Anmeldelse: MIN FAR KAN FLYVE på Bådteatret og TRO, HÅB & MAGI i Krudttønden

Hvad tror vi på - og hvordan lever vi vores liv? 

To forestillinger forsøger at stille skarpt på det. 

Dels voksenforestillingen "Min far kan flyve" på Bådteatret 

og dels børneforestillingen "Tro, håb & magi" i Krudttønden 

med henholdsvis Livingstones Kabinet og Teater Hund & Co.

Det er to stærke teaterbud på at finde mening i det uforståelige.

Foto: Henrik Ohrsten.'

MIN FAR KAN FLYVE

af Livingstone Kabinet

på Bådteatret

Premiere: 7. november 2023

 

"Min far var 25 da han fik mig

han kunne lide Bob Dylan og Cornelius Vreeswijk

og rugbrød med leverpostej og remoulade og is

han elskede is og han fik de vildeste ideer

og købte svenske biler og en sejlbåd og en flitsbue og en hund

og så planlagde han at blive violinbygger

men han var læge 

alment praktiserende læge med egen praksis

i en lille by i Jylland 

og så havde han bipolar lidelse 

eller maniodepressiv sygdom som det hed dengang."

Uddrag fra sceneteksten til MIN FAR KAN FLYVE på Bådteatret.

Der er ikke noget bedre end teater, der er skabt af nødvendighed. Sådan er det med Livingstones Kabinets nyeste forestilling på Bådteatret, der i forgårs havde premiere på "Min far kan flyve". Musikken er kreeret af Pete Livingstone, og det er dejligt at kunne læne sig tilbage i hans afslappende og smægtende toner og sang. Nina Kareis, der har instrueret de tre spillere og Pete på scenen, har også skrevet historien, der skildrer det tumultariske liv med en far, der både var fantastisk og bipolar (tidligere kendt som maniodepressiv). Det er en både kærlig og knusende scenisk skildring af deres liv sammen, indtil faren endte med at tage sit eget liv.

Foto: Henrik Ohrsten.

Det er et brændende portræt, der bagefter bliver stående i ens underbevidsthed. Det arbejder sig ned i én, eftersom fortællingen er meget større end forestillingen. Visuelt er det en stram omgang. Det er en forestilling skåret helt ind til benet. Egentlig er der kun det, der skal være, men alligevel er forestillingen  - rent visuelt - så spartansk orkestreret, at det næsten er for skrabet. I hvert fald er det nedprioriteret. Til gengæld er den meget visuelt instrueret. De tre spillere: Amia Miang,  Bo Carlsson og Troels Kortegaard Ullerup  gør det glimrende. Scenegangen er glidende og harmonisk, og lige så rytmisk som musikken er understøttende, men det er den bagvedliggende beretning som følger med hjem bagefter.

Foto: Henrik Ohrsten.

Det er ingen let sag at skabe et værk, der har afsæt så tæt på én selv. Hvordan får man den fornødne afstand? Dels har man en historie, der presser sig på for at blive fortalt, og dels er det vigtigt, at den bliver fortalt, så den både er sand, men også at man skal kunne leve videre med det billede, man skaber af sig selv og historien. Det vil aldrig kunne blive andet og mere end en versionering af det, der er sket. Det er set med barnets øjne, eftersom det var de øjne, der oplevede det.

Foto: Henrik Ohrsten.

Nina Kareis har taget et klogt valg ved at holde smerten ud i strakt arm, derved får vi mere en refereret  end en smertebåret historie. Smerten er der stadig, men i stedet for som den opståede følelse, der følger det berettede i tilskuerens bevidsthed. Selvfølgelig har det gjort ondt og været uforståeligt, men det gode trumfer det dårlige. Glæden bliver også holdt ud i strakt arm, men det sætter sig inde i os.  De overraskende historier kræver en forståelse, som kun tilskuerne kan bidrage med. Den findes ikke i virkeligheden. Eller gør den? Det er forestillingens store fortjeneste, at den  overlader spørgsmålene til tilskuerne. Det virker godt.

Foto: Henrik Ohrsten.

Forestillingen skildrer faren som en person, der kan styre hele sin verden i sine maniske, meget dynamisk perioder, men også hvordan han slipper alting i  de depressive perioder. Det er skildringen af den fantastiske far, der kan have holdt hele verden i sin hule hånd, og som datteren tydeligvis elsker og holder af, selv om det ikke er uproblematisk. Vi bringes med ind i historien ligeså undrende og uforberedte som datteren, men hvordan det egentlig har været, får vi ikke at vide. Det behøver vi heller ikke, for vi mærker det alligevel. Om det er overhovedet var til at holde ud, ved vi ikke. Men vi forstår, at det har haft sin pris.

