyst fra fem lyskilder: to orangefarvede spots bagfra, tre ovenfra og to fra siden. Lyset kærtegner deres kroppe gennem mørket. De forsvinder, indtil lyset fastnagler dem - og giver dem nyt liv. Det er fascinerende at betragte. De virker som insekster, der kredser omkring ilden i mørket. I en evig kredsen til og fra. Som parallelle monologer, der tavst strækker sig ud efter en fælles dialog. Deres dans er æggende, og den rækker ud efter os og inviterer os med.
Jeg savner, at der er en mand med på scenen i den første, men efter pausen savner jeg, at der er en kvinde med i den anden. Men det er der måske alligevel, for i værket NI af Lucas Kruse er vi i en hel anden verden. Det foregående værk gør, at det tager lidt tid inden vi kommer ud af den danseverden som "Paralelle Monologues" har efterladt os i.
Da vi kommer ind efter pausen, ligger Lucas Kruse halvt afklædt på gulvet, omgivet af æbler. Der ligger æbler over hans øjne, på maven og i skridtet på ham. Da han rejser sig, triller æblerne ud til alle sider. Der er ophængt et par ganske tynde, sorte gennemsigtige bukser, som han trækker i sammen med en lige så tynd, gennemsigtig og guldglitrende skjorte. Der står også et par gennemsigtige, højhælede plastikstiletter, som han ifører sig. Han skifter ham og måske også køn, og træder ind i "en moderne dans- og queerperformance over fortællingen om Lucifer, der blev født som en engel i himlen og blev tildelt endeløs skønhed. Som så mange faldne engle led han under sit eget hovmod, da han udnyttede sin skønhed i himlen og hans vinger knækkede. I ni dage faldt han, før han ramte jorden". Det er i hvert fald noget af programteksten, der indrammer det opførte. Men hvis man ikke lige ved det, er det nu svært at se. Dog det er befriende, at der er humor i begge værker, det giver plads til det umiddelbare og selvironiske. Hvor går grænsen mellem alvor og humor? Måske lige der midt igennem det hele. Lige midt igennem de to værker.
Lucas Kruse må være i overordentlig god træning, for ikke at komme galt afsted, da han begynder at spjætte og snart efter kaster sig rundt på gulvet - stadig iført højhælede stiletter. Jeg frygter, at han skal bæres ud efter forestillingen, for Lucifer lander hårdt på gulvet. Men det er klart, at ni dages fald ikke ender blødt.
Det er også et fald fra mand til kvinde, eller måske snare et kik ind i en mere rummelig og bredere opfattelse af det at være mand. Samtidig er det dejligt at kunne se og følge, hvordan den moderne dans transformeres til et gigantisk æblerov. For Lucifer falder igen og igen. Ikke over sine egne ben, men æblerne ligger snart udmaste og udsplattede under ham. Dansen er ikke længere elegant og æggende, men snarere karikeret og udstillende. Vi er på vej over i en dragperformance, og det ændrer optikken, for pludselig bliver det okay at smile af det overdrevne og komiske - og jeg ler til sidst. For den afsluttende gimmick med at træde stiletterne ned over to æbler og forlade scenen med æblerne fastspiddet på stiletterne ER morsom.
PARALLEL MONOLOGUES
Af og med:
Nana Anine & Nikoline Due
Musik:
Sylvester Struckmann
til Parallel Monologues (via FB)
NI
Af og med:
Lucas Kruse
Musik:
Daniel Fogh
Foto: Camilla Trine Jensen
--------------
Ingen kommentarer:
Send en kommentar