Anmeldelse: CANADA på Bådteatret

Grafik: Søren Meisner

Det er altid en glæde at opleve Livingstones Kabinet. Denne gang på Bådteatret med forestillingen ”Canada”. Igennem årene har jeg lært at sætte pris på det fald ud af virkeligheden, som deres forestillinger inspirerer til. Abstraktionsniveauet er stort og altopslugende. At opleve kabinettets forestillinger er et tilbud om at give slip og lade sig glide med, for det er en teatermæssig billedstorm. Det er som at betragte Magrittes malerunivers. Alt er genkendeligt, men taget ud af sin vante sammenhæng, før det bliver præsenteret i nye og overraskende sammenhænge.

Fotograf: Søren Meisner

I Kabinettets seneste forestilling gjaldt det en parafrase over ”Kejserens nye klæder”. På Teater V havde forestilingen slet og ret fået titlen ”Kejseren”. Også i ”Canada” gælder det en faktuel person: Nina Kareis, der udgør en fast del af Livingstones Kabinet, og som også har instrueret. Det er historien om hendes opvækst, men også forældrenes historie. Med en jødisk baggrund er det en slægtshistorie, der snor sig rundt om farfarens koncentrationslejrophold. Mormoren undslipper kun samme skæbne på et hængende hår. Var krigen ikke ophørt, var hun også blevet interneret, for hun stod allerede opført på de kommende afhentningslister.

Fotograf: Søren Meisner

Det hele anslås allerede i prologen, læst af Nina Kareis selv, hvor vi bydes indenfor i et ret konkret univers, men stadigvæk  befinder vi os i kabinettet. Så mere konkret er det heller ikke.

Nina Kareis, der oprindelig også hed Petersen, smed senere efternavnet væk og holdt fast ved det smertelige mellemnavn, der signalerede, at hun alligevel ikke rigtigt hørte til og dermed kunne blive en del af det blonde fællesskab, som hun så inderligt higede efter at  blive fuldblodsmedlem af. Men det var svært – og det sved, når det alligevel ikke lykkedes, for hendes baggrund er jødisk.

Fotograf: Søren Meisner

Canada bliver i forestillingen lig med alle de håb og drømme, som den flygtende drømmer om at få indfriet ude i det fremmede. Som hænder der rækkes ud mod alt det nye og forhåbentlig meget bedre, der ventede ”over there”. Hænderne i forestillingen bliver rakt frem af de tre medvirkende: Pete Livingstone, Amia Miang og Bo Calsson. Scenografien er af Johan Kølkjær og belyst af  Martin Danielsen Barnung. Erik Christoffersen er lyddesigner, mens Jörn Burmester Wium har været dramaturgisk konsulent på forestillingen. 

Pete Livingstones vokal smyger sig rundt om historien. Ja, nærmest rammer den ind. På de dramatisk helt rigtige steder går den op i den karakteriske falset, og det slipper noget frit inde i mig, når det sker. Den menneskelige stemme er forunderlig. Så præcis og så nøgen som i forestillingen på Bådteatret, hvad enten det gælder Nina Kareis´ egen indtalte speak eller Pete Livingstones ledsagende falset. Sammen giver de liv og mæle til drømmen om ”Canada” på fineste vis. Om drømmene indfries i det nye land, må man selv konstatere. Men rejsen dertil, gennem det teatralske univers som forestillingen bevæger sig ubesværet igennem, er en oplevelse i sig selv. 

Grafik: Søren Meisner

CANADA

af Livingstone Kabinet

*

Bådteatret, Nyhavn 16 Z, København

23. 1 – 8. 2. 2020.

Mandag til fredag kl. 20, lørdag kl. 17.

Varighed 60 min. u/pause

*

Medvirkende: 

Pete Livingstone, Amia Miang og Bo Carlsson

Fortællerstemme og iscenesættelse: Nina Kareis

Scenografi: Johan Kølkjær

Musik: Pete Livingstone

Lysdesigner: Martin Danielsen Barnung 

Lyddesign: Erik Christoffersen

Dramaturgisk konsulent: Jörn Burmester Wium

*

Hjemmeside og billetter  

*

Tidligere anmeldte forestillinger af Livingstones Kabinet:

Klip (2012)

Kejseren (2019)

*

Anmeldelse: KLIP på Bådteatret

ANMELDELSE. Gæstespil på Bådteatret med Livingstones Kabinet.