Foto: Henrik Ohrsten.

I en dansescene, hvor de tre på scenen sammen med musikeren, fester rundt med masker på, forestillende Jack Nicholson fra "Gøgereden", er det nærmest en hyldest til oprøret og den skæve virkelighed, som filmen repræsenterer med sin skildring af de normale syge, der bliver holdt fast i en unormal verden på en lukket afdeling. Efter at have set filmen, spørger Nina Kareis sin far, om han også har fået elektrochok. Det er en sært rørende scene, hvor datterens afsmag for behandlingsformen (som man sidder tilbage med efter filmen) brat bliver slået ned af den overraskende ærlighed, som farens svar giver: "Ja, mange gange. Det er det eneste, der har virket for mig". Det er i en scene som denne, at forestillingen vitterlig rækker ud og omfavner sit publikum. Sådan er virkeligheden også. 

Det er en forestilling, der stiller mange spørgsmål. 

Hvad er et godt liv? 

Hvad er meningen? 

Svarene må vi selv finde.

Foto: Henrik Ohrsten.

MIN FAR KAN FLYVE

GÆSTESPIL AF LIVINGSTONES KABINET

på Bådteatret

Premiere: 7. november 2023 

/// INSTRUKTØR

NINA KAREIS

/// KOMPONIST

PETE LIVINGSTONE

/// SCENOGRAF

JOHAN KØLKJÆR

/// LYDDESIGN

JACOBE SUISSA

/// LYSDESIGN

MARTIN DANIELSEN

/// KOSTUMIER

CLARA BISGAARD

/// MEDVIRKENDE

AMIA MIANG, PETE LIVINGSTONE, BO CARLSSON, TROELS KORTEGAAARD ULLERUP

Hjemmeside & billetter.

Trailer

Tidligere anmeldte forestillinger af Livingstones Kabinet:

Fetch (2022)

Canada (Bådteatret, 2020)

Kejseren (Teaer V, 2019)

KLIK (Bådteatret, 2012)

*

Foto: Kontraframe

TRO, HÅB & MAGI

af Teater Hund & Co.

i Krudttønden

8. november - 3. december 2023

"Der er nogen, der tror på Noget.

Og der er nogen, der ikke tror på noget.

Der er nogen, der tror på sig selv.

Og nogen, der ikke tror på sig selv

Der er nogen, der bare tror.

Hvad tror du?"

Foto: Kontraframe

Hvis man har svar på alting, har man måske slet ikke forstået, hvad det hele handler om.

Teater Hund & Co. går ind i kampen om meningen med livet med spørgsmålet: 

Hvad tror du på?

Det er spørgsmålet, som Jesper forsøger at besvare i forestillingen, men han ved ikke, hvad han skal svare. Det kan han ikke håndtere. Sammen med vennerne Malik og Mathilde  er de vant til, at hvis der er noget, der er sikkert, er det, at Jesper kan svare på alt. Men pludselig er han tavs. Ordene slår ikke til. Hvordan skal man besvare det, hvis man kun må give ét svar, og hvis det skal være noget, alle kan enes om?

Foto: Kontraframe

Måske er det grunden til, at der er krig i verden? 

Vi har svært ved at finde et fælles svar på spørgsmålet.

Hvad skal man tro på?

På sig selv, på kærlighed, på Gud, på magi og fodbold?

Er det ene ligeså godt som det andet?

Vi er ikke gode til at lytte, men vil gerne tale. 

Vi vil gerne have at andre lytter, men formår vi selv at lytte? 

Foto: Kontraframe

I børneforestillingen "Tro, håb & Magi" stiller dramatikeren Methe Bendix spørgsmålet så åbent, som det overhovedet kan gøres. Adelaide Bentzon, der både har koreograferet og instrueret, har skabt en fabulerende og humoristisk forestilling, der tager store chancer og dermed kommer til at virke helt aldersløs. Det er flot og vovet, men hvo intet vover...

Det er en gevinst i sig selv at opleve forestillingen, der fungerer som en trampolin for de tre spillere: Mathilde Eusebius, Jesper Bruun og Malik Grosos. De er skønne - og de formår at lade spørgsmålene blive hængende i luften. Det sker både begavet og legende. 

Foto: Kontraframe

Kan tro flytte bjerge? Det siger man, men man er nødt til selv at se forestillingen for at få svar på det. Undervejs kommer vi ud at svømme med en guldfisk. Mathilde Eusebius synger Tøsedrengenes og Anne Dorte Michelsens-hit "Ud under åben himmel" med vind i håret og slående gejst. Der er også et gennemkoreograferet dansepotpourri fra musicalen "Sound of Music". Det er herligt.

Foto: Kontraframe

Det er en forestilling med en overvældende  detaljerigdom. Scenografien af Jacob Langaa-Sennek og kostumerne af Pille Behrendt spiller godt sammen med instruktionen. Det er svært at sidde stille, for det bliver afleveret med en glad, smittende frejdighed, der klæder forestillingen. Tilmed lykkes det at finde flere gode og dækkende svar på det meget enkle, men alligevel komplicerede indledende spørgsmål. Det gør  forestillingen både eftertænksom, alvorlig, munter og legende.  Som tilskuer er man i godt selskab, både som barn og voksen.

Foto: Kontraframe

TRO, HÅB & MAGI

af Teater Hund & Co. i Krudttønden

8. november - 3. december 2023

MEDVIRKENDE 

Mathilde Eusebius, Jesper Bruun og Malik Grosos

MANUSKRIPT 

Methe Bendix

INSTRUKTION & KOREOGRAFI 

Adelaide Bentzon

SCENOGRAFI 

Jacob Langaa-Sennek

LYDDESIGN 

Jonas Jørgensen og Brian Larsen

KOSTUMIER 

Pille Behrendt

PRODUKTIONSLEDER & AFVIKLER 

Brian Larsen

LYS & TEKNIK 

Mikkel Magnus Olsen

GRAFIKER 

Robin Hart og Rebecca Arthy

PR & KOMMUNIKATION + SPILUDVIKLER 

Rikke Petersen

BILLET 

Laila Skjerning

PRODUCENT 

Kenneth Gall

ALDERSGRUPPE 

For de 5 -12 årige og deres voksne.

SPILLEPERIODE 

8. november – 3. december 2023

SPILLETIDER 

Onsdag – fredag kl. 9.30 & 11.00 // 

Lørdag & søndag kl. 11.00 & 13.00

VARIGHED 

50 min.

Hjemmeside & billetter

Trailer

Tidligere anmeldte forestillinger med Teater Hund & Co.:

Tab & vind (2023)

Hvor svært kan det være (2022)

Tænk engang! (2021)

Drømme om noget andet  (2019)

Drømme om noget andet/Den store jagt på lykke (2017)

*

Se oversigten over de øvrige

269  anmeldelser

Anmeldelse: DEN FØRSTE DRÅBE BLOD på Teater V

 

Foto: David Trood.

Der er et bur midt på scenen, og selv om hovedpersonen, den 15-årige skolepige, er buret inde, stopper det ikke stemmerne i hovedet på hende. Faren vil ikke vide af hende og moren,  så moren finder i stedet en ny mand. Pigen har ikke lyst til at bo sammen med den nye stedfar, der styrer og kontrollerer dem begge, og betror sig til fysiklæreren, der bliver hendes eneste fortrolige på den nye skole. Han sørger for, at hun kan flytte hjemmefra, og at hun kommer i praktik på et dyrepensionat, hvor hun for første gang oplever, at hun kan noget – og bliver værdsat for det. På en rejse til Tyrkiet oplever hun den først forelskelse i en tjener, og bliver ført ind i en ny kultur, der tager varmt imod hende. For første gang føler hun sig rigtigt hjemme. Hun konverterer, da hun kommer hjem. Vennerne forsvinder, men som hun siger. ”…på et kvarter fik jeg nye venner” – de nye venner er alle muslimske.

Foto: David Trood.

Det er historien om en pige, der altid har haft svært ved at passe ind, men pludselig en dag oplever at blive hentet ind i et fællesskab, hvor hun for første gang føler sig hjemme. Det er en historie om menneskelig kulde og om, hvad det gør ved én, når alle døre lukkes.

På internettet ser moren, at ham datteren mødte i Tyrkiet nu er i tæt kontakt med endnu en ung hvid pige. En ny pige, som også lader sig påvirke, og som er villig til at lægge øre til en radikal muslim, der taler om hævn over de vantro.

Foto: David Trood.