Lige da vi har sat os begynder forestillingen. En skinke hejses ned fra loftet. En lille mand i et lidt for stort jakkesæt popper op på forscenen og kaster sig ud i en længere tirade. Det lyder sådan set fornuftigt nok. Eller næsten, for det er lige ved at give mening, det han siger, men hvis man som publikum tror at man senere forstår det hele og især sammenhængen, bliver man snydt. Rent faktisk bliver det mere og mere uforståeligt. Det er som om meningen suges ud af rummet og vi er ladt tilbage sammen med 4 spillere, der opfører fragmentariske stumper af levet liv for os. Som en surrealistisk drøm folder det sig ud foran os. Det er genkendelige elementer, der puttes ned i en saftpresser og det ene øjeblik genopstår med nye former og farver, for i næste at miste enhver form og farve. Det bliver til en cocktail, der hele tiden skifter smag og farve. Det er en drink i flere lag, hvor hvert lag er adskilt og knyttet sammen af forestillingens overvældende humor og gennemstrømmende musikalitet. Nogle lag er beske og bitre, mens andre er blide og forførende. Det er en sexet drink. Der er ikke tid til overvejelser, for afrejsen har allerede fundet sted, når den første tone er slået an til denne eventyrlige forstyrrede chokterapi af en forestilling, hvor det hele slår klik. Det er som et nykomponeret stykke klassisk musik, hvor enhver almindelig genkendelighed er fjernet. Vi er ladt tilbage i et univers, hvor alting er rykket fra hinanden, for vi er på en rejse, der ingen steder fører hen. Eller rettere er vi befriet for enhver mening, og befinder os, mens forestillingen varer, fritsvævende eller i hvert fald ophængt ligesom Pete Livingstone i forestillingens slutning, hvor han hejses op og hænger der på én gang sat fri og alligevel uhjælpeligt fastholdt i et konturløst landskab, hvor alting kan ske. Et sted, hvor alle grænser er brudt op og hvor al mening er brudt sammen. Et sted, hvor livet, som en gennemgående, evigt eksisterende mekanisme og pulserende organisme, banker sig igennem og opfører og skaber nyt liv på nyt liv. Det er intet ladt tilbage af verden omkring os. Ikke sådan som vi kender det. Vi forstår ordene, tonerne og bevægelserne, men de er brudt op, de forkramper og stødes væk fra hinanden. Adskilte og afklippede taber de deres oprindelige mening. Men det er forestillingens store fortjeneste at de i løbet af den time, som forestillingen varer, genopstår for øjnene af os. For hvad sker der inde i hovedet på en høne? Sker der noget? Noget overhovedet?

Forestillingens rytme er aggressiv og staccato, og alligevel er der også iblandet lyriske elementer og passager. Det hele er orkestreret med en knivskarp timing. For de fire spillere på scenen, der snart er skuespillere, snart dansere og snart sangere, er det ingen ringe bedrift at de evner at holde døren åben ind til et tordende lyrisk landskab. Vi bliver ført direkte ind i os selv. Vi møder en drøm, et mareridt, en utopi – og vi får lov til at flytte ind i et rige, der svøber sig om os som et stykke musik. Snart slynges vi rundt, kastes op i luften og daler ned som sne. Vi spises og fortæres af Livingstones Kabinet, men når al mening ophører, starter livet igen. Når hønen ryster hovedet, så ryster den også livet på plads. Inden det slår klik.

På scenen: Pete Livingstone, Pernille Koch, Kristina Sørensen og Svend E. Kristensen. Iscenesættelse: Nina Kareis. Komponist: Pete Livingstone i samarbejde med Erik Christoffersen. Tekster: Livingstones Kabinet, Patsy Cline, fakta. Scenografi: Julie Forschhammer. Koreografi: Adelaide Bentzon.

KLIP – en kakofonisk sort humoristisk scenekollage af og med LIVINGSTONES KABINET.

29. okt. – 10. nov. 2012.  Gæstespil på Bådteatret. www.baadteatret.dk  www.livingstoneskabinet.com