Kundby-sagen*, som den omdiskuterede sag om en radikaliseret dansk skoleelev, er blev kaldt i medierne, førte til 8 års fængsel for pigen for at have planlagt et terrorangreb og udøvet grov vold.  Det er en ubehagelig sag, for hvad stiller man op med en ganske ung skoleelev, der vil udføre Jihad for at fremme Kalifatet og bringe død over de vantro ved et bombeangreb på sine klassekammerater? Forestillingen er en kunstnerisk bearbejdelse af, hvad der skete. Det er en fiktiv historie baseret på de reelle fakta. Hvis der er noget teatret er godt til, er det netop denne slags historier, hvor vi som publikum bringes helt tæt på noget, som vi helst vil være foruden.

Foto: David Trood.

Hannah Arendt (tysk-jødisk forfatter og filosof, 1906-1975), taler om, at vi skal anerkende, at andre kan være radikalt anderledes end os selv, og at vi skal bruge vores fantasi til at se verden gennem andres øjne. Tolerance handler om at turde forholde sig åbent til det, som man umiddelbart ikke forstår, og som muligvis byder en imod.  Arendt er god at have ved hånden, når man skal navigere gennem så mineret terræn som det, der omgiver Kundby-pigen.

For en gangs skyld har de sidste 2 år fået os til at flytte fokus væk fra udlændingedebatten. Udlændingene har længe nok været prygelknabe i den offentlige debat, hvor DF og Nye Borgerlige har kæmpet om at hænge dem ud på skift. Den nuværende regerings skamplet er netop udlændingepolitikken, men det har spillet 2. violin, mens pandemien har raset – og neddroslingen af emnet i de kommende vælgeres bevidsthed ser ud til at fortsætte frem mod næste regeringsvalg. Alt dette rusker forestillingen op i.

Foto: David Trood.

Det er en ganske enkel tekst om et uhyre kompliceret emne. Det er forestillingens store fortjeneste, at den holder sit sigte på det almenmenneskelige, og at den sceniske enkelthed går igen med buret, der kan åbnes på forskellige måder, og både kan illudere frihed og fængsel, men også pigens egen indre isolation, hvor hun hjemsøges af stemmerne i hovedet.

Robert Reinhold har skrevet den enkle, men meget virkningsfulde tekst. Robert Parr har dygtigt instrueret de tre på scenen: Charlotte Amalie Kehlet som Kundby-pigen, Penille Albæk Andersen som moren og Bo Carlsson som henholdsvis stedfaren, fysiklæreren og den tyrkiske tjener.  Især Charlotte Amalie Kehlets fremstilling af pigens sårede og alligevel viljefaste styrke brænder igennem. Scenografien er af Tanja Bovin. Esa Alanne har koreograferet. Jakob Ebbe har stået for lys og værksted, mens Robert Reinhold og Frans Hansen har stået for lyden. Forestillingen er produceret i 2019 af Teatret Fair Play fra Holbæk, der kun ligger 15 kilometer fra Kundby.

Plakat: Asako Kido Parr

DEN FØRSTE DRÅBE BLOD

Gæstespil på Teater V af Teatret Fair Play

60 minutter

2.-5. februar 2022

Medvirkende: 

Charlotte Amalie Kehlet, Penille Albæk Andersen og Bo Carlsson

Manuskript: Robert Reinhold
Instruktion: Robert Parr
Scenografi: Tanja Bovin
Lys og værksted: Jakob Ebbe
Lyd: Robert Reinhold og Frans Hansen
Koreografi: Esa Alanne
Fotos og trailer: David Trood
Plakat: Asako Kido Parr
Produceret af: Teatret FAIR PLAY

Hjemmeside og billetter

Læs mere om forestillingen på Fair Plays hjemmeside

Trailer:

Se undervisningsmateriale.

*Kort om Kundby-sagen (fra Wikipedia): 

”Kundby-sagen var en dansk straffesag, hvor en 17-årig pige fra Kundby blev idømt 8 års fængsel for at have planlagt et terrorangreb mod Sydskolen i Fårevejle Stationsby og Carolineskolen i København,[1] samt at have udøvet grov vold mod en pædagog på en lukket institution, mens hun var varetægtsfængslet.

Sagen fik stor opmærksomhed i den danske offentlighed, blandt andet fordi pigen tilsyneladende konverterede til islam og blev radikaliseret meget hurtigt. Derudover var det også første gang at en kvinde blev dømt under dansk terrorlovgivning. Sagen blev først behandlet ved Retten i Holbæk, hvor pigen blev idømt 6 års fængsel, herefter ved Østre Landsret hvor straffen blev ændret til 8 års fængsel.”

  *

Se oversigten over de øvrige 

 209  anmeldelser

*

Anmeldelse: CANADA på Bådteatret

Grafik: Søren Meisner

Det er altid en glæde at opleve Livingstones Kabinet. Denne gang på Bådteatret med forestillingen ”Canada”. Igennem årene har jeg lært at sætte pris på det fald ud af virkeligheden, som deres forestillinger inspirerer til. Abstraktionsniveauet er stort og altopslugende. At opleve kabinettets forestillinger er et tilbud om at give slip og lade sig glide med, for det er en teatermæssig billedstorm. Det er som at betragte Magrittes malerunivers. Alt er genkendeligt, men taget ud af sin vante sammenhæng, før det bliver præsenteret i nye og overraskende sammenhænge.

Fotograf: Søren Meisner

I Kabinettets seneste forestilling gjaldt det en parafrase over ”Kejserens nye klæder”. På Teater V havde forestilingen slet og ret fået titlen ”Kejseren”. Også i ”Canada” gælder det en faktuel person: Nina Kareis, der udgør en fast del af Livingstones Kabinet, og som også har instrueret. Det er historien om hendes opvækst, men også forældrenes historie. Med en jødisk baggrund er det en slægtshistorie, der snor sig rundt om farfarens koncentrationslejrophold. Mormoren undslipper kun samme skæbne på et hængende hår. Var krigen ikke ophørt, var hun også blevet interneret, for hun stod allerede opført på de kommende afhentningslister.

Fotograf: Søren Meisner

Det hele anslås allerede i prologen, læst af Nina Kareis selv, hvor vi bydes indenfor i et ret konkret univers, men stadigvæk  befinder vi os i kabinettet. Så mere konkret er det heller ikke.

Nina Kareis, der oprindelig også hed Petersen, smed senere efternavnet væk og holdt fast ved det smertelige mellemnavn, der signalerede, at hun alligevel ikke rigtigt hørte til og dermed kunne blive en del af det blonde fællesskab, som hun så inderligt higede efter at  blive fuldblodsmedlem af. Men det var svært – og det sved, når det alligevel ikke lykkedes, for hendes baggrund er jødisk.

Fotograf: Søren Meisner

Canada bliver i forestillingen lig med alle de håb og drømme, som den flygtende drømmer om at få indfriet ude i det fremmede. Som hænder der rækkes ud mod alt det nye og forhåbentlig meget bedre, der ventede ”over there”. Hænderne i forestillingen bliver rakt frem af de tre medvirkende: Pete Livingstone, Amia Miang og Bo Calsson. Scenografien er af Johan Kølkjær og belyst af  Martin Danielsen Barnung. Erik Christoffersen er lyddesigner, mens Jörn Burmester Wium har været dramaturgisk konsulent på forestillingen. 

Pete Livingstones vokal smyger sig rundt om historien. Ja, nærmest rammer den ind. På de dramatisk helt rigtige steder går den op i den karakteriske falset, og det slipper noget frit inde i mig, når det sker. Den menneskelige stemme er forunderlig. Så præcis og så nøgen som i forestillingen på Bådteatret, hvad enten det gælder Nina Kareis´ egen indtalte speak eller Pete Livingstones ledsagende falset. Sammen giver de liv og mæle til drømmen om ”Canada” på fineste vis. Om drømmene indfries i det nye land, må man selv konstatere. Men rejsen dertil, gennem det teatralske univers som forestillingen bevæger sig ubesværet igennem, er en oplevelse i sig selv. 

Grafik: Søren Meisner

CANADA

af Livingstone Kabinet

*

Bådteatret, Nyhavn 16 Z, København

23. 1 – 8. 2. 2020.

Mandag til fredag kl. 20, lørdag kl. 17.

Varighed 60 min. u/pause

*

Medvirkende: 

Pete Livingstone, Amia Miang og Bo Carlsson

Fortællerstemme og iscenesættelse: Nina Kareis

Scenografi: Johan Kølkjær

Musik: Pete Livingstone

Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung 

Lyddesign: Erik Christoffersen

Dramaturgisk konsulent: Jörn Burmester Wium

*

Hjemmeside og billetter  

*

Tidligere anmeldte forestillinger af Livingstones Kabinet:

Klip (2012)

Kejseren (2019)

*